Læsetid: 4 min.

Kokken og gryden

Hvis man absolut skal belære, pålægge og advare andre mod noget som helst, skal man have prøvet det selv. Omvendte syndere kan vi godt acceptere, men fandme ikke folk, der bare aldrig har turdet give efter for en eneste fristelse fordi far og mor så ville blive rigtig kede af det
Hvis man absolut skal belære, pålægge og advare andre mod noget som helst, skal man have prøvet det selv. Omvendte syndere kan vi godt acceptere, men fandme ikke folk, der bare aldrig har turdet give efter for en eneste fristelse fordi far og mor så ville blive rigtig kede af det

Ib Kjeldsmark

25. april 2014

For at lave en god suppe, er det ikke nødvendigt at kokken sidder midt i gryden. Sådan lyder et gammelt, vist nok russisk ordsprog. Og det er jo så sandt, som det er sagt. Men man kan på den anden side godt tilføje, at det er en ussel kok, der ikke engang har smagt suppens ingredienser. Det er grunden til, at vi nødigt vil have vores liv og vores livsudfoldelse begrænset af golde teorier som fremføres af mennesker, der aldrig har været i nærheden af de betingelser, der er bestemmende for lige præcis vores liv. Forkælede overklassedrenge skal ikke fortælle os, at penge er roden til alt ondt og at nøjsomhed er sundt. Åleslanke kostforagtere skal ikke belære os om sunde kostvaner, livslange pattebørn skal ikke fylde avisernes debatsider om, at vores tid er alt for sexfikseret. Hvis man absolut skal belære, pålægge og advare andre mod noget som helst, skal man have prøvet det selv. Omvendte syndere kan vi godt acceptere, men fandme ikke folk, der bare aldrig har turdet give efter for en eneste fristelse fordi far og mor så ville blive rigtig kede af det. I den forstand kræver vi af enhver kok, at han i det mindste har været dyppet i gryden et par gange.

Det vil sige: sådan har det været. Sådan var det før i tiden. Man havde endda et særligt udtryk for det: Folk skulle løbe hornene af sig, før man betroede dem visse typer af ansvar og magt. Et andet udtryk, man også har brugt: Man skal have prøvet det virkelige liv, før man får lov til at bestemme over andre. Måske klinger det gammeldags i sarte ører, men det er fornuftige regler. Man udnævnes selvfølgelig ikke til chef, før man har kvalificeret sig grundigt i faget. Man udnævnes ikke til minister i en regering, før man er fyldt tredive – det siger vel for helvede sig selv! Selvfølgelig kan det blive for gammeldags, men så på den anden side: hellere det end for fersk. Hvis man ser bort fra indholdet i deres politik, har jeg da meget lettere ved at acceptere Lars Løkke Rasmussen som politiker end Helle Thorning Schmidt. Løkke Rasmussen har været politiker i alt fald siden han var først menigt medlem og dernæst formand for Venstres Ungdom. Har Helle Thorning nogensinde været menigt medlem af noget som helst? Så vidt jeg ved har hun været spidskandidat, formand og nu statsminister. Løkke Rasmussen har undervejs i sin karriere deltaget i alle mulige debatter i aviser, radio og tv. Helle Thorning har, så vidt jeg da har lagt mærke til, kun deltaget i noget, hvor der var andre kendte med.

Unge dame!

I firserne havde jeg lidt at gøre med teatermanden Meïr Feigenberg. Han var på det tidspunkt direktør for Det Danske Teater, der holdt til i nogle af de øvre lokaler i et gammelt idrætscenter. Engang jeg skulle op for at holde møde med ham, ventede jeg ved døren sammen med en dengang særdeles berømt skuespillerinde. Skal du også op? spurgte hun mig i en sky af allergifremkaldende parfume. Ja tak, sagde jeg. Uanset hvor hun skulle hen, ville jeg da sådan set gerne med. Men vi havde nu det samme ærinde, nemlig et møde med direktør Feigenberg. Da det blev min tur, kunne jeg se skuespillerinden nede på fortovet fra den stol, hvor Feigenberg havde sat mig. Hun gik ludende, foroverbøjet og underligt zombieagtigt. Feigenberg fulgte mit blik. Ja, forklarede han, den unge dame ville gerne have engagement hos os, men hun betingede sig, at hun ikke ville på turné. Nå, sagde jeg. Feigenberg forklarede. ’Unge dame,’ havde han sagt til hende, ’så må jeg desværre fortælle dig, at Det Danske Teater udelukkende er et turnéteater’. Nå, for satan, tænkte jeg og så igen ned på den duknakkede skuespillerinde. Og jeg tænkte, at jeg fandme da var glad for, at det ikke var mig, der havde begæret noget engagement hos hans teater.

Formålet med vores møde var, at vi skulle lære hinanden at kende. Det var meningen at jeg skulle skrive et skuespil til ham. Han sagde på forhånd, at han ikke kunne love, at det ville blive opført, men en såkaldt reading kunne godt komme på tale. Jeg havde luret ham – han havde på en eller anden måde forpligtet sig til at gøre noget for ny, dansk dramatik, men han havde ikke lyst til at opføre det. Det jeg kunne få ud af det, var selvfølgelig at lære noget om teater og, mere prosaisk, tjene en ret god sjat penge. Det passede mig udmærket. Og jeg kunne vældig godt lide manden.

Han fortalte om sin baggrund, jøde fra Kijev, indvandret med sin familie til Danmark, flugten til Sverige under Besættelsen. Mange detaljer om mange forskellige mennesker, han havde mødt i sit liv. Da han var færdig tog han den mindste notesbog, jeg nogensinde havde set, op fra skrivebordet. Den var specielt anskaffet til formålet, forstod jeg. Han havde også spidset en blyant. Nu var det min tur til at fortælle min livshistorie. Det gjorde jeg, noget famlende, han noterede også et par punkter, og da jeg var færdig, sagde han, at det havde været meget interessant at høre på. Derefter lagde han notesbogen tilbage på skrivebordet og bød mig en cigar. Han var selv en elendig cigarryger, det er jeg ikke, jeg ved skam godt hvordan man gør, og det gjorde større indtryk på ham end min levnedsbeskrivelse, kunne jeg mærke.

Vil du vide, hvorfor det er mig, der er chef? spurgte han mig en anden gang. Det ville jeg da gerne. Det er fordi det er mig, der ved mest om teater, sagde han. Det var til at forstå, syntes jeg.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Lilliendahl
  • Tino Rozzo
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Niels Mosbak
  • Vibeke Rasmussen
  • Steen Sohn
  • Lise Lotte Rahbek
Jakob Lilliendahl, Tino Rozzo, Michael Kongstad Nielsen, Niels Mosbak, Vibeke Rasmussen, Steen Sohn og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Det siges, spøgefuldt, at den dag man opfatter politibetjente og læger som lidt vel unge, er det i virkeligheden tegn på, at man selv er blevet gammel.

Om det så tilsvarende er tegn på, at jeg er blevet gammel, skal jeg ikke kunne sige, men dette "Man udnævnes ikke til minister i en regering, før man er fyldt tredive – det siger vel for helvede sig selv! kan jeg, uden spøg, fuldt og helt tilslutte mig.

Børge Rahbech Jensen

Denne artikel illustrerer meget godt et grundlæggende problem med især mange akademikere: Når de bliver modsagt, bliver de meget firkantede og sætter alt på en spids, som om de slet ikke kan finde ud af det, de ikke har lært på gymnasier eller universiteter. Det er ikke særlig konstruktivt, men antyder, hvorfor de er glade for totalitære stater.

"Forkælede overklassedrenge skal ikke fortælle os, at penge er roden til alt ondt og at nøjsomhed er sundt. "

I hvert fald skal de ikke gøre det på en måde, der antyder, de mener præcis det modsatte, og kun går ind for nøjsomhed, fordi de ikke selv har råd til så meget, som nogle andre har. Hvis de virkelig mente, penge var roden til alt ondt, fyldte de jo livet med andet end penge herunder udsagn om andre menneskers penge og forbrug. Det gør de ikke.

"Åleslanke kostforagtere skal ikke belære os om sunde kostvaner,"

Jeg mener, de går alt for langt, når de omtaler usund levevis som noget, der kræver politiske indgreb. De kan åbenbart kun finde ud af livet, hvis alle er ens og lever op til det, de har lært på en el. anden uddannelse.

"livslange pattebørn skal ikke fylde avisernes debatsider om, at vores tid er alt for sexfikseret."

Ironien er, at de jo selv er sexfikserede, når det er sexfiksering, der fylder deres liv. I mange tilfælde ser de sex, hvor de fleste andre mennesker næppe gør det. "Red Barnet" har en lignende tendens til at se pædofile interesser i billeder el. lign., som de fleste mennesker næppe finder seksuelt interessante, mens de ignorerer pædofil adfærd uden relation til billeder.

Omvendte syndere er i øvrigt ikke altid bedre. Omvendte syndere kan være mere rabiate end teoretikere.

Michael Kongstad Nielsen

Og hvad kan man så lære af den historie? Cigarryger, bliv ved din cigar. Eller, vær selvoptaget på en undselig og afvæbnende måde, så går det nok. Men det er da rigtigt, at folk skal kende den verden, de vil bestyre. En chef, der ikke kender firmaets kerneopgaver fra bunden, aldring har stået med hænderne nede i "gryden", duer egentlig ikke. I sjældne tilfælde kan det ved et slumpetræf falde heldigt ud alligevel, som da den tidligere departementschef i Forsvarsministeriet Michael Christiansen pludselig blev chef for Det Kgl. Teater, men han havde lige god sans for kunsternes gener, som generalernes. Men som regel falder det dårligt ud, som f. eks. Christian Nissen, cand. pol. og direktør for Rigshospitalet inden han fik ødelagt Danmarks Radio. Og Plummer, var han journalist? Det er manegement-branchens økonomer og CBS-ere, der sidder på begge sider af ansættelses-bordene, ligesom alle politikerne tilhører samme klasse, og de ved ikke meget om substansen. Helt enig i, at det største show-nummer var at udnævne den yngste regering nogen sinde i 2011. Ministrene var carstet efter alder og udseende , de vidste ikke en dyt, men fotogene, det var de.