Læsetid: 4 min.

Dagbog fra Cannes: Fanatisme, malerkunst og sorgarbejde

På forhånd tog hovedprogrammet på dette års filmfestival i Cannes sig godt ud – og indtil videre har det holdt, hvad det lovede
Smukke billeder er der også mange af i Mike Leighs nye film, Mr. Turner, der portrætterer de sidste 25 år i den berømte britiske maler J.M.W. Turners liv

Smukke billeder er der også mange af i Mike Leighs nye film, Mr. Turner, der portrætterer de sidste 25 år i den berømte britiske maler J.M.W. Turners liv

Foto fra filmen

16. maj 2014

Det kan godt være, at åbningsfilmen, Olivier Dahans Grace of Monaco, ikke levede op til forventningerne, men tre dage inde i den 67. filmfestival i Cannes er det svært at være vred over de film, der er blevet vist i hovedkonkurrencen.

Det er dramatiske, poetiske, stemningsladede og smukke film, der interesserer sig for mennesker og den verden, de lever i.

Abderrahmane Sissakos Timbuktu fortæller en på én gang billedskøn, morsom og brutal historie om, hvordan invaderende islamistiske fundamentalister gør livet til et helvede for de lokale indbyggere i en landsby i det nordlige Mali. Hele tiden bliver der indført nye, absurde regler om, hvordan man skal opføre sig og gå klædt – regler, islamisterne ikke altid selv overholder.

Man må hverken spille fodbold, høre eller spille den musik, der er en essentiel del af det afrikanske lands kultur, eller ret meget andet af det, som gør livet udholdeligt. Og forbryder man sig mod islamisternes strenge religiøse regimente, risikerer man at blive pisket eller stenet.

Den lokale imam argumenterer forgæves imod islamisternes strenge læsning af Koranen, og flere af byens beboere kommer i vanskeligheder, ikke mindst kvægbonden Kidane (Ibrahim Ahmed), der ellers lever et fredeligt liv i ørkenen med sin kone, datter og stedsøn.

Timbuktu er en politisk film, der går i rette med blind og dum fanatisme. Men Abderrahmane Sissako sørger også for, at den tager udgangspunkt i menneskeskæbner, hvilket sætter politikken og fanatismen i relief. Instruktøren veksler veloplagt mellem smukke billeder af ørkenlandskabet, morsomme scener, hvor også islamisterne viser sig at være helt almindelige mennesker, og øjeblikke med pludselig og chokerende brutalitet, hvor f.eks. et ungt par stenes for at have været alene sammen og spillet musik. På den måde undgår han at blive didaktisk i en film, alle vil have godt af at se.

Fuld af hemmeligheder

Smukke billeder er der også mange af i Mike Leighs nye film, Mr. Turner, der portrætterer de sidste 25 år i den berømte britiske maler J.M.W. Turners liv (han levede fra 1775-1851). Turner, der spilles helt fabelagtigt af en knurrende og brummende Timothy Spall, var ikke mindst landskabs- og marinemaleriets mester. Han havde en sans for lys og skygger, sol og vind og vejr, som få andre, hvilket Leigh og hans faste fotograf, Dick Pope, får demonstreret på forbilledlig vis, når de lader Turner vandre rundt i det vejrbidte britiske landskab og lave sine skitser og samle inspiration til de næste malerier.

Med årene blev Turner mere og mere avantgardistisk i sit udtryk, hvilket hans samtid havde svært ved at forstå – men som banede vejen for ekspressionistearne og impressionisterne – og Leigh skildrer denne udvikling i en række snapshots fra Turners liv. Man møder også hans elskede far, der hjælper ham, hans husholderske, andre malere og kritikere fra den tid – dem har Turner ikke meget til overs for – og kvinden, enkefrue Booth (Marion Bailey), som Turner finder en slags fred hos og skaber sig et hemmeligt liv sammen med.

Genistregen ved filmen om Turner er, at den er fuld af hemmeligheder, og man skal selv stykke puslespillet om malerens komplekse liv og fortid sammen.

Der antydes mange ting, men meget lidt forklares, og det er en fornøjelse at se en film, der ligesom et godt og ekspressivt maleri kun gradvist – og måske ved flere gensyn – afslører sine hemmeligheder.

Vellykket genreleg

Atom Egoyans fængende krimidrama The Captive er også fuld af hemmeligheder, og den handler om kidnapningen af en pige, Cassandra, og de konsekvenser, det har for hendes forældre og menneskene omkring dem.

Canadiske Egoyan har en sjælden sans for stemninger, følelser, mennesker og landskaber, både indre og ydre, og hans nye film ligger i forlængelse af mesterværker som Exotica (1994) og The Sweet Hereafter (1997). Det er ikke så meget forbrydelsen eller opklaringsarbejdet, som det er menneskene og deres kamp for overlevelse, der interesserer ham – og så er han fascineret af de meget forskellige historier vi mennesker fortæller om os selv og andre.

The Captive hopper frem og tilbage i tid ad flere spor, men det er ingenlunde forvirrende, snarere er det med til at give en velkendt genreskabelon nyt og originalt liv, mens man som publikum stykker historien om pigen og hendes familie sammen. Lige fra begyndelsen af filmen ved vi, at Cassandra (Alexia Fast) stadig er i live, otte år efter at hun blev taget, og at hun holdes fanget af en pædofil mand (Kevin Durand), som bruger hende til at lokke andre børn til og samtidig holder øje med hendes forældre (Mireille Enos og Ryan Reynolds), der er på sammenbruddets rand. Rosario Dawson og Scott Speedman spiller de to kriminalkommissærer, der leder efter pigen, og som også personligt bliver involveret.

Egoyan jonglerer med genrekonventioner og klicheer, og indimellem er han lige ved at snuble i dem, men for det meste er det lykkedes ham at lave en elementært spændende og følelsesmæssigt gribende film om mennesker og monstre.

Både Mr. Turner og The Captive har dansk premiere senere på året

Mere fra Cannes i den trykte avis, her på information.dk og på Twitter: @monggaard

www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

"Timbuktu er en politisk film, der går i rette med blind og dum fanatisme", skriver Monggard blandt andet. Ja, det lyder den til at være, og måske den også anfægter den franske og dansk-støttede FN-mission, der med militær magt skulle "befri" Mali for islamister. For det var hele den nordlige del af Mali, den gamle kolonimagt gik efter, der, hvor Tuaregerne bor. Og de er ganske fredelige, og lever ikke fanatisk, så måske de danske jægerfly - eller var det et transportfly? - var lidt overdrevet. Hvorfor mon "Timbuktu" ikke får premiere i danske biografer, ligesom Turner.?

Michael Kongstad Nielsen

I øvrigt lyder "Mr. Turner" - filmen også godt. Er ret vild med Turners malerier, så den glæder vi os til.

Søren Kristensen

Nå ja Turner. Ham var jeg ret vild med da jeg som ung udforskede verdenskunsten og hvis der sker det der plejer når god billedkunst blæses op i det store format og får tilsat ekstra lys, som det jo sker i biffen eller på skærmen derhjemme, så kan det næsten kun bliver fantastisk uanset handlingen. Så må vi bare håbe musikken passer.

Vibeke Rasmussen

Og lidt sladder fra periferien i Cannes:
Ligesom Grace Kellys efterladte ikke var begejstrede for "Grace of Monaco", er Dominique Strauss-Kahn mildest talt heller ikke 'amused' over den fiktion, der utvivlsomt refererer til ham og hans eskapader, "Welcome to New York".

"Depardieu appears naked and flits from one bacchanalian encounter to another.
Reporters [at] the screening were handed a gift bag containing condoms and Viagra."
(!)

Så nu har Strauss-Kahn pudset advokater på sagen, men som instruktøren Abel Ferrara siger:

"I'm not on trial. I'm an artist, I have freedom of speech. I'm from America I'm from the country of the free, land of the free and home of the brave." (!)

To be continued I'm sure … :)

http://www.reuters.com/article/2014/05/19/us-filmfestival-cannes-dsk-idU...