Læsetid: 10 min.

Byen der skriver sig stor

Med sin nye roman ’Bergeners’, der udkommer på dansk på Norges nationaldag, den 17. maj, har Tomas Espedal lavet et hybridt portræt af Bergen og det at være Bergenforfatter – kraftigt inspireret af det byportræt, James Joyce lavede med ’Dublinfolk’. Information er taget til Bergen for at undersøge, hvad det er ved byen, der skaber de store digtere
Bergen ligger i periferien i forhold til branchefolk og forlagshuse, men at være Bergenforfatter er noget særligt. Tomas Espedal er ikke den eneste, der besynger sin by.

Sonja Iskov

9. maj 2014

På vej ind i byen fortæller taxachaufføren om sol- og skyggesiderne i Bergen. Ajeel Hussain var olieingeniør i Irak, men kører nu hyrevogn i olienationens land.

»Her bor de rige,« siger han og peger på træhusene, der bader i sol under snedækkede fjeldtoppe.

»Og herovre bor alle vi andre.«

Han peger på den anden side af vejen, hvor bygninger står mere spredt, og blandede træsorter titter frem. Langs vejen er de ved at anlægge bybanen. En dyr cykelsti skal fjernes og erstattes af banelegemer. Et eksempel på, at Bergen er i konstant forandring. Som forfatter Tomas Espedal skriver i sin nye bog Bergeners:

»Man bygger op og river ned. Byen er i konstant forandring, den forbliver uforandret. Man kunne rive hele byen ned og bygge den op på ny, en ny by, uden at de, der bor her, i den nye by, ville forandre sig en tøddel. Det samme sprog, den samme arrogance, den samme lyst til at skændes og larme. Den samme hang til at formere sig og smide fremmede ud af byen. Den samme kedelige interesse for handel og penge. Den samme gamle iver efter at bygge op og rive ned, på trods af at ingen forandringer nogensinde har forandret noget i byen.«

Espedal skriver sin trettende roman af kærlighed til Bergen. Hans familie har boet på nær sagt alle gader i byen, og uanset hvor langt Espedal selv rejser væk, kan han ikke – som James Joyce havde det med Dublin – skrive en bog uden en scene fra Bergen. Joyce selv titter også frem en enkelt gang i bogen i form af et syn: En høj og vadefuglslignende skikkelse i Bergens regnfulde tåge. Det er den naturalistiske novelleform, der har inspireret. Midt i bogen formulerer han sit projekt.

»Kan du huske, Henning, spurgte jeg, det digt, hvor Kristian Lundberg og Håkan Sandell går gennem Malmøs gader? I digtet er alt nøjagtigt; gaderne, adresserne, navnene, husene, skyerne, temperaturen, datoen, samtalerne. Der er ingen digtning i digtet. Ingen påfund og metaforer, kun beskrivelser og realisme, det sådan vi skal skrive, sagde jeg, og vi rundede et gadehjørne, gik langs Vaskerelven. Henning svarede ikke, og da jeg kiggede til venstre for at forsikre mig om at det ikke var lykkedes ham at løsne de bånd som knyttede os så tæt sammen, kunne jeg se at der var vokset et tyndt, lyst og halvlangt hår ud under hans sorte hat. Vi må beskrive byen vi bor i, tiden vi lever i, vennerne, diskussionerne, politikken, ensomheden.«

I Bergeners er forvandlingen et af de bærende billeder. At vågne op forladt, at vågne op ældre og ensom og stadig huske sig selv som barn; At vågne forvandlet som Gregor Samsa. At være Norge efter den 22. juli.

Sproget er fortættet som poesi og ikke uden vemod over den tid, der hele tiden tabes. En skrivestil, Espedal fandt, da han begyndte at skrive i en skriveklub i Bergen – det kollektive syn på skabelsesprocessen, han fortalte mig om, da jeg mødte ham i København sidste sommer.

»Jeg skriver i en slags kollektiv,« sagde han dengang. »Der er og har især været en stærk energi og en levende debat i Bergen om, hvad litteratur er, og hvad vi kan gøre for at forny romanen.«

Det er det, jeg er rejst ud for at finde. Den samtale. Bergen som scene og stimulator.

’Fuck fjeldet!’

Jeg beder taxachaufføren sætte mig af på Værftet, der huser kreative virksomheder, et filmanimationsselskab og siden 1985 et Skrivekunstakademi i Hordaland. Karl Ove Knausgård gik her som 19-årig. Følelsen af at gå om bord på et skib forstærkes af udsigten direkte ud over vandet. Vinduerne står åbne, og de skakternede gardiner blafrer. Ved tavlen står Bergendigteren og -dramatikeren Cecilie Løveid, en elverfigur med rødt hår, grøn cardigan og brune øjne. Hun taler om stedets magi; hun underviser i dramatik, og de tolv elever læser op på skift, indtil der høres en langstrakt tone fra en skibssirene.

»Det er hurtigruten, der sejler op langs Norges kyst,« siger 26-årige Liv Nimand Duvå på vej ud af undervisningslokalet.

»Den lyder hver dag kl. 14.30, så man ved altid, når man er gået over tid.«

Hun og 22-årige Benedicte de Thurah Huang er danske elever på den etårige uddannelse, der gennemgår en række genrer og trækker på forskellige gæstelærere.

»Man bliver mindre selvcentreret, når man er en del af et miljø,« siger Cecilie Løveid og viser ind på akademiets biblioteket. Jeg følger hende sammen med de to danske elever.

»Dels er man fagligt sikret. Men man er også mindre rockstjerne.«

Et år på Skrivekunstakademiet kan overføres til studier i Litteraturvidenskab i Bergen, der også har fostret det hæderkronede litteraturtidsskrift Vagant. »Det her er bare begyndelsen,« siger Cecilie Løveid og ler mildt. Tomas Espedal kalder hende Dronningen. Han skriver, at når hun bliver fuld, har hun ingen alder.

Vi taler om det nordiske sprog, og om at litteratur ikke kender grænser. Eller ikke burde gøre det.

»Jeg har viet det her år til at skrive og læse op på norsk litteratur, og overvejer at oversætte nyere norsk lyrik til dansk, for der er meget af det nye vigtige, der ikke når over vandet,« siger Liv Nimand Duvå.

På vej ud fra biblioteket kaster vi et blik på de store både på den anden side og det blinkende hav. Kan man overhovedet få lavet noget her i al den skønhed?

»Nogle gange er man sådan helt ’tra-la-la-la,’« siger Liv.

»Andre gange, hvis jeg er i dårlig humør og kigger ud, tænker jeg bare: ’Fuck fjeldet!’«

Position: Outsider.

Bergen har som Espedal udlængsel. Sådan ser det i hvert fald ud, når man ser området med de cirka 300.000 indbyggere lidt fra oven. Jeg tager kabelbanen op og når toppen af Fløifjeldet og ser byen ligge som to tunger, der stikker ud i vandet under mig. Boligerne er enten hugget ind i fjeldet eller bygget ud i fjordene.

Vild, våd og vakker hedder en større coffee-table book om byen, jeg finder på de lokalhistoriske hylder på Bergen Offentlige Bibliotek. Den skriver sig stor, byen. Og der hersker en skrydende selvforståelse, som måske bunder i en konstant sammenligning med Norges største by, Oslo. Med Espedals ord i Bergeners:

»Bergenseren bygger sin storhed på at tale nedsættende om hovedstaden. Når bergenseren snakker om Oslo, vokser Bergen; byen bliver større og større og svært betydelig, før den forsvinder helt i tåge og regn.«

Bergen ligger i periferien i forhold til branchefolk og forlagshuse, men at være Bergen-forfatter er noget særligt. Det siger kritiker ved Morgenbladet Carina E. Beddari, da jeg møder hende til frokost på Værftet. Espedal er da heller ikke den eneste, der besynger sin by. Også digterstjernen i det norske, Bergen-digteren Erlend O. Nødtvedt, gav i 2011 sin by en mytologisk placering i digtsamlingen Bergens beskrivelse, hvor han sammenlignede Bergen, der ligger mellem syv fjelde, med Rom, der blev bygget på syv høje.

Samme Nødtvedt er ansat til at varetage bibliotekets samling af poesi. Den samling, som den danske digter Morten Chemnitz og den danske studerende Liv Nimand Duvå fra Skrivekunstakademiet tidligere på året i en kronik kaldte »Nordens vildeste skandinaviske digtsamling«. Biblioteket og Litteraturhuset, der er relativt nyt, konkurrerer nærmest om at have et dagligt litterært arrangement, og er det ikke der, det sker, mødes man på Café Opera.

Samtalen mellem kritikere og forfattere foregår også på scenerne, hvorfor Carina E. Beddari deltager i »Kritisk kvartet«, Litteraturhusets faste forum for litteraturkritik, og her debatterer værker og kritikken. Byens størrelse er afgørende for miljøet, mener hun, da jeg møder hende til frokost på Værftet. Dernæst, at nøglepersoner som Espedal har været så inkluderende. Kan en tredje faktor være oliepengene, spørger jeg?

»Javist. Vi har vældig gode støtteordninger, og det er let at starte noget nyt op inden for kulturelle tiltag,« siger hun. Dertil kommer Biblioteksordningen, der sikrer, at en digtsamling, der ikke sælger, alligevel vil give digteren et afkast på omkring 50-60.000 norske kroner.

Slaphed

Der er dog også kritikere af denne biblioteksordning. Digteren Henning H. Bergsvåg mener for eksempel, at »faren ved den ordning, som Bibliotekerne tilbyder, hvor næsten ingen værker bliver ’nullet’ er, at der opstår en vis slaphed.«

Jeg møder ham på Café Opera, hvor jeg tester min tese om, at Bergens beliggenhed og fiskerihistorie har farvet udsynet og præget arvematerialet.

»Ja, jeg tror, der er noget om det. Når jeg tænker tilbage på mine klassekammerater, var halvdelen af navnene tyske eller hollandske på grund af den hanseatiske handel. Bergen er et smeltedigel. Det ligger i generne.«

Lige nu holder den norske forfatter Dag Solstad en mindre komsammen i cafeen, hvor vi sidder, mens Henning H. Bergsvåg fortæller om alt det, der er gået forud for poesifestivalen Audiatur, der for sjette gang skydes i gang dagen efter: »I år 2000 var norsk poesi vældig kedelig, og Tomas Espedal og jeg var optagede af det, der skete i svensk og fransk poesi. Og så fandt vi på at lave en poesibil.«

En gammel poesibil

Poesibilen var en gammel Passat, som Espedal og Bergsvåg kørte forbi de store forlag i Oslo og fyldte med ny poesi.

»Kriteriet var, at vi skulle kunne lide det, vi læste, og møde digteren personligt for at invitere dem med tilbage til Bergen Poesifestival; en festival, vi lige havde opfundet.«

Bergen Poesifestival fandt sted to gange og endte hver gang i Tomas Espedals lejlighed. Nu er den afløst af Audiatur, der løber af stabelen for sjette gang. De udenlandske digtere bor på det hotel, hvor Bergen Poesifestival engang blev afholdt, lige som flere af redaktionsmedlemmerne har været med fra dengang. »Det vigtigste dengang var, at de, der skrev, var til stede. At vi havde en samtale om det at skrive,« siger Henning H. Bergsvåg, og netop den kollektive og internationale samtale er også Audiaturs ambition. Julie Sten-Knudsens Atlanterhavet vokser er det eneste danske islæt og Espedals Imod kunsten eneste norske. Køen er på åbningsaftenen lang og international, og jeg kigger indenfor, som læseren også gør det i Bergeners; som en gæst til et miljø, der er både generøst og småt, internationalt orienteret og internt storrefererende. Det er de samme navne, der går igen, de samme navne, de nævner. Dronningen Cecilie Løveid, digterprinsen Erlend O. Nødtvedt, karnevalsfiguren Henning H. Bergsvåg med Hallgrimur Helgason-hat og den alfaderlige figur Tomas Espedal.

Jeg triller gennem Bryggen, den af UNESCO kulturarvsfredede gamle fiskerihavn, og ser stenen, der har det historiske vandmærke indhugget; herfra sejlede de første skibe fra Europa til Chicago i 1850’erne. Umiddelbart er det ikke kultur, der fylder mest på facadefronten. Her er souvenirbutikker og fædre, der vasker deres biler, så vandet skummer ned ad brostenene. Det løber som alt andet: mod vandet. Jeg læser i Bergens Tidende, at det regner 242 dage om året, der er vandpytter på forsiden af Espedals Bergeners, og i avisen hedder signaturklummen slet og ret ’Under paraplyen’. Vandet fylder også hos Espedal. Han skriver i »Brev til Cecilie Løveid« fra Bergeners: »Alt dette vand, det virker hjemligt. Som at bo i et gråt, blødt mørke, det forsvinder ikke. En stribe af lys. En lysning i luften. Et sølvskær, der skærer og deler horisonten i to, himmel og hav. Og over havet som rejser sig og vandet falder, en ophobning af skyer.(..) Nu falder vandet. Nu er vi hjemme.«

Jeg møder ham om eftermiddagen på Audiaturs åbningsaften. Vi skrår tværs over den store og anonyme festplads til en turistfælde af en fortovscafé. Mågerne letter, servitricen forstår mig ikke.

»Et glas rødvin,« beder jeg igen og slår over i engelsk. »Du gav op for let,« siger Espedal. »Jeg insisterer og taler langsomt, når jeg er i Danmark. ’Et glass vin, tak’.«

Han drikker kaffe, det blev sent i går med de udenlandske digtere, og de nåede ikke fjeldet i dag heller. Selvom han ikke ryger for tiden, foretager han indimellem bevægelsen alligevel. Fører pege- og langefinger op til munden, mens vi taler om miljøet i Bergen. »Lyttende« og »kollegialt« kalder han det. Han drager selv sammenligningen med København, hvor han også føler sig hjemme.

»Lige nu findes der et lyttende og læsende digtermiljø i København. Med Olga Ravn, Asta Olivia Nordenhof, Jonas Rolsted med flere. De læser hinanden, og det er det, det handler om.« Det er vigtigt, at de ældre digtere tager den udfordring op, de unges tekster giver. »Det er det, der er lykkedes her, tror jeg. Vi læser hinanden på tværs af generationer, det er helt afgørende,« siger han. Så snart Audiatur-festivalen er slut, starter den mere ensomme og stræbsomme del af digterens arbejde.

»På mandag tager jeg toget ind til forlaget i Oslo. Ind for at aflevere manus.«

I forhold til det litterære, er det, at Bergen er en regnfuld by, faktisk en fordel, oplever Espedal. »Det er en velsignelse.« Han spærrer øjnene op: »Jeg mener det alvorligt! Jeg ved ikke, om jeg kunne arbejde, hvis det altid var sådan her.«

Han ser rundt på det store solbeskinnede torv. »Jo, jeg tror godt, jeg kunne. Jeg tror det.«

Tomas Espedals bog om sin hjemby Bergeners udkommer på dansk på forlaget Batzer & Co den 17. maj. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. Bogen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Jannie Schjødt Kolds tur til Bergen blev finansieret af Den Norske Ambassade i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu