Læsetid: 10 min.

’Jeg sigter mod stjernerne – men nogle gange rammer jeg London’

William Friedkin har aldrig gjort noget halvt, og det har kostet ham dyrt i en 50 år lang karriere, der har budt på gevaldige op- og nedture. Information har mødt den 78-årige filminstruktør, der i moderne klassikere som ’The French Connection’, ’Eksorcisten’ og ’Sorcerer’ udforsker menneskets mørke sider
Når filmanmeldere over en bred kam kritiserer ens film eller publikum ikke gider se den, selv om kritikerne godt kan lide den, så bliver man usikker, fortæller William Friedkin, hvis film ’Scocerer’  Da jeg læste de første anmeldelser af ’Sorcerer’, tænkte jeg ikke, ’måske tager de fejl.’ Jeg tænkte, ’måske tager jeg fejl. Måske har jeg ramt London – igen’, siger han.

Jakob Dall

10. april 2014

Efter Anden Verdenskrig kom den tyske videnskabsmand, V1-rakettens opfinder, Wernher von Braun, til USA for at arbejde for amerikanerne. Han udgav sin selvbiografi, I Aim at the Stars, hvilket vakte en vis opmærksomhed og inspirerede landets komikere.

»Da den udkom, hørte jeg komikeren Mort Sahl sige: ’Wernher von Braun har lige udgivet sin selvbiografi, I Aim at the Stars. Den burde hedde, Jeg sigter efter stjernerne – men nogle gange rammer jeg London,« siger den amerikanske filminstruktør William Friedkin.

»Det er også min historie. Hver gang jeg laver en film, sigter jeg mod stjernerne, men nogle gange rammer jeg London.«

Friedkin er efterhånden blevet 78 år gammel, men han er veloplagt, morsom og engageret, som han sidder over for mig i en blød lænestol på et hotel i København. Han er i byen som filmfestivalen CPH PIX’ æresgæst og får både overrakt en Æres-Robert af Det Danske Filmakademi, giver en masterclass – sammen med sin unge, danske kollega Nicolas Winding Refn – og introducerer energisk de af sine nye og gamle film, som festivalen viser.

De samme temaer

Mennesker går i biografen for at grine, græde eller blive skræmt, siger William Friedkin, der gennem sin 50 år lange karriere har bestræbt sig på, ja, måske ikke så meget at få publikum til at grine, men i hvert fald at få det til at gyse og græde med sine film, deriblandt moderne klassikere som The French Connection (1971), Eksorcisten (1973) og Sorcerer (1977, danske titel: Frygtens pris) og en række solide genrefilm, f.eks. Cruising (1980) og To Live and Die in L.A. (1985).

»Jeg vil have, at en film skal ramme mig fysisk,« siger han.

»Jeg vil ikke have svar på de spørgsmål, som en film stiller, jeg vil bare have spørgsmålene. Jeg kan godt lide, at svarene kommer fra hvert eneste individ, der sidder i biografen, og at instruktøren ikke fortæller én, hvad man skal tænke. Jeg fortæller ikke publikum, hvordan de skal have det med mine hovedpersoner – de fleste af dem er ikke gode mennesker. Men der er godt og ondt i os alle – i hvert eneste mennesker, der nogensinde har levet på denne jord. Vores gode sider kæmper konstant for at overleve. Nogle gange taber vi den kamp.«

Til masterclassen fortæller Friedkin, at han i stil med to af sine store forbilleder, Carl Th. Dreyer (hvis Ordet inspirerede ham i arbejdet med Eksorcisten) og Orson Welles, udforsker de mørke sider af den menneskelige natur. Til mig siger han, at han ikke ved hvorfor, men at de samme eksistentialistiske temaer omkring maskulinitet, identitet, frygt, tro og besættelse har det med at snige sig ind i hans pågående, udfordrende, ofte kulørte og som regel meget forskellige film.

Som for eksempel Sorcerer, der om 14 dage får dansk repremiere i en nyrestaureret udgave, og som handler om fire desperate mænd, der indvilger i at køre et læs ustabilt sprængstof gennem en ufremkommelig sydamerikansk jungle.

De dør alle

»Hvis man spørger mig, hvad der til slut sker med den karakter, Roy Scheider spiller, så ved jeg det ikke,« siger William Friedkin.

