Læsetid 5 min.

Retfærdighed for Handke?

Den største norske litterære pris, Ibsenprisen på 2,5 mio. kroner, går til den østrigske forfatter Peter Handke, der i midten af halvfemserne sprang ud som Serbiensven og tilhænger af Milosevic. Det har udløst en fornyet debat om forholdet mellem værk og verdenssyn, mellem æstetik og politik
Det er ikke kun her i landet, at man lige nu inden for litteraturen diskuterer forfatternes etik og sammenhængen mellem æstetik og politik. For i Norge er man lige nu optaget af, hvorvidt man kan hædre en forfatter, som åbenlyst har sympatiseret med en notorisk krigsforbryder.

Det er ikke kun her i landet, at man lige nu inden for litteraturen diskuterer forfatternes etik og sammenhængen mellem æstetik og politik. For i Norge er man lige nu optaget af, hvorvidt man kan hædre en forfatter, som åbenlyst har sympatiseret med en notorisk krigsforbryder.

Francisco Leong
4. april 2014

På den ene side tvivler ingen rigtig på Peter Handkes store litterære betydning. Han er en af de største nulevende forfattere. En finæstet. Ekstrem formbevidst har han med baggrund i østrigske Kärnten skabt noget af det smukkeste, der er skrevet i efterkrigstidens europæiske litteratur. På den anden side er han med sin uforbeholdne støtte til Serbien under krigen i Jugoslavien midtpunkt i en af de største litterære skandaler i Tyskland i nyere tid. Hans støtte gik så vidt, at han i Pale besøgte Radovan Karadžić , arkitekten bag de etniske udrensninger i Bosnien, var gæst i Milošević’ krigsforbrydercelle i Haag og sågar talte ved hans begravelse i 2006.

Det vakte derfor ramaskrig, da det for nylig blev offentliggjort, at Peter Handke er modtager af den store norske litterære pris, Ibsenprisen. Prisen, der regnes som en af de vigtigste litterære priser, er grundlagt af den norske regering i 2007. Prisen er på 2,5 mio. kroner og uddeles hvert andet år til en person eller institution, der har bidraget med nye kunstneriske dimensioner til verdensteatret. Blandt gratulanterne var den norske kulturminister Thorhild Widvey, der på Twitter om Handke skrev: »et livsværk uden sidestykke, hvad gælder formel skønhed og brilliant refleksion«.

Det er ikke kun her i landet, at man lige nu inden for litteraturen diskuterer forfatternes etik og sammenhængen mellem æstetik og politik. For i Norge er man lige nu optaget af, hvorvidt man kan hædre en forfatter, som åbenlyst har sympatiseret med en notorisk krigsforbryder, og hvorvidt det lader sig gøre i sådan en sag at opretholde adskillelsen mellem værk og forfatter?

Historikeren Ingvar Skobba er ikke i tvivl. Han kræver ifølge NRK, at Handke fraskriver sig prisen. Han henviser til forfatterens hold- ning under Balkankrigene, hans »bagatellisering og trivialisering« af krigsforbrydelser og hans tale ved Milošević’ grav. Også Balkan-eksperten Svein Mønnesland kritiserer Handke, som han også ifølge NRK mener har »brudt med verdenssamfundet«. Mønnesland mener samtidig ikke, at det nødvendigvis er en fejl at give ham en litterær pris. »Parallellen til Knut Hamsun er åbenlys. Begge kan hædres for deres litteratur, også når man fordømmer deres politiske holdning,« siger Mønnesland til NRK.

Handke har imidlertid også sine støtter. Eksempelvis Karl Ove Knausgård, der jubler over prisen til Handke. Knausgård, der på sit eget forlag Pelikanen udgiver flere af Handkes bøger, siger, at han fortjener Nobelprisen, men næppe får den på grund af sin holdning til Serbien. Derfor er det godt, at han får denne pris. Knausgård fremhæver især, at Handke er så uortodoks og anderledes og tør udfordre konsensus.

Æstetik og politik

I udgangspunktet er Peter Handke en meget æstetisk bevidst forfatter og alt andet end politisk. Han har altid insisteret på, at den litterære erfaring skal findes i selve sproget, dets struktur og mekanismer. Det ændrede sig med det store essay fra 1996, der er årsag til hele balladen. Essayet blev over nogle dage bragt i Süddeutsche Zeitung med titlen En vinterrejse til floderne Donau, Save, Morava og Drina: Eller retfærdighed for Serbien. Essayet havde form af en rejsereportage fra Serbien, hvor han vendte sig mod de vestlige mediers ensidige dækning af krigen og herskende tendens til alene at placere ansvaret for den jugoslaviske krig hos serberne. Desuden kritiserede Handke mange af sine forfatterkolleger og intellektuelle, her først og fremmest den antiserbiske holdning hos de franske filosoffer Alain Finkielkraut og Bernard-Henry Lévy, for at sympatisere med kroater og bosniske muslimer og anfægtede hele den logik, ifølge hvilken, at Serbien var den aggressive part, mens slovenere, kroatere og bosnier var ofrene.

Over for denne delvist berettigede kritik af ensidigheden i de vestlige medier står, at Handke er det mest markante eksempel på den europæiske venstrefløjs benægtelse af folkemordet på de europæiske muslimer. En kritik, der især er formuleret af lingvisten Svetlana Slapsak og her i landet af forfatteren Jens-Martin Eriksen.

For sidstnævnte var Handkes essay »en håndbog for venstrefløjen i at overleve med god samvittighed ved at udstede alle mulige forsikringer om og antydninger af, at man kan leve videre som en ansvarlig europæisk borger, selv om man var vidne til massakrerne og intet som helst gjorde eller krævede af sit samfunds institutioner for at intervenere over for rædslerne – tværtimod, man gjorde, hvad man kunne, for at Milošević kunne fortsætte sit folkemord uhindret«.

Holdningen her er, at forbrydelserne under Balkankrigene blev udtænkt i Serbien, ideologisk formuleret af Det Serbiske Akademi og ført ud i livet af hærledelsen og den politiske magt. Dertil kommer, at forbrydelserne fandt sted i Bosnien, ikke i Serbien. Handke derimod rejste i Serbien og ikke i de områder, hvor forbrydelserne fandt sted. Han forbliver immun, taler ikke med ofre eller pårørende og tvivler om alt, Srebrenica-massakren og lejrene.

Handke er således eksemplet på den uvidende forfatter, der med Svetlana Slapsaks ord med et svulmende ego privatiserer og befamler et helt land og ved hjælp af en privat mytologi lægger et lag af glemsel og forskyder alt i en relativering, når det drejer sig om forbrydelserne.

Der er med andre ord brændstof nok til en ny diskussion af forholdet mellem æstetik og politik. Til diskussionen om, hvorvidt politisk idioti er grund nok til at fratage en fantastisk forfatter en stor litterær pris? Man kan også i den sammenhæng nævne andre forfattere, Hamsun, Celine, Ezra Pound, som skrev fantastisk litteratur, men alle skejede ud i forskellige former for politisk ekstremisme.

Det er ikke noget enkelt dilemma. Den danske forfatter Nielsen argumenterer her ved siden af for, at man trods forfatterens politiske dumhed skal give forfatteren Ibsenprisen. Det skal man, fordi det æstetiske er vigtigere end det politiske. Andre vil sikkert mene, at der går en grænse, og at det at trække en prestigepris tilbage intet har at gøre med at krænke ytringsfriheden. De vil hævde, at Handke må skrive, hvad han vil, men at det er en skændsel at hædre ham for at spytte på ofrene.

I 2006 blev Handke nomineret til en anden litterær pris, Heinrich Heine-prisen i Düsseldorf. Her truede lokale politikere med et veto, og det endte med, at Handke trak sig. Foreløbig holder den internationale jury bag Ibsenprisen fast ved at give Handke prisen. Den uddeles til september i forbindelse med en stor Ibsenkonference i dramatikerens hjemby. Peter Handke holder igen en tale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tom Paamand

Kreative hjerne skaber bøger. En beskeden del af disse har jeg læst, mange af dem har underholdt mig på fremragende vis, og nogle få af dem vender jeg tilbage til med glæde. Hvis jeg indskrænkede min appetit på god litteratur til forfattere som jeg er politisk enig med, ville min verden blive fattigere og mit udsyn blive stærkt indsnævret. Litteraturpriser bør gives til god litteratur, uanset hvilket dumt svin forfatteren så end er - men det sidste element kan så nævnes i hyldesttalen.

Brugerbillede for Bjarne Riisgaard
Bjarne Riisgaard

At udgive en bog (eller et hvilket som helst andet kunstnerisk værk) er en form for ytring fra forfatterens/kunstnerens side. Der er naturligvis ytringsfrihed for Jønke såvel som for Peter Handke, og dermed har de også juridisk ret til at blive udgivet, men at "lytte" til dem (dvs. købe og læse deres bøger, eller give dem hæderspriser som f.eks. Ibsen prisen, eller spalteplads i avisen) er så længe de lever, også at anerkende deres moralske legitimitet. Det er altid et individuelt moralsk valg, såvel for redaktøren, som for dommerkomiteen eller for læseren/køberen af værket, om man vil vælge derved at give Jønke/PeterHandke denne anerkendelse af moralsk legitimitet, men man kan ikke som læser/redaktør/priskomitémedlem fralægge sig det moralske ansvar for sit valg