Læsetid: 7 min.

Skal børn holdes i kort snor – eller have lang line?

Gå-selen til børn blev vraget af 1970’ernes pædagogiske krav om fri leg og naturlig udfoldelse. Nu er den kontroversielle snor tilbage som et praktisk instrument for den travle børnefamilie. Men langtfra alle er lige begejstrede for udviklingen
Tine Bruun går tur med sin datter, Olivia, der er iført en hundesele fra den lokale dyrehandel beregnet til en mellemstor terrier. Hun gør det ikke for at begrænse sin datters frihed. Hun gør det netop for at sikre, at hun kan gå frit

Tine Bruun går tur med sin datter, Olivia, der er iført en hundesele fra den lokale dyrehandel beregnet til en mellemstor terrier. Hun gør det ikke for at begrænse sin datters frihed. Hun gør det netop for at sikre, at hun kan gå frit

Tor Birk Trads

7. maj 2014

Når forfatter Tine Bruun går tur med sin et-årige datter Olivia, foregår det i øjeblikket på denne måde: Først ifører hun datteren sko og overtøj, hvis det er koldt også en hue og et par vanter – og så som en sidste lille praktisk foranstaltning: En hundesele fra den lokale dyrehandel beregnet til en mellemstor terrier. Hun gør det ikke for at begrænse sin datters frihed. Hun gør det netop for at sikre, at hun kan gå frit.

»Faktisk har jeg svært ved overhovedet at forstå problemet,« siger hun.

»Hvis alternativet var et fritløbende barn i rosseausk forstand, så ville det jo være forfærdeligt at give sit barn en sele på. For der er ingen tvivl om, at den virker begrænsende. Men sådan er det jo ikke. Det reelle alternativ ville være, at hun skulle sidde fastspændt i en barnevogn på vej ned ad Vesterbrogade. For der kan virkelig være farligt for små børn – og hendes trafikale forståelse er endnu dårligere end en terriers.«

Tine Bruun er ikke blind for det komiske potentiale i at gå rundt med sit barn i en snor, og hun griner også gerne ad sig selv.

Men de forargede stemmer forstår hun ikke. For hende er der tale om et rent praktisk arrangement, og det er en misforståelse, hvis man forsøger at afskrive hende som ’en overbeskyttende pylremor’.

»Jeg er generelt ikke overforsigtig over for mine børn. Når Olivia nærmer sig en skrænt, iler jeg ikke til for at stoppe hende, men står i stedet og kigger på, hvordan hun har tænkt sig at klare den. Hun er motorisk dygtig, fordi hun altid har fået lov til at kravle rundt – og det er helt okay med mig, at hun får skrammer og knubs. Men hun er for lille til at forstå trafikken. Selen giver hende mulighed for at få fart under fødderne, samtidig med at jeg kan forhindre, at hun løber ud på vejen.«

Import fra USA

Det er et ræsonnement, som Tine Bruun langtfra står alene med.

Hos diverse forhandlere af babyudstyr, som Babygear.dk, Babysam.dk og Onlinekids.dk, kan man i dag købe gå-seler til småbørn i alle farver, former og faconer – og salget er støt stigende. Det fortæller indehaver af Babygear.dk Jesper Brejning, som hver dag sender mindst 10 nye seler ud af butikken.

»Der har været en periode, hvor man slet ikke kunne finde på at bruge dem, men nu er de virkelig på vej tilbage igen,« siger han.

På hjemmesiden onlinekids.dk kan man lige nu erhverve sig en såkaldt Walkie-sele, der »hjælper dig så dit barn ikke løber væk blandt store menneskemængder.«

Og på babygear.dk reklamerer man med en kombineret gå-sele og rygsæk fra Skip Hop, der tilbyder »en ekstra sikkerhed, når I er på tur«.

Jesper Brejning fortæller at gå-selerne kom ind i hans sortiment, efter at han i 2011 var på ferie med sin kone og to små børn i New York.

Her røg hans hjerte helt op i halsen, hver gang børnene forsvandt i mængden – og inspireret af newyorkernes gå-seler besluttede Jesper Brejning sig for at importere fænomenet.

»Det handler ikke om, at børn ikke skal lære at være selvhjulpne. Det handler bare om at skærme dem mod uheld, så længe de er små. Og ofte kan det være en bedre løsning at give dem en sele på, end at gå og holde dem i hånden hele tiden,« siger han.

’Pædagogisk perverst’

Men langtfra alle deler Jesper Brejnings begejstring for de pædagogiske rettesnore.

I Berlingske har Børne- og fremtidsforsker Jørn Martin Steenhold tidligere betegnet det som »pædagogisk perverst«, når man forsøger at reducere forholdet mellem forældre og børn til et forhold mellem »hundeejere« og »hunde«.

Og på diverse chatfora som Altomboern.dk og Min-mave.dk deler holdningerne sig også skarpt mellem dem, der mener at gå-selen er »nedværdigende« og »ydmygende« og andre, der mener, at der er tale om en relativ uskyldig, praktisk foranstaltning.

Margrethe Brun Hansen er privatpraktiserende børnepsykolog og forfatter til populære bøger som De kompetente forældre og Rød Stue kalder. Hun mener ikke, der er nogen grund til at skrue forargelsen på over for forældre, der dybest set bare ønsker at beskytte deres børn. Men hun mener heller ikke, at gå-selen er nogen særlig god løsning.

»Da jeg var 11 år, blev jeg selv som en del af 1950’ernes børneopdragelse sat til at gå tur med mine søskende i en snor. Det, syntes jeg dengang, var helt naturligt. Men så blev jeg børnepsykolog og fandt ud af, at det måske alligevel ikke er den bedste måde at lære børn om grænser på,« siger hun.

Problemet med gå-selerne er ifølge Margrethe Brun Hansen de læringsmæssige effekter, som barnet går glip af, når det holdes i snor.

»Hvis man giver sin datter en sele på, lærer hun ikke, hvorfor hun bliver begrænset. Hun mærker bare et ryk i skulderen, der dirigerer hende i en anden retning. Men hun lærer ikke, hvad der er farligt og hvorfor,« siger Margrethe Brun Hansen, der mener, man skal passe på med ikke at underkende, hvor meget børn egentlig forstår.

»Man kan nemt sige til et et-årigt barn: ’Pas på, her er farligt’. Og så kigger det på én med et blik, så man ved, det har forstået. Når man i stedet bare giver det en sele på, så fratager man barnet dén læringsmulighed. Men man fratager det også en lille smule menneskelig respekt, synes jeg. Der er ikke nogen respekt i en sele.«

Det er Per Schultz Jørgensen, professor emeritus, dr. phil., børneforsker og tidligere Børnerådsformand imidlertid ikke enig i. Selv om snorens symbolkraft uvægerligt leder tankerne i retning af frihedsberøvelse og manglende udfoldelse, så tager han ikke selv anstød af den kontroversielle sele.

»Forargelsen vælder ikke ligefrem op i mig,« siger han.

»Selvfølgelig kan alt overdrives, men hvis vi holder os til den mere almindelige brug, så er det da kun helt naturligt, at man benytter sig af et instrument, som alle tilsyneladende kan profitere af – herunder barnet selv,« siger Per Schultz Jørgensen, som mener, at det i sidste ende kommer barnet til gode, hvis selen gør forældrene trygge.

Tøjret i haven

Herhjemme har børneselen da også en lang historie på bagen, fortæller han.

I 1950’erne var selen almindelig praksis og indgik som led i enhver god børneopdragelse. Husmødre tøjrede uden at tøve deres små poder til tøjstativet i haven, mens de selv gik til hånde med dagens gøremål.

Først med den moderne pædagogiks idealer om fri leg og naturlig udfoldelse i slutningen af 1960’erne blev gå-selen kastet på historiens losseplads. Når den i dag er på vej tilbage skyldes det dog mere den praktiske virkeligheds realiteter end en egentlig tilbagevenden til 1950’ernes pædagogik, understreger Per Schultz Jørgensen.

»Forældre er i dag mere pressede og forjagede end nogensinde før, og alle ved, at det tager tid at gå tur med børn. Så her kan selen måske gøre det hele lidt nemmere og sørge for, at man kommer lidt hurtigere til og fra supermarkedet,« siger han.

Professor på DPU ved Aarhus Universitet Ning de Coninck-Smith ser ligeledes børneselernes genkomst som et udslag af strukturelle og samfundsmæssige forandringer – herunder ikke mindst de moderne familiers tilbagevenden til byerne.

»En af grundene til, at selen forsvandt i 1970’erne, var jo, at børnefamilierne flyttede ud af byen til parcelhuskvarterer med stisystemer og grønne enge, hvor der ikke i samme grad var behov for at holde børnene i snor. Nu har den moderne børnefamilie igen bosat sig i byerne, og det betyder, at man igen må anskaffe sig de remedier, der er nødvendige for at bo sådan et sted,« siger Ning de Coninck-Smith, som dog tilføjer, at den strukturelle forklaring også må ledsages af en mentalitetshistorisk diagnose i form af et stadigt større fokus på risici og sikkerhed.

En pointe, der også står frem på babygear.dk’s hjemmeside, hvor man under overskriften: ’Derfor har vi valgt at have gå-seler i sortimentet’, kan læse:

» ... uheld sker altid, når man mindst venter det, og vores børn er det dyrebareste, vi har.«

»Derfor har vi valgt at have gå-seler i vores sortiment, da vi tror på ideen bag en gå-sele og gerne vil give forældre mulighed for at vælge det til, hvis de mener, at det kan være med til at give dem en bedre og mere tryg tur.«

Spørger man Margrethe Brun Hansen har den sikkerhed, selerne tilbyder, imidlertid mere karakter af en falsk form for tryghed.

»Problemet er, at hvis børn lærer, at der altid er en, som går bagved og passer på, så lærer de ikke selv at tage stilling til risikoen. Det er derfor, jeg mener, at det er bedre at gå rundt med dem i hånden og udpege farerne på de trafikerede veje – og så ellers lade dem løbe frit på de mere stille,« siger hun.

De velmente råd får nu ikke Tine Bruun til at droppe sin hundesnor lige foreløbig.

»Hvis min datter var otte eller fire, er jeg med på, at det ville være mærkeligt at gå rundt med hende i en sele. Men nu er hun et år, og der er stadig lidt tid til, at hun selv kan administrere at gå på fortovet. Så sådan som jeg ser det, giver selen hende bare mere frihed lige nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Nielsen

Nu kommer jeg selv fra en forstad til Aalborg, så kan godt være jeg ikke formår at forstå problematikken. Men da jeg var barn husker jeg det som om der var to regler. Du må ikke gå ved en vej uden en voksen og når der er en voksen skal den voksne gå ud til vejen. Hvis man kan overholde det system er der vel ikke brug for en snor? Det kan selvfølgelig være der her er tale om mindre børn og så er det for mig ligegyldigt om de bliver holdt i hånd, snor, løftet eller sat i en vogn når de skal ud.

randi christiansen

Min mor var travl hjemmearbejdende i 50'erne - hvis jeg ikke var i sele, var jeg væk på et splitsekund - hvilket gav hende mange forskrækkelser.
At opdrage menneskebørn tager tid - som er en mangelvare i moderne samfund, hvor såkaldt tidsbesparende opfindelser indenfor medie-og transportteknologi har gjort alle endnu mere fortravlede. Hjernen - som kun er et redskab i lighed med fx et radioapparat > det skal facilitere ikke producere, så går det, som vi ser, helt galt - befinder sig hovedløst langt foran hjertet, og retningen er derfor mod oecd-vækst i død og ødelæggelse.
Moderniteten har fjernet os fra vort ophav, så vi ikke længere forstår - hverken os selv, vore omgivelser eller samspillet. For inspiration studer oldegyptisk indsigt og beskrivelse af menneskets samvær med naturen. Her findes en dyb forståelse for naturens lovmæssigheder i en af verdens ældste højkulturer - som har frembragt undere, man stadig i dag hverken forstår eller kan genskabe. Fx havde man i det gamle Egypten elektricitet. Med hyksos rullede et primitivt mørke ind over menneskeheden, og Egyptens ophøjede viden blev glemt. Læs fx egyptolog Schwaller de Lubitz.

olivier goulin

Helt klart kort snor - og helst også mundkurv.

/O

Peter Taitto, Mikkel Madsen, Jesper Bjørk, Morten Balling og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Mennesket er tåbeligt, at tro sig hævet over naturen, at tro sig i stand til med sin yderst begrænsede viden at kontrollere dens mægtige kræfter. I stedet for at samarbejde med naturen får grådighed, egoisme og alle dødssynderne lov at herske i et stadig stigende ragnarok mod undergang, mens politikere, den 1%, oecd, finansielle og politiske institutioner og alle de andre kloge åger med narrehatten på bare fortsætter dødsruten af krig og ødelæggelse. Hvor store bogstaver skal vi tale med for at blive hørt - når selv 200.000 protester mod dong salg ikke har betydning for de ansvarlige forvaltere? Der tales efter netssagen nu endelig lidt mere om korruption i danmark - se dansk energgisektors historik efter i sømmene (ref. jørn alstrup) og artige sager vil komme frem. Hvem tør det?
Systemfejl > hajer følger deres natur - alligevel sættes kikkerten for det blinde øje, og de undertrykte > fattige, børn, gamle, handicappede bliver de første ofre - hvor uendelig primitivt. Hvor stort skal wake up brølet være, når al lidelsen endnu ikke har været nok? Helle thorning, bjarne corydon, lars løkke, morten messerschmidt og alle jer andre eksistentielle og filosofiske ignoranter og medløbere for den 1%'s terrorregime?

Sascha Olinsson

Størrelses forskellen mellem forældre og helt små børn er nu engang så stor at det for begge parter er meget mere behageligt med en snor end at skulle holde i hånd. Jeg ser det som en meget praktisk foranstaltning på vejstrækninger hvor man ellers ville holde i hånd og kan faktisk stadig huske fra min tidlige barndom at holde i hånd- altid med hånden i vejret- ikke er synderligt behageligt. Jeg kan ikke se hvorfor det at man bruger en snor skulle ændre ens syn på barnet eller på den trafikale opdragelse. Du kan da stadig som forælder fortælle barnet hvad der er farligt og hvordan de skal opføre sig sikkert i trafikken.

Hanne Ribens, Troels Ingvartsen, Vibeke Rasmussen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Jonatan Cohrt

For mig er det enormt iøjnefaldende, at tine slutter af med " Så sådan som jeg ser det, giver selen hende bare mere frihed lige nu." Hvor det forstående spørgsmål så må være om en 1 årig datter er brug for frihed når man går ned at en svært traffikeret vej ? tror snarere jeg vil påstå at man under sådanne omstændigheder har brug for tryghed ? Hvilket slagt tryghed giver en sele over for en forældres fysiske berøring ? Der udover synes jeg det er enormt underkende for børns forståelse for verden, og et kæmpe tillidssvigt overfor hvor meget vores børn egentlig forstår ?

Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

I gamle dage tøjrede man udviklingshæmmede børn til flagstangen for en sikkerheds skyld!
Tænker på om der var nogen som viklede snoren om halsen?

Man kan og skal ikke bruge hundesnor til børn - det nærmer sig omsorgssvigt. Hvis man ikke kan løse det på andre måder (f.eks ved at holde i hånd i den korte tid det tager barnet at lære at holde sig i nærheden), så har man for travlt...

Rasmus Kongshøj, Mikkel Madsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

En sele kan erstattes med en hånd. Håndtrykket er en glimrende følelse for både voksen og barn.

Med venlig hilsen
Lennart

Anne Eriksen, Peter Taitto, Rasmus Kongshøj, Mikkel Madsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

Det er måske en af Antorinis mange herlige danskerne skal være konkurrencedygtige-reformer til gavn for BNP, at de allerede i vuggestuen lærer at være spændt for.

Jørn Andersen, Jakob Silberbrandt, Rasmus Kongshøj og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Forargelsen vælder ikke ligefrem op i mig" siger Per Schultz Jørgensen. Heller ikke i mig. De bortvendte barne- og klapvogne derimod! Tænk hvor meget voksenkontakt børn går glip af, når de – ovenikøbet til tider åbenlyst generet af skarp kulde, blæst og sol direkte i ansigtet – bliver transporteret rundt af usynlige voksne. Dét kan om ikke forarge, så i hvert fald dybt undre mig.

Morten Balling

De første år af vores liv lærer vi utroligt meget som vi senere skal bruge i vores liv. Derfor er det jo rigtigt godt at barnet lærer, at der altid er en som trækker i vores hundesnor, hvis vi ikke opfører os ordentligt som det forventes.

Selen har også potentiale mht. visse voksne. F.eks. hooligans, hvor man så kunne samle alle selerne i ét samlet spil og hejse dem op under loftet på tribunen når der blev ballade. Ja man kunne blive ved.

Hvad med at bruge de der halsbånd, hvor piggene vender indad? De er supereffektive!

@Olivier: Jeg håber du er ligeså sarkastisk som jeg er.

Kasper Milius Brandt

Konceptet med Luffe i snor foran Netto. Teorien bag er, at man kan foretage sig alle andre ting end at koncentrere sig om hunden; handle ind til aftenen, drikke cappuchino på café med veninderne eller bare vandre rundt i sine egne tanker. Nu har konkurrencestaten vundet så stort indpas i vores travle og ukritiske tankegang, at vi bytter om på barn og kæledyr. Derved kan man holde gang i kundeopkald og salg på smarttelefonen, mens ungen er uden opsyn, men inden for rækkevidde.

Torben Knudsen

»Faktisk har jeg svært ved overhovedet at forstå problemet,« siger hun.
Og alligevel bliver det til mange ord,overflødige ord.
Fysiske seler er praktiske, det er de mentale seler som anbringelse i vuggestuer og børnehaver, der skader helt uoverskueligt.
Få børn,bliv hos dem på skift og se nogle dynamiske individer, der skal bruge to eller flere seler.

Majbritt Nielsen

Jonatan Cohrt
07. maj, 2014 - 13:59
De er vel praktiske, id et alternativet når man går fra punkt a til b.
Så bruger ungen sine ben i stedet for at være spændt fast i en klapvogn.
Det vist så vidt jeg ved sundt.

Samt de kan tage fat i ting, vende sig efter ting der lige fanger øjet. I klapvognen er de fastspændt til at se fremad.

Jeg kan ikke se problemet.
Hvis jeg gik et sted hvor jeg også skulle holde øje med trafikken og andre gående. Så er det en enorm lettelse at kunne vide hvor junior er HELE tiden. De kan være væk på et splitsekund.

Når de bliver større og kan holde hånd så kan den afmarcheres og man holder hånd.

Det sjovt at læse folks forargede indlæg om at man fremmedgøres fra sit barn og at det er ondt.
Det er da en måde at sikre at junior komme med hjem også. Enhver forældre der har i panik måtte lede efter sine børn i en menneskemængde ville tage mod den med kyshånd.

Hjalte Jensen, Vibeke Rasmussen og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Obligatorisk forældrekørekort (og hus-og kæledyr) - så kan vi måske få gjort op med arvesynden.
Bemærk at certificerede psykoterapeuter skal have gennemgået terapeutisk forløb, vistnok fortløbende - ville være godt - inden klientbehandling tillades. Men yngelpleje ... tillades enhver båtnakke, og hvem har ikke lig i lasten og uafklarede problematikker ... fædrene/mødrene synder nedarves, kroppen husker og epigenetik fortæller os om det

Lennart Kampmann

@ randi christiansen

holde barnet i hånden i stedet for at give det sele på.
-- måske er mit sprog ødelagt. Jeg så det ikke som uklart.

Med venlig hilsen
Lennart

Mikkel Madsen

Seler sætter man på sin labrador.

Hænder bruger man til at holde fast i sit bar med. Kan man ikke administrere en håndholdt løsning, så er der masser af glimrende barnevogne derude.

Mikkel Madsen

Tine Bruun (fra billedet i artiklen) går i øvrigt med sit barn i sele et sted, hvor der ikke er en bil i 20 meters omkreds.

Tåbelig anordning, som jeg aldrig selv har haft brug for.

Vov vov, stik lille Niels-Gustav et kødben;-)

Marie Louise Virlev Andersen

@Vibeke Rasmussen, de nyere klapvogne er generelt ordet sådan at man kan svinge styret så barnet både kan køre baglænds og have øjenkontakt til deres forældre, men også forlænds hvor de kan beskue verdenen, ligeledes praktisk i forhold til sol og vindforhold. da jeg fik min datter for godt 11 år siden, syntes hendes far (der er fra england)også hun skulle have sig en gå-tur-sele men på trods af at vi bor i byen(hvis man da kan kalde Aarhus en storby) syntes jeg også den gang det virkede apsurt at rende rundt med min datter i sådan en anordning, hvis børn ikke er store nok til at holde i hånden, er det alt andet mere praktisk at have klapvogn med rundt og så lad dem udfolde sig steder, hvor man vurdere der ikke er alt for meget fare på færre

