Læsetid: 3 min.

Alt kan ske i april

Hospitalsophold udgør en særverden, så kort besøget end er. Hinsides apparater, tunneler, bårer og senge på hjul leves et andet liv end her, hvor ens jeg objektiveres som næsten anonym krop og personnummer, dog konsekvent kaldt ved fornavn, som var man en gammel kending
25. april 2014

April er ikke bare en grusom måned, den er alt muligt. Klimatisk set foranderlig. Alt kan ske – som altid. Digterne har så mange forslag. Ordet selv giver ingen forklaring. Det betyder bare ’den bagefter’, nemlig årets anden måned i oldtidens Rom, hvor man så anderledes på kalenderen og begyndte med marts. »Jeg vælger mig april« sang Bjørnson i et digt fra 1870, og som vi kan gøre det med Højskolesangbogen i hånden, en måned, som nok volder lidt rabalder, hvor det gamle falder, og det ny får fæste. Valget var for øvrigt ikke ganske frit for ham, fortælles det, da 12 norske forfattere blev opfordret til at skabe en antologi om årets måneder. De andre var hurtigere til at beslutte sig end han, så der var kun april tilovers. Virkeligheden er da også sådan indrettet, at april vælger en, ligesom det ikke er en selv, der vælger at få den berømte tagsten i hovedet. Held og uheld kommer utilkaldt. Man må blot tage konsekvenserne og tilegne sig dem som personlige vilkår.

En knast i vejen

De færreste vælger f.eks. næppe at lade sig indlægge på hospital, men med alderen tiltager svagheder og behov for reparation, så konfrontationer med medicinsk og kirurgisk ekspertise nærmest er uundgåelige. Således i denne april måned, hvor hjertet gik sin skæve gang og ikke som før galant! gelik! lig høvlen i Aakjærs digt. Men også dér kom en knast i vejen. Efter opkald til 1813 og til 112 gik ruten med nye, ukendte transportmidler, som fik deres baner til at virke som symbolske pulsårer. Først ambulancekørsel. Liggende bag blændede ruder skød jeg med hovedet forrest gennem byen og forsøgte at bestemme ruten med dens pludselige stop og forskellig hastighed, bratte sving, gennem pulserende trafik, men uigenkendelig uden synsindtryk. I takt med måling af blodtryk og puls og kanylestik i armen som forberedelse til blodprøver satte jeg i tanken nipsenåle punktvis på bykortet, Dronningens Tværgade? Sølvgade? Søtorvet? Fredensbro? Tagensvej? Målet nået. Akut modtagelse.

Næste etape mod behandling foregik på hospitalsseng med snedige trykknapper til indstilling af hvileniveauer, men derefter i fuld fart gennem halvt oplyste tunneler, der strækker sig kilometervis under hospitalet, oplyste portøren. Han satte farten op siddende på sin eldrevne maskine koblet til sengen, der virtuost rundede hjørner og sving i et flimmer af brunkaklede vægge for at ende i en elevator mod mere lysstærke højder i en lavere taktart. Bevægende oplevelser af en livlighed, man ikke forbinder med et hospitals natlige ro, men fortsat med stadige målinger af blodtryk. Næste dag ny kørsel til afsnittet for MR-scanning, hvor man hjertebankende og liggende ubevægelig bliver skubbet ind i en tromle iført mægtige ørebøffer og et maskelignende måleudstyr, afskåret fra synet af omverdenen. Dérude sidder de så og aflæser ens private hjerteanliggende, mens tromlen udsender voldsomme lyde og taktfaste signaler som ekstra klaustrofobiske effekter. Tiden falder lang. Tanken strejfer en, at de måske er gået til frokost.

Anonym krop

Hospitalsophold udgør en særverden, så kort besøget end er. Hinsides apparater, tunneler, bårer og senge på hjul leves et andet liv end her, hvor ens jeg objektiveres som næsten anonym krop og personnummer, dog konsekvent kaldt ved fornavn, som var man en gammel kending. Digterne har beskrevet de to verdener, som nu Klaus Rifbjerg en fjern april i amagerdigtet »Anden påskedag«, der begynder: »I dag tager man afsked ved sporvogne/eller ligger på hospitalet«. Denne dobbeltverden er set som i et spejl, »udsigten er skråt gennem et vindue« i tomheden, efter at besøgstiden er forbi, som var det en lokal miniudgave af Ny Testamentes beretning om den tomme grav. »Sporvognen/ forsvinder og man kan gå hjem. Man kan ikke/ gå hjem. Der står et glas vand med låg lå.«

Prosadigtets korthuggende diktion korresponderer med hjertets balancegang og velkendte hverdag, der stadig melder sig. Et billede fra forleden dukker op. Aprils morgenlys over bugten. Ved stranden holder utraditionelt en bil. To arbejdsmænd tumler med en tung ting og tager nogle spadestik. De genetablerer en lav udsigtsbænk, som stormfloden Bodil væltede og skyllede væk. De arbejder roligt og målbevidst. Så står bænken fast. De sætter sig, knapper en øl op, skåler og ser ud over vandet. Så rejser de sig, stiger ind i bilen og kører væk. Det almindelige liv i rolige takter. Jeg kunne uhindret tage hjem.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ejvind Larsen
Vibeke Rasmussen, Maj-Britt Kent Hansen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Tænk at kunne beskrive bevægende, en oplevelse som kan være trist, og endda kun lade 'tristessen' ane.

Det er bare smukt!