»Jeg vil tro, at han bliver dræbt, fordi filmen handler om det nyttesløse i menneskelig stræbsomhed, at man ender, hvor man begyndte, man brænder op. De dør alle sammen. Alle dør i mine film. Det er en foruroligende tanke. Tænker du nogensinde over det? Man har sit liv og de mennesker, man elsker. Man har sin karriere. Og så dør man. Når man er meget ung, tænker man ikke over den slags. Man tror, at man kan alt, og at der ingen grænser er. Efterhånden begynder venner og slægtninge at dø, og så tænker man: ’Hvorfor?’ Men når man bliver ældre, er der ikke længere et ’hvorfor’, blot et ’sådan er det’. De fleste af mine film afspejler det, og det er ikke nogen rar tanke. Det er ikke derfor, folk går i biografen. Folk går i biografen for at flygte fra den slags, og det er derfor, at ren eskapistisk underholdning er så populær overalt i verden.«

Han holder en lille pause og siger så: »Jeg kan kun lave film om det, jeg kender til og kan føle. Det er ikke et godt sted at befinde sig som arbejdende filminstruktør. I dag er man først og fremmest nødt til at tænke på, hvad publikum vil have. Det gør jeg ikke. Jeg ville ønske, at jeg kunne. Jeg ved godt, hvad publikum vil have. Men jeg kan ikke levere det. Jeg kan ikke engang holde ud at se det, når en anden instruktør leverer det.«

Omskiftelig karriere

William Friedkin har haft en noget omskiftelig karriere, og i forhold til sine jævnaldrende kolleger – for eksempel Francis Ford Coppola, Martin Scorsese, Brian De Palma – er det ikke altid hans stjerne, der har skinnet stærkest. Friedkin begyndte sin karriere i mediebranchen, da han efter gymnasiet fik job i postrummet på en tv-station i hjembyen Chicago. Hans drøm var at instruere den slags tv-dramaer, som man dengang sendte direkte, og inden længe fik han chancen.

Men da han som ung så Orson Welles’ debutfilm, Citizen Kane (1941), opdagede han, at film også kunne være kunst, og så ville han være filminstruktør. I dag siger Friedkin, at Citizen Kane er den eneste film, som stadig skræmmer ham, fordi den er så innovativ og original. Sammen med Alfred Hitchcocks værker blev Welles’ film en filmskole for den aspirerende, uuddannede og udannede filminstruktør, der også opdagede andre kunstarter: klassisk musik – i form af Stravinskijs Le Sacre du printemps – Sonny Bono (og Cher) og Harold Pinters absurde teater og kom til at lave film med både Bono og Pinter.

Gennembruddet fik Friedkin med den brutale politithriller The French Connection, der gav ham en Oscar, og talentet og succesen blev understreget med den effektive gyser Eksorcisten. Men flere af hans efterfølgende film floppede hos både kritikerne og publikum.

»Jeg har ikke lavet så mange film, 20 eller færre i løbet af 50 år. Nogle af dem fungerede, andre af dem fungerede ikke,« siger Friedkin, der både in persona og i de erindringer, han udgav i 2013, The Friedkin Connection, er befriende ærlig omkring sin karriere og sine film.

»Når jeg laver en film, er jeg interesseret i at hoppe over, hvor gærdet er højest, ikke hvor det er lavest. den højeste del af hegnet, ikke den laveste del. Jeg tager det store spring, og ryger ofte på røven,« siger William Friedkin. Og det gør selvfølgelig ondt.

»Mit mål er jo ikke at fejle. Fiasko er ikke særlig sjovt, når det sker. Men det sker indimellem. Vincent van Gogh malede 3.500 kunstværker i løbet af ti år, og ingen af dem blev solgt. Da han døde, havde han hverken penge eller et navn. I dag kan man ikke komme i nærheden af et van Gogh-maleri. Hvad er forskellen? Er de bedre nu, end de var dengang i 1890? Det er skæbnen. Tidsånden har ændret sig.«

Tvivlen melder sig

På samme måde har William Friedkin oplevet, at tidsånden har ændret sig. Da Sorcerer havde premiere i 1977, fik den stort set kun dårlige anmeldelser, og publikum blev væk. Nu er filmen blevet udsendt i en nyrestaureret version og hyldes som et af 1970’ernes helt store, ufortjent oversete værker. Det er selvfølgelig fantastisk, siger instruktøren, ikke mindst fordi Sorcerer er den eneste af sine egne film, han er helt tilfreds med og ikke vil ændre noget i.

Det har dog været svært at ryste den oprindelige modtagelse af filmen af sig.

»Der var en kritiker i Los Angeles, Charles Champlin fra Lost Angeles Times, som jeg virkelig godt kunne lide. Han var vidunderlig, og han prøvede aldrig at ødelægge filmskabere. Han havde altid noget godt at sige om en film, eller også ville han ikke anmelde den. Jeg kan huske, at den morgen, Sorcerer havde premiere, gik jeg ud i indkørslen og hentede avisen og fandt frem til Champlins klumme. Den første linje lød: ’Hvad gik der galt?’ Jeg læste den linje igen og igen. Jeg vidste ikke, hvad der var gået galt. Jeg syntes, at jeg havde lavet en fantastisk film.«

Resultatet var, at Friedkin begyndte at tvivle på sig selv, og i det hele taget har tvivlen været ham en trofast følgesvend gennem årene.

»Når vidende filmfolk i stort antal angriber en bestemt film og siger, at den ikke er god nok, så er det meget foruroligende for filmskaberen bag. Eller når et publikum ikke gider se ens film, selv om kritikerne godt kan lide den. Da jeg læste de første anmeldelser af Sorcerer, tænkte jeg ikke, ’måske tager de fejl.’ Jeg tænkte, ’måske tager jeg fejl. Måske har jeg ramt London – igen.’«

Pistolskud og æsler

William Friedkins imødekommende, ærlige og næsten ydmyge facon står i stærk kontrast til det image som besværlig, barsk og indimellem uansvarlig instruktør, han har fået gennem årene – og som han også skriver om i sine erindringer. Der er ingen tvivl om, at han som person er blevet mindre kantet, hvilket sikkert både skyldes hans alder og en kunstnerisk genkomst med Bug (2006) og Killer Joe (2011), endnu et par kompromisløse rejser ind i mørkets hjerte, efter næsten to årtier – fra midt i 1980’erne og frem – hvor han lavede en række uinspirerede og decideret dårlige film.

I sine film holder Friedkin dog ikke igen, og han er stadig af den overbevisning, at det meste er tilladt, når man skal have en bestemt præstation ud af skuespillere, bortset fra at skade dem fysisk.

»At udfordre dem, nogle gange fysisk, nogle gange psykologisk, er helt i orden, alt efter skuespilleren. Jeg har arbejdet sammen med skuespillere, hvor man ikke behøver sige noget som helst. De kan bare levere det, der er brug for. Men ofte bruger jeg mennesker, som ikke har så stor erfaring. Jeg har ladet politimænd spille politimænd, forbrydere spille forbrydere, læger spille læger, præster spille præster, og de har som regel ingen skuespilteknik overhovedet. Men de har en dyb forståelse for, hvad deres arbejde går ud på. Og de påvirker de rigtige skuespillere i en scene. Det er derfor, jeg gør det. For at få en god præstation ud af dem, er jeg dog ofte nødt til at benytte mig af forskellige tricks.«

Ekstreme følelser

Nogle af de tricks er ekstreme – eller er vokset til at blive det med årene og takket være de historier, skuespillere og filmarbejdere fortæller, når de interviewes. I hvert fald er de fleste af dem ifølge William Friedkin selv temmelig overdrevne.

»I en scene i Eksorcisten, hvor Ellen Burstyns datter slår hende i ansigtet, og hun skal flyve baglæns gennem lokalet, var vi nødt til at trække hende over gulvet ved hjælp af et seletøj. I hvert eneste interview, hun giver, siger hun, at hun skadede sin ryg. Så vidt jeg ved, har hun aldrig fået en rygoperation eller været i behandling for sin ryg. Hun arbejder stadig – hun er med i en nye tv-serie nu. Jeg er sikker på, at det var smertefuldt, da hun faldt, og hun viste smerten, og det var det, scenen handlede om.«

Det kan være svært for en skuespiller uden videre pludselig at skulle videreformidle en ekstrem følelse af for eksempel chok eller glæde, forklarer Friedkin, og så er man nødt til at snyde lidt.

»Kameraet peger mod dig, og du er nødt til at se på mig eller noget herovre, som skræmmer livet af dig eller gør dig glædeligt overrasket. Det skal du gøre helt uden videre, og det, du ser på, er netop ikke noget, der skræmmer dig eller gør dig glad; det er et kamera og et filmhold. Du skal se en dæmon. Jeg er nødt til at gøre et eller andet for at fremprovokere en reaktion. På teatret kan man bygge det op og opnå det, når der er brug for det. På en film møder man op på optagelserne en morgen, og det første, man skal gøre, er at blive bange eller glad. Instruktøren må fremprovokere den reaktion, så ja, jeg har affyret pistoler med løst krudt – jeg har aldrig brugt rigtige kugler – for at få en skuespiller til hurtigt at vende hovedet i en bestemt retning og se chokeret ud. Det virker. Det samme gælder, når man skal have nogen til at grine. Jeg kan finde på at holde et billede op ved siden af kameraet af to æsler, der parrer sig, og når jeg beder skuespillerne vende sig og kigge mod kameraet, ved de ikke, hvad de kommer til at se. De vender sig og ser to æsler. Det er sjovt.«

Flere af William Friedkins film kan ses på CPH PIX, der varer frem til den 16. april.

’Sorcerer’ – ’Frygtens pris’ – har repremiere i Cinemateket i København den 24. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu