Baggrund
Læsetid: 5 min.

Håbløst umoderne i 1965 – cool bestseller i 2014

Kun få gad læse John Williams’ ’Stoner’, da den udkom for 50 år siden. I dag bliver den amerikanske roman hyldet af tidens største forfattere og oversat til alverdens sprog. Hvordan kan det gå til?
’Stoner’ handler om en mand, der i slutningen af det 19. århundrede bliver født og vokser op på en gård i Missouri i USA. Som ung bliver han sendt på landbrugsskole, men dropper den planlagte levevej for i stedet at blive lærer på et mindre universitet i det amerikanske Midt-vesten.

’Stoner’ handler om en mand, der i slutningen af det 19. århundrede bliver født og vokser op på en gård i Missouri i USA. Som ung bliver han sendt på landbrugsskole, men dropper den planlagte levevej for i stedet at blive lærer på et mindre universitet i det amerikanske Midt-vesten.

Science Photo Library

Kultur
26. april 2014

De seneste år har Stoner været en af verdens mest omtalte bøger. Som dominobrikker er både forfattere, kritikere og læsere væltet bagover af benovelse over John Williams’ dæmpede drama, som de efterfølgende har rost til skyerne. I New York Times blev den kaldt »en perfekt roman«, i England beskrev Ian McEwan den som »et mindre mesterværk«, og selv skuespilleren Tom Hanks følte behov for at blande sig i koret af fans, da han i Time anbefalede den med ordene: »Det er en af de mest fascinerende ting, du nogensinde vil møde.«

Stoner er også 50 år gammel, og nu, hvor den udkommer på dansk i Jens Christian Grøndahls oversættelse, trænger to spørgsmål sig på: Hvorfor har romanen været glemt så længe? Og hvordan er den pludselig blevet genopdaget?

Historien begynder i 1965, da professor i Engelsk ved University of Denver, John Williams (1922 -1994), udgav sin anden roman.

Stoner handler om en mand ved navn William Stoner, der i slutningen af det 19. århundrede bliver født og vokser op på en gård i Missouri. Som ung bliver han sendt på landbrugsskole, men efter at have læst en sonet af Shakespeare vælger han at satse på en karriere som lærer på et mindre universitet i det amerikanske Midtvesten. Stoner bliver siden gift, har en affære med en studine og ser sin datter vokse op. Årene går, og han dør.

The New Yorker kaldte Stoner »et mesterligt portræt«, da den udkom, men romanen gjorde absolut intet kommercielt væsen af sig. Tiden var ikke med John Williams, synes alle i dag at være enige om.

»Uanset hvor smukt en roman er skrevet om livet og et skuffende ægteskab hos en fattig Missouri-bondesøn, der kaster sin kærlighed på klassisk litteratur, så ville den aldrig være et hit i midt-60’erne, hvor beat-generationen og modkulturen fandt sit momentum,« lød kritikeren Luke Hortons forklaring – på litteratur-sitet wheelercentre.com – da romanen udkom i Australien tidligere på året.

»På trods af sin lovende titel (det er protagonistens efternavn, ikke en reference til stoffer), kunne Stoner ikke være mere ude at takt med datidens ånd.«

Trods den fine omtale i landets toneangivende tidsskrift solgte Stoner i mindre end 2.000 eksemplarer i 1965.

De fleste bøger bliver glemt

Nu er Stoner som bekendt langtfra den første gode roman, der ikke ved udgivelsen har fået sin fortjente brede anerkendelse. Tværtimod, som den amerikanske forfatterinde Claire Cameron sidste år påpegede i et essay på litteratursitet themillions.com. Heri minder hun os om, at der i 1965 blev udgivet 54.378 bøger.

»Nogle af dem havde ikke mere end en håndfuld læsere. Enkelte blev betragtet som geniale. Mange blev overset. De fleste er glemt. Det er ikke nogen tragedie,« skriver Cameron, hvis pointe er, at det virkelig bemærkelsesværdige ved Stoner ikke er, at den har været glemt så mange år, men derimod lige det modsatte: »At den faktisk er blevet husket, selv om så få har læst den.«

Faktum er da også, at romanen trods sit beskedne oplag gennem årene har haft de helt rigtige læsere. En af de første af disse var den legendariske amerikanske kritiker Irving Howe. Allerede året efter romanens udgivelse kaldte han den i et essay i The New Republic for »seriøs, smuk og bevægende«.

Lige lidt hjalp det på salget, for paradoksalt nok var Stoner allerede da out of print, og det vedblev bogen med at være frem til 1973, da John Williams modtog en National Book Award for Augustus, forfatterens tredje og sidste roman.

Båret af blandt andet denne fine pris blev Stoner samme år udgivet i England, hvor den agtede litterat og videnskabsmand C.P. Snow i sin anmeldelse i The Financial Times spurgte: »Hvorfor er denne bog ikke berømt?«

I årtierne derefter levede Stoner sit helt eget liv blandt kultdyrkende studerende, der lånte kaffeplettede kopier med æselører til hinanden, altimens akademikere og forfattere hviskede og tiskede om denne såkaldte writer’s writer, John Williams, man burde unde sig selv at læse.

Efterhånden som de slidte paperbacks faldt fra hinanden, og mængden af lovprisninger steg, voksede også efterspørgslen på Stoner. Som et resultat heraf blev romanen genudgivet i 2003 England og 2006 i USA. I starten i små klassikerserier, men da det viste sig, at ’den anonyme amerikanske mand med den grå flannelshabit’, som arketypen fra midten af det forrige århundrede kaldes, i mellemtiden havde fanget folks interesse – i blandt andet tv-serien Mad Men og Sam Mendes’ filmatisering af den ligeledes oversete og genoptrykte Richard Yates-roman, Revolutionary Road – begyndte den Stoner-feber, der raser nu, så småt at brede sig.

Hvad bliver det næste?

Det store europæiske gennembrud startede groft sagt, da den irske forfatter Colum McCann kaldte Stoner for »en af det seneste århundredes store glemte romaner« og tilføjede, at han havde foræret mindst 50 eksemplarer væk til venner de seneste par år.

Kort efter blev romanen købt til oversættelse i blandt andet Spanien, Frankrig og Tyskland, og siden fulgte resten af Europa. Alle steder blev Stoner sendt af sted via en alternativ markedsføringsstrategi, der kørte mere på de sociale medier end på traditionel annoncering. Og alle steder blev ordet »klassiker« udskiftet med formuleringen »den bedste roman, du aldrig har læst« på de fine smudsomslag.

Alt det, der angiveligt gjorde Stoner umoderne, da den udkom, syntes det nu at være cool at beskæftige sig med. Ud over i USA har Stoner foreløbig haft mest succes i Holland og England. Førstnævnte sted vippede den sidste sommer Dan Browns Inferno af førstepladsen på bestsellerlisten, og i 2013 løb romanen med den britiske boghandlerkæde Waterstones’ Book of the Year-pris.

Eventyret om Stoner er for så vidt en veritabel succeshistorie, men ingen er som bekendt cool for evigt, og i USA er Stoner-feberen så småt ved at falde.

»Omtrent hver eneste måned kan vi læse en ny artikel, der genopdager John Williams’ ’glemte’ klassiker, Stoner. Vær så venlig at stoppe!« skrev Drew Smith allerede i vinter i Dailybeast.com i en artikel, hvori han medgiver, at han holder af Stoner – og understreger, at han selv læste den, længe inden den blev supercool, men nu har fået mere end nok af mediernes begejstring.

»Hvorfor ikke skrive om Thomas Williams, den anden forsømte National Book Award-vinder med det samme efternavn?« lyder hans opfordring til de amerikanske kulturjournalister. »Nu, hvor alle, der læser seriøs litteratur, er blevet tændt på den roman, hvorfor så ikke droppe artiklen om Stoner og introducere verden for en forfatter, der i virkeligheden er blevet forsømt.«

’Stoner’ af John Williams udkommer på mandag på Lindhardt og Ringhof i Jens Christian Grøndahls oversættelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her