Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kunstens hvide klovn

Om shamanen Joseph Beuys rejse mod samtalen som håndgribeligt sted
Joseph Beuys betrådte aldrig amerikansk jord i sit værk ’I like America and America likes me’, selvom selve værket bestod af ham selv og en coyote spærret inde sammen i et galleri i New York. Foto fra udstillingen

Joseph Beuys betrådte aldrig amerikansk jord i sit værk ’I like America and America likes me’, selvom selve værket bestod af ham selv og en coyote spærret inde sammen i et galleri i New York. Foto fra udstillingen

Kultur
15. april 2014

Hare.

Hjort.

Elg.

Får.

Svane.

Bi.

Coyote.

Fedt.

Kridt.

Filt.

Jeg har aldrig oplevet Joseph Beuys som indviklet. Når man læser om ham i dag i den kunsthistoriske litteratur, der omringer og delvist sluger hans værk, virker det besværligt, mystisk utilgængeligt og fortænkt. Men det er det ikke. Det er meget ligetil, meget direkte i sin konfrontation med verden. Det siger, hvad det er. Og er hvad det gør.

Selvfølgelig er Beuys ikke selv uden skyld i, at hans værker bliver udstyret med lidt esoteriske forklaringer, for de er ikke værker i den forstand, at de er endelige udtryk for noget på forhånd planlagt. De er en slags knuder på den proces, hvormed han løbende mytologisk elektrificerer genstande og begivenheder i sit eget liv, og processen slutter først med kunstnerens død, der endelig gør det hele til et for første gang afsluttet værk.Det begynder med fødslen i 1921, men tændes for alvor, da han under krigen styrter ned med sit kampfly på Krim, bliver slemt kvæstet og samles op af tatarer, der giver ham honning at spise og varmer ham med fedt og filt. Det gør ham til nomade, og derfra vandrer han videre gennem en lang læretid med støtte fra mange sider i en åndelig søgen, der bryder igennem til offentlighedens bevågenhed omkring 1965.

Han er da professor i skulptur ved Kunstakademiet i Düsseldorf, hvor hans radikalt anderledes undervisning, der sprænger grænserne for kunstnerisk tænkning og praksis, trækker elever til sig som en magnet, hvilket gør hans professorkolleger så arrige, at de kræver ham fyret med begrundelser som: »Fanatiske disciple af mesteren stormer rundt på Akademiet som fjernstyrede medier, roder og rasler og udviser en insekt- agtig aktivitet, opvakte, ivrige og emsige som Maos små kinesere.«

Skulpturel filosofi

For Beuys selv handler det om, at »plastik nu bliver set som en mulighed for at virkeliggøre konstellationer, der ellers kun kunne meddeles i talesprog som vegetative strålingsfelter eller animismer, i håndgribeligt fortolkelige former.«

Altså en slags materialiseret, skulpturel filosofi. Beuys gik efterhånden over til at tale om en »social plastik«, altså skulpturen som socialt rum, som et samtalested. I 1960’ernes politiske klima måtte man tolke sådan en praksis som farligt revolutionær, og Beuys blev da også både fyret og genansat efter krav fra elever og kolleger. Det er alt sammen en del af den proces, af liv og kunst som enhed, der tydeligst aftegner sig i de installationer og happenings, der bliver dens udefra synlige manifestationer og placerer hans revolutionære projekt i offentlighedens søgelys med stor provokatorisk kraft.

I 1965 med happeningforestillingen: Wie man dem toten Hasen dir Bilder erklärt (hvordan man forklarer billederne for den døde hare, red.), hvor publikum ikke får adgang til udstillingsrummet i Galerie Schmela, Düsseldorf, før Beuys i tre timer omhyggeligt har forklaret den døde hare, han holder i sine arme, om hvert enkelt af de udstillede objekter. Publikum kan følge forklaringen gennem et hul i væggen, og da døren åbnes, sidder kunstneren helt stille med sin døde hare i armene og ansigtet oversmurt med honning. Han siger ikke mere. Det er en forestilling om sprog og liv og om hvem, man bedst kan videregive sine erfaringer til.

Beuys udførte mange lignende handlingskæder i årene deromkring, mange af dem i København, og tit sammen med to danske kunstnere, der knyttede sig stærkt til ham, komponisten Henning Christiansen og skulptøren Bjørn Nørgaard.

Lyden af en griflen

Samtidig foreslog han Berlinmuren forhøjet med fem centimeter, fordi den så ville få bedre, smukkere proportioner, og han påtog sig skylden for snevejret mellem 15. og 20. februar 1969. Han stiftede det Tyske Studenterparti, organisation for direkte demokrati, og praktiserede det på Dokumentaudstillingen i Kassel samt hvor han kom i det hele taget, og han griflede de løbende spor af den efterhånden tydeligt altomfattende proces ned på skifertavler.

Lyden af sådan en griflen er måske hovedlydsporet i hans ved døden i 1986 endeligt fritstillede værk. Sammen med Henning Christiansens fantastiske tingsmusik.

De to var et klassisk klovnepar i en ny tids kæmpemæssige cirkus, den hvide, sørgmodige Beuys og den spraglede lige så sørgmodige Christiansen, tilsammen stor alvor og stor komik.

Min egen favoritforestilling af Beuys er I like America and America likes me fra 1974:

Shamanen fra Krim lod sig transportere med fly til New York. Fra lufthavnen blev han, helt indhyllet i filt, med ambulance på en båre transporteret til udstillingsstedet, hvor han tre dage otte timer ad gangen opholdt sig i et bur sammen med en vild coyote, de oprindelige amerikaneres helligste totemdyr, den uforudsigelige trickster. Beuys var iført filtkappe og stok og medbragte forskelligt materiale til at frembringe små lyde med.

I løbet af de 24 timer udviklede dyret og mennesket et forhold til hinanden, der tydeligt demonstrerede, hvad Beuys engang havde talt om som »animismer i håndgribelig form«. Simpelthen et venskab. Måske fordi filtmennesket med stokken og trianglen havde medbragt 50 eksemplarer af The Wall Street Journal, som indianernes hellige dyr kunne pisse på.

Beuys lod sig bagefter transportere til lufthavnen på samme måde, som han var kommet. Indhyllet i filt på en båre med ambulance.

Det var i Vietnamkrigens tid, og han undlod på den måde at betræde amerikansk jord, ligesom Amerika ikke så ham.

Men han mødte den, han gerne ville tale med.

Helt ligetil.

Helt direkte.

Joseph Beuys tegninger. Louisiana on Paper. Til 9. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her