Læsetid: 5 min.

Dagbog fra Cannes: De rigtige vindere?

Informations filmredaktør havde gerne set en anden vinder af Den Gyldne Palme i Cannes, men flere af de øvrige vigtige priser gik til dygtige og spændende unge instruktører, hvilket tegner godt for fremtidens verdensfilm
Still fra filmen Leviathan, der fik prisen for bedste manuskript i Cannes i år

Still fra filmen Leviathan, der fik prisen for bedste manuskript i Cannes i år

25. maj 2014

CANNES – Det kan godt være, at der er fuld gang i Europaparlamentsvalget, men her i Cannes handler det stadig om film. Priserne blev godt nok uddelt i går – mere om det senere – men hele dagen i går og i dag har man kunnet samle op på de film i det officielle program, som man af en eller anden grund måtte have misset.

Personligt nåede jeg i går formiddag at se den film, der om aftenen fik Guldpalmen, Nuri Bilge Ceylans mere end tre timer lange Winter Sleep. Og det er bestemt ikke nogen dårlig film, men efter min mening heller ikke ligefrem en oplagt palmevinder.

Jeg havde personligt foretrukket purunge Xavier Dolans pågående, provokerende, morsomme, begavede og rørende Mommy, der i stedet måtte dele Prix du Jury med veteranen Jean-Luc Godard og hans Goodbye to Language (som jeg så til gengæld ikke forstod meget af). Også selv om der selvfølgelig er en vis logik og poesi i, at hovedkonkurrencens ældste og yngste deltager – som tillige dramaturgisk og visuelt har lavet de mest eksperimenterende, frække og modige film – får den samme pris.

Nuancerede mennesker

Nuri Bilge Ceylan, Tyrkiets mest anerkendte filmskaber, har været tæt på at få hovedprisen i Cannes før – han har vist snart sagt vundet samtlige festivalens forskellige priser undervejs – og mange havde på forhånd tippet ham som en oplagt Guldpalmevinder.

Winter Sleep er en fascinerende film, som dog kræver en vis udholdenhed, ikke mindst fordi det tager et stykke tid for alvor at leve sig ind i personerne og historien. Den handler om den aldrende, tidligere skuespiller Aydin (Haluk Bilginer), der har arvet ejendomme og en masse penge af sin far og nu bor sammen med sin unge kone, Nihal (Melisa Sözen), og søster i det hotel, faren også har efterladt ham, og som er bygget ind i et meget mærkeligt, men også smukt klippelandskab i udkanten af en landsby i det centrale Anatolien.

Her fordriver Aydin tiden med at tale med hotellets gæster, skrive klummer til den lokale avis og researche en bog om det tyrkiske teaters historie, hvis han da ikke mundhugges med sin kone og søster, der begge synes at have et horn i siden på ham.

Den Tjekhov-inspirerede films lille genistreg er, at den først viser os Aydin som den sympatiske, principfaste og begavede mand, han gerne selv vil fremstå som, og siden afslører, at også han har en rem af huden, hvis ikke flere. Der er en masse uafklarede følelser og uudtalte konflikter mellem Aydin og Nihal, og filmens mange lange samtaler mellem de facetterede personer både demonstrerer, hvor ondt mennesker kan gøre hinanden, og anskueliggør deres forskellige syn på moral, etik og de livsanskuelser, de baserer deres eksistens på.

Flere har brokket sig over længden på Winter Sleep, men det giver mening, at man tilbringer så lang tid i selskab med dens personer og gennem deres samtaler og handlinger indirekte får fortalt mere om deres liv, både før og nu, end man ville i en film, der ’kun’ havde et par timer til sin rådighed.

En russisk tragedie

Det var russiske Andrej Zvyagintsev, der fik prisen for bedste manuskript i Cannes i år for Leviathan, og det var den eneste film i hovedkonkurrencen, jeg endnu ikke havde set, da priserne blev uddelt lørdag aften. Jeg kunne godt lide den nu 50-årige instruktørs debutfilm, The Return (2003), som også havde dansk premiere, men hans seneste værker har jeg ikke brudt mig om. I dag fik jeg så set Leviathan, der er en stærk og velfortalt moderne russisk tragedie om, hvordan man knuser et menneske.

Kirken, kapitalen og korrupte embedsmænd og politikere indgår i en uhellig alliance i filmen, hvor selv det mest retskafne menneske må give fortabt, og hvor historie og kultur rådner op som de gamle skibsvrag og afpillede hvalskeletter i brændingen.

Hovedpersonen i filmen er arbejdsmanden Kolia (Alexej Serebriakov), der bor med sin kone og teenagesøn i et hus, han har bygget på selvsamme sted i udkanten af en provinsby ved havet, hvor hans familie har boet i generationer. Men byens borgmester har held med at ekspropriere grunden, og selv om Kolya får hjælp af en tidligere soldaterkammerat, nu advokat i Moskva, er det umuligt at hamle op med borgmesteren og hans netværk af uvederhæftige typer, inklusive den magtfulde præst.

Ligesom de bedste af de politisk ladede film, der er blevet vist her i Cannes – Timbuktu, Jimmy’s Hall, To dage, en nat – handler Leviathan først og fremmest om mennesker, hvilket er det, der får dem til at leve og river én med. Men Zvyagintsev, der har ladet sig inspirere af alt fra Bibelen til Tarkovskij, vil tydeligvis gerne fortælle om meget mere end det. Kolias kamp mod overmagten bliver et billede på det moderne Ruslands – forgæves – kamp mod amoral og menneskelig og politisk korruption. Og endelig kan man læse filmen som en universel lignelse om det at være menneske i en verden, hvor penge betyder mere end mennesker og humanistiske værdier.
Det gør ondt at se på.

Fremtidens film

Der er blevet argumenteret for, at konkurrencejuryen i Cannes i år – og den skifter jo hvert år – burde have givet Guldpalmen til Xavier Dolans Mommy og på den måde have signaleret en form for generationsskifte i stedet for ’bare’ at give den til en veteran som Nuri Bilge Ceylan, der er nærmest fast inventar på festivalen.

Det argument er der selvfølgelig en vis ræson i, men Dolan fik altså en pris for Mommy – og holdt en fantastisk takketale, blandt andet om at hans generation skal ville forandringer, fordi verden har brug for at blive forandret – hvilket kun kan opmuntre det canadiske stortalent til at lave flere gode film. Han har tiden for sig. Det var i øvrigt den samme pris, Prix du Jury, som Thomas Vinterberg og Festen i 1998 måtte dele med Claude Miller og Klasseturen.

Og så gik festivalens andenpris, Grand Prix, til en yngre kvinde, 33-årige italienske Alice Rohrwacher og hendes The Wonders, der – i stil med Andrej Zvyagintsevs i øvrigt væsensforskellige Leviathan – fortæller om et moderne, kriseramt Italien og multikulturelt Europa ved at sætte fokus på en families skæbne.

Jeg må tilstå, at jeg ikke selv var særlig begejstret for The Wonders, men der er bestemt både underholdende og interessante øjeblikke i filmen, og jeg kan godt se, hvad det er Rohrwacher vil med den.

Endelig er det jo fantastisk, at en af de to kvinder, der i år har deltaget i hovedkonkurrencen i Cannes, faktisk vinder så stor og vigtig en pris. Det bliver spændende at følge Rohrwacher og Dolan i de kommende år.

Både Mommy og Leviathan kommer i danske biografer. Winter Sleep og The Wonders er så vidt vides endnu ikke indkøbt af en dansk distributør

Mere fra Cannes her på information.dk og på Twitter: @monggaard

www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu