’Jeg er en lille lort i livets kumme’

I de her dage, hvor man begynder at kunne undvære overtøjet og kan slentre ubesværet rundt på jordens overflade, har jeg været begravet i den hollandske rumfartsorganisations Mars Ones hjemmeside.

Her kan man se ansøgningsvideoer fra tusindvis af mennesker, der søger en plads på den ekspedition, der i 2024 skal sende de første fire mennesker til Mars for at etablere en koloni. 1.058 personer er gået videre, og det endelige hold vil i løbet af de kommende år blive udvalgt af seere og eksperter i fællesskab i et verdensomspændende realityshow, der skal finansiere den seks milliarder dyre ekspedition.

Der er ikke planlagt nogen returrejse. Deltagerne får et liv, hvor alle gåture er farlige og kræver tunge rumdragter, der forsyner en med ilt, muliggør kommunikation og beskytter en mod lufttrykket, kulden, meteoritter og kosmisk stråling.

Ud fra ansøgningsvideoerne, der veksler mellem højstemte erklæringer om universets gåder og den kække selvsælgende jargon, man kender fra datingsites og jobsamtaler, er det ikke helt klart, om det er universet eller tv-aspektet, der trækker mest. Ansøgerne har nu en årelang udvælgelsesproces foran sig – og dermed masser af tid til at trække i land. Men Mars One-projektet stiller allerede med sin udvælgelsesprocedure spørgsmålet om, hvordan og hvorfor folk har lyst til at forlade denne den mindst besværlige planet; om det handler om at ville ud i rummet eller om at ville væk fra jorden.

Længslen mod himmelrummet

Mars One Way, en kort dokumentarfilm om projektet, handler netop om det spørgsmål. Man møder her fem af projektets aspiranter, alle sammen fra Utah, der på lækkermelankolsk vis skiftes til at stå foran deres gadedør og stirre længselsfuldt op mod himlen.

De fortæller om, hvordan det svimlede for dem som børn ved tanken om det uendelige univers, og hvordan de godt kunne bruge en retning og et formål her i livet. Hvor den typiske rumfartsdokumentar er fuld af bulder og brag, overgearet grafik, eksplosioner og eksperter, der gør øjnene store og lægger tryk på alle ordene, når de skal fortælle, hvor farligt alting er i rummet, er der i Mars One Way ingen ild, bare overdrevet ordinære mennesker med rumfeber og stemmer, der let knækker, når de taler om, hvorfor de kan undvære(s på) jorden.

Min favorit i filmen, en ung planetariemedarbejder, mormon, spejder og allround nørd ved navn Will Robbins, ses foran spejlet i færd med at rede sin fedtede langhårsfrisure helt flad med en plastickam. Han stirrer tomt ud i luften og spiser en gulerod, der matcher hans outfit, der igen matcher Utahs øde og brune landskab. Det ligner noget fra en hip reklamefilm (generelt kan filmen ikke dy sig for en hipsteræstetik; kameraet kan bare ikke lade være med at zoome ind på retro rejsegrammofoner, flotte pladecovers og andre gadgets, som om tingenes lækkerhed i sig selv var et argument for at blive på jorden).

Men stemningen er mildest talt alvorlig, og Will Robbins stemme bævrer, da han siger, at han ikke rigtig vil savne folk. Han portrætteres som en mand, der virker så træt, så træt af menneskeheden og sin egen rolle i den, men den massive tristesse virker også ekstremt iscenesat. Jeg måtte lige tjekke, om han fremstod lige så grundtrist på facebook. Det gør han ikke, han nyder tilsyneladende menneskeligt selskab både til kor og i kirken.

Det er ikke raketvidenskaben, man fascineres af her, men almindelige menneskers følelse af ligegyldighed og deres længsel efter at tjene et formål. »Jeg er en lille lort i livets kumme,« siger en fyr for eksempel, mens han spiller pool med sig selv. »Jeg flyder bare rundt.« Med så veludviklet en sans for meningsløshed er et helt liv uden tyngdekraft og med masser af fritid måske ikke sagen, men han vil altså gerne »donere sig selv til noget større«. På den måde skriver sig, som mange af ansøgningsvideoerne, ind i en større fortælling om det almindelige, ordinære jordeliv som en modsætning til heltemod og sublime erfaringer. Jeg tror gerne, at Mars på nært hold er et svimlende syn, ligesom Jorden på afstand er det. Men det bliver næsten komisk, når filmen skruer så voldsomt op for ensomheds- og leverpostejknappen.

Hos flere af karaktererne i Mars One Way aner man nogle mere personlige motiver bag de heroiske ambitioner om at tage store skridt på menneskehedens vegne. De er tilsyneladende mere eller (måske især) mindre bevidst i færd med at teste deres jordiske relationer. Lidt som nogen, der føler sig overset til en fest og tager jakken på for at blive bedt om blive. »Hvis min lille søn, Connor, sagde: Far, du må ikke tage af sted …«, »hvis min kæreste og jeg bliver forlovet …« og »hvis jeg får børn …«, siger de og synker hver sin klump. De fem ansøgere fra Mars One Way trækkes på den måde skarpt op som melankolikere, der har nemmere ved at tale om deres trang til at betyde noget for menneskeheden, end om deres lønlige håb om ikke at kunne undværes af deres nærmeste.

Halløj i raketten

Stemningen i de ansøgningsvideoer, man finder på mars-one.com, er helt, helt anderledes. Her skal der demonstreres overskud på alle fronter. Personligheder udtrykkes for fulde gardiner, det må være sådan her en ud-af-boksen-tænkende jobsøgningskonsulents våde drømme ser ud. Nogle har klædt sig ud og fundet på diverse gimmicks, andre har patosknappen trykket helt i bund. På 70 sekunder skal ansøgerne begrunde, hvorfor det lige skal være dem, de skal fortælle, hvad de vil savne mest, og så skal de beskrive deres humor. Måske er interessen for humor ikke så underlig. Humor kan fungere som social smørelse og som individuel overlevelsesstrategi. Begge dele er gode at have på en livsfarlig mission, der i bedste fald ender med, at man til sine dages ende bor med de samme få mennesker på meget lidt plads med meget lidt privatliv, ingen mærkbar forskel på op eller ned, ingen vej tilbage, ingen normer for, hvordan forelskelser, brud, formering, sygdom, død og hverdagen i det hele taget håndteres. Alligevel er samtlige forsøg på at forklare en humoristisk på en humoristisk måde intenst usjove. Tanken om en fylde en rumraket med forcerede demonstrationer af humoristisk sans virker ret angstprovokerende.

Mars One-missionen vil vare syv måneder, og der vil være cirka 20 kubikmeter til rådighed pr. astronaut. Hverdagen vil handle om at kontrollere, at alt går som forudsagt. Mad, hygiejne, motion og arbejde vi være planlagt ned til mindste detalje, fordi alt, der kan flyde – mad, afføring, afklippede negle – risikerer at placere sig et eller andet uhensigtsmæssigt sted i maskineriet. Det er ikke givet, at det er det optimale miljø at gøre sig alt for lystig i.

Den amerikanske journalist Mary Roach fortæller i sin anbefalelsesværdige bog Packing for Mars om en astronaut, der i 1965 for sjovs skyld medbringer en oksekødssandwich på en kort flyvetur i rummet. Den forbrød sig mod 16 krav til mad om bord, og vittigheden faldt ikke bare til jorden, men gik fra hinanden og begyndte at flyde ud i kabinen til fare for udstyret, der ikke var sikret mod pickles eller kødpålæg. Dengang blev astronauter typisk rekrutteret blandt piloter, der udmærkede sig ved deres dristighed. Nu om dage er tålmodige og høflige pedanter med en baggrund i fysik eller geologi i højere kurs.

Jorden ude af syne-syndromet

Mars One er ikke det eneste – og nok heller ikke det mest realistiske – forsøg på at sende en bemandet mission til Mars. Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa taler om at gøre det engang i 2030’erne, derudover er der diverse private organisationer drevet af excentriske milliardærer og forhenværende astronauter.

Mars Society vil eksempelvis gerne af sted, men nøjes lige nu med at træne til livet på Mars i Mars Desert Research Station i Utah. Andre simulerede Marsophold har fundet sted i Moskva, på Sydpolen og i det arktiske Canada.

Mars Society betoner det internationale fællesmenneskelige i projektet, mens en lignende organisation, Inspiration Mars, vil sende amerikanere til Mars for at styrke USA’s tro på sig selv og fremme amerikanske skolebørns lyst til at lave deres naturvidenskabelige lektier. Verdens første rumturist, Dennis Tito, har planer om at sende et stabilt ældre ægtepar rundt om Mars allerede i 2018.

En anden rigmand, Elon Musk, har ligesom Mars One drømt om en bosættelse på Mars, siden han i sine teenageår fik en alvorlig eksistentiel krise af at læse Schopenhauer og Nietzsche. Der manglede ordentlige svar på de store spørgsmål, følte han, men fandt så frem til, at man ved hjælp af bæredygtig energi og kolonialisering af en reserveplanet kunne købe menneskeheden tid nok til at finde dem. Fans af Mars One håber for tiden, at han vil gå ind i projektet.

Mars One er også et projekt, der skal indgyde menneskeheden håb. Og det håb viser sig i forskellige former: Mars One Way blæser et håb op om udfrielse fra grå hverdag og frustrerende socialitet, mens diverse kandidater på Mars Ones hjemmeside har håbet hængt op på det teknologiske fremskridt og/eller tv-eksponering. Vidnesbyrd fra forskellige astronauter har vist, at synet af den blå planet på afstand fremmede en vis ømhed og en følelse af fællesskab med andre jordboere. Om der er lige så meget håb at hente i de fortællinger om rumfart, som Mars One baserer sig på, når man først sidder i raketten med jordkloden som en utrolig lille bleg prik blandt andre prikker vil vise sig. Det skal blive godt tv, skal det.

Læs og se mere om projektet på mars-one.com og se ’Mars One Way’ på http://vimeo.com/87916326