Baggrund
Læsetid: 6 min.

Filosofiens udødelige James Dean

Camus’ lavmælte, illusionsløse humanisme taler mere til mennesker i dag end de revolutionstanker, den højtuddannede, spydige bedsteborgersøn Sartre nedskrev. Hans værker lever videre med usvækket aktualitet, nu senest med genudgivelsen af hans sidste roman ’Det første menneske’
Kultur
2. maj 2014
Albert Camus (1913-1960) skulle ikke komme til at nyde nobelberømmelsen i lang tid. På vej fra Lourmarin til Paris forulykkede han. I mappen på bilsædet lå det næsten færdige og åbenbart temmelig genstridige manuskript til ’Det første menneske’.

Rue des Archives

Den 4. januar 1960 sluttede den franske forfatter Albert Camus’ blot 46 års gang på jorden, da han med vennen Michel Gallimards ved rattet i en Facel Vega sportsvogn med 180 kilometer i timen knaldede ind i et platantræ på Nationale 6 i det nordlige Bourgogne. På sædet ved siden af ham lå manuskriptet til Det første menneske, der med 35 års forsinkelse blev udgivet i Frankrig og derefter Danmark.

Sidste år var det store Camusår i Frankrig i anledning af hundredåret for forfatterens fødsel, og det blev en mærkelig vattet affære. Det, der skulle være den store udstilling om nobelpristagerens værk, havde først været lagt i hænderne på historikeren Benjamin Stora, der ville have kaldt udstillingen »En fremmed, som ligner os«. Men Camus’ datter Catherine nægtede at udlevere faderens dokumenter til Stora. Dernæst blev hun uvenner med den kontroversielle filosof Michel Onfray, der overtog projektet og forsøgte at spænde Camus for sin egen hedonistiske vogn. En ret tandløs udstilling blev i al hast stablet på benene, åbnede i Aix en Provence i oktober og blev sablet ned i medierne.

Ville man fejre fødselsdag for Camus, måtte man ty til tidsskrifter. I det seriøse Cahiers de L’Herne, kunne man læse en række artikler, der prøvede at gøre den diskrete Camus lidt mindre fremmed. Det nærmede sig sladderstof, selvfølgelig pænt intellektuelt indpakket. Flere bidrag beretter, hvordan Camus var damernes ven. Uden tvivl et af de aspekter, livsnyderen Michel Onfray ville have trukket frem, og som ikke huede datteren. Ved sin død havde Camus adskillige forhold. En af de sidste elskerinder var Mette Iver, en dansk malerinde, der for første gang under eget navn fortæller om forholdet.

Mette Iver beretter om en mand i dyb tvivl om egne evner til at skrive den bog, som skulle blive hans sidste, Det første menneske. »Han klagede over en tørhed og en følelsesløshed, en slags ’indre stivhed’, som kunne gå så vidt, at han helt mistede lysten til at skrive.«

Faldt aldrig til

Faderen var død i en af verdens mest absurde krige, Første Verdenskrig. Var det Gud, der her i enhver forstand døde for Camus? Ateismen blev et kernetema for Camus med Den fremmede og det filosofiske essay Sisyfos-Myten i 1942, der for alvor gjorde ham til en del af det franske intellektuelle parnas. Det var, efter han havde slået sin folder som teatermand i nogle år. Camus skulle aldrig helt falde til i noget intellektuelt miljø i Paris. Han var med sin fattige opvækst i Algeriet for proletarisk, for uuddannet i forhold til alle dem fra de fine skoler – og så elskede han fodbold. Det gør Michel Onfray opmærksom på i sin helt egne libertine fortolkning af Albert Camus i bogen La Pensée de midi, der udkom i 2007. For Onfray er Camus mere praktisk og poetisk end teoretisk, og det gør ham til en mere aktuel tænker end for eksempel den langt mere teoretisk velfunderede, men også i langt højre grad politisk galt afmarcherede Sartre.

Den Fremmede er da også stadig fast pensum for franske gymnasieelever, i modsætning til Sartres Kvalme. På trods af dette – eller netop derfor – kalder onde tunger Camus for en »gymnasiefilosof«. Med Bourdieus ord er Oprøreren skrevet »i en let oplysende skolestil, der passer til teenagere, som går til litterære forberedelseskurser og straks kan give dem ry som skønånder«. I al fald er Den fremmede med seks-syv millioner solgte pocket-eksemplarer bare i Frankrig alle tiders mest solgte franske roman. Camus’ skuespil De retfærdige kan stadig bruges til at diskutere, om terrorisme kan retfærdiggøres, romanen Faldet til at diskutere personligt ansvar. Camus leverer i højere grad spørgsmål end svar.

Venskabet mellem Sartre og Camus skulle gå i stykker i fuld offentlighed. For det første på grund af deres uenighed om, hvordan man skulle stille sig til oplysningerne om Gulag fra Sovjetunionen – Camus var oprørt, Sartre fortsatte ufortrødent med at være stalinist. Uenighederne slog ud i lys lue med perfide anmeldelser i Sartres tidsskrift Les Temps Modernes, hvor Camus blev sablet ned. Indtil Camus i et åbent brev skrev en offentlig klage »Til hr. Direktør«, der gjorde en ende på enhver form for venskabelig tone. Hvis der nogensinde har været en korrespondance mellem de to, er den totalt forsvundet. I jubilæets anledning er én eneste lille dedikation gravet frem i et antikvariat i Belgien. I al sin gådefuldhed viser den, at de i al fald engang stod hinanden nær – Camus ønsker sin kære ven og Simone de Beauvoir »at arbejde rigtig godt. For vi har arbejdet dårligt med vore venner. Så dårligt, at jeg sover dårligt om natten«. Camus brændte senere alle andre breve fra Sartre, og de, som Camus eventuelt skrev til Sartre, er forduftet. Tilbage står Sartres spydige kommentar til udgivelsen af Oprøreren i 1951: »(...) og hvad om deres oprørte mand blot var tegn på Deres filosofiske inkompetence? Hvis han var skabt ud fra hastigt indsamlet andenhåndsviden? Hvis ræsonnementerne ikke var rigtige? Tankerne vage og banale?«

Camus havde heldigvis andre og mere trofaste venner. Man kender hans korrespondancer med læreren og mentoren, forfatteren Jean Grenier, med forfatteren Pascal Pia og med digteren Réne Char. I jubilæumsåret udgav Camus gamle forlag Gallimard korrespondancen med den bretonske forfatter Louis Guilloux, som han både havde beskedne kår i barndommen, et desillusioneret kommunistisk engagement, og også en lurende tuberkulose til fælles med. Og også her viser der sig den usikkerhed, der åbenbart skjulte sig såvel under et nærmest Bogart-agtigt udseende, men også bag næsten kuldslåede tekster. »Jeg har endelig skrevet Pesten færdig«, skriver Camus til sin ven Louis Guilloux den 12. september 1946. »Men jeg er overbevist om, at den er helt mislykket, og at jeg har forsyndet mig ved for store ambitioner, og det føles utrolig ubehageligt. Jeg gemmer den i skuffen som en lidt afskyelig ting.« Heldigvis trøstede Guilloux ham, og Pesten blev hevet op af skuffen igen. Bogen udkom og var en kæmpesucces. Det beroligede dog ikke på nogen måde Camus, som skrev til vennen.:»Pesten er udkommet. Jeg er forvirret over dens succes. Der er bifald, der ikke gør en glad.«

Hvis Camus var stærkt selvkritisk, forstår man måske bedre hans enorme overraskelse, da han modtog Nobelprisen i litteratur som blot 43-årig i 1957. Forfatteren købte et hus i Lourmarin for prisen. Her kunne han nyde det samme skarpe lys og den samme brændende varme som i barndommens Algeriet, men uden fattigdommen. En måde at komme hjem på.

Gud er død

Camus skulle ikke komme til at nyde nobelberømmelsen i lang tid. På vej fra Lourmarin til Paris forulykkede han. I mappen på bilsædet lå det næsten færdige og åbenbart temmelig genstridige manuskript til Det første menneske. Men også Den muntre videnskab af Nietzsche. I en verden, hvor Gud er død, er der ikke anden mening at hente end selve glæden ved at rulle stenen op ad bakken igen og igen, som Camus hævdede i Sisyfosmyten. På den anden side af myten om Camus, byder Camus måske i tilbageblik på en lavmælt, illusionsløs humanisme, som taler mere til mennesker i dag end de revolutionstanker, den så højt uddannede, spydige bedsteborgersøn Sartre nedskrev. Man kan finde endnu en ondskabsfuld karakteristik hos forfatteren Bernard Frank: »Hans omhyggelige stil er den stil, en mand af folket har, når han med handskerne i hånden og stadig med hatten på hovedet, for første gang træder ind i en salon. De andre gæster vender sig om og ved præcis, hvad de har med at gøre. Engang vil man opdage, at han aldrig har skrevet noget.«

Eller man kan lytte til en bid af Camus’ takketale ved modtagelsen af Nobelprisen: »Hver generation tror uden tvivl, at den skal genskabe verden. Min ved, at den ikke kommer til det. Men dens opgave er måske større. Den går ud på at sørge for, at verden ikke opløses.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

Her er et afslappet billede af Albert Camus og Michel Gallimards som han kørte i døden med:

http://acknowledgetheabsurd.tumblr.com/image/52418192491

Der har været nogen spekulationer ude om, at KGB måske stod bag hans død. Jeg tror ikke på noget af det. Det er mere sandsynligt at det var Jean Paul Sartre og Simone de Beauvoir der stod bag. Sikkert noget Sartre havde lært i La Resistance.