Klumme
Læsetid: 2 min.

Overgreb æder sjæle op

Kultur
1. maj 2014

Hallo, den mørke og komplekse overgrebsmetaforik er kommet til ungdoms-tv! De danske tv-anmeldere har ellers ikke været så søde ved Fridthjof Films nye kæmpesatsning af en ungdomsfantasyserie, Heartless, der havde premiere på Kanal 5 i mandags. Informations ungdomsfiktionsreporter her har derimod smugset tre afsnit og glæder sig vildt til de sidste to. Der er klart noget nærmest julekalendernaivt over den forhastede etablering af seriens konflikt i første afsnit: Et ungt vampyragtigt tvillingepar på evig flugt fra deres fatale unoder indlogerer sig på en anakronistisk kostskole med smukke unge kvinder og sadistiske fyre for at løse gåden om deres identitet. Man kan også påstå, at de ellers troværdige hovedrolleindehavere, Julie Zangenberg og Sebastian Jessen, overspiller deres vampyriske sult. Og ja, der er flashbacks til 1600-tallets heksejagt, som virker komisk i al deres kunstagtige røgmaskineri.

Men så er der også en kæmpeflok af disse års vildt dygtige, realistisk nærværende og kantede danske ungdomsskuespillere i alle roller – såsom Bodilvinder Frederikke Dahl Hansen og Gustav Giese fra Nordvest. Og så er der en eksplicitering af de seksuelle problematikker, der gør vampyrmetaforikken mere mørk og sær end de puritanismeliderlige Twilight-film. For vampyrens begær er jo evigt seksuelt ladet.

I serien tapper tvillingerne ikke blod fra deres sagesløse ofre, men suger – med klamme sorte øjne – lidt ånd fra menneskers sjæl via et slags kys. Den virile Sebastian har ikke lært at styre sig endnu. Han ender altid med at »brænde folk af,« som hans (lesbiske?) søster siger. Bogstaveligt talt. Hans kærester går op i flammer og dør. Han bryder sig ikke om disse overgreb og foretrækker – med heftig incestuøs smerte – at suge energi ud af sin søster. Alligevel drister han sig sultent til at ’forgribe sig’ på en pige, der sover en rus ud. Disse mørke kræfter føles påfaldende tabukonfronterende og ubehagsvækkende sat i danske rammer. Her er det ikke seksualiteten i sig selv, men det feje overgreb, der problematiseres – indefra. Og det i sig selv gør de hjerteløse unge danskere spændende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her