Læsetid: 6 min.

’Vredens druer’ lever stadig

For 75 år siden blev John Steinbecks roman rost for sin realisme og beskyldt for at være et djævelsk værk. I dag, hvor nationens moralske kurs, det sociale system og storkapitalens ansvar igen er til diskussion, vender mange sig mod denne klassiker
Stillbillede fra John Fords filmatisering af Steinbecks roman

Stillbillede fra John Fords filmatisering af Steinbecks roman

Arkivbillede

11. april 2014

John Steinbeck var urolig. Efter to fejlslagne forsøg på at skrive en roman om migrantarbejdernes miserable forhold i det californiske landbrug havde den 36-årige forfatter isoleret sig for at koncentrere sig om sit ambitiøse projekt. Flere års intens research om emnet lå bag ham, og den idealistiske Steinbeck frygtede, at hans sociale og følelsesmæssige engagement ville overskygge historien.

I den dagbog, han førte, mens han arbejde på romanen, der skulle blive Vredens druer, fremgår det tydeligt, hvor anspændt han kæmper for at ramme et skønlitterært anslag: »Tænk. Tænk i aften og arbejd hårdere i morgen, men få noget søvn i nat. Brug for søvn,« skrev han den 22. juni 1938 i et tonefald præget af den tvivl og energi, der de år var hans kreative brændstof.

LÆS: 5 forfatteres mellemværende med John Steinbeck

Akkurat som sine hovedpersoner, Joad-familien, der under depressionen i 1930’erne tvinges på landevejen mod Californien i håb om en bedre tilværelse, havde også Steinbeck begivet sig ud på en besværlig rejse. Men nåede han sit mål, kunne han tæmme sin vrede og undgå at blive sentimental, fornemmede han, at romanen ville blive »en af de virkelige fine bøger og en ægte amerikansk bog«.

Ordene skulle vise sig at være profetiske. Vredens druer udkom den 14. april 1939, og i de 75 år, der siden er gået, har den fået en Pulitzerpris, en National Book Award, en Tony-pris (for Broadway-dramatiseringen i 1990) og været stærkt medvirkende til, at forfatteren i 1962 blev tildelt en Nobelpris i litteratur. Godt hjulpet på vej af John Fords succesfulde filmatisering fra 1940 med Henry Fonda i rollen som Tom Joad har romanen solgt mere end 14 millioner eksemplarer, og fejringen af klassikeren er for længst startet i USA. Her er John Steinbeck og hans hovedværk atter skræmmende aktuelle; som en kommentator for nylig bemærkede, så er timingen atter med Vredens druer.

Myten om Californien

Det startede med en række avisartikler. John Steinbeck (1902-1968) voksede op i Salinas, Californien, der dengang som nu er landbrugsland, og allerede som læseglad dreng besluttede han sig for, at han ville være forfatter. Som ung mand droppede han studierne og fik job på havnen i San Fransisco, på Montereys sardinfabrikker og på markerne i sin hjemstavn. Mødet med det hårdtarbejdende, fattige, rodløse og sultne USA skærpede Steinbecks sociale engagement, og da avisen San Francisco News i 1936 spurgte, om han ville skrive række artikler om det californiske landbrug, var han ikke i tvivl. I forvejen havde han netop udgivet Det ukuelige sind (1936) og skrevet Mus og mænd (1937), de to første romaner i hans såkaldte arbejdertrilogi, der blev afsluttet med Vredens druer, og han begav sig straks ud på en omfattende researchtur i sin hjemstat. Resultatet var syv artikler, som avisen i efteråret 1936 bragte under fællestitlen »Harvest Gypsies«.

Men Steinbeck havde mere på hjerte, og specielt de 300.000 migrantarbejdere, der var flygtet fra støvstormene i Oklahoma, Texas og Arkansas, interesserede ham.

Som resten af USA havde migrantarbejderne troet på myten om Californien. I stedet for det forjættede land mødte de imidlertid fremmedhad, grådige farmere og en fattigdom større end den, de var rejst fra. I arbejdslejrene, hvor de boede under kummerlige forhold, fik Steinbeck et stærkt indblik i både den rå amerikanske virkelighed og i disse jævne arbejderes viljestyrke og udholdenhed.

Det første forsøg på at skrive en roman om indtrykkene fandt sted i vinteren 1938. På det tidspunkt var forholdene for migrantarbejderne værre end nogensinde, og gisningerne om, at bankerne og de rige farmere i fælleskab saboterede hjælpen til lejrene af frygt for, at arbejderne skulle organisere sig i fagforeninger, gjorde Steinbeck rasende:

»I ét telt sidder der tyve mennesker i karantæne for skoldkopper, og to af kvinderne i teltet skal føde denne uge,« skrev han i et brev til en ven efter at have besøgt lejren i Visalia. »Staten og amterne vil ikke hjælpe, fordi de er fremmede. Men afgrøderne i enhver egn af denne stat ville ikke kunne blive høstet uden disse fremmede. Det gør mig ret gal.«

Vreden ødelagde The Oklahomans, og for at dæmme op for raseriet prøvede Steinbeck sig i en mere satirisk tone med L’Affaire Lettuceburg. Også det manuskript opgav han. »Jeg forsøger at skrive historie, mens den foregår,« jamrede forfatteren fortvivlet til sin redaktør, som han dog forsikrede om, at han ikke ville give op.

Skulle anklages for voldtægt

Vredens druer blev skrevet i løbet af 100 dage på en blanding af litterært raseri, ungdommelig energi og en voldsom social indignation, og da den udkom, hyldede de fleste anmeldere den for sin realisme og integritet.

Flere andre var imidlertid fortørnede. I Kern County, Californien, forbød de ganske enkelt romanen, og endnu værre var det angiveligt ved at gå, da forfatteren besøgte Santa Clara County i samme stat kort efter udgivelsen af bogen. Her måtte vicesheriffen advare forfatteren om ikke at tage alene på hotel og i øvrigt sørge for hele tiden at have en ven ved sin side, når han færdedes i byen. Da Steinbeck spurgte hvorfor, fik han at vide, at der var planlagt en voldtægtsanklage mod ham.

»Når du er alene på et hotelværelse, dukker der en kvinde op, smider tøjet, river sig i ansigtet og skriger. De vil ikke røre din bog, men der er andre måder,« sagde vicesheriffen.

Historien er gengivet af Steinbeck selv i et brev til en ven, og selv om den kan være et produkt af paranoia, er der ingen tvivl om, at forfatteren havde god grund til bekymring. Romanens kritik af forholdene i landbrugsindustrien havde mange af USA’s pengestærke ledere og politikere gerne været forruden, deriblandt et medlem af kongressen, der leverede denne svada:

»Jeg siger til jer og til enhver ærlig og velfungerende læser i Amerika, at det portræt Steinbeck, har lavet i sin bog, er løgn, et dystert, djævelsk værk skabt af en syg og forskruet hjerne.«

Steinbeck havde ikke andet end hovedrysten tilovers for beskyldningerne om, at han skrev socialistisk propaganda eller ligefrem var marxist. Han elskede USA, understregede han, og en nærlæsning af romanen røber da også, at den trods sin skarpe tone ikke er synderligt revolutionær, når det kommer til stykket. Som Richard Pells skriver i Radical Visions and American Dreams (1973), er Vredens druer nærmest at betragte som en nostalgisk hymne til nationens fortid.

»Steinbecks helte fremviser alle tidligere tiders værdier,« skriver Pells, der ikke mener, at romanen bør læses som direkte kritik af kapitalismen, men nærmere som en kritik af »ånden i den moderne tilværelse – dens kompleksitet og indbyrdes afhængighed, dens dyrkelse af profit og effektivitet på bekostning af nogen som helst direkte kontakt med jorden, dens skabelse af upersonlige institutioner, der gradvist udvikler sig til ’monstre’, som ingen har mulighed for at kontrollere«.

Aktuel som aldrig før

Set i det lys er der ikke noget at sige til, at Vredens druer – og forfatterskabet i det hele taget – måske er mere aktuelt end nogensinde tidligere. USA er som bekendt i økonomisk krise, og af den grund står nationens moralske kurs, det sociale system og storkapitalens ansvar akkurat som i 1930’erne til diskussion. Her kan John Steinbeck bidrage, mener mange. Blandt dem Barack Obama, der hylder Steinbeck som en af sine yndlingsforfattere, Hollywoodstjernen James Franco, der den 16. april dukker op i en ny Broadway-opsætning af Mus og mænd og ikke mindst de mange besøgende, der valfarter til The National Steinbeck Center i Salinas, hvis popularitet er eksploderet de seneste år.

Romanens litterære kvaliteter strides akademikerne imidlertid stadig om. Men selv om få amerikanske forfattere har ladet sig påvirke af Steinbecks sentimentale tone og naturalistiske anslag, har man også i akademiske kredse for længst overgivet sig til forfatterens folkelighed. Vredens druer en af de sikreste titler på listen over Great American Novels, og vil du melde dig ind The Library of America, den fornemme bogklub, der kun udgiver nationens allerfineste klassikere, er det naturligvis forfatterens mest populære værker, der lokkes med som velkomsttilbud: Samlingen The John Steinbeck Library – his most popular works tæller naturligvis også de senere succeser Øst for paradis (1952) og På rejse med Charley (1960), der dog savner den aggressive nerve, som gennemsyrer Vredens druer.

For så vidt fik John Steinbeck ret, da han godt inde i arbejdet med romanen, forsikrede sig selv om følgende i dagbogen, der siden blev udgivet under titlen Working Days (1989):

»Når denne bog er færdig, er jeg ligeglad med, hvornår jeg dør, for så er mit hovedværk skrevet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • Henrik Danstrup
  • Torben Nielsen
  • Michael Kongstad Nielsen
peter fonnesbech, Henrik Danstrup, Torben Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andersen

I 1998 stemte 1500 filmeksperter i American Film Institute om de bedste amerikanske film nogensinde, og Vredens druer kom ind på plads nr. 21. Og i 2005 var filmen rykket op til plads nr. 7.
Den første del af filmen følger romanen ret præcist. Men den anden halvdel og især slutningen er meget forskelig fra romanen. Romanen slutter med Joad-familiens nederlag og opløsning, mens filmen bytter rundt på rækkefølgen, så familien ender i regeringens "gode" lejr, og alt slutter relativt godt.

Romanens slutning var også alt for kontroversiel til at komme med i filmen. I romanen er der en kvinde, der føder et dødfødt barn og derefter lader en sultende mand die ved sine mælkefyldte bryster. Den scene kom ikke med i filmen.

Og selvom filmen er barsk, så er den mere optimistisk end romanen, især da Joad-familien kommer til regeringens lejr – den rene lejr. Prucenterne ønskede også at nedtone Steinbekcs politiske referencer i romanen ved at udelade en jordejers monolog, der beskriver de "røde" som enhver, der vil have 30 cents i timen, når han betaler 25 cents, for dermed at vise, at under de eksisterende forhold er en rød enhver arbejder, der ønsker bedre løn.

Michael Kongstad Nielsen

Obama har ham som sin yndlings forfatter, vel - det er der ikke kommet meget ud af. Men godt, at USA har sådan noget litteratur i bagagen, ligesom Mark Twain, Harriet Beecher Stowe (Onkel Toms Hytte) og andre socialrealistiske forfattere.

Slutningen på Vredens Druer skal læses i sin sammenhæng, så bliver den ammende kvindes handling smuk og forståelig. Jeg kan i øvrigt anbefale brystmælk til mange formål, især pandekager og chai.