Læsetid: 5 min.

Genren, der nægter at dø

Den første amerikanske filmsucces var en western. Siden har genren oplevet op- og nedture, men den lever stadig. Skrammet og arret, men ikke til at slå ihjel
En dansk version af en amerikansk klassiker: Kristian Levrings nye western, ’The Salvation’.

En dansk version af en amerikansk klassiker: Kristian Levrings nye western, ’The Salvation’.

Nordisk Film

22. maj 2014

Westernfilmen er den mest rendyrket amerikanske af alle genrer. Den blev længe anset for umulig at eksportere – i den grad var den rodfæstet i den amerikanske prærie og vildmark, hvor nybyggere, eventyrere, revolvermænd og indianere førte en ofte dødsensfarlig tilværelse, mens kontinentets love endnu var i støbeskeen.

Den primære attraktion ved den traditionelle western har altid været dens udfoldelse af Den Amerikanske Drøm om et nyt liv i frihed og velstand, opbygget med egne hænder – håbefuldt som den glødende sol, der går ned i Vest. Rejsen vestpå i duvende karavaner er mytologiseret utallige gange. Kan en genre, der er så organisk knyttet til en national drøm og et unikt kontinentalt landskab, overføres til andre landes filmkunst?

Italienerne tager over

Ja, italienerne – og da især en vis Sergio Leone – beviste i 1960’erne og 1970’erne, at genrens ritualer efterhånden var blevet så velkendte i amerikansk regi, at de kunne tåle en ny stilistisk tolkning uden at blive totalt udhulede eller parodiske.

Hos Leone ser man en stilistisk sofistikeret blanding af voldsballet, nærbillede-orgie og en galgenhumoristisk amoralisme, der især hersker, når den tavst forhærdede Clint Eastwood står som frontfigur.

Og nu har danske Kristian Levring (i Sydafrika!) optaget sin western i pagt med genrens faste ingredienser.

Måske er der en del af det yngre publikum, der især kender genren fra Sergio Leones spaghetti-westerns, der passer bedre til en kynisk stilbevidst og ironiserende tidsånd end for eksempel John Fords humanistiske hyldester til den sande pionérånd.

Men genren er næsten lige så gammel som de biografviste levende billeder. Den første store amerikanske filmsucces var en western, Edwin S. Porters 12 minutter lange Det store togrøveri, der i 1903 betog publikum mere end nogen anden film hidtil med sin action – og som endte med en berømt optagelse af en bandit, der affyrer en pistol mod publikum.

Først 12 år efter fik Hollywood en endnu større succes med D. W. Griffiths banebrydende En nations fødsel.

Som skabt for film

Genren fængede altså fra sin spæde start og fik et kæmpe publikum, men bunden var også allerede gødet med knaldromaner, omrejsende wild west-shows, malerier af for eksempel Frederic Remington og Charles M. Russell og, endnu tidligere, de nu klassiske frontier-romaner af J.F. Cooper. Det elementært filmiske i genren har dog gjort, at det er de levende billeder, som fyldigst har viderebragt de amerikanske drømme. Man har sagt, at en kamerakørsel er som skabt til at følge en cowboy eller en indianer i fuld galop. Der er noget opildnende i selve bevægelsen.

Ryttere aftegnet i silhouet mod de uendelige vidders horisont er et af genrens andre ikoner. Ligesom den sårbare homestead, isoleret i ødemarken eller den lille præriebys mudrede, folkemyldrende hovedgade.

Den største instruktør

Da Hollywood meldte sig klar til at overtage mytologiseringen af Den Vilde Vestens erobring og såkaldte civilisering, var selve det stof, som historierne næredes af, så godt som allerede fortid.

Efter 1800-tallets dramatiske kampe mellem nybyggere og landets oprindelige befolkning, indianerne – yderligere accentueret af en blodig borgerkrig mellem Nord og Syd – var lov og orden ved at indfinde sig og tiden inde til at fortælle de mange farverige og opbyggelige historier fra den tæmmede prærie og det dramatiske liv i de nyopbyggede byer.

John Ford (1895-1973) regnes ofte for genrens største instruktør: han instruerede sin første western i 1917, sin sidste (Cheyenne Autumn) i 1964 og kendte den legendariske sherif Wyatt Earp personligt.

Han kunne finde på at introducere sig selv med ordene: »My name is John Ford. I make westerns«, selv om han også lavede masser af (ofte betydelige) film i andre genrer.

Men det var først med hans mesterværk Diligencen (pudsigt nok stærkt inspireret af en fransk novelle af Guy de Maupassant), at westerngenren i 1939 blev kunstnerisk stueren.

Her kontrasteredes Monument Valleys imposante klippelandskab med en mere intim, fortættet psykologisk skildring af en lille gruppe diligence-passagerers reaktioner under livsfarlige indianerangreb.

Samtidig gav filmen den unge John Wayne et afgørende gennembrud som den drævende chevalereske Ringo Kid.

Regnet efter varig popularitet blev Wayne den største Hollywood-stjerne nogensinde, ikke mindst på grund af sine mange hovedroller i westerns (for eksempel også Howard Hawks’ Red River (1948) og Rio Bravo (1959))

»Jeg har vel egentlig ikke så meget at byde på,« sagde Wayne selv – »andet end ærlighed«. Men det var for beskedent sagt. I John Fords i nutiden mest beundrede western, Forfølgeren (1956), vender Wayne vrangen ud af sin mytologiske retskaffenhed og fremstiller overbevisende en dybt racistisk og hadefuld hævner, der aldrig kan blive del af det familiesammenhold, der opbyggedes i pionértiden.

Genrens uskyldsår randt ud allerede i 1950’erne, hvor milepæle som Sheriffen (1952) med en ensomt kæmpende Gary Cooper satte dagsordenen for en videre udforskning af westernheltens sammensatte motiver i for eksempel Anthony Manns hævndramaer med James Stewart.

Samtidig begyndte en afheroisering af kampene mod indianerne.

Det gyldne tiår

1950’erne blev et frugtbart tiår for genren, også takket være populære tv-serier, mens de eksperimenterende og fremadskuende 1960’ere ikke var gunstige for genren i Hollywood. Den skiftevis lyrisk beåndede og ekstremt voldelige Sam Peckinpah blev med De red efter guld og Den vilde bande den eneste værdige arvtager.

I 1976 bukkede John Wayne under for kræften og var lige ved at tage hele genren med sig i graven. I 1970’erne var man indædt revisionistisk i de krasse billeder af forhærdelse i det først og fremmest lovløse Vesten: Dick Richards’ The Culpepper Cattle Company (1972) og Robert Bentons Bad Company.

Kontrasterne Eastwood og Costner

Genren blev i 1980’erne nærmest egenhændigt holdt i live af Clint Eastwood, både som instruktør og stjerne. Og spaghetti-mytologien klæbede til ham, når han ultralakonisk og evigt uudgrundelig mejede sine fjender ned. Men med Kevin Costners Danser med ulve (1990) skete der noget overraskende: Den gamle prærie-magi blev genindfanget i en ambitiøs historie om en soldat, der i afsmag for Borgerkrigen optages blandt Siuox-indianerne.

Her var endelig igen en westernhelt med idealisme og fremtidsdrømme i behold, spillet af Kevin Costner, der også instruerede.

Det blev en verdenssucces, hvad man ikke kan kalde Costners comeback i genren, Open Range (2003), der til gengæld står som et fint bevis på, at den traditionelle western, hvor mænd af ære og integritet kæmper for retfærdighed, ikke er helt stendød i 2000-tallet. Fremragende Robert Duvall og Costner selv giver heltene den rette seje vejrbidthed.

Feministiske westerns

Hvordan ser fremtidens westerns ud? Bliver det feministiske westerns som Kelly Reichardts roste Meek’s Cutoff (2011) eller stilbegavede, stort opsatte shownumre som Quentin Tarantinos Django Unchained (2012), der giver volden og kynismen en ekstra tand? Eller respektfulde pasticher i én uendelighed a la Kristian Levrings The Salvation (2014)?

Måske tager kvinderne over. Lad os håbe det. Det er også på høje tid, selv om det oversete lille mesterværk Kvinderne drog vestpå allerede i 1951 viste kvindernes heltemod i erobringen af det store land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu