Fiktioner

Hvis der er to ting, jeg ikke kan fordrage, er det lufthavne og amerikanske mainstreamromaner. Jeg er trods alt en mand, hvis morforældre kunne nøjes med en postadresse, der i al enkelthed lød: Store Ladager pr. Lille Skensved. Det tænker jeg tit på, når jeg passerer Skensved å på vej til og fra København i bil. Ikke så langt derfra lå det lille landbrug. Med en morfar og en mormor indeni. Nogle gange var en moster på besøg, altid med en ny kæreste. De lignede alle sammen filmskuespillere eller (1 stk.) Frank Jæger. Mine morforældre fløj ikke med flyvemaskiner. Morfar blev hjemme i stalden og skældte ud over at svalerne, som han gav husly for at de til gengæld skulle æde de forbandede fluer, pikkede ham i nakken med deres modbydelige små, hårde næb. De kunne ikke lide morfar og han kunne ikke lide dem. Måske var det for at slippe for de små, fjerede sataner, at han trods alt, om end sjældent, tog en tur til København, periodens Sodoma. Den kunne han heller ikke lide. Folk der boede dér var uhøflige, de glanede og især kvinderne var ublufærdige for ikke at sige skamløse. Så han tog altid hjem til Store Ladager pr. Lille Skensved og svalerne igen. Hellere blive pikket i nakken end at blive til grin i Kongens København, tror jeg, han tænkte.

Lufthavne er endeløse strækninger, hvor man slæber sin bagage løst i hånden eller i en gigastor indkøbskurv, der får en til at føle sig som et fjols i verdens dummeste supermarked. Det værste der kan ske, når man endelig er kommet ud i den frie luft, er at en eller anden råber ’Hej, Bent’ og fortæller at de skal til Thailand. ’Hvor skal du hen?’ spørger de selvfølgelig også. ’Mig?’ siger man, jeg skal ned til egnen syd for Store Ladager pr. Lille Skensved. Så glor de på én, som om man er sindssyg. Det næstværste, man kan komme ud for i en lufthavn, er at havne midt i en flok delvis mindreårige piger, der skriger fordi Beatles kommer. Det tredieværste er at skulle mase sig igennem en flok journalister og fotografer, der er ved at interviewe Helle Thorning Schmidt om, hvorfor hun dog har været sløset med sine oplysninger til skattevæsnet – underforstået: er det rigtigt at din mand er ’musikalsk’? Længere nede på listen over de værste ting, der kan overgå en i en lufthavn, er alle de middelklasseidioter, der har klædt sig ud som Charles Bukowski og har tænkt sig at skrive Den Store Roman om tilværelsen på samfundets bund. Og derfor har været på researchtur til New York, hvor underklassen ser mere rigtig og filmatiserbar ud. Men lad os for guds skyld komme væk fra lufthavnsterritoriet.

Romanpletter i loftet

To af verdens bedste forfattere er amerikanere. Melville i det nittende århundrede, Truman Capote i det tyvende. Selvfølgelig er der også andre gode amerikanske forfattere, mange endda, men der er alligevel alt for mange, der skriver om hotelværelser. Det er ikke fordi, jeg er modstander af romaner, der handler om hotelværelser, men i de amerikanske skal man altid have at vide præcis hvor stort det er og i hvilken bydel det ligger. Om det er et hotel for rige røvhuller eller et hotel for fattige røvhuller. Der ligger altid en mand på sengen og glor op i loftet. Ved siden af sengen står der en flaske whisky, og vi skal altid have at vide lige præcis, hvad det er for et mærke. Vi skal også have at vide, hvor mange dage det er siden, manden barberede sig. Og loftet, husk endelig loftet, tænker den amerikanske romanforfatter. Læseren har krav på at vide præcist hvor langt og hvor bredt det er. Og fugtpletten (der er altid en fugtplet) skal vi også lære nærmere at kende. Hvor præcis i loftet befinder den sig? Er det en hennevedvinduetplet, en hjørneplet eller er den en af den slags romanpletter, der trives bedst lige midt i loftet, lige ved det selvfølgelig defekte airconditionanlægs rotorblade? Når manden endelig står op af sengen – efter at have ligget der i nøjagtig 36 timer og 15 minutter, plus minus et par sekunder – går han hen for at putte en mønt i betalingsfjernsynet. Sådan et fjernsyn er der på alle hotelværelser i amerikanske romaner. Som lejlighedsvis forlagskonsulent har jeg erfaret, at de også findes på et bestemt hotel i Vejle, altså her i DK. Det var i et senere afvist romanmanuskript, hvor en yngre mand lå i en hotelseng et sted i Vejle. Han gloede op på fugtpletten i loftet – hjørneversionen – og drak whisky fra en flaske, der stod på gulvet lige ved sengen. Grants Whisky. Da han ikke gad ligge der mere, stod han op og puttede en mønt i betalingsfjernsynet. I amerikanske romaner er der altid Lucyshow i fjernsynet. I romanen fra Vejle var det Niels Helveg Petersen.

Hvis der endelig skulle været noget, jeg heller ikke kan lide, er det tanken om den der stakkels fyr med cowboyjakken og kasketten, ham der har skrevet en roman om Se og Hør. Det er synd for ham, synes jeg. Han er manden uden flere historier at fortælle. Han kan beholde kasketten på, og han kan lade sit imponerende fipskæg stå også. Men han kommer ikke videre, der er ingen der gider høre ham fortælle om noget andet. Hans gamle blad kommer aldrig til at have en overskrift, der lyder: Forfatteren der fældede Henrik Qvortrup aktuel med roman om sønderjyske landarbejdere. Nul, det kommer hverken på forsiden eller bagsiden og heller ikke inde i bladet. Der er en anden og bedre overskrift, der tager førsteprisen:

Peter tæsker Amalie igen.