Hardcore normcore

Normcore er det sidste nye, det mest hippe, man kan være nu. Jeg læser med interesse om det på internettet – det er åbenbart så skrigende nyt, at det ikke er kommet på papir endnu – og forstår lidt efter lidt, at hvis der er noget, jeg har været i mange, mange år, så er det normcore. Normcore er en tøjstil, der er beslægtet med mine principper, når det drejer sig om f.eks. vægudsmykning. Det forhåndenværende søms princip. Det skal også forstås i videre forstand, f.eks. den møbelstil, man holder sig. De møbler, man sidder godt i, eller som på anden måde udfylder deres funktion tilfredsstillende, beholder man. De andre skiller man sig af med. Og når man altså køber tøj, vælger man fra det forhåndenværende udvalg oppe hos Vagn Larsen i gågaden. Det er praktisk, man har vænnet sig til det, men at det også er avantgarde, det er nyt for mig. Jeg går ud i vores mellemgang for at beskue mig selv i spejlet. Fiks skjorte ellers, rødternet. Mørkeblå cardigan af ren uld. Den købte jeg før finanskrisen, den kostede otte hundrede kroner, det kan jeg også huske, alt for dyr efter mine vaner, men der var tale om kærlighed ved første blik, så jeg lod ufornuften råde. Nå, men videre: sandfarvede bukser, varme uldsokker, ingen sko, fordi vi er indendørs, og jeg hader at gå med sko, inkl. hjemmesko, indendørs. Min smukke hustru så spørgende på mig – måske også lidt irriteret, jeg stod sikkert i vejen. Jeg forklarede at jeg stod foran spejlet i studieøjemed. Hvad studerer du nu? spurgte hun opgivende. Et stilikon, svarede jeg.

Normcore adfærd

Hvis man er normcore, kan man gå til fest i tilbudsbukser fra Føtex, 2 par for x kroner, og en vaskbar skovmandsskjorte fra tanken er tilstrækkelig som overtøj. Man kan præsentere sig for sine evt. kommende svigerforældre i en strandbluse med teksten »Sexinstruktør, første lektion gratis«, hvis det skal være. Skal man være fin, kan man købe en smalriflet fløjlsjakke, der er nedsat med halvtreds procent. Så mangler man kun lige at tage den bordeauxprikkede skjorte på og at binde et brandgult slips om halsen. Det er bekvemt, det var billigt, og det er normcore.

Det ydre og det indre har en afsmittende virkning på hinanden, det ved vi. Så der må også være en adfærd, man kan kalde normcore. Hvis man bliver inviteret til en fin middag, og de fine årgangsvine bliver stillet frem, må det være tilladt at spørge værtinden, om der mon eventuelt skulle være mulighed for at få en almindelig bajer i stedet for. Man kan også tage sin egen flaske med HP-sauce med og pøse den hen over maden. Mellem hovedretten og desserten må der være tid til en lille cerut og at spørge værtinden, om der eventuelt måske kunne være mulighed for en lille fernet til resten af bajeren, som for resten godt kunne trænge til at blive byttet med en ny. Ens borddame har sikkert aldrig hørt den om nonnen og sømanden, men selv hvis hun har, er det ikke en historie, man nogensinde kan få nok af. Der er heller ingen grund til at lade være med at spørge husets datter om, hvordan det går med ridningen. Den attenårige søn, der skal fortsætte sin uddannelse i Frankrig efter sommerferien, tager heller ingen skade af et par gode råd om, hvordan pigerne skal tages i Sydeuropa. Knægten vil forstå, at det er den nyeste trend inden for adfærdsmode, han pludselig bliver konfronteret med, og man kan godt mærke, at han, der ellers virker genert og lige lovlig høflig, hører godt efter. Hvem kan ikke huske det? Det er det bedste, der kan ske for en, når man er ung. At en voksen, mand eller kvinde, tager sig tid til at forklare, hvad der betyder noget her i tilværelsen, og hvad der er umoderne, forladt af tiden, ikke noget at slæbe med sig i sit eget liv. Det vigtigste, skal man afslutte sin belæring af det unge menneske med, er at man altid er sig selv og ikke prøver at være noget, man dybest set ikke er. Det kan pigerne mærke og hvis de kan mærke det, så er der lukket for – ja, du forstår vel, hvad jeg mener? Det vil han gøre, helt sikkert, det vil ikke være nødvendigt at gå i detaljer. Når man får øje på værtinden, og ser hvor meget hun sveder, kan man jo trøste hende med, at man også altid får det med varme, når man har proppet sig med god mad. På det punkt ligner vi jo dyrene, kan man sige og foreslå hende et lille vend ud i haven. Det letter altid, når man kan komme til at gå lidt afsides, skal man så sige – med et lille, indforstået smil af den slags, som værtinder udmærket forstår. Man tilbyder at ledsage hende derud og risikerer selvfølgelig, at hun siger ’Ellers tak’, måske endda sådan lidt muggent, men det behøver man ikke tage sig af. Der er nu engang så meget ved den kvindelige psyke, som en normcore mand alligevel aldrig vil lære at forstå.

Til den lyse morgen

Når de andre gæster er gået, vil det være almindelig normcore høflighed at blive lidt endnu og nyde et par genstande sammen med værtsparret. For at bløde stemningen, der godt kan være lidt anspændt efter en lang festmiddag, lidt op, er det ok at sige noget pænt om værtindens udseende. Det gøres bedst indirekte ved at rose manden for hans store held og spørge ham, hvordan han dog bar sig ad med at score den lækre sild i sin tid. Så løsner han slipset og griner, det er stensikkert. Det er en lang historie, vil han sige.

Det gør ikke noget, kan man normcore forsikre ham om, jeg kan sagtens blive her til den lyse morgen.

LÆS: Jeg er ikke hipster