Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Hvis du ikke går efter en åbning, er du ikke længere racerkører’

I torsdags var det 20 år siden, at brasilianske Ayrton Senna døde i sin Formel 1-bil. Han bliver af mange regnet for den største Formel 1-kører nogensinde, men hans karriere er også fortællingen om sport, politik, religion og et forudsigeligt uskyldstab
Ayrton Senna retter på sidespejlet, inden han kører ud på banen ved San Marinos grand prix i 1994. Senere samme dag døde Senna efter at have kørt galt.

Ayrton Senna retter på sidespejlet, inden han kører ud på banen ved San Marinos grand prix i 1994. Senere samme dag døde Senna efter at have kørt galt.

AFP

Kultur
3. maj 2014

Dengang man stadig slap rovdyr løs på asfalten, var Ayrton Senna den vildeste betvinger. Den brasilianske stjerne er den sidste, der er død i racersportens Formel 1, og bliver af mange eksperter og kolleger regnet for den største racerkører nogensinde.

Han kørte ikke bare afsindig hurtigt, han skubbede også konstant grænserne for, hvad hans biler kunne. Og bilerne var ikke, som de er i dag. Der var ingen computerteknologi, og det var en kamp at kontrollere bæsterne. De havde manuelt gearskifte, usikkert vejgreb og lokkede med 1.200 hestekræfter, hvilket er 450 mere end i dag. Ayrton Senna og hans generation kørte i »de sidste turbo-ladede monstre«, som det blev formuleret i tv-programmet Top Gear.

Det her er en hyldest til en nådesløs modstander, et næstekærligt menneske, en flot fyr, et stort intellekt. Den 1. maj var det 20 år siden, at Senna døde efter sin ulykke på Imola-ringen under San Marino Grand Prix.

Ayrton Senna var ekstremt disciplineret og arbejdede konstant på forbedringer – af sig selv og sine omgivelser. Mens de andre kørere slappede af eller spillede golf før den store dag, så stod Senna tit med mekanikerne og ingeniørerne til langt ud på aftenen for at perfektionere raceren i forhold til banen, som han skaffede sig indgående kendskab til.

Psykologisk sejr

Det store stridspunkt karrieren igennem blev kurven. Stedet hvor Senna brutalt testede sine konkurrenter og næsten altid vandt. Han pressede nådesløst speederen i bund i åbninger, der var så små, at ingen andre ville gå efter dem. Og dermed pressede han føreren foran sig til at beslutte, om han ville lukke åbningen og dermed risikere sammenstød. De fleste trak sig, og så var den psykologiske sejr Sennas.

Den fysiske og kompromisløse kørestil blev grundlagt i teenageårene som gokart-kører, men den var langt farligere, da han bevægede sig op i egentlige biler.

Det kunne ses allerede i Formel 3-karrieren. Under et løb forsøgte Senna at køre inden om britiske Martin Brundle. De stødte sammen, og Sennas racer landede oven på Brundle, der mirakuløst ikke kom til skade, selv om hans hoved var centimeter fra brasilianerens undervogn.

Senna vakte stærke følelser i folk, fordi han var så passioneret og spirituel i sin tilgang til motorsporten. I Brasilien blev han en nationalhelt, der kun er overgået af Pelé. Men han var også ydmyg og af et blidt gemyt. Han vidste, at motorsport var for intet at regne sammenlignet med verdens sociale problemer – det sagde han også – og han donerede store summer til hospitaler og hjælpeorganisationer. Han arbejdede på at oprette Instituto Ayrton Senna, som blev en realitet et halvt år efter hans død og indtil videre har hjulpet over 12 millioner børn i Brasilien.

I 2012, på Sennas 18 års-dødsdag, påpegede hans tidligere PR-assistent Byron Young i Daily Mirror, at Senna aldrig ville have holdt kæft om de utilstedelige omstændigheder ved årets Bahrain Grand Prix, hvor ikke én racerkører protesterede imod myndighedernes brug af vold og tortur mod demonstranter.

Gearskiftet i Formel 1-karrieren kom i 1988, da Senna blev hyret til det succesfulde McLaren-hold. Hans prominente holdkammerat var også hans hovedmodstander, den dengang dobbelte verdensmester Alain Prost. Franskmanden blev kaldt ’professoren’, fordi han var berømt for at tænke i stillinger og sagtens kunne finde på at nøjes med en femteplads i et grand prix, hvis det var nok til et verdensmesterskab. Prost var pragmatikernes mand, Senna romantikernes.

Og Prost spillede det politisk spil, som Senna foragtede, til perfektion. Hans adgang til magten rakte helt til toppen i motorsport, til landsmanden Jean-Marie Balestre. En grov autokrat, der stod i spidsen for Fédération Internationale du Sport Automobile, den øverste motorsportsmyndighed.

Ikke desto mindre vandt Senna sit første verdensmesterskab samme år, som han debuterede hos McLaren.

I 1989 forbød man turbo-ladere på Formel 1-dyrene, men det lagde ikke en dæmper på Senna og Prosts interne rivalisering. Ja, det var tydeligt at den var definerende for dem begge.

I årets næstsidste grand prix, det japanske, var Senna nødt til at vinde for at bevare chancen for at blive verdensmester. Kampen stod mellem de to ærkerivaler, og i en kurve på 46. omgang forsøgte Senna i sindsoprivende fart at komme inden om Prost. Men franskmanden afskar ham, de stødte sammen, kørte fast hjul mod hjul. Senna startede op igen og fortsatte løbet via nødsporet. Prost forlod prompte sin racer og gik direkte til kontroltårnet for at tale med ledelsen, herunder Balestre. Imens vandt Senna mirakuløst løbet. Men i kontroltårnet besluttede ledelsen, at Senna havde brugt nødsporet ulovligt. Prost havde vundet VM.

Lederen af McLaren, Ron Dennis, gjorde noget uhørt. Han gik i brechen for Senna mod sin anden stjerne, Alain Prost, og holdt en indigneret pressekonference, hvor han viste eksempler på andre, der havde brugt nødsporet ustraffet. Men Prost beholdt sin titel, mens Senna fik seks måneders karantæne.

Senna blev engang spurgt om sin største oplevelse som racerkører. Han pegede på sine ungdomsdage i gokarten. »Det var ren kørsel, rent race. Der var ikke noget politik og heller ingen penge involveret.« Sådan var det ikke i Formel 1. Hans besværede, men unikke karriere blev historien om et forudsigeligt uskyldstab.

Året efter, i 1990, var det igen det japanske grand prix, der var afgørende. Denne gang ville Senna vinde, hvis Prost ikke gennemførte løbet. Og der var politiske kontroverser igen. Pole position – førerpositionen, som Senna vandt i tidskørselen – blev mærkværdigvis flyttet til den dårlige side, den beskidte side. Løbet startede. Prost, der havde den gode side, kom foran, men i den allerførste kurve stødte de sammen igen. Denne gang voldsommere. Karosseridele fløj fra maskinerne, de skred ud i sandet og ramte autoværnet. Begge slap uskadt. Senna havde vundet VM.

Det er siden blevet påpeget, at Senna ikke bremsede i kurven og dermed måske bevidst kørte ind i Prost. »Hvis du ikke går efter en åbning, så er du ikke længere en racerkører,« sagde Senna vredt i et efterfølgende interview. Men det lignede alligevel et syndefald. Tidligere havde han fortalt, at den intense følelse af at vinde er som et drug, og at man leder efter det igen og igen. Det kom måske til at fylde for meget i de år.

Vækkelsen

Men race var mere end ambition og rivalisering for Senna. Han havde en mystisk oplevelse, en slags vækkelse i Monacos grand prix 1988.

»Den dag indså jeg, at jeg ikke længere kørte bevidst. Jeg var i en anden dimension. Banen blev en tunnel for mig, som jeg bare kørte videre og videre i.«

Det var en religiøs oplevelse, som bekræftede hans oplevelse af racerkørsel som en spirituel og eksistentiel stræben. »Jeg kom på en eller anden måde tættere på Gud.«

Han kørte et historisk hurtigt løb, hvor konkurrenterne var sejlet så langt agterud, at holdledelsen radiokommunikerede til Senna, at løbet var vundet. Skru ned for farten, sagde de. Han ignorerede det og endte med at køre ind i barrieren. Uskadt. Da han samme år vandt sit første af tre verdensmesterskaber, sagde han med blanke øjne: »På trods af al ængstelsen og spændingen følte jeg hans (Guds, red.) tilstedeværelse. Jeg føler så meget fred.«

Og han var ikke kun en vovemodig kører, men også en næstekærlig kollega. Da franskmanden Érik Comas kørte galt i 1992 i det belgiske grand prix, kørte Senna først forbi åstedet. Han stoppede sin bil og løb over til Comas med fare for at blive kørt ned. Mens de andre biler racede videre, og hjælpefolkene flokkedes om bilen, kan man i optagelser se Senna sidde ved Comas i bilen. Franskmanden har siden sagt, at Senna reddede hans liv. Sennas karriere blev obstrueret af politiske interesser og rivalisering, og siden begyndte teknologiske landvindinger også at afgøre løbene i stedet for kørerne. Blandt andet via computerstyret affjedring, som konkurrenten Williams for en stund havde eneret på. Og som Prost vandt endnu et VM med. Før havde det været menneskets kamp med, men også mod maskinen. Williams’ superafbalancerede biler markerede en ny æra, hvor mennesket blev afhængig af maskinen som ren hjælper, ikke som delvis, diabolsk modstander.

En ond tilfældighed

Det gik galt for Senna på Imola-banen i San Marino, som allerede på tidskørselen dagen før lagde asfalt til en dødsulykke, da unge østrigske Roland Ratzenberger kørte galt. Alle var ude af sig selv, og angiveligt kollapsede Senna grædende i sin trailer. Han havde store problemer med sin bil og blev af holdets cheflæge opfordret til at undlade at stille op.

Men han startede i pole position og holdt ærkerivalen Michael Schumacher stangen indtil syvende runde. Pludselig fortsatte hans bil ligeud med 307 km/t i stedet for at følge den kurve, han ellers havde mestret så uovertruffent. Med 233 km/t kørte han ind i autoværnet, og dele af bilen bankede ind i cockpittet og ramte ham i hovedet med uimodståelig kraft. Mekanikken i bilen havde fejlet. En ond tilfældighed i en overlagt vovet karriere.

Han blev fløjet i helikopter til Maggiore-hospitalet, hvor hans hjerte holdt op med at slå klokken 15.10. Han blev lagt i respirator, men klokken 18.37 stoppede hans hjerte igen, og man opgav yderligere genoplivningsforsøg.

Der blev erklæret tre dages landesorg i Brasilien, og omkring 200.000 mødte op til begravelsen for at ære ham i nogle få sekunder hver ved kisten. Det var kolleger, der bar kisten, og en af dem var Alain Prost. »Jeg nærer et stort begær efter forbedring,« sagde Senna engang i et interview. »Og det gælder ikke kun for mig som racerkører, men også som menneske. Jeg har meget mere at lære som menneske, for min karriere vil ikke vare mange år. Der er meget at lære. Og lykken vil komme, når jeg føler mig komplet som helhed. Det føler jeg bestemt ikke i dag. Men jeg har masser af tid til fuldføre også dét.«

Ayrton Senna blev 34 år gammel.

Kilder: ’Senna’ (Dokumentarfilm 2010. Instruktion: Asif Kapadia). Top Gear (tv). Huffington Post, The Guardian, Daily Mirror, Wikipedia

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Senna var et af de der mennesker man bare ikke kunne undgå at blive betaget af.

Når man idag ser hvordan han kunne køre i f.eks. regnvejr, hvor bilerne dengang var helt ustyrlige, taber man hagen. Der er ingen tvivl om at hans død, skabte en ekstra myte omkring ham, men når man ser hans kørsel i Monaco's Grand Prix i 1984, er det tydeligt at det ikke kun er en myte. Senna kører i en væsentlig dårlige bil, end f.eks. Prost, men fordi løbet foregik i styrtende regn, var det mere vigtigt om kørerne havde mod til at køre hurtigt, end om de havde en hurtig bil. Senna startede som nummer 13, og kørte sig op forbi Prost som indtil da førte løbet. Da det skete mente (franske) FIA pludselig at vejret var for farligt, og man valgte at stoppe løbet. Reglerne sagde at det var (franske) Prost som havde vundet, fordi den sidste omgang ikke talte. Endnu et eksempel på at Senna blev snydt. Det var iøvrigt hans første år i Formel 1, og alle vidste reelt godt hvem der vandt dét løb.

Samtidig var Senna et specielt menneske. Han kom fra en rig familie, men var meget socialt bevidst. Han var også ekstremt troende, og mente at han var usårlig, fordi gud kørte med ham i bilen. Kombinationen af et fantastisk talent som kører, blandet med en frygtløshed som meget bundede i hans tro på at de højere magter holdt hånden over ham, gjorde ham noget nær uovervindelig. Men det var formentlig også med til at koste ham livet.

Selv mennesker som mig, som ikke går særligt meget op i sprot, har svært ved ikke at knibe en tåre over Senna's præstation i Det brasilianske Grand Prix i 1991. Under de sidste omgange af løbet var Senna's bil (og Senna) så slidt, at han manglede to gear i gearkassen som derpå satte sig fast i sjette gear. Samtidig lå han forrest og vidste at der aldrig tidligere var en brasilianer, som havde vundet løbet. Han vandt knebent, men var så udmattet, at han måtte hjælpes ud af bilen, og transporteres til sejrspodiet. Her var han så afkræftet, at han først ikke kunne løfte pokalen, men da han hørte brølet fra tilskuerne, og samtidig vidste hvor vigtigt det var for de fattige (og de rige) brasilianere at han havde vundet, overvandt han trangen til at besvime og se selv her:

http://www.youtube.com/watch?v=8GgWhL7vh9M

Dokumentaren om Senna er iøvrigt overordentlig seværdig, selv hvis man ikke er Formel 1 fan eller specielt vild med sprot.