Læsetid: 7 min.

Verden som maleri

Kasper Heibergs europæiske palet var et springbræt til kosmiske hverdagsoplevelser
Kasper Heiberg midt i sit værk ’Miljø’ (1967), en lille skov af groft huggede pæle i forskellige farver og højder anbragt som en gennemskuelig labyrint op ad en dybblå væg på en ubebygget grund i Århus.
	Foto fra bogen

Kasper Heiberg midt i sit værk ’Miljø’ (1967), en lille skov af groft huggede pæle i forskellige farver og højder anbragt som en gennemskuelig labyrint op ad en dybblå væg på en ubebygget grund i Århus.
Foto fra bogen

2. april 2014

Kira Kofoeds smukt producerede bog om maleren Kasper Heiberg kunne blive fast pensum i alle kunstneriske uddannelser, teoretiske og praktiske, her i landet.

Trods de nødvendige forskelle mellem de enkelte kunstarter er mange ting fælles for alle, der arbejder i og med dem, og en bestræbelse så ren som Heibergs vil være genkendelig ikke bare i maleriet eller skulpturen, men også i litteraturen, musikken, teateret og dansen.

Heiberg var en betydelig kunstner, selv om han i dag er ved at være glemt, fordi hans værk af forskellige årsager kom til at bevæge sig ud over de rammer, der holder interessen om det kunstneriske udtryk koncentreret, ud i verden, hvor det ikke længere er beskyttet af de særlige omstændigheder og regler, der er gældende for det mærkelige, når det er kunst. Ud hvor det bare er mærkeligt, kan mærkes, men ikke nødvendigvis som noget særligt. Snarere bare sært.

Bogen her, og den udstilling på Køge Skitsesamling, den fungerede som katalog til, er førsteklasses dokumentation. Den følger Kasper Heibergs liv fra fødslen i 1928, som søn af arkitekten Edvard Heiberg, Poul Henningsens medredaktør på det oprørsk dagsordensættende tidsskrift Kritisk Revy. Altså lige midt ind i kulturradikalismens centrum.

Den følger ham under flugten til Sverige i 1944, gennem årene på akademiet, hvor især Elof Risebyes undervisning i freskomaleri gjorde indtryk på ham:

»Kasper Heiberg er et helt mærkeligt og udpræget malertalent. I flere aar arbejdede Heiberg på akademiets særlige skole for vægmaleri – hvor jeg er lærer – og det var en stadig glæde at se, hvorledes hans helt personlige evne for oliemaleriet forenede sig med vægmaleriets særlige krav – en indfølingsevne som er ualmindelig – det er sjældent, man kan bruge ordet ’født maler’, men jeg vil trygt bruge det om Kasper Heiberg – hans impulsivitet – evne og vilje – vil føre langt – han er helt ud en særligt lovende maler – som man trygt kan stole paa – og ønske alt det bedste. Han vil svare til det.«

Sådan lød Risebyes vidnesbyrd, og det er nærmest profetisk set i lyset af, hvad der senere hændte hans elev.

Under lange ophold i Paris, det længste fra 1962 til 1969, lærte han den franske samtidskunst at kende, især de kunstnere der kaldte sig nouveaux réalistes, ny realister. Folk som Yves Klein, Daniel Spoerri, Jean Tinguely, Niki de Saint Phalle, der arbejdede med hverdagens ting og sager og lod dem møde farve, rytme og form, som kunstnerens humør og temperament nu ville det. Det var en overvejende munter kunst, der havde meget til fælles med den samtidige ’ny roman’, og hvis lydspor var jazz og anarkistisk visesang.

Her arbejdede Heiberg sig ud af staffelimaleriet og nærmede sig skulpturen, bl.a. ved at lave forskellige farvesætninger på en række små skulpturer af kollegaen Willy Ørskov, der boede i samme lille kunstnerkoloni som Heiberg i Belleville-kvarteret ikke så langt fra kirkegården Père Lachaise.

To hovedværker

Den vej gik det så. Skulptør var han ikke, men freskomaleriet, det at maleri kunne være en egenskab ved murværk og andet solidt i den sociale, stadigt mere urbaniserede verden, holdt han fast i, til det efter mange års arbejde kunne foldes helt ud i hans to hovedværker.

Det ene er det bemalede environment, en lille skov af groft huggede, gule, blå eller røde pæle i forskellige højder anbragt som en gennemskuelig labyrint op ad en dybblå væg på en ubebygget grund ved Nørreport i Århus. På den anden side gaden lå Arkitektskolen, som var en af den tids store aktører på den samtidsaktuelle kunstscene i Århus. Året var 1967.

Det andet er Skjoldhøjkollegiet i den vestlige del af Århus, hvor han i samarbejde med arkitekten Knud Friis gjorde et helt boligområde til et maleri.

Pælebilledet ved Nørreport, Miljø kaldte han det, udstillet som en del af det års ’Sommerudstilling’, hvor også skulptører som Hein Heinsen, Mogens Møller, Egon Fischer og Peter Louis-Jensen deltog, viste tydeligt, at der var noget andet på spil i Heibergs værk end hos de øvrige deltagende kunstnere, der lænede sig stærkt op ad den dengang dominerende minimalistiske trend i international billedkunst.

Hvor denne amerikanske stilretning ville arbejde med en ekstrem forenkling af det billedkunstneriske udtryksarsenal og en farvemæssig tilpasning til det industrialiserede, altså en selvpåtaget tilsyneladende enshed, peppet op med fraktaler og anden postmodernisme, arbejdede Heiberg langt mere håndværksmæssigt gammeldags. Postmodernist var han ikke. Alt ved pæleværket var håndlavet og ekstremt malerisk, meget omhyggeligt i udførelsen. Pælene kunne overfladisk set synes ens i deres groft tilhuggede former, men var det overhovedet ikke, og malingens tilsyneladende spontant sjuskede tilfældighed var i virkeligheden en elegant kontrolleret stoflighed.

At gå ind i dette tredimensionale maleri var en øjenåbnende oplevelse, og hvad maleren ville med det, kunne man ikke så længe efter se i Skjoldhøj.

Pæleværket stod på stedet til 1985, hvor vejkrydset Nørreport-Nørregade skulle udvides, og fik et par års efterliv i gården til det postmoderne byggeri, der blev opført på stedet. I dag ved ingen, hvor det befinder sig.

Forud for Skjoldhøjkollegiet gik arbejdet med en række små radiatorlignende elementer, Heiberg kaldte ’farvemodeller’. I en metalstruktur, der på paradoksal måde var både åben og lukket, så farven kunne udfolde sig på en gang på en flade og i åbent rum, udviklede han det farvesyn, der i Skjoldhøj, og mindre radikalt på forskellige andre lokaliteter, blev hans varemærke.

Vrøvl med beboerne

Samtidig var det forarbejdet til hans store kompendium, Den europæiske Palet, hvor farvens forbindelse med geografisk lokalitet og historisk bevidsthed undersøges. Den udkom på Bergs Forlag i 1975, det år hvor det åbne maleri i Skjoldhøj blev færdigt.

Det havde været tre år undervejs i en langsommelig proces, der blev forsinket og besværliggjort af vrøvl med beboerne, der ikke ville finde sig i sådan uden videre at få Kasper Heibergs farvesyn presset ned over sig. En besynderlig holdning kunne man mene, men måske ikke så besynderlig alligevel. Heibergs senere medarbejder, skulptøren Erland Knudssøn Madsen, der efter Heibergs død har fortsat hans arbejde med farven, siger det sådan:

»Hans ønske var … i hele sit virke at være så folkelig som muligt. Så ukunstig, så ligetil som muligt. Han vil ikke erkende, at netop den måde at arbejde på oftest giver den modsatte virkning, fordi folket venter ’noget mere’, at det hele er så indviklet, at det er umuligt at forstå. Folkets reaktion bliver derfor, at det er ufolkeligt, fordi det er uforståeligt, at der ikke er noget at forstå.«

Beboerne i Skjoldhøjkollegiet, hovedsagelig unge mennesker med et tilhørsforhold til den politiske venstrefløj og måske lidt senpsykedelisk bagskid, ville altså ikke rigtigt, at sådan en københavner kom rendende og havde forstået alting på deres vegne, så selv om Heiberg bosatte sig på kollegiet, så han kunne male sine malerier fra bygningerne lige ud i det høje himmelrum – Skjoldhøjkollegiet ligger på åben mark – og løbende justere sine ideer i samtale med beboerne, gik det ikke så nemt.

