Dagens Bukse-Marius

Man kan udmærket sammenligne nutidens sveddryppende privatbloggere, der af sikkerhedshensyn må arbejde anonymt, med modstandsfolkene under krigen. Det er dem, der ved, at nogen må gøre det beskidte arbejde
Man kan udmærket sammenligne nutidens sveddryppende privatbloggere, der af sikkerhedshensyn må arbejde anonymt, med modstandsfolkene under krigen. Det er dem, der ved, at nogen må gøre det beskidte arbejde

Ib Kjeldsmark

Kultur
2. maj 2014

Hvad får egentlig voksne mænd til, sådan hen på aftenen og i svedige nattetimer, mens resten af familien sover, at sætte sig til computeren for, som regel ganske anonymt, at svine andre mennesker til? Alt fra politikere, debattører, kunstnere, alle der ytrer sig offentligt, får et ordentligt fur, den ene efter den anden. De får at vide, at de er ubegavede, medfødt, korrupte, grimme og dumme, fordrukne, røde svin og degenererede aber. Det sker en sjælden gang, at det er en skuffet venstreorienteret, der synes det går for langsomt med revolutionen, der tager til orde på den måde, men internettets mulighed for anonymt at overbelorte folk er nu alt overvejende en idræt for de muntre folk på højre flanke.

For en måneds tid siden cirkulerede der f.eks. et billede på nettet af en nøgen Johanne Schmidt-Nielsen. Det var fake, enhver idiot kunne se, at hoved og krop ikke passede sammen, men der har alligevel siddet en nossetrillende psykopat og snedkereret det sammen ved nattetide. Til umiddelbar broadcast fra Fars Kontor hjemme i villaen på Friheds Allé i Halvhjerne City. Hvorfor mon? Man kunne måske forstå det, hvis det var en forsømt pubertetsdreng, der udfoldede sig på den måde, men sandheden er nok desværre, at det udmærket kan være en af dagligdagens pæne og normale borgere, en brugsuddeler fra Jylland eller en civilingeniør fra Sydsjælland. En af den slags om hvem man siger at »han virkede helt normal« i en tv-dokumentar om massemordere og børneskændere. Det må være mørket og nattetemperaturen, der frigør psykopaten fra den ellers så velfungerende samfundsborger.

Gang i tasterne

Han sætter sig ved computeren og kommer i tanke om, at han jo egentlig er sat her på jorden for at hade de røde. Og så kommer der ellers gang i tasterne. Det er ikke hver gang han fabrikere et fake foto af en rød politiker, for det meste indskrænker han sig – humant – til verbal tilsvining. Tonefaldet er nedladende, spydigt, belærende, hånligt, spottende og latterliggørende. Selvom han har en ganske pæn uddannelse, kan han godt skrive »ude-mærket« i stedet for udmærket, han bliver ’nød’ og ikke ’nødt’ til at sige det ene og det andet, men på den anden side: i kampen mod de røde svin, kan man ikke tage overdrevne hensyn til stavning og retskrivning. Det gælder jo en større sag.

Den – overvejende – råborgerlige bramfrihed, hvor ikke bare en spade, men også et overfølsomt venstrefløjspjok kaldes for en spade, hvis livsduelighed for ikke at sige potens betvivles, er det selvfølgelig svært, netop, at være et oplyst menneske med humanistisk værdisæt og interesse for kunst og kulturen, futmælk og alt det øvrige fra kurven med civilisationens skånekostprogram. Man er en tøsedreng, kort sagt. En pivskid og et flæbehoved. Én det er sjovt for de store drenge at drille og true med buksevand og at blive synet ude på pigernes toilet, bundet til flagstangen og at få fyldt mudder i den pæne skoletaske med mors økologiske madpakke. At pifte sådan en duksedrengs cykel, nej cikel, så han bliver skæv i ryggen af at trække den hjem til rækkehuset på Fællesskabs Allé, det er evig sjov for raske, livsduelige drenge med en sund appetit på det rigtige liv. Men selvfølgelig, de kan jo ikke vide, at når dengse kommer hjem og læser fars og mors Information, bladrer han ikke direkte hen til kultursiderne, næe nej, han er inderst inde også en rask dreng med sunde interesser. Lige for tiden interesserer han sig livligt for debatten om barberede fisser vs. bundgarn, jo jo. Når han bliver stor, skulle der være gode muligheder for, at han bliver en førsteklasses adfærdspsykolog. Mens hans plageånder i skolen kan se frem til et røvkedeligt liv som brugsuddelere og civilingeniører, der kun kender sand ophidselse fra de ensomme nattetimer ved computeren, hvor de skånselsløst skampuler sproget. Adgangen til informationer, viden, og muligheden for at ytre sig, har aldrig været større i menneskets historie. Det skyldes computeren og internettet. Værdien af viden kan diskuteres, det der betyder noget, og grunden til, at der er grund til at være taknemmelig for computeren og internettet, er den ubegrænsede mulighed for at sige sandheden den egentlige landvinding. Og sandheden er som den altid har været, nemlig at de rødes hjernespind gør folk dovne og hæmmer den økonomiske vækst. Derfor skal de røde have tæsk, der skal advares imod dem, de skal modarbejdes, inddæmmes, gasses som den sidste mulighed, svines til og gøres til skamme.

Uhyggeligt

Sarte sjæle synes vel det er uhyggeligt at tænke på, men sådan ser virkelighedens verden ud. Man kan udmærket sammenligne nutidens sveddryppende privatblogger, der af sikkerhedshensyn må arbejde anonymt, med modstandsfolkene under krigen. Det er mænd – alt overvejende mænd, men der er nu også kvinder – der ved, at nogen må gøre det beskidte arbejde, forestå tilsviningen og fabrikere nøgenfotos af venstrefløjens røde prinsesser. Privatbloggeren kunne beskyldes for at have træk tilfælles med Scherfigs Bukse-Marius, der forgreb sig på kvinders undertøj og gik nazimarch, men det er en helt urimelig beskyldning. Privatbloggeren rører ikke kvinders undertøj – det ville de nok heller ikke bryde sig om – og selvfølgelig er han ikke nazist. Han er derimod en mand, der i en travl hverdag formår at finde overskud til at bekæmpe den fjende, der ødelægger hans nattesøvn.

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Sammenligningen med modstandsfolk holder ikke, men ellers rammer beskrivelsen af den megen skriftlige galde, der kommer til udtryk på nettet, ganske godt.

Og denne galde er hovedårsagen til, at der er mere og mere, man absolut hverken orker at læse eller kommentere.

Michael Kongstad Nielsen

Man kan jo også bare springe svinerierne over. Og gå direkte i fængsel, nej, til de interessante og inspirerende ting. Lade galden ligge, og måske også Vinn Nielsen, for i stedet at dyrke det opløftende i det gale.

Gazprom et al.

Apropos - gas og nazi – ifølge sædvanligvis velunderrettede ironiske kilder har tyskerne udarbejdet en plan – det er jo som bekendt et grundigt folkefærd – som skal effektueres - så snart neonazister og andre skiderikker i Tyskland på fremmarch - skulle gå hen og få magt som de har agt – en redningsplan som skal anmode Putin om at lukke for gashanen – deres oldefædres udryddende fortid i Østeuropa giver oldebørnene mareridt – og det er ganske vist …

Per Torbensen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Bent Vinn Nielsen har ret, - der er for mange Bukse-Marius politikere i DK.
Læs om Bukse-Marius i Hans Scherfigs " Frydenholm " , - aktuel som aldrig før.!

Lise Lotte Rahbek

Oh. Meget genkendelig beskrivelse.

Bill Atkins

Journalistik og internettets tilbud om ytringsfrihed er også klassekamp !!! ...hvis de sarte sind har det svært med det, må de se at få det lært.

Anders Hede

Man skal altså være pænt meget venstreorienteret for at mene at den ene fløj har noget at lade den anden høre på nettet. Der er mindst lige så mange på den røde fløj som skriver harme indlæg, laver pia kjærsgaard tegninger med grisehoved etc.
Men at der skrives meget harmfuldt og ekstremistisk på nettet kan der ikke være 2 meninger om. Det er bare for primitivt at bilde sig selv ind at det er lokaliseret til én bestemt fløj

Tobias Hansen

Så Bent Vinn Nielsen sidder en sen nattetime og giver de slemme højreorienterede et ordentligt møgfald. Fordi han er en af de muntre mænd på venstre flanke.
Måske er det derfor det går så godt for vi borgerlige for tiden, fordi vi kan lidt bedre med det der logik.

Bill Atkins

Det er tidens paradoks at de småborgerlige højreradikale tror det går dem godt i disse tider. Forklaringen er mangefoldig - men manglen på historisk ballast og analytisk evne, er blandt de vægtigste årsager. Vi venstreorienterede går og smiler smørrede...

Tobias Hansen

Sådan! Jeres glade humør og lyse sind kan ingen tage fra jer, som Bent Vinn Nielsen også er et storslået eksempel på :-D

Bill Atkins

Smittende humør er altså en borgerlig dyd? jeg venter endnu....

Tobias Hansen

Nej nej nej, jeg talte KUN om den muntre venstrefløj. Os højrefløjere er psykopater der lever røvkedelige liv som civilingeniører og brugsuddelere (i sandhed lavstatus jobs) og har ikke så mange andre følelser end vrede og frygt.
NEJ! Det RIGTIGE liv leves på venstrefløjen, som Bent Vinn Nielsen er et storslået eksempel på :-D