Den følsomme gigolo og de magtfulde kvinder

Film, der sætter sexarbejde i et positivt lys, er sjældne. Sexarbejdere skildres i reglen som udstødte ofre, der dør eller nedbrydes af sygdom, velsagtens fordi det er den fortælling, samfundet føler sig tryggest ved. Som en forfatter, der har skrevet indgående om prostitution og interviewet mange sexarbejdere, er min erfaring, at denne skildring ofte giver et fortegnet billede af virkeligheden. Som feministen Camille Paglia formulerede det i et essay i antologien Vamps & Tramps fra 1994: »Der ligger moralisme og uvidenhed bag vores konstante stereotype opfattelse af prostituerede, som bygger på den laveste fællesnævner: at de er syge, misbrugsramte og fornedrede, der hænger ud på gadehjørner og vil gøre hvad som helst for at skaffe penge til stoffer. Men alle professioner har sine bumser, snydere og tabere, og historiens mest succesrige prostituerede har i langt mindre grad været synlige.«

Medfølende indblik

Nu giver filmen Fading Gigolo med manuskript af John Turturro, der også har instrueret og selv medvirker som skuespiller, et mere indlevende og medfølende indblik i disse aspekter af verdens ældste erhverv.

I den hjertevarme komedie spiller Turturro rollen som Fioravante, en venlig og høflig mand, der arbejder deltid i en boghandel, men mister jobbet, da hans chef Murray (Woody Allen) tvinges til at dreje nøglen om.

Til alt held erfarer Murray, at hans hudlæge Dr. Parker (Sharon Stone) forsøger at arrangere en trekant med veninden (Sofia Vergara). Murray antyder, at Fioravante kan være den perfekte mand til jobbet. Det kræver lidt overtalelse, men til sidst går Fioravante ind på at lade Murray fungere som hans alfons.

For sin første performance – et lidenskabeligt samleje med dr. Parker – tjener Fioravante 2.500 dollars. En række af tilfredse kunder følger, fremskaffet af Murray, og pengene strømmer ind.

Men hvis Fading Gigolo begynder som en fjollet komedie, udvikler filmen sig snart til en utraditionel og følsom fortælling om menneskelig tilknytning. En af klienterne er Avigale (Vanessa Paradis), en modløs hasidisk enke, som opsøger Fioravante, efter at Murray har bildt hende ind, at han er ’healer’. Mellem de to mennesker udvikler der sig snart en ægte intimitet, hvilket Avigale bekræfter med replikken: »Du bringer magi ind i ensomme menneskers liv.«

– I filmen virker det, som om du har sat dig for at belyse en positiv sammenhæng mellem sexarbejde og socialt arbejde. Hvad er din pointe med at lave en film, der viser sexarbejde i et positivt lys?

»Jamen, jeg tror, at de ydelser, som sexarbejdere leverer, også har oversete, positive aspekter. Jeg kender og har talt med mennesker, der færdes i denne verden, og det er på et menneskeligt plan interessant, at folk nogle gange går til sexarbejdere, fordi de søger noget mere end seksuel kontakt. Jeg tror også, at der kan være en reel menneskelig udveksling i disse situationer i modsætning til i en del andre erhverv. Med denne film foregiver jeg ikke at give en udtømmende analyse af prostitution som profession. Jeg ved selvfølgelig udmærket, at den verden også har dystre sider og ofte indebærer udnyttelse, ligesom jeg ved, at gigoloer kun udgør en mindre del af den. Men jeg tænkte også, at denne her historie kunne blive interessant på grund af dens kvindelige karakterer. Fordi vi ser dem i den omvendte situation. Fordi vi ser dem i en mere magtfuld situation.«

Publikums følsomhed

– Historien om den afklarede sexarbejder, der har succes i sit job, er ikke den, vi plejer at høre. Normalt fortælles den stik modsatte historie. En historie med tragisk udgang.

»Det stemmer. Som filminstruktør ved jeg, at der findes en overflod af klicheer i tv- og filmverdenen. Klicheer, som har det med at blive ophøjet til sandheder, der gør os mindre sensitive over for nuancer. Kvindeskildringer på film er generelt reduktive. Men jeg tror også, man kan bruge film til at forstærke publikums følsomhed – at overraske og underholde dem med alternative fortællinger.«

– Kvindelige figurer, der betaler for sex, kunne i udgangspunktet lyde som desperate figurer. Men du formår at fremstille det på en måde, så dine kvinder virker stærke og magtfulde. Havde du det i baghovedet, da du skulle opbygge dine kvindelige hovedpersoner?

»Ja, absolut. Der er en af kvinderne (Sharon Stone, red.), som er gift og fornemmer, at hendes mand dyrker alle disse her andre kvinder ved siden af. Og så får hun den her vanvittige impuls og havner pludselig i en situation, som hun aldrig har været i før, og pludselig er det, som om hun er en ung pige igen. Du ved, når folk begynder at date igen efter en vis alder, er de på en måde nødt til at begynde helt forfra. Så kommer der en form for kejtethed over det. Det slog mig, at det kunne være interessant at vise folk, der har en vis livserfaring i en situation, hvor de er nødt til at genopfinde sig selv. Og så ville jeg have en anden af mine kvindelige figurer, som skulle være totalt frigjort, (Sofia Vergara, red.) og en tredje kvindelig karakter, der skulle repræsentere en religion, og som i en eller anden grad skulle være undertrykt (Vanessa Paradis, red.). Jeg tænkte bare ved mig selv: »Okay, hvis jeg laver en film om sex, må jeg også inddrage religion.«

Sex og religion

– For katolikker som dig og mig vil sex og religion vel altid være uløseligt forbundet?

»Det er sandt! Lige præcis sådan føler jeg det. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg ved bare, at sådan har jeg det. Jeg kender masser af mænd med forskellige religiøse tilhørsforhold, som fraviger deres religiøse regler og betaler for sex, men i denne film tænker Avigale end ikke på det. Hun leder bare efter en form for terapeutisk forløsning, og selv om man kan sige, at hun bliver manipuleret ind i den seksuelle oplevelse, bliver det, som sker for hende, vitterligt meget meningsfuldt.«

– En bemærkelsesværdig replik i filmen er, da Avigale kaster et blik på Fioravantes reol og husker, hvordan hun blev nødt til at give alle sine bøger væk, fordi hun ikke havde lov til at læse, hvorefter Fioravante henkastet svarer: »Tjah, mænd har jo aldrig ønsket, at kvinder skulle læse.« Tror du, det er sandt?

»Desværre er der nok noget om det. Jeg læste engang en bog om læsningens historie, hvoraf det fremgik, at de første kvinde, som læste, var uddannede nonner. Og da trykpressen blev opfundet, blev hele denne store videnseksplosion, som fulgte, startet af mænd, der ikke ville tillade kvinder at læse, fordi ny viden ville kunne inspirere dem til at få ’nye ideer’. Den impuls er stadig i live i dele af verden, og i al fald er det sådan, at blandt hasidiske jøder har kvinder ikke lov til at videreuddanne sig, når de har passeret en vis alder. Jeg har mødt kvinder, der har forladt den slags miljøer, som fortalte mig om, hvordan de måtte skjule deres bøger eller give dem væk. Det virkede meget stærkt på mig.«

’Fading Gigolo’ får dansk filmpremiere den 8. maj.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.