En fantastisk eksplosion

Resultatet var alligevel, som det så ud i 1975, en fantastisk eksplosion af kosmisk indsigt. Beskrivelsen er tør: »Fem store integrerede kunstindgreb. Udført i bemalet træ, beton, jern og bemalede strandsten. Alle disse følger gavlenes mål, ca. 10 x ca. 14 meter. Desuden fem mindre værker udført i bemalet træ, samt bemaling af facader og opklæbning af papir på facader.« Men ord siger ingenting om den slags. At gå rundt i bebyggelsen dengang var en vandring i rummet simpelt hen. Sommetider svævende ubemærket på ganske små forskelle i forskudte farver, og så pludselig stod man midt på en mælkevej af brusende pletter eller på et sted, hvor et hus gennem en flod af farve flød ud og blev til en slags ekko af de vandrende skyer ovenover, flimrende i vand. Mere psykedelisk end i egentlig forstand politisk, hvis man skal holde fast ved det, der var folkets forvirrede krav. Også måske lidt fremmedgørende i forhold til småborgerlige krav til umiddelbare omgivelser. Men Kasper Heiberg var jo opvokset med kulturradikalismens foragt for det småborgerligt reaktionære.

»Provinsbyernes kultur er nu i 90’erne, og i København befinder man sig gennemsnitlig omkring 1905, hvad smag, kunstopfattelse og almindelige anskuelser angår,« skrev hans far, Edvard Heiberg, i Kritisk Revy, der udkom i 1926-28.

Skjoldhøjkollegiet er i dag totalt forfaldet, der er ikke andet end ’ruinværdien’ tilbage, og så det mindesmærke, der nu bliver sat med nærværende bog.

Der arbejdes på en registrering af forfaldet, og en restaurering kan måske en dag komme på tale, men situationen, hvori værket fremtrådte som en stige til himlens lys, kommer aldrig tilbage.

Heibergs videre værk blev præget af sygdom og den modstand, der er forventelig i offentlige forvaltninger, der mener, de skal bruge borgernes skattepenge til mest mulig profit for sig selv, og en fremtid, der siden er blevet mindre og mindre visionær.

Hans arbejde med Thisted Amtsgymnasium, beslægtet med Skjoldhøj men i langt højere grad med karakter af almindelig udsmykning, er vellykket, men ellers kom han kun til at arbejde punktvist med det, han stod parat til at kunne.

De seneste værker er informelle malerier og tegninger, som Kira Kofoed beskriver vemodigt:

»En del af tuschtegningerne kan minde om sporet fra en fugl, der er lettet fra sand eller sne, eller har siddet og pudset sig og efterladt spor af vingernes susen og benenes strejf mod jorden.«

Hendes bog er et værdigt minde. Den er indimellem tung læsning, men billederne er flyvende tallerkener af ordløs betydning.

Kira Kofoed: Kasper Heiberg. Vandkunsten, 426 sider. Tilrettelæggelse Anne Rohweder. 399,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • J. C. Søndertoft
Maj-Britt Kent Hansen og J. C. Søndertoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hvilken interessant artikel af Peter Laugesen om Kasper Heiberg - for mig.

Nu forstår jeg, hvorfor jeg i 1971 under ophold hos min fars ven, Albert Mertz, der boede i Paris, var med denne til en Kasper Heiberg-udstilling med blå metal?plader. På Champs Elysée? Måske var det i Det danske Hus? Jeg har tit tænkt på den udstilling, og kan endnu se den for mit indre øje, men var slet ikke klar over, at Kasper Heiberg også havde boet i Paris. I Belleville skriver Laugesen. Jamen jeg ser forbindelsen mellem de to - Heiberg og Mertz. Og farverne og teorierne derom.