Peter Taitto

Handler det i virkeligheden ikke, at man frasiger sig ansvaret for poderne til fordel for sig selv i dagens Danmark?
Det kan heldigvis ikke sammenlignes med, at gå med hunden i snor. For hunden er snotdum (og burde hedde Trine). Ungen er til gengæld i en oplæringsfase, hvor den simple agility trods alt kun skal findes i gymnastiksalen. Men hvor kontakten og trygheden til den voksne vel skal udfoldes og vokse? Og er det ikke ansvarsfraskrivelse, at gå med ungen i snor fremfor, at holde ungen i hånden og give den tryghed og fornemmelse for hvordan man reelt set begår sig? Og det gælder både i trafikken, men også i omgangen med andre mennesker - altså hvor - muligvis - empaticentret udvikler sig? (Undskyld, Randi. For du ER altså både yderst rationel og fornuftig ud fra dine mange skriverier på denne avis på trods af sele!).
Debatten om travle forældre har blusset lidt op på Politiken fornylig, og et lærerforældrepar skrev i forsvar, at tilvalget af børn af altså ofte også et tilvalg af rugbrødsarbejde i dagtimerne når pengene skal tjenes ind. Og sat på spidsen, ser jeg snildt en speltmor/-far fra Østerbro gå tur med ungen i snor med telefon eller tablet oppe foran snotten fordi seneste email skal tjekkes eller fotoet af unge+mor/far lige skal foreviges på facebook (så vi andre kan brække os over ENDNU flere billeder af vennernes kneppeaffald og samtidig spørge os selv om hvem vi egentlig er venner med på fjæsen! Ungen eller kollegaen/vennen/svogeren/whatever?).
Det mest syrede må være når ungen så slippes løs på en legeplads. Altså man med fingeren rykker tilbage i låsen på hundesnoren så et styk afkom får lov, at løbe frit - som en anden hund i en hundegård.
Og så er Danmark, eller for den sags skyld København, forøvrigt ikke New York... Så langt fra, faktisk.

Hvad helvede... Jeg har alligevel fravalgt unger. Så jeg kan dybest set være ligeglad. Og det KAN jo være, at jeg ser spøgelser.

Jan Mogensen

Jeg kan slet ikke følge hendes argument, på de trafikerede gader i Kbh og andre byer holder man da barnet i hånden hvis det kan gå, hvis det ikke kan gå så skal det slet ikke øve sig der.

Hvis børn ikke adlyder på en trafikeret vej, så er de ikke modne nok til at gå selv.

Billedet viser hende i Frb have, hvad skal der en sele til derinde?

Det lyder som mere et udtryk for dovenskab at købe sådan en sele.

randi christiansen

Peter taitto - helt i orden, jeg har selv tænkt, at min ubændige frihedstrang skyldes, at min travle mor en gang i mellem anvendte sele, når hun var nødt til at have mig med ud at handle. Hun har fortalt om en gang, hvor hun troede, at jeg stod ml hendes ben, mens hun købte kartofler - men nej, jeg boltrede mig på den heldigvis ikke særlig trafikerede forstadsvej. Min far var ivrig fotograf, og vi har masser af børnebilleder, hvor min bror og jeg boltrer os frit. Min egen søn havde fx en gåvogn med hjul, som han morede sig meget med at køre ræs i, inden han kunne gå. Alt med måde, omsorg og kærlighed. Desværre en mangelvare i moderne fortravlede tider med så mange tidsbesparende anordninger - herligt at læse alle kommentarerne.

Morten Balling

Spøjst, men jeg har ikke kunnet lade være med at tænke en del over denne artikel. Igår var jeg sarkastisk, men jeg tror det hele kan koges lidt ned:

Flere har givet udtryk for, hvor hurtigt børn kan forsvinde i mængden, og hvor skræmmende det kan være for en forælder. Det er måske her den ligger begravet. Hvis du ikke er opmærksom på dit barn forsvinder det ganske rigtigt, men det er ikke barnet der er noget galt med. Det er din manglende opmærksomhed. Måske fordi den er optaget af din smartphone, Facebook, Dankort automaten, cafe latten mm.

Hvis barnet er i en alder hvor det lynhurtigt kan stæse ud foran en bil, bør det slet ikke gå frit omkring på gaden (men i stedet placeres i en barnevogn eller bæres på armen). I parken f.eks. kan man derimod godt slippe poderne fri, hvis man hele tiden er opmærksom, og når junior pludselig beslutter sig for at tage spurten, er den voksne heldigvis fysisk i stand til at indhente barnet ret hurtigt (i modsætning til en hund, som oftest kan løbe hurtigere end dens ejer).

Noget ligger sikkert også begravet i at vi egentlig ikke evolutionært er dyr som egner sig til at leve i store byer med trafik mm. Prøv at lukke øjnene og forstil dig henholdvis tre og fire æbler på et bord. Det kan de fleste. Prøv så at forestille dig ni og ti æbler. Det er straks sværere, og skyldes at vores evne til at tælle hænger sammen med vores behov for at kunne vurdere antallet af mennesker i en flok. Evolutionært er vi "beregnet" til at leve i små grupper. Prøv at visualisere en million, eller bare 496 for den sags skyld ;)

Anne Eriksen, Karsten Aaen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Louise Virlev, dét, der undrer mig, er, at forældre i alt overvejende grad synes aktivt at vælge at lade klapvognen være 'fremadrettet', så barnet end ikke har øjenkontakt med den voksne. Jeg må tilstå, at jeg i mit stille sind bliver glad, når jeg undtagelsesvist ser en voksen, der skubber en 'baglæns' vendt klapvogn, og samtidig snakker med barnet. Min egen lille uvidenskabelige 'undersøgelse' viser, at ikke alene protesterer børnene ikke mod at få solen i øjnene eller vinden i ansigtet – mens deres små knyttede ansigter røber, at det ikke er behageligt – men de ser også ud til at keeede sig.

Nu tolker jeg sikkert mere end godt er, men jeg opfatter også mange børns udslukte blik, dér i den fremadrettede klapvogn, som en resignation. En accept af at far eller mor ikke gider at snakke med dem. Eller at opleve og dele oplevelser sammen med dem.

Hvad angår selen ville jeg aldrig selv kunne bruge en, men har fuld forståelse for Tine Bruuns brug. Og endnu mere efter på radioen at have hørt hende forklare, hvor praktisk det er fx at kunne have lillepigen i snor med i supermarkedet for at købe ind, så far imens uforstyrret kan lave mad. :)

I udsendelsen kunne lytterne i øvrigt ringe ind og give deres besyv med. Radioværten arbejdede benhårdt på at fremprovokere en konflikt, men lytterne var i det store hele sympatisk indstillet over for idéen. Selv da en kritisk lytter omsider meldte sig, havde han svært ved at komme ud med sin kritik, nok fordi Tine Bruun simpelthen lød så sød og fornuftig og afslappet omkring sagen og var helt åben over for også at modtage kritik.

Men som sagt, jeg ville aldrig selv bruge selen. Derimod er hanken på en rygsæk rigtig god til at holde styr på lidt større børn, når man færdes i trafikken. Så hvis man kunne få små rygsække med hank, ville jeg nok foretrække dét. :)

randi christiansen

Og nej, vi blev ikke kun sluppet løs, når der skulle fotograferes :-D - og min søn ... han tog sit første skridt på sin et års føs - hvorefter han spurtede i moders eventyrlystne fodspor.
Lad mig bemærke mangl omtanke ved anlæg af legepladser > må ikke være et plastichelvede som på hauser plads, men skarpe stål-og stenkanter er en rigtig dårlig ide

Bjørn Stark

Nogle mennesker egner sig bare ikke til at få børn. Af kommentarerne herover ses at ikke kun Tine Bruun, men overraskende mange er for lade til at bukke sig ned efter et barn, som oven i købet er deres eget. At I ikke skammer jer.

Rikke Nielsen

At binde sit barn fast i en barnevogn eller i en gangsnor handler i begge situationer om at begrænse bevægelsesfrihedenfor barnet. I sidste eksempel får barnet da i det mindste en smule kontakt med verden -selv på trafikerede Vesterbrogade. Har ganske enkelt svært ved at se problemet.

Nanna Wulff M.

Jeg ser ofte meget store børn på 3, 4 eller 5 år, der bliver fragtet rundt i en af de små sammenklappelige klapvogne. Det undrer mig, men jeg tror, at det har at gøre med at det er lettere end at vente på barnet, som jo går langsomt, når det skal holde fast i en voksenhånd.

Man kan også sommetider se en hel hær af små, der artigt holder fast i hinanden eller i en snor når de går tur med vuggestuen.

Så hellere en sele, så barnet kan boltre sig, mærke kroppen, men uden at komme til skade.

Majbritt Nielsen

Morten Balling
08. maj, 2014 - 11:38

"Hvis du ikke er opmærksom på dit barn forsvinder det ganske rigtigt, men det er ikke barnet der er noget galt med. Det er din manglende opmærksomhed."
Det var da den mest ugennemtænkte sætning i denne tråd vil jeg mene.

Børn blev sku også væk før vi fik bil.
Før mobil-telefonens tid.
At sige at forældre ikke er egnet som forældre når de mister et barn af syne, er den mest tåbelige påstand længe.
Min mor har mistet mig at syne i et indkøbs-center. Jeg slap hende og på kort tid kunne hun ikke se mig. Jeg skulle "liige se noget" og som 5-årig rager man ikke meget op.
Men heldigvis fik jeg skræmt livet af en mand. Da jeg i den tro det var min mor, tog hans hånd, kikkede op på ham, mens han kiggede forbavset ned. Og jeg skreg det bedste mine lunger kunne drive.( Stakkels mand, sikket et traume.)
Så hermed har du dømt min kære gamle mor, til tre og bedstemor til fire, uegnet som mor?
Mon ikke du skulle læse dine indlæg igennem engang til, inden du trykker send? ;)

Kjeld Hansen

At holde børn på 3 år i snor er absolut nødvendigt. For hvem ved hvor de kan finde på at kravle hen, mens mor inhalerer sin cappuccino... ;o)

Bjørn Stark

Tro ikke at sætte et barn i snor handler om andet end at gøre det der er det nemmest. Selvfølgelig vil den med snoren gerne overbevise sig selv om at det er for barnet skyld, men du gør ikke barnet nogen tjenester.

Ja Randi, hvis det gør nogen forskel for dig, så har jeg faktisk to og så har jeg også selv været barn engang, har du?

Kjeld Jensen

Jeg synes egentlig, at det er et større problem, at mange forældre er mere interesserede i deres smartphone end i deres børn, når de ude at gå en tur med dem.

Line Nielsen

Ja, man bestemmer jo selv hvilken slags relation man vil skabe til sit barn og den kvalitet den relation skal indeholde. Jeg går med bøvlet med at løbe efter dem, håndholdt og nærværende, så der ligger klart et element af udholdenhed og kærlighed gemt her

Det er beskæmmende at bevidne, hvor meget børn i ALLE aldre skal arbejde for at få lidt opmærksomhed fra deres voksne, som konstant har snotten begravet i deres smart-phone. Man ser det alle vegne, i metroen, i S-toget, i bussen, på gaden, i parken. Der skal råbes højt og ruskes kraftigt for at få bare et enkelt blik - som oven i købet enten er totalt udtryksløst, fordi tanken stadig er koncentreret om noget andet, eller åbenlyst irriteret over afbrydelsen.
Hvad ER det, der foregår i de telefoner, som er så helvedes vigtigt 24/7???

Morten Balling, Line Nielsen, Kjeld Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og det er lige netop det, som er den store mangelvare i moderne tids fortravlede, mobbebørnsproducerende konkurrencesamfund - stakkels børn og deres voksne; heldigvis er modbevægelser i hastig vækst.

Sten Christensen

Skal jeg holde et et-årigt barn i hånden på en gåtur vil barnet ikke nå jorden med fødderne.
Skal Tine Bruun holde sit et-årlige barn i hånden på en gåtur skal barnet have sin hånd i hovedhøjde.
Når Tine Bruun bruger en gåsele til sit et-årlige barn har barnet to hænder fri, barnet kan kravle og hoppe og undersøge og gå under og alt muligt som ikke ville være muligt hvis det skulle være holde i hånden.
Gåselers genkomst er en fin mulighed for et barn og helt sikkert et bedre middel til motorisk udvikling end at holde i hånden.

randi christiansen

Et åriges bevægelsesfrihed må nødvendigvis begrænses - det er den voksnes opgave. Spørgsmålet er, hvordan det gøres. En gåsele kan anvendes med kærlighed og nærvær en hånd med det modsatte.

Torben Loft

@ Randi,

"Spørgsmålet er, hvordan det gøres. En gåsele kan anvendes med kærlighed og nærvær en hånd med det modsatte"

..En hånd med nærvær og kærlighed, "slår" til hver tid en gåseles, kolde og Ukærlige kontakt...

Sten Christensen

Skal jeg holde et et-årigt barn i hånden på en gåtur vil barnet ikke nå jorden med fødderne.
Skal Tine Bruun holde sit et-årlige barn i hånden på en gåtur skal barnet have sin hånd i hovedhøjde.
Når Tine Bruun bruger en gåsele til sit et-årlige barn har barnet to hænder fri, barnet kan kravle og hoppe og undersøge og gå under og alt muligt som ikke ville være muligt hvis det skulle være holde i hånden.
Gåselers genkomst er en fin mulighed for et barn og helt sikkert et bedre middel til motorisk udvikling end at holde i hånden.

Sten Christensen

Torben Loft
Du har helt sikkert ret, spørgsmålet er bare om bevægelsesfrihed og ikke om kærlighed.

Morten Balling

@Steen

"Skal jeg holde et et-årigt barn i hånden på en gåtur vil barnet ikke nå jorden med fødderne.
Skal Tine Bruun holde sit et-årlige barn i hånden på en gåtur skal barnet have sin hånd i hovedhøjde."

Tampen brænder, som man sagde dengang jeg "burde" have lært at gå i snor ;)

Sider