Læsetid: 6 min.

Halløj i Folketinget

Hvor mange af Folke- tingets 179 medlem-mer kender du egentlig? Og hvad laver resten mon? Ny satireserie på DR 2 vil fortælle historien om borgen nedefra og op
Holdet bag ’MF’ – en ny satireserie på DR2, der gennem en socialdemokratisk suppleant, der netop er kommet ind med firetoget, viser spillet bag Christiansborgs mure.

Jakob Dall

4. april 2014

I komik og politik er timing alt. Så skuespiller Jesper Asholt og instruktør Parminder Singh diskuterer længe, hvor hurtigt førstnævnte skal banke på døren i en scene til den nye satireserie, de er ved at optage. Hvor hårdt skal han banke? Hvor mange gange, før han går ind? Hvor lang tid skal der gå mellem det første og andet bank? Skal han kigge sig omkring i pausen mellem bankene? Og skal en statist gå forbi ham i pausen? Jesper Asholt synes, det er sjovt:

»Den der med, at lige når jeg er ved at overveje at gå ind, så kommer der en«.

»Okay. Kan vi få en statist? Kan vi få to herop?« spørger Parminder Singh filmholdet, inden kameraassistenten endelig kan hente klaptræet frem for at råbe:

»Er vi klar til optagelse? Klar til optagelse! Optagelse 515 – første gang«.

Værdikæmperen

Det er fredag eftermiddag og filmholdet er i gang med dagens sidste optagelse i DR2 nye politiske satireserie MF, hvor Jesper Asholts hovedperson, det socialdemokratiske folketingsmedlem Poul Glengaard, ufrivilligt bliver part i værdikampen. Egentlig ville Poul Glengaard nemlig blot skrive til sønnen på sin smartphone. Men beskeden om at finde familiens flag frem ender på Twitter – og pludselig bliver det forstået sådan, at Socialdemokraterne vil erobre dannebrog tilbage fra Dansk Folkeparti! Hvilket er meget godt. Problemet er bare, at Socialdemokratiets sekretariat ikke engang har et, da pressen begynder at interessere sig for Glengaards værdikamp. Så han må ind og »låne« et hos Pia Kjærsgaard, hvilket er årsagen til, at han nu står og banker på døren ind til hendes kontor på Christiansborg. I Retspsykiatrisk Kliniks gamle lokaler på Blegdamsvej, der alligevel stod tomme på grund af renovering, har filmholdet rekonstrueret det indre af Christianborg, fordi Folketinget ikke tillader optagelser on location. Der er den kendte røde gang på Christiansborgs 2. sal. Malerier af politiske koryfæer skuer ned fra væggene. Og inde i Socialdemokraternes sekretariat hænger den kendte plakat med »Stauning eller kaos« (venligt udlånt af Dansk Plakatmuseum).

»Vi går op i, at det her skal ligne en del af Christiansborg,« siger producer Mia Marie Borup. »Men det er selvfølgelig satire, så vi sætter tingene på spidsen i de situationer og dilemmaer, personerne kommer i.«

Mia Marie Borup stod i 2012, sammen med Parminder Singh, bag A-Klassen, som skildrede livet på et jobcenter. Og håbet er i otte episoder af hver 23,5 minutter at gøre for politikerne, hvad de dengang gjorde for de ledige.

I stedet for jobkonsulenten Ken møder vi nu Poul Glengaard der, efter en periode som leder af den lokale sportshal og medlem af byrådet i Herning, har fået chancen, da det lokale folketingsmedlem må tage orlov. Og i stedet for undervisning af de ledige i at oprette mailkonti, føre telefonsamtaler og udfylde »drømme- ark« får vi nu dansk politik anno 2014.

Seriens såkaldte intro er Poul Glengaard, der går rundt og tager selfies (læs: Helle Thorning-Schmidt). Der er en episode om, at Poul Glengaards flybilletter til London skal være de absolut billigste, hvilket ender med at koste ham en mellemlanding og 11 timer i München (læs: Lars Løkke Rasmussen). Og en om Færøerne som finder gas og selvstændighed – tror de (læs: Grønland).

En omvendt ’Borgen’

»Når jeg læser listen med navnene på de 179 MF’ere, så genkender jeg kun 40 af disse,« fortæller seriens forfatter, Søren Felbo, der beskriver den som en slags omvendt Borgen.

»Det store spørgsmål er: Hvem er resten? Og hvad laver de? Vi møder altid magten ovenfra – fra statsministerens udsyn – hvorimod vi i serien møder vi den nedefra. Poul Glengaard er nederst af de nederste – og oven i købet suppleant og altså ikke engang valgt. Han møder ellers op med en tro på, at han er svaret. Har modet, lysten – og ikke mindst energien. Men opdager hurtigt, at ingen ønsker forandring eller at ændre noget. I stedet møder han en mur af uvilje, arrogance og ligegyldighed,« siger Søren Felbo.

På Christianborg møder Poul Glengaard Socialdemokratiets sekretariatschef, Kirsten (spillet af Paprika Steen), pressechefen Jeppe (Rasmus Bruun) og kørestolsbrugeren Hans (Jens Andersen), som sekretariatschefen er blevet pålagt af partitoppen for at leve op til sloganet »Plads til alle«. I andre biroller spiller en håndfuld politikere dem selv for at forstærke autenticiteten.

Én ser dog et håb i Poul Glengaard: Partiets pressechef lægger mærke til, at i et ellers strømlinet Folketing kommer den provensielle folketingspolitiker hurtig på fornavn med rengøringsdamerne og spiser trestjernet spegepølse. Pludselig er Poul Glengaard alligevel drengen, de alle sammen vil lege med.

Selv om Socialdemokratiets partikontor havde svært ved at se morskaben – hvorfor lige os? – så var ingen i tvivl om, at det selvfølgelig skulle være netop det parti. Regeringspartiet, det gamle arbejderparti med dets historie.

»Der er historie, der er folkelighed – og nu ser vi et parti, som langsomt bliver mindre og mindre og mere og mere panisk over, hvad det skal mene. Så det er også den mest dramatiske historie,« siger Parminder Singh.

Ellers har instruktøren nu svært ved at se de politiske forskelle på partierne anno 2014.

»Begge blokke får udstillet det, som om det er et valg mellem to forskellige Danmark’er. Men alligevel vågner vi efter valget op til nogenlunde det samme land som dagen forinden. Det er justeringer, for vi er enige om den store pakke. Jeg ser det som et boyband. Så er der New Kids on the Block. Så kommer Take That og N’Sync. Det er nye ansigter, men lidt den samme slags musik. Vi bliver bare træt af de samme ansigter og har brug for noget andet. Men det er jo ikke noget helt andet,« siger Parminder Singh.

Tak for i dag

Efter 25 minutter – og fem optagelser af den kun ét minut lange dørscene helt uden replikker – er Parminder Singh og Jesper Asholt endelig tilfredse med timingen.

»Tak for i dag,« råber instruktøren.

Mens en af produktionsassistenterne kommer bærende med en kasse dåseøl til en improviseret fredagsbar, begynder Jesper Asholt at binde det mørkerøde slips op. Asholt har influenza og burde egentlig være blevet hjemme i dag. Men optagelserne skal være færdige allerede den 14. april (serien starter allerede 8. maj). Mod løftet om at blive kørt hjem straks efter optagelserne, har han alligevel taget slipset på og trukket i en lyseblå skjorte og et mørkeblåt jakkesæt.

Jesper Asholt har både en Bodil og en Robert for sine roller som henholdsvis den retarderede Rud i dogmefilmen Mifunes sidste sang og pædofil mælkemand i Kunsten at græde i kor, men er måske mest kendt som Nikolajs ven Frank, i tv-serien Nikolaj og Julie, hvis kone er ham utro med et byrådsmedlem fra CD.

Når Jesper Asholt fortæller om sin figur må han tage sig selv i ikke at tale med dennes jyske accent. Det er svært ikke at tænke på en anden kendt socialdemokratisk politiker fra Herning med fornavnet Poul, og efternavnet Nyrup Rasmussen. Men Jesper Asholt forsikrer, at den tidligere statsminister ikke er forbilledet for seriens hovedrolle.

»Nej, jeg har nærmest tænkt på, at det ikke skal være: Lone? Det er Poul! Folk skal ikke tænke, det er en parodi på ham. Vi vil bare gerne have en politiker, som er lokalpolitiker og kender en del af spillet fra sit lokalpolitiske virke. Poul har været med til at forhandle BOXEN på plads i Herning, så han har et stort selvværd og føler, at han har noget at komme med og give til folkestyret. Og så rammer han den der virkelighed af spin og oppositionering i forhold til hinanden, som er en smule hårdere end det, han er vant til, og som han ikke helt kan gennemskue. Så han føler sig nogle gange på glatis, selv om han griber fat i, hvad der er, og prøver at vokse på det,« siger Jesper Asholt og falder et øjeblik tilbage i rollen som Poul, når han fortæller, hvad denne i en episode frustreret fortæller Socialdemokratiets sekretariatschef:

»’Jeg har været 17 år i politik. Jeg tror godt, at jeg ved hvad åbenhed betyder, Kirsten! Det er ikke fordi, at jeg ikke ved ...’ Og så viser det sig alligevel, at han ikke ved det«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Mnjah, selvom jeg må indrømme, at jeg får bange anelser om niveauet – folkekomedie? – når jeg læser, at den 'provensielle' Poul Glengaard naturligvis taler … jysk, hilser jeg det samtidig velkommen, at DR nu omsider laver satire over Socialdemokraterne. Og hvis de så også 'svinger pisken' over De Radikale, sååå … ;-)

Men det er måske alligevel for meget at håbe på.

"En række politikere spiller dem selv"
F**k, hvor er jeg træt af journalister, der ikke kan den danske grammatik.
Og så er Poul Nyrup altså fra Esbjerg - og ikke Herning.
Hvor meget sjusk skal man tåle?
Men bortset fra det er det jo rigtigt, at ingen på stående fod kan nævne alle 179 folketingsmedlemmer - og det kalder på en debat om, hvorvidt det ikke er alt for mange - og mindre måske kunne gøre det.

"mindre" skulle nok have været "færre" nu vi/jeg er i gang med pedanteriet.
Men jeg er altså heller ikke journalist *ss*