Læsetid: 7 min.

Han som nedbrød kunsten

Sven Dalsgaard malede Dannebrog igen og igen, indtil nationalsymbolets uskyld fortonede sig til fordel for mere dunkle sider af den nationale selvgodhed. Ny stor udstilling hejser flaget igen i anledning af 100-året for Dalsgaards fødsel
Sven Dalsgaard, ’Samme sted (To stænger)’, 1978. Privateje.

Randers Kunstmuseum

14. april 2014

Der flages i indgangspartiet til udstillingssalene på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. Men det er ikke helt almindelige dannebrog, som hænger dér på væggene. En anledning til at hejse flaget er der ellers, for hovedpersonen og manden bag alle disse fremstillinger af Dannebrog ville være fyldt rundt i år. Det er billedkunstneren Sven Dalsgaard (1914-1999), som nok er den kunstner, der har beskæftiget sig mest ihærdigt og subtilt spydigt med Danmarks nationalsymbol par excellence.

Hvad der ved første øjekast ligner gængse dannebrog, viser sig ved nærmere eftersyn at være malerier på lærreder og heriblandt diverse dekonstruktioner i form af spage optegnelser på monokrom hvid flagdug eller mørkladne og anelsesfulde fantomer af Dannebrogs grundstruktur i sort. Og altid drejet 90 grader, så grundformens slående korsstruktur træder klart og utvetydigt frem. Skulle man stadig ikke have opfattet referencen, lader et fotografisk selvportræt af kunstneren som korsfæstet foran et dannebrog ikke så megen tvivl tilbage. »Du som nedbryder kunsten,« står der under det serigrafisk reproducerede foto, der dermed bliver et vidnesbyrd om kunstneren som en æstetisk antikrist.

Indgangsportalens store dannebrogssuite stammer fra slutningen af 1960’erne, hvor Dalsgaard fyldte hele Det Danske Hus i Paris med disse neodadaistiske værker, der leger med grænsen mellem det todimensionale (maleriet) og det tredimensionale (flaget). Den bliver suppleret med relaterede værker, som fortsætter flagtematikken og lader den udarte i mere utvetydigt flagskændende scenarier. En serie malerier fra 1970’erne indrullerer således Dannebrog i surreelle, perverse scenarier, hvor hunde kopulerer med mennesker, eller ynglinge betjener voksne seksuelt, alt sammen halvt i dække bag Dannebrog. Hvis noget ’fejres’ i Dalsgaards flagværker, er det med andre ord de understrømme af erigeret og svulmende pervers patos, som Dannebrog ofte appellerer til.

Selvironi og selvforelskelse

»Af alle kunstnere, malere, billedhuggere, forfattere, skuespillere, og hvad der ellers er, foretrækker jeg Sven Dalsgaard. Drejer det sig om forretningsmænd, betlere, reportere, grøftegravere, instruktører, landmænd, apostle, tyve, snedkere, atleter, generaler og andre, ville jeg igen foretrække Sven Dalsgaard.«

Sådan indleder Sven Dalsgaard sin bog fra 1966, der betegnende bærer titlen »Sven Dalsgaard«. Selvforelskelse, storhedsvanvid, selvironi og humoristisk sans trives side om side i denne opremsning, hvor megalomani forvandles til selvudslettelse og absurditet gennem listens tilsyneladende altomsluttende karakter.

Men hvem var Sven Dalsgaard? I modsætning til den jævnaldrende Asger Jorn (1914-1973), som er blevet allemandseje, er Sven Dalsgaard forblevet en mindre kendt figur. Måske fordi han aldrig kastede sig over ekspressive, gestiske malerier, men holdt sig til konceptuelle praksisser med surrealistiske undertoner og ofte et særegent og eksperimenterende sammenløb af tekst og billede. Talentet fejlede dog ikke noget. Men der er ikke meget ’spontant’ eller ekspressivt forførende drama over Dalsgaard. Til gengæld er der en masse svimlende eftertænksomhed, undren, humor og underfundighed.

Hvem var manden så? Ja, det spørgsmål får man ikke noget svar på i hans værk. Tværtimod gennemløber det ubesvarede spørgsmål hele hans oeuvre, for det var et spørgsmål, han igen og igen stillede gennem sine arbejder. I anledning af 100-året for Dalsgaards fødsel har Fuglsang Kunstmuseum i samarbejde med Randers Kunstmuseum imidlertid skabt en retrospektiv udstilling med mere end 110 værker, som kommer med et rigtig godt bud på, hvem Sven Dalsgaard var som kunstner.

Geniet fra Randers

Dalsgaard blev født i Randers og blev boende i byen til sin død med kun nogle få afstikkere til blandt andet Paris og København i kortere perioder. Hvis man synes, det lyder provinsielt, må man imidlertid tage synspunktet op til revision. Stillet over for Dalsgaards værker, føler man sig på ingen måder hensat til noget perifert eller sekundært. Tværtimod er Dalsgaard et strålende eksempel på, at kunstnerisk talent kan eksistere alle vegne, og at de globale strømninger og modebevægelser vitterligt er verdensdækkende – og altså også omfatter Randers. Selv talte han om »at rejse på STEDET« og demonstrerede forbilledligt, at horisonten kan være vid, selv om man ikke flytter sig væsentligt. I dag er Randers så stedet, man normalt må tage til, hvis man vil se Dalsgaards arbejder, for Randers Kunstmuseum ligger inde med den suverænt største museale samling af Dalsgaard.

Uden at have nogen formel billedkunstnerisk uddannelse bag sig, men derimod en forhistorie som håndværksmaler, formåede Dalsgaard at skabe værker, som er fuldt på højde med den bedste internationale kunst og samtidig umiskendeligt dalsgaardske – vævet tæt og grundigt ind i hans personlige historie. Kombinationen af denne evne til at være på omgangshøjde med det bedste på den aktuelle kunstscene, og samtidig investere sig selv og sin historie i kunsten på en kvalificeret måde, kendetegner om noget Dalsgaard.

De tidlige arbejder er naturalistiske, men snart stifter Dalsgaard bekendtskab med både den danske og den franske surrealisme, som han straks indoptager elementer fra. Den surrealistiske sensibilitet fastholder han igennem hele sit liv, selv om den iblandes stilistiske træk fra mange andre strømninger hen ad vejen, for eksempel konkretisme og dadaisme samt strategier fra konceptkunsten og den situationistiske bevægelse, og dermed også antager mange forskellige udformninger. Maleriet står i centrum i alle årene, men Dalsgaard har en vægtig produktion af skulpturer og objekter oveni, ligesom fotografi, film og ikke mindst kunstnerbøger fylder meget i ouevret.

Påvirkninger

Dalsgaards markante kunstneriske påvirkninger kan lokaliseres i Albert Giacometti (1901-1966), hvis spinkle og transparente skulpturer påvirker Dalsgaards arbejder betydeligt i 1950’erne, og Piero Manzoni (1933-1963), hvis radikale og humoristiske afsøgninger af kunstens grænser især har indvirkning på Dalsgaards værk i 1960’erne. Sidstnævnte mødte Dalsgaard, da de begge i sommeren 1960 var inviteret til at arbejde på Angli-fabrikken i Herning. Hvor Giacomettis indflydelse i 1950’erne afsætter sig hos Dalsgaard som en interesse for et eksistentielt symbolladet univers af reducerede og stiliserede menneskefigurer, virker det, som om mødet med Manzoni åbner for sluser med store mængder opdæmmet anarkokreativitet bag sig.

I hvert fald bliver 1960’erne en guldalder for Dalsgaard, som synes at øse af en uudtømmelige åre i disse år. Her begynder han for alvor at forstå billedet som en gestus, en handling, hvis grænse ikke sættes af rammen, men potentielt fortsætter direkte ind i beskuerens bevidsthed og ud i beskuerens krop. Det er i disse år, Dalsgaard begynder at lave sine indpakkede værker, hvor man som beskuer på samme tid holdes udenfor og inviteres indenfor. De emballerede og omviklede pakker skriger på at blive åbnet, men rummer allerede i deres inciterende overflade hele værkets dybde.

Leg med beskueren

Legen med overfladens dybde fortsætter Dalsgaard også i sine malerier fra perioden, som i tiltagende grad bliver rent monokrome, men samtidig bryder enhedspræget gennem diskrete tilføjelser af ord og sætninger eller konkrete genstande. Han kan for eksempel i bedste trompe l’oeil-stil (synsbedrag, red.) omslutte et maleri med groft, ubehandlet lærred, surre det til med snor og give det titlen Det skjulte billede (1962). Eller han kan bruge ubehandlet lærred som et slags scenetæppe, hvor en snæver sprække lader os ane fragmenter af en håndskrift på blå grund som i værket Testamente (1961). Ligesom indpakningerne lokker disse malerier også med løfter om et skjult bagved, som pirrer ens nysgerrighed og ansporer ens blik til at gå på opdagelse.

En mere korporlig invitation får man i værket Blåt til lyst (Oh! Hr. Dalsgaard. De ved ikke hvor meget jeg holder af deres billeder, særligt de blå) fra 1967. Et mere end halvanden meter højt monokromt blåt maleri er her udstyret med en umiskendelig penisattrap, der stritter stolt ud fra billedets nederste halvdel, mens der i dets øverste halvdel er monteret to håndtag, som man kan forestille sig en bruger af værket holde godt fast i under afbenyttelse. Det svage aftryk af en krop, der har presset sig mod billedets, ses i den blå overflade, og der, hvor ansigtet ville have været, ses de tydelige aftryk af læbestift, som i en sværmerisk klase er afsat netop oven i signaturen Sven Dalsgaard.

Værket er interessant i sig selv, men yderligere er det også en lidt indforstået hilsen til den franske nyrealist Yves Klein (1928-1962), som i 1960 lavede sine berømte Anthropométries, hvor han brugte kvindelige nøgenmodeller indsmurt i blå maling som »levende pensler«, som han udførte en række storskalaværker ved hjælp af. Dalsgaard går lige et skridt videre i sin potentielle transformation af maleriet fra illusionistisk rum til konkret og performativt handlingsrum og bliver også en tand mere lummer end Klein.

Kontinuitet og brud

Med undtagelse af indgangsportalens flagværker er udstillingen på Fuglsang Kunstmuseum organiseret kronologisk og nogle gange med tematiske undergrupperinger, der fremhæver formelle slægtskaber mellem værkerne. Det skaber en fremstilling, der både understreger kontinuiteten i Dalsgaards arbejder gennem blandt andet den vedvarende interesse for gådefulde og skjulte billedelementer, men samtidig isolerer specifikke faser i hans virke. Måske fordi Dalsgaard er en kunstner, hvis værker det er vanskeligt at etablere håndfaste kategorier for, virker det dobbelte og fleksible ordningsprincip, som i øvrigt bringer hans arbejde inden for en lang række højst forskelligartede medier i spil over for hinanden, rigtig godt.

Der er bedst repræsentation i udstillingen af perioden fra midten af 1950’erne og frem til slutningen af 1970’erne, hvilket uden tvivl også er den mest modne og produktive fase i hans virke. Senværket er dog også særdeles interessant, og viser hvordan Dalsgaard helt frem til sin død kompromisløst anvendte sig selv i sin værkpraksis. Den aldrende mands selvundersøgelser, som forekommer nysgerrige og utrættelige trods den fysiske svækkelses tydelige spor, er både radikale og konsekvente på en måde, som man sjældent har set mage til i dansk kunst. Fra sit sygeleje fotograferer og rapporterer han flittigt indtil det sidste, og selv om disse arbejder bliver stadigt mere baseret på fotografi og skrift – og måske mere dokumentariske af samme grund – så fortsætter de samtidig på naturlig vis den eksistentielle åbenhed, som gennemstrømmer hele ouevret.

Sven Dalsgaard 100 år. Fuglsang Kunstmuseum. Nystedvej 71. Toreby. Indtil den 27. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer