Læsetid 4 min.

Litterært geni, politisk idiot

Som politisk aktør er Peter Handke en idiot. Ikke desto mindre skal han prises som forfatter og dramatiker
4. april 2014

Set hernede fra kontinentet er den debat, der er brudt ud i Norge som følge af tildelingen af Ibsenprisen til Peter Handke, et ubetydeligt ekko af den debat, der i årevis har fundet sted i tyskerlandene, hver gang nogen har givet eller ville give en pris til Handke. Den eneste variation er, at en lokal patriot selvfølgelig har forvekslet Prosperos ø fra Shakespeares Stormen, som priskomiteen nævner i sin begrundelse, med Anders Breiviks ø.

Men når Handke nu er kontinentets forfatter non grata, hvorfor skal nordmændene så absolut også give ham en pris? Tja, selvom der nok står under hundrede bøger af Handke i de skandinaviske boghandeler tilsammen, så er han irriterende svær at komme uden om. Som en del eurocentriske nordmænd har også jeg i perioder tænkt, at Peter Handke er den største nulevende forfatter. I månedsvis har jeg været intenst optaget af hans bøger, hans skrift – som den udfolder sig i bl.a. det tidlige mesterværk Die Angst des Tormanns beim Elfmeter og senere de fem geniale Versuche, essays eller »forsøg« – og hver gang har jeg pludselig fået nok, og passionen er slået om i irritation, væmmelse, pludselig kan jeg ikke holde ham ud, hans patos, hans solipsisme, hans verdensfjerne svampesamlere, alle disse selvoptagede nostalgiske vandrere, dette næsten fuldkomne fravær af levende kvinder.

Peter Handke er ikke alene problematisk som politisk menneske, han er også en problematisk, ja, ualmindeligt irriterende skribent. Og det er prisværdigt. Jeg har aldrig været specielt imponeret af hans arbejde som dramatiker – som er det, han skal have Ibsenprisen for – mest fordi jeg aldrig har set hans skuespil forløst særligt spændende på scenen.

Bortset fra det synes jeg, den norske jurys begrundelse for at give prisen til netop Handke er ganske vederhæftig. Men på ét – afgørende – punkt er jeg stærkt uenig: Juryenes pris af Handkes »evne til at aflytte samfundet«. Handke er en fabelagtig sproglytter, han blotlægger det tyske sprogs, ordenes og sætningens betydninger og udvider dem i sin skrift. Siden midten af nittenfirserne har han i sit forsøg på at leve skriften og skrive livet frembragt eksistentielle utopier, bud på, hvordan det enkelte – socialt og økonomisk uafhængige, arbejdsfritagne og eneboende! – menneske kan leve den vellykkede dag, det gode liv. I disse forsøg findes samfundet ganske vist, men som noget uden for dette usædvanlige enkelte menneske, og hvad værre er: Det sociale, samværet, bliver i meget høj grad romantiseret, og det på en letkøbt måde: som noget, fortælleren altid kan trække sig ud af og tilbage fra.

Verdens centrum

Handke lever og skriver uden for de menneskelige samfund, og det gør han måske netop, fordi han er meget følsom over for menneskelige relationer og derfor meget opmærksom på samfundenes og Historiens overgreb på det enkelte menneske, såsom det relativt magtesløse menneske, der tilfældigvis er blevet til i det serbiske sprog og vokset op i en familie, der i århundreder har boet en lille by i Historiens udkant. Hans kritik op gennem halvfemserne af de vestlige mediers ensidige dækning af den postjugoslaviske borgerkrig er temmelig enestående og berettiget. Men hvor medierne ikke kan se det enkelte menneske for Historien, kan Handke ikke se Historien for det enkelte menneske.

Solipsisten Handke er verdens centrum, og hans personlige biografi med dens rødder i grænselandet mellem Østrig og Jugoslavien og mellem det tyske og det serbiske sprog er centrum i verdenshistorien. At han har opsøgt både Milošević og Karadžić er prisværdigt – jeg ville fandeme også gerne have mødt de herrer! – men at han senere har deltaget ved Milošević's begravelse og ikke efterfølgende taget det nødvendige klare opgør med de to herrers gerninger, beviser, at han ikke har sans for proportioner og som politisk aktør er en idiot. Ikke desto mindre synes jeg, man skal prise Handke som forfatter og dramatiker. Nur zu, kære nordmænd! Det væsentligste problem i denne sag er, at der følger penge med prisen – og ikke bare et par hundrede tusinde, som der ville være fulgt med en dansk pris, men to og en halv million norske kroner! Et beløb som får Norge til at minde om Dubai i blandingen af mindreværd og kulturelt storhedsvanvid.

Sammenblandingen af priser og penge er et generelt problem: Den slags priser bør være som Jernkorset og Elefantordenen, en symbolsk gestus, en medalje, man i gensidig forfængelighed hænger på prisværdige kunstnere. Ikke mindst fordi internationale priser som Ibsenprisen stort set altid bliver givet til kunstnere, der ikke (længere) mangler penge. Og jo større den medfølgende pengemængde er, desto mere problematisk: Handke har i forvejen rigeligt med penge til at kunne leve og skrive frit, og som han har lyst til, resten af sine dage. De to og en halv million(!) kroner, som den norske stat nu agter at forære ham, skal han altså bruge på noget andet end blyanter og vandrestøvler. Men hvad? Ja, hvad kunne Handke mon finde på at bruge de norske skatteyderes (olie)kroner på? Et Milošević-mausoleum i centrum af Beograd? Advokatbistand til serbiske såkaldte »krigsforbrydere« i Haag?

Nielsen, født 1963, er dansk dramatiker, skuespiller, musiker og forfatter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu