Baggrund
Læsetid: 8 min.

Den uendeligt triste enkeltbillet

I dag er det 20 år siden rockgruppen Nirvanas sanger og guitarist, Kurt Cobain, begik selvmord. I den anledning kigger vi på myter og facts omkring de kunstnere, der døde i en ung alder, hvad enten det var ved ulykke, overdosis eller for egen hånd
Kultur
5. april 2014
Det er de færreste kunstnere forundt at opleve sin musik indfange tidsånden til perfektion og tilmed opleve den have resonans langt hinsides dens naturlige stampublikum. Det gjorde Kurt Cobain, men han havde svært ved at tackle den store succes og begik selvmord som 27-årig.

Det er de færreste kunstnere forundt at opleve sin musik indfange tidsånden til perfektion og tilmed opleve den have resonans langt hinsides dens naturlige stampublikum. Det gjorde Kurt Cobain, men han havde svært ved at tackle den store succes og begik selvmord som 27-årig.

Gorm Valentin

Ah, how I pity the young dead who gave/ All that they were, and might become, that we/ With tired eyes should watch this perfect sea …

Edith Wharton: »The Young Dead« (1920)

At de unge døde var noget særligt, vidste vi tidligt. Selv som stor dreng kunne man ikke undgå at bemærke den aura, der stod om digterne Morten Nielsen og Gustaf Munch-Petersen, der blev henholdsvis 22 og 26 år gamle og begge døde i forbindelse med krigshandlinger. Nielsen var involveret i modstandsbevægelsen og omkom ved vådeskud, Munch-Petersen faldt under Den Spanske Borgerkrig i kampen mod Francos falangister. Og voksede man op i skyggen af rockkulturen, stod de på det nærmeste i kø; hele vejen tilbage til Robert Johnson og Blind Lemon Jefferson går den triste vej over Buddy Holly, Sam Cooke, Otis Redding og Brian Jones samt den klassiske rocks hellige treenighed i form af Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison og frem til hiphoppens mytisk faldne i form af 2Pac og Biggie Smalls. Og for kun tre år siden var det således sørgeligt nok den mere end lovende britiske sangerinde Amy Winehouse, der checkede ud for altid.

Nogle af de nævnte myrdedes eller dræbtes ved ulykker, men flertallet blev ofre for egne dårlige vaner, hvoriblandt såkaldt hårde stoffer synes at være den mest almindelige årsag. Morbidt og dog forståeligt nok dyrkes de fleste af dem stadig i stor stil, til glæde for pladeselskaber og T-shirtforhandlere. Nå ja, og så lige journalister og deres redaktører. Det er altid tragisk, jo vist, men i de to nævnte digteres tilfælde paradoksalt nok endvidere tilsat et strejf af det heroiske. Det rører noget i en ung sjæl, en lidt usund fascination, der måske er forbundet med håbet om at blive noget særligt, at få sig en skæbne, simpelthen, ved at have vist sig som usædvanligt lovende inden for sit felt og derefter byde verden ret farvel, før de selvsamme løfter skal indfries. Måske.

Afmagtsfølelsen på lur

En ting har de ovennævnte dog tilfælles – deres død var ikke en viljeshandling, men enten uheld eller ulykke. Selvmordet, derimod … det var Ringo Starr, som engang sagde om berømmelse, at det er virkelig rart i starten, fordi man altid kan få et godt bord på en restaurant, men efter et stykke tid indser man så, at det aldrig hører op. Citeret efter hukommelsen var der en tone af fortrydelse i udsagnet, selv om han forhåbentlig har lært at leve med det. Men hvad nu hvis man ikke kan finde ud af det? Hvis man ikke føler, man har gjort sig fortjent til idoldyrkelsen, til pengene og den der bizarre position, megaberømmelse indebærer. Gu er man en vigtig person i manges øjne, men hvor stor er ens betydning egentlig? Der står afmagtsfølelsen på lur. Og hvad nu hvis man lider af selvhad og mindreværd og dyb foragt for det stjernesystem, man mere eller mindre frivilligt er kommet til at repræsentere? Læg dertil uhæmmet adgang til allehånde stimulanser, og man bør måske ligefrem glæde/undre sig over, at ikke flere tager den uendeligt triste enkeltbillet.

De fleste rock-relaterede selvmord skyldes som regel størrelser som frustration over manglende succes, udbrændthed, uhelbredelig stof- eller alkoholafhængighed, paranoia, dødelig sygdom eller depression. Det gælder for navne som Phil Ochs, Del Shannon, Vic Chesnutt, Nick Drake, Wendy O’Williams (The Plasmatics), Donny Hathaway, Tom Evans og Pete Ham (begge Badfinger), Richard Manuel (The Band), Mark Linkous (Sparklehorse), Elliott Smith, Billy Mackenzie (The Associates) og ikke mindst vores egen Eik Skaløe, at mindst en af de nævnte størrelser var i spil omkring den uigenkaldelige handling.

Depression og kampen mod epilepsi var således udslagsgivende faktorer hos Ian Curtis, den fortvivlede forsanger fra Joy Division, hvis død for egen hånd i 1980 udløste en bølge af meningsløse copycat-selvmord i postpunkmiljøet, ja, det er ikke usandsynligt, at det et eller andet sted spillede en rolle for vor egen Michael Strunge, der af egen vilje forlod denne verden i 1986. Åh Michael. Rystende som disse desperate individers handlinger var, fik de færreste af dem verdenspressens udelte opmærksomhed, dertil var de, deres kvaliteter ufortalte, enten for obskure, eller også lå deres storhedstid så langt tilbage i tiden, at de kun takseredes til en notits nederst på side fire. Hvad der så givetvis ikke spiller nogen rolle, når man er død.

Hullede jeans og fedtet hår

Det gav til gengæld voldsom genlyd, da verden den 8. april 1994 erfarede, at sangeren, sangskriveren og guitaristen Kurt Cobain havde begået selvmord ved at skyde sig en kugle for panden, 27 år gammel. Han havde da været død i flere dage efter at være forsvundet nogen tid oven på en flugt fra den rehab, han var havnet i efter en intervention. Hans hustru og allierede ud i dårlige vaner, den herostratisk berømte Courtney Love, havde sågar hyret en privatdetektiv til at finde ham. Ironisk nok skød han sig i deres hjem i byen Seattle, der til evig tid vil forbindes med grunge, den særegne subgenre, hans orkester Nirvana var en af de mest markante (og bedste) eksponenter for.

I tiden før internettet forvandlede musikverdenen til en stor global landsby, kunne små scener stadig udvikle sig uforstyrret uden for mainstreamen, og som en reaktion på 1980’ernes dominerende rockgenre, glam eller hair metal med dens hang til opulente powerballader, guitarlir og piksvingeri a la carte, opstod grunge et sted i grænselandet mellem kompromisløs hardcorepunk, alternativ rock a la Pixies og radikal metal med vægten lagt på forvrængede guitarer, klagende eller hæse vokaler, udstrakt brug af dynamik (den såkaldte quiet-loud-quiet-æstetik), tordnende rytmegrupper, tekster om apati, angst og fremmedgørelse samt en dress code bestående af hullede jeans, fedtet hår, beskidte gummisko og skovmandsskjorter.

At fange tidsånden til perfektion

Grunge-scenen talte navne som Alice in Chains, Pearl Jam og Mudhoney, men det var med Nirvanas emblematiske og stadigvæk fabelagtige sang »Smells Like Teen Spirit« og dens tilhørende video (dette var i de dage, da MTV stadig kunne og ville sætte en musikalsk dagsorden), at den såkaldte alternative rock i 1991 for alvor penetrerede mainstreamen. Det er de færreste kunstnere forundt at opleve sin musik indfange tidsånden (vi taler her om den såkaldte Generation X, som sammen med begrebet slacker var datidens to store buzzwords) til perfektion og tilmed opleve den have resonans langt hinsides dens naturlige stampublikum, men det var præcis, hvad Cobain & co. oplevede med nævnte sang og dens tilhørende album, Nevermind, en af alle tiders uomgængelige skiver, hvis man interesserer sig den mindste smule for rockmusik som andet end underholdning og tidsfordriv.

Det skader ikke sagen, at Cobain var en forrygende guitarist, eller at rytmegruppen, bestående af bassisten Krist Novoselic og trommeslageren Dave Grohl, er en af rockhistoriens sejeste. At mange af hans sange stadig holder, skyldes selvfølgelig en kompositorisk flair ud over det sædvanlige, men også et stærkt og personligt lyrisk udtryk og indhold. Cobains tekster skabte voldsomt opspændte stemninger ved hjælp af ofte usammenhængende, men stærke billeder og hudløse udsagn, udspændt et sted mellem bundløs grundangst og ukontrollabel vrede med afstikkere til såvel opgivelse som håb. Afsunget i et ofte neurotisk og/eller desperat toneleje af en outsider, som åbenlyst ikke besad det store forsvar mod denne verdens mekanismer og spil som sådan, ramte Cobain et publikum af en størrelse, ingen anede fandtes til en så antagonistisk, disharmonisk og tekstligt dyster musik som den, han og hans to kumpaner skabte. Hvilket paradoksalt nok var ved at tage livet af ham i længden. Careful what you wish for og så videre …

Berømmelsens barracudaer

Dybt ambivalent i forhold til gruppens succes, fuld af tvivl mht. egne evner og med en kronisk udiagnosticeret mavepine, han kun synes at kunne lindre ved hjælp af heroin, var Cobain en martret og utilpasset sjæl, hvis skrækkeligt glædesløse baggrund i udkants-Amerika gav ham byggeklodserne til at skabe sin kunst, men ingen psykiske forsvarsmekanismer, da berømmelsens barracudaer indfandt sig i hans lille dysfunktionelle svømmebassin. Alt peger på, at Cobain som dreng led af ubehandlet ADHD, hvilket med tiden udviklede sig til en regulær maniodepressiv sindslidelse.

Sådan lyder det i hvert fald, når man lytter til Nirvanas efterfølger til Nevermind, 1993’s langt mere ekstreme In Utero, en af de mest kompromisløse og noget nær uudholdelige udgivelser fra et band af den statur nogensinde; nummeret »Scentless Apprentice« er således stadig uovertruffent, hvad angår at få ubudne gæster ud af vagten. Nirvana deltog i november 1993 endvidere i tv-programmet MTV Unplugged, hvor Cobain i en udelukkende akustisk setting en sidste gang demonstrerede sit format. Udsendt på plade efter hans død er det et af de helt store albums i det af omfang relativt lille værk, der dog stadig resonerer og inspirerer.

Et uhelbredeligt livstidssår

På mange måder endte denne lille, smukke, usikre og plagede fyr fra Lars Tyndskids mark som indbegrebet af det bizarre tvillingepar, vi kender som kunstnerisk succes og menneskelig tragedie. Som kendt fra mange, mange andre, der i kunsten kunne det hele, men til gengæld var utrolig dårligt klædt på til at tackle tilværelsen på alle planer, hvad enten de fik succes eller ej. De har sikkert heller ikke været nemme i det daglige, tør man vist godt tilføje. Det er psykisk ustabile mennesker med dødsdrift sjældent. For det er naturligvis ikke kun kunstnere, der drives ud over kanten og tager den mest fatale beslutning tænkeligt – det sker for alle fra rengøringskoner til direktører. Nogle gør det muligvis oven i løbet med god grund. Hvem ved? Vi har vist alle på et eller andet tidspunkt om ikke andet så i det mindste overvejet muligheden. Men er gudskelov kommet på bedre tanker.

Når nogen vælger den løsning, står de levende tilbage med et uhelbredeligt livstidssår, for hvad kunne vi have gjort bedre? Og hvad gjorde vi forkert? Kunne vi mon have forhindret det? Det er en satans dybtgående smerte, det forekommer næsten utilladeligt at påføre andre. Men når det indre pres bliver så voldsomt, at man ikke kan mærke andet end netop det, er det måske den eneste mulighed?

Som Cobain selv sang på nummeret »Heart-Shaped Box«: »Throw down your umbilical noose so I can climb right back …« Må han have fået den fred, han ikke kunne finde på planeten her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Udover det journalistisk interessante (som skribenten boer aeres for selv at naevne) er der nogen substans i dette? Der naevnes 2 danskeres selvmord i gennem en 50 aarig periode. Der doer samtidig ca. 30.000 i trafikulykker?

Christian Nielsen

Æret være hans minde. Vældig fin forsinket nekrolog og hyldest. Det mangler dog lige at blive nævnt at Mr. Cobain og hans fellow-bandmedlemmer var ret så morsomme og stærkt selvironiske mennesker, både på scenen (kørestolskoncerten i Reading), i adskillige interviews og ikke mindst i Cobains tekstunivers. Det giver hele det dystre univers et skær af liv og underspillet power.

Ak ja. Som Brøndum skriver: Flot at skribenten kan nævne så mange navne. Meeeen. Det kører i mit hoved efter devisen, nogen nævnt, de fleste glemt :-/ Min afdøde favorit Enily Remler hmmmm.

Lars Christensen

Selvom dødsattesten siger selvmord, så er det faktisk aldrig blevet afklaret om Nick Drake tog den overdosis antidepressiv medicin, som dræbte ham, med det formål at begå selvmord.

Christian Nielsen

I forlængelse af Lars Christensen, så er det, mig bekendt, heller ikke endegyldigt blevet afgjort om Elliott Smith rent faktisk begik selvmord eller om nogen "hjalp" ham. Uanset hvad, så kan vi glæde os over at alle de store kunstneres musik og poesi lever videre.

Gorm Petersen

Selv den største kunst vil før eller siden blive glemt. Hvem husker i dag cintopidernes digtsamlinger fra for 700,000 år siden ?

Ingen - absolut ingen - savner dem.

En skønne dag er alting glemt.

Gorm Petersen

Og ifølge filosoffen Epikur befinder Cobain sig nu, "der hvor han ikke befinder sig". Af samme grund behøver de kriminelle ikke frygte politiet:

"Jeg frygter ikke politiet, for der hvor jeg er, er der intet politi, og der hvor politiet er, er jeg ikke"

At vore fængsler trods alt ikke står tomme. er en daglig påmindelse om, at Epikurs tanker om døden måske lige skal have et kritisk gennemsyn - før man vælger at begå selvmord.