Læsetid: 9 min.

Er Disney-universet blevet et queerparadis?

Disneys børnefilmunivers er på den ene side fyldt med heteroseksuel kærlighedsjagt og stereotype skønhedsidealer sat på fast fortælleformel. Men det er – de senere år – måske også blevet befolket af flerekantede og knastede queer karakterer, der frigør os fra normerne
I anledning af at Disneys mest kønsprogressive film, ’Frost’, også er den bedst sælgende animationsfilm nogensinde, kaster Information sig over den store queerlæsning af Disneys hovedværker

I anledning af at Disneys mest kønsprogressive film, ’Frost’, også er den bedst sælgende animationsfilm nogensinde, kaster Information sig over den store queerlæsning af Disneys hovedværker

Walt Disney Studios

15. maj 2014

Der er hygge i tv-stuen på den amerikanske flådes træningsbase. Karseklippede marinesoldater i muskeludspændte, armygrønne T-shirts er mast sammen i en sofa. Der er chipposer på bordet, og der er Disneys storhittende animationsfilm Frost på tv-skærmen. Og det er helt tydeligt ikke første gang, de ser Frost – eller anden eller tredje gang.

De kan det hele udenad. De har lavet koreografi til sangene. Da filmens forknytte antihelt, (is)dronning Elsa, bryder ud i, hvad mange har læst som en homoseksuel kvindes forløsende spring-ud-sang, »Let it go«, så synger de med på hvert et ord og hæver armene til en højstemt, frigørende sejrsgestus sammen med deres heltinde.

En diskret filmet video af dem er de seneste uger blevet spredt på internettet med samme slags kollektive stolthedsrus som den, den østrigske melodigrandprixvinder Conchita Wurst – med en lignende frigørelsessang – er blevet båret af sted på den seneste uge.

Og skal man måle tidsånden på den stemning, så er der sket noget med samfundets kønsidealer, med hvad man kan tillade sig at gøre og stræbe efter som mand, kvinde, isdronning eller skægget dame. Mænd kan (naturligvis!) være følsomme, de kan skråle med på powerballader om at være ligeglad med, hvordan andre synes, at man skal være, og de kan frit identificere sig med kvindens trang til at befri sig fra underkuende normer.

Pussenusset normfabrik

Traditionelt anklages Disneys børneunivers for at være en pussenusset verden befolket af (oftest hvide) heteroseksuelle prinser med høje kindben og prinsesser med langt flagrende hår og smukke stemmer – og så i øvrigt beskrevet ved hjælp af en fortælleskabelon, der med forsvindende små forskelle anvendes i hver eneste Disney-film.

Men i denne grundfortælling er der måske også plads til at forhandle, hvad individet skal og må – ikke mindst set fra et kønsperspektiv. Disney spejler samfundets udvikling og hylder stadig tydeligere mangfoldighed og outsiderperspektivet.

Frost, der havde premiere i Danmark sidste år i december, er således både den mest kønsprogressive og bedst sælgende animationsfilm nogensinde. Det er den første Disney-tegnefilm nogensinde med et eksplicit homoseksuelt par. Og så gør den generelt op med traditionelle forestillinger om, hvilke roller mænd og kvinder skal spille, og hvilket form for begær de må udtrykke (og bør undlade at undertrykke).

Introkursus i queerteori

Akash Nikolas, som er kønspolitisk kulturskribent ved The Atlantic, skrev for nylig: »Kulturkritikerne har besluttet sig. Disneys Frost er queer,« hvorefter han påpegede, at det faktisk ikke kun er Frost, der er ’queer’ og ’pro-gay’, men at queertemaet – altså det kønsbøjende perspektiv – længe har været repræsenteret i Disneys film.

»Ved at prædike tolerance og stille spørgsmål ved kønnene, tilbyder Disneys børnefilm et introkursus i queerteori,« skriver Akash Nikolas.

Her på redaktionen kaster vi os således lystigt ud i en skævhedshyldende queerlæsninger af fem af Disneys mest populære fortællinger.

’Er det medfødt?’

Frost (2013)

Aldrig før har man set en så – på charmerende vis – uelegant prinsesse og så romantisk aggressiv en heltinde som den rødhårede Anna i Frost fra 2013 – eller så stærk en outsider som hendes søster, (is)dronning Elsa, der har – potentielt samfundsnedbrydende – fortryllende og ukontrollerbare evner, der gør, at hun kan forvandle ting til is.

Da Elsas kræfter begynder at tage over, stiller trolddoktoren hende et spørgsmål, der snildt kan læses som  et ekko af den evige diskussion om homoseksualitetens væsen: »Er det medfødt, eller er hun blevet forhekset?« I Elsas tilfælde er det medfødt. Kræfterne vokser og vokser, alt imens hendes ængstelige forældre tvinger hende til at undertrykke sit buldrende indre (begær) og gemme sig for andre, så ingen får at se, hvem hun virkelig er. 

Da hun alligevel efter forældrenes død ved et uheld kommer til at ’springe ud’ foran hele byen og dernæst flygter op i bjergene i rædsel, så fremfører hun iført sin lilla kappe den metaforiske ud-af-skabet-sang »Let It Go«. »Luk dem ikke ind, lad dem ikke se dig,« synger hun til sig selv i hængemulet mol, »vær den pæne dig, du altid har skullet være/gem dig, føl intet, lade dem intet vide,« mimer hun så til sit undertrykkende overjegs stemme. Men så sker der noget: »Nå, nu ved de det/giv slip, giv slip, jeg kan ikke holde det inde mere/vend dig væk og smæk døren/kulden har alligevel aldrig generet mig.« I dette forløb sker den mest bestyrkende transition i Disney-universets historie fra mol til dur, fra skygge til lys, fra normativ undertrykkelse til total frigørelse. 

Aldrig i Disneys tegnefilmshistorie har man i øvrigt før set et eksplicit homoseksuelt par – om end kun i et glimt. En sympatisk, følsom og bomstærk købmand tilbyder vores mandlige helt en tur i sin sauna under en snestorm og siger: »huhuh, hej familie!« og vinker så til en anden mand og fire børn, der vinker tilbage gennem saunaens glasvindue – det er hans familie, forstås.

’Hvis jeg i sandhed var mig selv ...

Mulan (1998)

Den historiske fabel om den kvindelige kriger Mulan, der forklæder sig som mand for at kunne kæmpe for sin familie og sit land, er om noget en transhistorie. Den nærmest obligatoriske jeg-hører-ikke-til-her-sang i filmens første tredjedel handler i Mulans tilfælde især om en utilpashed, når hun ser sig selv i spejlet. 

Det er ikke blot den provinstristesse, som blandt andre Belle fra Skønheden og Udyret fra 1998 døjer med. Utilpasheden er eksistentiel. Hun tør ikke være den, hun er, af frygt for omgivelsernes dom. Af samme grund er sangen, der hedder »Reflection«, blevet kaldt en LGBT-hymne. 

Walt Disney Studios

»Se mig/jeg vil aldrig kunne være den perfekte brud eller en perfekt datter/Kunne det være, at det ikke meningen, at jeg skal spille den rolle?/Nu ser jeg, at hvis jeg i sandhed var mig selv/så ville jeg knuse min families hjerte,« synger staklen, men realiserer jo så senere sig selv i herretøj.

Som ’mand’ forelsker hun sig i øvrigt i den mandlige kriger Li Shang (som den homoseksuelle skuespiller B.D. Wong lægger stemme til), som også får et godt øje til hende, allerede før han indser, at hun er en kvinde.

Det er det nærmeste, Disney er kommet på homoerotik på mellem hovedkarakterer. Homokunstneren David Kawenas erotiske portrætter af Li Shang gik af samme grund viralt på internettet sidste år. Han er blevet et bøsseikon.

Desuden har Disney-koncernen sidenhen selv været med til at kaste LGBT-glans over Mulan. I deres hitserie Once Upon A Time, hvor tegneseriefigurer mødes i en ikkeanimeret verden, mere end antydes det – og til efterfølgende rama- og jubelskrig i USA – at Mulan er forelsket i lækre Tornerose.

’Den pige er sær’

Skønheden og Udyret (1991)

Et typisk træk ved en hel stribe Disneyfilm er den musikalske erklæring af en personlig utilpassethed ved nærsamfundet. Det er en figur, som mange homoseksuelle vil kende som flugten fra provinsen og – indtil da – længslen mod storbyen, og det gælder ikke mindst introduktionen af Belle i begyndelsen af Skønheden og Udyret fra 1991. »Den pige er sær,« synger landsbykonerne, »hun er en mærkelig pige.« 

Da byens flotte (men ækle) machobrød, Gaston – hvis lille håndlanger Lefou forguder hans krop på homoerotisk vis – erklærer, at han vil score netop Belle, så synes alle at vide, at slaget er tabt på forhånd. »Men hun …,« siger Lefou, men afslutter aldrig sin sætning.

Kernen i  Skønheden og Udyret er imidlertid den anden outsider, Udyret, der er blevet tryllet om til et uhyre på grund af sin arrogance og sine feje handlinger som ung. Efter sigende er filmens musik og historie stærkt inspireret af Disneys homoseksuelle tekstforfatter, Howard Ashman, der døde af aids i 1991, af hans oplevelse af ensomhed, skam og fremmedgjorthed.

Walt Disney Studios

Alle disse queerhistorier hos Disney handler imidlertid også i bredere forstand blot om at få ret til at være anderledes og fremstille den følelse for børn. 

Og selvfølgelig er det hele ikke helt åbenlyst at læse som queer – især ikke i 1991. 

Mens den hjerteforfrysningsforbandelse, der kastes på Anna i Frost, og som kun kan kureres af ’ægte kærlighed’, viser sig at være kærligheden mellem to søstre frem for kærligheden mellem filmens helt og heltinde, så er det eksempelvis netop den heteroseksuelle formæling, der redder Udyret. Og Belle forelsker sig ganske vist i hans indre, men det er først, da forbandelsen er blevet hævet, og han træder frem som den maskuline og veltrænede ’Prince Charming’, som Belle altid har drømt om, at de to forenes i et kys.

’Prinsessen uden... ben’

Den Lille Havfrue (1989)

Den historistiske del af H.C. Andersen-forskningen har længe interesseret sig for at læse queertematikker ind i nationalskjaldens værker. Det gælder ikke mindst Den Lille Havfrue fra 1989 der angiveligt er henvendt til forfatterens penne- og hjerteven Edvard Collin som et udtryk for homoerotisk længsel efter en forening gjort umulig af samfundet.

Den længsel, som havfrueprinsessen (der ikke har ben, men jo så heller ingen penetrerbar vagina) føler efter fastlandets labre prins Erik, er så absolut ikke gjort mindre i Disneys tegneserieversion, der blandt andet kan læses som fortælling om transkønnethed.

Walt Disney Studios

Her har Ariel en nærmest perverst stor fetichsamling af menneske-objekter, der kan bringe hende tættere på den menneskeverden, som hendes kultur og fader afskærer hende fra, men som alle hendes lyster retter sig mod: »Jeg vil have mere,« synger hun inderligt i den inderlige begærsballade »Part of Your World«. 

Ariels far glædes, da han erfarer, at hun er forelsket, men da han finder ud af, hvem hun er forelsket i, bliver hans angst for denne ’unaturlige’ seksualitet eksternaliseret som vrede. Og som en anden voldelig homofob smadrer han alt hendes nips.

Forlægget for filmens skurk, havheksen Ursula, som Ariel søger hjælp hos, er den kendte amerikanske dragkunstner Divine, kendt som stolt hævner i John Waters’ krimikomedie Pink Flamingo (1972). Hun giver Ariel mulighed for at få ben i tre dage, hvilket snildt kan læses, som, at Ariel klæder sig i ’drag’, altså skjuler sit sande køn (og dermed også sin ærlighed, repræsenteret ved hendes stemme.) Til slut er det Ariels far selv, der hjælper hende til et definitivt ’kønsskifte’, hun får sine ben, sin vagina, hun får stemmen tilbage og den prins, hun sådan har begæret. 

Diva i bøssekollektivet

Snehvide og de syv dværge (1937)

Jo længere man bevæger sig tilbage i Disneys tegneseriehistorie, jo mindre påfaldende er queersporene umiddelbart.

Men Disney har i hvert fald altid dyrket moderne og alternative samlivsformer: Mowgli fra Junglebogen voksede i Disneyfilmen fra 1967 op med vilde (primært han-)dyr, rigtig mange hovedpersoner i Disneyfilm er eller bliver forældreløse (og altså uden heteroseksuelle familienormer at se op til), og noget lignende er tilfældet med den smukke, blege og faderløse Snehvide i Snehvide og de syv dværge fra 1937.

Walt Disney Studios

Her kan man med lidt velvilje se dværgenes hjem som en slags bøssekollektiv med Snehvide som såkaldt ’fag hag’ (bøssernes kvindelige påhæng). De danser og klæder de sig ud, mens Snehvide fremstår som den diva, der kaster lidt glamour over festlighederne.

Desuden synes den onde (ugifte og homofilt lillaklædte) Dronning at være mere end almindeligt besat af en yngre kvindes skønhed. Hun lokker hende sågar til at spise et forgiftet æble (hvad vi jo med frække Adam og Eva i baghovedet godt ved hvad betyder i bibelsk forstand, ikke sandt?), og Snehvide bliver kun lige på målstregen reddet af en kyssesyg prins. Hvorpå hun kan leve heteroseksuelt i tosomhed til sine dages ende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malthe Majgård Nørbjerg
Malthe Majgård Nørbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Sådan har det altid været - de kantede og eventyrlige har altid spillet hovedroller hos Disney, f.eks. en vis barnepige.
Og læser man anmeldelserne af ALADDIN, der nu har fået premiere på Broadway, er der vist meget langt til den pænere Fredericia-version, og det er da også en af branchens mest campede instruktør-koreografer, Casey Nicholaw, der har instrueret. Disney har faktisk altid sat andre og højere standarder, end de er blevet beskyldt for af folk, der ikke engang har gidet se produkterne, før de har fordømt dem.

Lars Petersen

En ligegyldig artikel,- uden indhold. Skrevet af en ligegyldig person uden indhold. Utroligt hvad folk for penge får at skrive om i dag.

Charlotte Korsgaard

Virkelig besynderlig artikel. Hér gik jeg og troede at Frost handlede om at udnytte sit potentiale, ikke ligge under for de gængse normer, at kæmpe for sin familie og at venskab kommer i første række... og at den romantiske kærlighed ikke altid er rosenrød og som i eventyrerne: at prins charming kan være
en egocentreret nar hvorimod manden i ismejeriet kan være den ægte vare.. Men okay jeg tog åbenbart fejl...og jeg er endda lesbisk...

Børge Rahbech Jensen

Hvad er efterhånden ikke 'queer-paradis'? Er LGBT blevet den nye sort i den vestlige verden og næsten tømt for seksualitet?

Torsten Jacobsen

Disney tegnefilmene kan vel koges ned til det simple budskab, at man skal kunne og turde være sig selv? At samfundets konforme krav, ikke må stå i vejen for det vigtigste i livet: kærligheden. Som igen kun kan realiseres, hvis man er tro mod sig selv.

Det er bestemt et budskab, som gør børn mere godt end ondt, omend jeg nogen gange bekymres en smule over den stærke individualisme, som synes at være en grundpille i fortællingerne. For nok har helten eller heltinden altid brug for hjælp fra omgivelserne, for at nå sine mål, men når slutteksterne ruller over skærmen sidder man ofte med følelsen af at de øvrige karakterer kun eksisterer i kraft af protagonisten. Som et nydeligt vedhæng der besmykker, men ikke konstituerer protagonistens lykke: de øvrige karakterer er instrumenter for protagonisten, sjældent ligeværdige med samme.

Hvis Disneys karakterer er helte i det omfang de ikke bukker under for samfundets konforme krav, er det selvfølgelig ikke underligt at LGBT-bevægelsen kan spejle sig i dem, og ønsker at gøre dem til sine. Det er dog for grådigt, efter min smag. Hvorfor dog insistere på en læsning, der ophøjer eller centrerer en form for 'anderledeshed', frem for andre?

Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke se noget queer/homoseksuelt over filmen... Disney film har jo noget at gøre med familie og normer og andre ting at gøre. Men man kan jo trække få ting ud af en film og gøre filmen til noget helt andet end det den faktisk er, måske fordi man ønsker at det er det den skal være, pga. hvad man selv er...
Som jeg ser det, er hovedtemaet i filmen er angst, og det der giver Elsa problemer i sit liv. Men det gør hende ikke til homoseksuel. Anna søger så kærligheden hos en fyr, da hun og Elsa ikke kan forenes pga. Elsas angst for at skade Anna. I sidste ende vælger Anna sin familie, Elsa, frem for en ven, hun også elsker. At der også har været dragkunstnere og homoseksuelle, som har lagt stemme til figurer i disneyfilm, gør heller ikke figurerne eller filmene til et tema om queers/homoseksualitet.

Claus Piculell

Et gammelt ord siger, at hvis man er en hammer, ligner alle udfordringer søm.
Den kan nu passende omformuleres til, at hvis man er bøsse, ligner alt omkring én krudt ... ;-)

Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Anja H., du begår den gængse fejl: at tro at kun en entydig positiv udgang på en historie er "et tema". Men kunsten - og Disney-film er i allerhøjeste grad kunst - er ikke entydig, let eller konventionel. Deri findes relevansen.
Til Claus Piculell er der kun at sige, at homoseksualitet nok er mindre et tema for os, der er det, end for alle de heteroer, der bygger deres identitet op på en i bund og grund kunstig modstilling. Uden kategorierne ville friheden utvivlsomt være større, også for de fleste bøsser, dog.

Peter Hansen - Nej, jeg tror ikke at der kun er ét tema i en film. Jeg er ved godt, at der er flere temaer i en film, for det er der jo selvfølgelig. Men angst er da en af de store temaer, der skinner tydeligt igennem hele filmen.

Christian RW Christensen

Jeg tænkte, på linje med Anja, godtnok heller ikke noget LGBT da jeg så den første gang, og fsv. heller ikke anden.
At der var et homoseksuelt par var også gået min næse forbi.

Nuvel lidt af skribentens analyse kan jeg forholde mig til, men det virker noget søgt. Jeg er meget enig i hvad Torsten J skriver, det virker lidt som om LGBT highjacker disneyfilmene. De er meget mere for mange flere end queer-miljøet. De har naturligvis også krav på dem, men filmenes budskaber og tematikker stikker altså dybere, og er mere omfavnende end blot tilsigtet det regnbuefarvede miljø.
Filmene hylder venskab, familie og kærlighed, men nok mest af alt, at man som individ ikke skal bukke under for nogen form for pres udefra. Med et stærkt fundament af familie og venner, kan man overkomme og blive hvad som helst.
Dette budskab kan så nemt internaliseres og spyttes ud som queer, men det er jo så meget mere, og langt mere grundlæggende for menneskeheden som helhed.
Ethvert menneske kan tage noget med fra disney-filmene, og det er er netop det som gør dem universelle. Ligegyldigt hvilken modgang vi udsættes for, homofobi, racisme, sexisme eller skolegårdsmobning, er der optimisme at hente i Disney-land.
Derfor er det irrelevant med alle mulige akademiske kunstgreb at hamre LGBT ind i Disney, det findes allerede, på et meget dybere og mere grundlæggende plan.

(Fornem artikel trods denne rant :)