Læsetid: 8 min.

Houellebecq forsvandt men fandt sig selv igen

Frankrigs førende litterære provokatør, romanforfatteren Michel Houllebecq, blev i tre dage i 2011 meldt savnet, og det hed sig, at gangstere eller internationale terrorister havde kidnappet ham. Rygtet var falsk, men nu har Houllebecq brugt det som oplæg til en film med sig selv i hovedrollen. Forfængelighed eller metafiktion?
Michel Houellebecq i rollen som ... Michel Houellebecq i en ny film, hvor den franske enfant terrible bliver kidnappet af en flok muskelmænd, som dog hurtigt bliver klar over, at ingen vil betale løsesum for forfatteren

Michel Houellebecq i rollen som ... Michel Houellebecq i en ny film, hvor den franske enfant terrible bliver kidnappet af en flok muskelmænd, som dog hurtigt bliver klar over, at ingen vil betale løsesum for forfatteren

Foto fra filmen

3. april 2014

Frankrigs kontroversielle filmmager og romanforfatter tager i smug et hvæs af en e-cigaret, da jeg møder ham under Berlinale-filmfestivalen til en samtale om hans seneste væk – en film, der med mandens karakteristiske mangel på selvudslettelse har fået titlen, L’enlèvement de Michel Houllebecq – bortførelsen af Michel Houllebecq. Overflødigt at nævne, at han selv spiller hovedrollen.

Hvad Houellebecq ryger, ville være aldeles uinteressant, hvis det ikke havde været for den kendsgerning, at han i sin nye film konstant ses i situationer, hvor han pulser løs, forsøger at tænde en cigaret eller trygler sine kidnappere om at give ham en lighter. Forklaringen, viser det sig, er imidlertid ikke, at Houellebecq forsøger at holde op, endsige er bekymret for lungekræft eller emfysem. Problemet er, at en smule cigaretrøg er nok til at udløse sprinklerne i festivalbygningen. Hvis han ryger lige så energisk, som han plejer, vil vi alle blive gennemblødt.

Så lad os være taknemmelige for mindre gunstbevisninger. At få en chance for at høre, hvad Houellebecq har at sige, bør ikke forpasses. Måske vil han prise dyderne hos luksusprostituerede, komme med en eller anden nederdrægtighed om arabere eller fortælle os, hvor meget han afskyr hippier. Det ville ikke være første gang. Siden han udgav sin første roman, Udvidelse af kampzonen, i 1994, har Houellebecq været de litterære provokationers førstemand. Hans bøger og interviews indgår tilsyneladende i en kompliceret hævnstrategi over for en verden, der har ignoreret og undertrykt ham og hans slags: De grimme, de kedelige og ineffektive. Nu til dags er Houellebecq dog i mellemtiden blevet en litterær gigant – og hans navn betydeligt nok til helt alene at sælge filmbilletter på forhånd.

»Hvis jeg skal være ærlig,« siger Houellebecq, »så havde jeg forestillet mig, at det ville være rigtig spændende for mig at lave en film, fordi det ville være en helt ny slags oplevelse. Det kan godt være, det lyder som en rent egoistisk begrundelse, men for mig var det det aspekt, som talte mest. Og jeg må sige, at jeg ikke er blevet skuffet.«

Ufiltreret Houellebecq

Fraværet af skuffelse er til at forstå. For sjældent har en film i den grad overgivet sig fuldt og helt til sin hovedperson og ladet ham selv definere og inkarnere alle detaljer. Nogle vil givet opfatte en sådan film en noget aparte specialitet – et slags forfængelighedsprojekt. Andre vil i Houellebecqs nye film se et bud på en postmoderne metafiktion af den intellektuelt sofistikerede slags. Så meget kan man altså få ud af at udfylde detaljerne fra de tre manglende dage i Houellebecqs liv i 2011, da han af en eller anden grund udeblev fra en bogturné i Holland.

Forsvindingsnummeret varede nok kort, og Houellebecq påstod bagefter, at han simpelthen havde glemt om turen. Men det efterfølgende medierøre – der var sågar rygter fremme om, at han havde været kidnappet af internationale terrorister – affødte en idé i hovedet på Guillaume Nicloux, en velanskreven filminstruktør i Frankrig (og også kendt i udlandet, især for sin sidste film, Nonnen, med Isabelle Huppert i hovedrollen). Efter at have overtalt Houellebecq til at dukke op i sin tv-film fra 2012, L’affaire Gjordi, om diplomatisk skandale fra 1980’erne, erklærede Nicloux, at han fandt romanforfatteren »meget stimulerende og interessant«.

Instruktør og forfatter fattede ikke blot gensidig sympati. De blev også tilstrækkeligt professionelle partnere til, at dette kunne give fremdrift til dette andet samarbejde. I Bortførelsen bliver Houellebecqs travle hverdag – som han bruger på ryge, beklage sig over dette og hint og vandre rundt i gaderne – brat af afbrudt ved tilsynekomsten af tre muskelmænd, der propper han ned i en metalkiste og med magt fører ham med sig til deres forældres hjem, hvor de holder ham isoleret i et soveværelse, der indtil for nylig øjensynligt tilhørte en lille pige. Det bliver ret hurtigt klart, at kidnapperne ikke har tænkt deres forehavende igennem – bl.a. har de svært ved at finde nogen, der er villige til at betale løsesum for ham. Snart må de indse, at de hænger på ham.

Filmen udmærker sig dels ved en tør og indadvendt humor, dels ved skamløs beundring for sin hovedperson – ja, faktisk formår filmen at gøre, hvad mange ville have anset for umuligt: Den fremstiller Houellebecq som en nærmest flink fyr – helt i kontrast til hans ubekvemme og trættekære offentlige persona. Undtagelsen er dog nok den scene, hvor han køber sig til seksuelle ydelser hos en fattig lokal pige (der, med typisk houellebecqecqsk fornemmelse for etniske spændinger bærer et arabisk klingende navn).

Glemte kameraet

Forfatteren ser også ud til selv at trives fint med den særlige skuespillerudfordring, det er at spille sig selv.

»Sandheden er, at jeg nogle gange glemte rent, at vi blev filmet,« siger han. »Der var f.eks. en scene, hvor jeg diskuterede, hvad det vil sige at skrive litterære tekster, med en af ​​kidnapperne, der også var kampsportsstjerne. Vi stod begge foran kameraet, og vi var begge helt oprigtige. Jeg var virkelig overrasket, da han fortalte mig, han optrådte som karatekæmper. Og han blev overrasket over, at jeg skriver romaner.«

Instruktør Nicloux tilføjer: »For mig er det afgørende, at alle mennesker i filmen er i sig selv – ikke bare Michel, men også kidnapperne og de andre«.

Dog er kidnapperne ikke reelt kidnappere i det virkelige liv – kun en slags muskelmænd, handlekraftige, men udstødte.

»De måtte selv finde på deres egne replikker – en sprogbrug, der viser, hvem de er. Alt er både sandt og falsk. Jeg kunne også have lavet en dokumentarfilm – uden at det betyder, at min film dermed var blevet mere sand.«

Alt dette er selvfølgelig bare et lidt sindrigt udtryk for, at Nicloux selv har fundet på det hele. Kidnapningen af ​​Michel Houellebecq fandt aldrig sted. Der var ikke noget al-Qaeda, ikke nogen notits med en løsesum, intet. Kun cigaretter. Faktisk tilstår Nicloux at have plagieret en af sine egne film, Nøglen, fra 2007, hvor man kunne opleve Guillaume Canet blive bortført af tre muskelmænd. Ja, faktisk de selv samme tre muskelmænd. Houellebecq afviser for øvrigt pure enhver antydning af, at have noget medansvar for manuskriptet.

»Vi har talt meget sammen, Guillaume og mig, og nogle gange tog han noter. Han var interesseret i mine forslag, men han var fast besluttet på ikke at inkludere for mange nye ting.«

Der er dog en scene, der viser sig at have været Houllebecqs egen idé – en, hvor han kører som en sindssyg.

»Jeg sagde til Guillaume, at jeg gerne ville køre med 300 kilometer i timen. Han skrev det ned, og jeg tænkte med det samme: ’Åhr lort, det her kommer jeg til at fortryde’. Men til sidst fik jeg den op på 280, hvilket trods alt kom ret tæt på. Det ville nok have været mere sikkert, hvis jeg havde sagt, at jeg gerne ville prøve LSD.«

Er selv en ressource

Det bliver ret hurtigt klart, at Houellebecq slet ikke er interesseret i at tale om filmen. Det er Nicloux’ job. Houellebecq – ranglet, usoigneret og trodsigt uinteresseret i sin personlige fremtoning – holder sig til uudgrundelige dybsindigheder og tager i smug nogle flere hiv af sin e-cigaret. Han smiler koket, mens Nicloux roder sig ud i at tale endnu mere detaljeret om sin søgen efter filmisk autenticitet: Om hvordan han fandt en af sine skuespillere i et fængsel, som han besøgte med sin castingchef, og om hvad hans instruktørkollega Robert Bresson ville have haft at sige om dette (»man finder aldrig det helt rigtige, hvis man ikke leder efter det«), og hvad den berømte filmfotograf Raoul Coutard fortalte ham i begyndelsen af hans karriere (»Du kan ikke lave en god film ud fra et dårligt manuskript, men det modsatte kan godt lade sig gøre«)

Houellebecq bliver dog pludselig mere interesseret, da vi begynder at diskutere filmens forhold til hans litterære værk. Pludselig stejler han lidt og bliver opmærksom. Hans sidste roman, Kortet og landskabet, berettes om det brutale mord på en romanfigur ved navn, ja, Michel Houellebecq. Er det for meget at sige, at han for tiden er ude i et anfald af udvidet selvreferentialitet? Han bryder ud i noget, der nærmest udvikler sig til en monolog:

»Hmmm, jeg synes ikke så meget, at det er dét, der sker. Jeg vil snarere sige det sådan, at når jeg forsøger at skrive, og når det så lykkes mig at finde en figur, så føler jeg mig godt tilpas. De temaer, jeg udvikler i Kortet og landskabet, handler om kultur i relation til kunst og om muligheden for at udtrykke sig igennem kunsten, især inden for litteraturen. Det sker måske ikke så ofte, at en forfatter vælger sig selv som hovedperson, men isoleret betragtet er det hverken sværere eller lettere. Du er selv blot en af de mange ressourcer, du har til din rådighed.«

Ville hellere lave film

Det mærkelige er, at Houellebecq faktisk virker dybt optaget af filmkunsten: Diverse følgeslutninger og hints lader antyde, at dette ville have været hans foretrukne medie. Han har da også skrevet manuskript til og instrueret et par kortfilm i slutningen af ​​70’erne og begyndelsen af ​​80’erne, da han læste agronomi i Paris og længe før, hans litterære liv tog fart. Blandt de godbidder, som hans mor, Lucie Ceccaldi, udleverede, da hun i 2008 begyndte at tale med pressen, var en påstand om, at Houllebecq så sent som i begyndelsen af ​​1990’erne – før hans litterære karriere var kommet i omdrejninger – havde tryglet hende om penge, som han ville bruge til at finansiere sine filmprojekter.

Senere, da han var blevet en fuldbåren berømthed, fik Houellebecq mulighed for at instruere sin egen film, en versionering af hans science fiction-roman fra 2005, Muligheden af en ø. Men filmen blev sablet ned af kritikken, der brugte ord som »latterlig«, »katastrofal« og »eksemplarisk i sin kedsomhed«.

I sidste ende, siger Houellebecq, vil han dog kæmpe ufortrødent videre og end ikke lade sig distrahere af den nylige furore over den franske statschef, François Hollande kærlighedsliv.

»Jeg forsøger at udviske hans eksistens fra mit sind så meget som muligt.«

Er han ikke interesseret?

»Jeg prøver helt at lade være med at se tv eller læse nyheder. Det er hårdt. Men jeg forsøger at skrive romaner i stedet for«..

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer