Læsetid: 7 min.

Mærkedage i den polygame musikkultur

I lørdags var det 20 år siden, Kurt Cobain begik selvmord. I går var det 40 år siden, ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix. To vidt forskellige begivenheder fra to vidt forskellige musikverdener, som engang appellerede til vidt forskellige mennesker. Men verden har forandret sig – i retning af det mere polygame
I går var det 40 år siden, at ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix med sangen ’Waterloo’.
	Foto: Scanpix

I går var det 40 år siden, at ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix med sangen ’Waterloo’.
Foto: Scanpix

7. april 2014

Det har været en vigtig weekend i musikmuseet. To af de største døde/pensionerede koryfæer havde afgørende mærkedage. I lørdags var det 20 år siden, at amerikanske Kurt Cobain sprøjtede heroin i sit blod, slugte beroligende piller og dernæst affyrede sin shotgun i hovedet på sig selv. Og på en noget lysere tangent var det i går 40 år siden, at svenske ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix med sangen »Waterloo«.

Begge skelsættende begivenheder i musikhistorien. Cobain blev medlem af den legendariske klub af rockstjerner, der døde i en alder af 27 år, og hans band Nirvana fik en urørlig plads i rockhistorien. Det fik de selvfølgelig, fordi der ikke er noget mere autentisk end at leve stærkt og dø ung i rockmytologien. Men de fik det også for deres skelsættende gennembrudshit »Smells Like Teen Spirit« og for deres tre stildannende grungerock-albums. Og for Cobains idiosynkratiske og uforudsigelige og morsomme væsen uden for og på scenen. Nirvana flænsede sig vej igennem poppens iscenesættelser og gav ungdommens sløvsind og det udsigtsløse slackerliv et ætsende soundtrack. »Here we are now. Entertain us.« Cobains selvmord markerede samtidig afslutningen på grungerockens storhedstid, men det mejslede for evigt sangenes alvor og sarkastiske desperation ind i populærkulturens bevidsthed. Det var ikke for sjov.

Besnærende vokalharmonier

20 år tidligere så ABBA’s to mandlige medlemmer, Björn Ulvaeus og Benny Andersson, samt deres manager Stig Andersson det internationale Melodi Grand Prix som en katapult ud på det europæiske marked. Det viste sig, at de tænkte for småt. Efter sejren i Brighton, England versionerede de sangen på fransk og tysk. Singlen nåede nummer ét i et væld af lande, trådte ind på den amerikanske top 10 og solgte over otte millioner eksemplarer. ABBA’s sejr i poppens mest hysteriske højmesse blev startskuddet til den svenske gruppes globale storhedstid, som verdens største popband op gennem 70’erne og ind i 80’erne. Ført an af de to karismatiske sangere Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog, der velsignede bandet med de mest besnærende vokalharmonier i spillet mellem Lyngstads mezzosopran og Fältskogs sopran. Og der var ingen, ingen, der lød så luksuslækkert i hele verden som ABBA.

Kurt Cobain og ABBA sidder perfekt i hver deres musikmytologi. Cobain og Nirvana er en rodautentisk rockistisk kerneydelse, hvor forsangeren og sangskriverens emotionelle kramper står i et 1:1-forhold med det musikalske udtryk, som forløses i et hvidt mandligt artsfællesskab. Det er maskulin, rockmusikalsk autenticitet, så det sprøjter ud ad knappehullerne på skovmandsskjorten. Selv hvis ingen lyttede, ville Cobain stadig sidde alene med sin guitar og skrive sine sange om selvhad og verdensvæmmelse.

ABBA var fra begyndelsen en perfekt tænkt popmaskine. Salgsstrategi var en del af forførelsesteknikkerne, og bandet forstod at lade tidens musikalske trends såsom glamrock, disco og siden synthpop farve deres sangskrivning og arrangementer. De lod sig påvirke af modeluner i forsøget på at få verden i tale. Alt for at blive hørt og for at begå den perfekte forførelse i poppens paradis.

Enten-eller

For et par dage siden afslørede Mikael Bertelsen, at han en forårsdag i 1992 manipulerede med stemmeoptællingen på Det Elektriske Barometer på DR, således at »Smells Like Teen Spirit« kom ind i top 10. Det skete på bekostning af Michael Jacksons »Black or White«, og det er en interessant tilfældighed. For dengang udelukkede det ene det andet. Man kunne ikke både være grunge-slacker og dyrke Michael Jacksons vilde moves. Og to årtier tidligere kunne man heller ikke både være gør-det-selv-punker og dyrke ABBA’s überprofessionelle produktioner. Den gik bare ikke. Det var to adskilte verdener. Mytologier og kulturer omgivet af pigtråd og voldgrave. Og ve den, der forsøgte at krydse over.

Som barn kendte jeg ikke nogen højere musikalsk nydelse end at sidde i mine mørkebrune fløjlsbukser og ditto fløjsbluse lynet helt op, med hele kraniet indkapslet af Pioneers voksenhovedtelefoner, som åbnede ud til ABBA’s ubegribeligt labre lydunivers.

Jeg var helt holdt op med at høre pop, da Nirvana slog igennem. Faktisk syntes jeg, at »Smells Like Teen Spirit« var en kende poppet. Men snart stod jeg selv viklet ind i vilde luftguitarsoli eller væltede rundt i mosh-pits til bandets olme grungerock på stereoanlægget. Altid sammen med en masse langhårede drenge. Og live foran Orange Scene, lige efter at Danmark havde vundet EM i fodbold. Elguitaren var Gud i de år, og Cobain var en af de store apostle.

Dengang var der ingen mulighed for, at min barndoms erotiske nydelse af ABBA’s lyd, harmonier og melodier på nogen måde kunne forenes med min ungdoms oplevelse af, hvordan hyperforvrængede guitarstrenge kunne bygge min modkulturelle identitet. Det kom først langt senere.

90’ernes rockmusikalske post-grunge-desillusion faldt meget passende sammen med ABBA’s genkomst. Svenskernes bedst sælgende album er nemlig greatest hits-antologien ABBA Gold, der først udkom i 1992, 10 år efter at de udgav deres sidste sang (uden at de dog nogensinde har meddelt officielt, at de er gået i opløsning). Det var dog først i 1994 (året hvor Cobain begik selvmord) at salget af ABBA Gold tog fart, da de to film Muriel’s Wedding og Priscilla – Ørkenens Dronning havde ABBA-sange som centrale ingredienser. Samme år luskede en fyr ved navn Beck ind på scenen med sit slacker-lo-fi-collage-folk-hit »Loser« og indvarslede en ny ironisk og postmoderne tilgang til rock og pop. Og året efter endte en anden rockbastion – britpoppen – i en parodi på sig selv, da kongerne i Blur og Oasis gik i direkte konkurrence om førstepladsen på den britiske singlehitliste ved at udgive deres nye singler samme dag. Kønt var det ikke.

Imens skete der noget uventet. Producere som Teddy Riley og siden Rodney Jerkins, Timbaland og The Neptunes (hvor det ene medlem hedder Pharrell Williams) begyndte at fucke med vores sanser direkte i mainstream. Da vi nærmede os årtusindskiftet, tabte de mest åbensindede af mine alternative rockvenner ikke længere kæben til nogle indadvendte nørders roderier med guitarpedaler, men over nogle superstiliserede damer i uforståeligt opfindsomme beat-konstruktioner og klang- eksplosioner. Producerne blev stjerner i de år, men det gjorde rappere og sangere som Aaliyah (R.I.P.), Missy Elliott og Destiny’s Child (inkl. Beyoncé) også. Poppens samlebånd leverede lige pludselig originalitet – dét, som sådan nogle indie-møgunger som undertegnede kun forbandt med undergrunden. Det var et paradigmeskifte.

Skellet opløst

Og det er et paradigmeskifte, som bliver forstærket, måske endda genindspillet i disse år, hvor en ny generation definitivt har opløst skellet mellem lav- og højkultur i den rytmiske musik (og i øvrigt trækker på skuldrene af ideen om autenticitet).

En af den unge individualismes fornemste markører er en hyperkompleks musiksmag. Den må gerne fortælle noget inderligt og/eller finurligt om din barndom (se undertegnedes biografiske lækager foroven), men den skal selvfølgelig også vise, at du forstår at påskønne originalitet, at du både vil stryges med og mod årene. Dermed bibeholder man jo også muligheden af selv at være original. Men det er nu først og fremmest i mixet af musikalske likes, at den egentlige identitet ligger.

Så weekendens to jubilæer kan som noget helt nyt højtide-ligholdes af de samme mennesker. Den ene kærlighed udelukker ikke længere den anden. Det har den aldrig gjort, men nu bliver man ikke længere socialt udstødt for at indrømme det. Fordums lejrmentalitet, kassetænkning og genrefascisme er afløst af en polygam musikkultur og af identitetscollagens grådige genreshopping.

Og så er det også værd at nuancere skellet mellem Nirvana og ABBA. Ovenstående kategoriseringer af de to grupper er alt for ensidige. Nirvana var – om de kunne lide det eller ej – for en stund bare en anden form for pop. Og de blev en del af en kæmpe pengemaskine, ikke mindst fordi de sagde ja til at blive udgivet på det store pladeselskab Geffen. Og det førte selvfølgelig også en masse iscenesættelse med sig.

Cobain var heller ikke en gennemsnitligt maskulin bøf, men ganske queer i betrækket. Han var bedste venner med Riot Grrrl- og Bikini Kill-grundlæggeren Kathleen Hanna (som efter en vild narkonat sprayede »Kurt smells like Teen Spirit« på hans væg og således fandt på navnet til Nirvanas største hit). Og han spillede både i kjole og med makeup ved flere lejligheder.

ABBA havde bestemt også deres egen inderlighed, deres egne personlige fortællinger i deres sange. Det var ikke bare røgslør og popdrøm. Ja, da musikjournalisten Jan Gradvall sidste år spurgte ind til melankolien i ABBA’s univers, svarede Anni-Frid Lyngstad (nu Reuss), at den kom fra Benny Anderssons samspil med farfaren i sommerferierne på Mjölkö, hvor de sad med hver deres trækharmonika. Andersson husker det nu som mere lykkeligt, fordi hans farfar – i modsætning til faren – indgød ham selvtillid. Men så tilføjer han: »Men melankolien ... jo, den var der, det var også noget, vi delte. Jeg tror, det har at gøre med Vodka-bæltet (Sverige, Danmark, Finland, Polen og de tre baltiske lande, red.). Mørket. Når man begynder at spille, så kommer det frem.«

Bare fordi man optræder i sjovt tøj – og dét gjorde ABBA, ikke mindst for at kunne trække det fra i skat som scenetøj – så kan man sagtens have noget inderligt på hjerte og skabe stor kunst. Og bare fordi nogle rockmusikere er ubarberede og vrede og ikke gider skifte T-shirt, så kan de stadig godt være iscenesat af en popindustri. Det ene udelukker ikke længere det andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

Da jeg for mange år siden fik min første vinyl pladespiller var der to plader jeg bare måtte have. Gas 5 og ABBA. Begge plader spillede jeg til de var gennemsigtige. Gas 5 fordi jeg var vild med sangene, og ABBA fordi jeg var besat af pigerne. Jeg var 11 år, og syntes indtil da, at nogen damer kunne være pæne. Så dukkede Agnetha op, og dér indså jeg for første gang at damer kunne være "pæne" på en helt anden måde :) De voksne troede at de Abba plakater vi pillede ud fra midtersiderne af Vi Unge og hængte op på væggen var et udslag af idol dyrkning. Helt sikkert! :D

http://www.youtube.com/watch?v=5DkQBPpun0M

Søren Rehhoff

Jeg tænker altid lidt på ABBA, eller ihvertfald det tidlige ABBA, som efterfølgerne til sådan nogle som The Archies der kom op med "Sugar Sugar"

http://www.youtube.com/watch?v=0MiQzAo6Cp8

og The Sweet med "Funny Funny"

http://www.youtube.com/watch?v=dd8JHqjHJ5U

Hvorefter ABBA kom med "Honey Honey"

http://www.youtube.com/watch?v=vg7ZsOFSV7c

I det hele taget er de nok den gruppe der har rekord i at lave sangtitler, der bestod i at gentage de samme ord "Ring Ring", "Honey Honey", "I Do ,I Do, I Do, I Do, I Do", "Money Money Money","Andante Andante", "On And On And On And On" o.s.v. De kunne til tider være lidt formelprægede.
Jeg tror også noget af deres succes skyldes den måde de mixede musikken på specielt hvad angår Agnetha og Anni-Frids stemmer. De dominerer ikke specielt lydbilledet, men går ligesom i et med resten af musikken, så musikken får et lettere præg af karaoke, det er mere oplagt at synge med til. Sikkert noget de havde lært ved, at optræde i de svenske folkeparker også så havde de jo også "Stikkan" Anderson med sig, som var en snu gammel popræv.