Læsetid: 6 min.

Gertrude Steins ting bliver læst og læst og læst

Den mærkværdige digter Gertrude Stein er en af det 20. århundredes mest fortolkelige forfattere. Det kulturelle ikons radikale ommøbleringer af sprog og samfund i hovedværket ’Ømme dupper’ føles lige så frisk nu, som det gjorde for 100 år siden
Gertrude Stein og pudlen Pépé i Bilignin, Frankrig, 1946

Gertrude Stein og pudlen Pépé i Bilignin, Frankrig, 1946

Scanpix

19. maj 2014

Der ser egentligt ikke særligt hyggeligt ud i det store, oplyste forelæsningslokale på Københavns Universitet en torsdag formiddag på Amager. Og de fotografier, som forfatter Martin Glaz Serup løbende lægger op på de sociale medier af mennesker i et rum og med hashtags som #steincph14 og #gertrudestein, er lidet festlige.

Men tag ikke fejl. Deltagerne har en fest. De er forfattere og akademikere af alskens slags, samlet fra hele verden til konference. De fejrer det amerikanske kulturikon Gertrude Steins 140 års fødselsdag og hendes stadigt vanvittigt sprudlende hovedværk Tender Buttons (oversat til dansk til Ømme dupper), der fylder 100 år. De fejrer den radikalt nyskabende forfatter, den berømmede kunstsamler, personligheden, der havde et ego så stort som Eiffeltårnet, og som i Paris samlede et slæng af kulturikoner, der talte James Joyce, Pablo Picasso og Ernest Hemingway, i sin hjemmesalon. Den salon, som Woody Allen savler over i sin nostalgiske komedie Midnight In Paris. Gertrude Stein er en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige skikkelser i litteraturens og kunstens verden og kaster for hver ny læsning nyt lys over de akademiske områder og over de forfatterskaber, som læser hende. Det er det, de fejrer, akademikerne og forfatterne. Med intens nørderi på sidste uges tredages konference med Steins særlige, sære ord i centrum.

»I højere grad end nogensinde før er hun blevet mainstream inden for akademia,« siger en af konferencens deltagere og oplæsningsarrangører, Martin Glaz Serup. »Man skal ikke frygte hendes uforståelighed. Man skal spørge, om der er noget hos hende, der giver mening for én. Og så kan det blive helt svimlende.«

Gnid hendes kork

Gertrude Steins hovedværk, Ømme dupper, føles stadig helt ny og forfriskende forvirrende. Den er, som dens kapitler lover, fyldt med »objekter« og »mad« og »værelser«, roastbeef, kopper, et skab, sko, hunde og masser af kylling, vendt og drejet med ord, der springer op fra papiret og gentager og forskyder sig, så man mærker, at der sker noget, men uden at noget nogensinde står klart. Et digt fra samlingen hedder »PEELER PENCIL CHOKE«. Det lyder i sin helhed: »Rub her coke«.

Oversat til dansk, og det kan man ikke rigtigt, men forfatter Peter Laugesen har gjort det og har kaldt samlingen for Ømme dupper, hedder digtet: »SKRÆLLET BLYANT, KVÆL« og lyder: »Gnid hendes kork«.

Man kan sagtens bare læse Stein op, det er en oplevelse i sig selv. Eller også kan man læse Stein med Kant, med Freud, med Judith Butler, med postkolonial teori; man kan læse Stein som litterær kubisme, som lesbisk censurpoesi, man kan genskrive det racekritisk eller læse det som et immigrantamerikansk sprog, man kan læse hendes digte som nonsensdigtning, som barbarisk eller primitiv lyrik. Aldrig har hun været genstand for så intens interesse på tværs af æstetiske fag som i disse år.

På konferencen læser omtrent hundrede deltagere Gertrude Steins digte, bøger, teaterstykker og portrætter i akademiske paneler, til foredrag, men også gennem performances og oplæsninger. Som forfatter og litteraturprofessor, konferencens største stjerne, Juliana Spahr, siger i sin forelæsning om koloniseringens subtile indflydelse på Ømme dupper: »Noget af det sjove ved Stein er at læse, hvordan andre læser Stein.«

Således bliver Stein altså læst og læst og læst og læst. En rose er ikke bare en rose. »Rose is a rose is a rose,« som hendes allermest kendte sprogkværnende frase lyder og ’gør’, når den peger på sig selv som lyd.

Tekstens sex

Og hvad så med det der digt, »Rub her coke«? For en af konferencens amerikanske deltagere, Elaine Chou, kan ’PEELER PENCIL CHOKE’ forstås som en talehandling, der bevæger sig mellem ’tekstualitet’ og ’seksualitet.’ At skrive »Rub her coke« forvandler selve ordene til en slags seksuel handling, forklarer Chou, og det i en tid, hvor man slet ikke måtte skrive om sex. Den ’skrællede blyant’ er en fallisk betegnelse for skrivegerningen: at penetrere papiret med sin skrift. ’Kvæl’ peger på et sprog, der holdes tilbage. Og ’Rub her coke’ er så måske et billede på den ikkereproduktive måde, som en kvinde kan elske med en anden kvinde på. Der gnubbes, der penetreres ikke. Og sådan kan også sproget have sin egen ret. Skrivegerningen, konkluderer Chou efter en række Stein-teoretiske mellemregninger, kan være seksuel uden at være fallisk – uden at kvæle (kvindens) mulighed for at ytre sig. Skriften kan være produktiv uden at være reproduktiv.

Tæt på verden

Hos Stein gør skriften noget, selv når den ikke direkte peger på, hvad den vil sige. Man fristes til at lægge sproglig mening ind, hvor der ikke er nogen. Ømme Duppers oversætter, Peter Laugesen, har formuleret det sådan: »Man bliver tit som oversætter næsten desperat over, at ordene ikke her og der er skrevet bare i en lidt anden rækkefølge, fordi så ville der stå noget, man sådan ville ønske stod der. Men det er de ikke, og det gør der ikke.«

Digtet »ET BORD« lyder på dansk: »Et bord betyder gør det ikke min kære det betyder en helt støthed. Det er sandsynligt at en forandring. / Et bord betyder mere end et glas selv en kikkert er høj. Et bord betyder nødvendige pladser og en revision en revision af en lille ting det betyder det gør det at der har været en stand, en stand hvor det faktisk skælvede.«

Gertrude Stein var bedste venner med Pablo Picasso og på mange måder influeret af tidens avantgardistiske malere, som kom i hendes hjem og solgte og gav hende malerier til hendes legendariske kunstsamling fra perioden. Således genrebetegner hun også sine litterære tekster med billedkunstens begreber: portrætter, landskaber og så videre, og hun har betegnet sin litterære metode som ’litterær kubisme.’ Heri ligger der ikke en højmodernistisk lyst til at fjerne sig fra tingene gennem sproget, påpeger forfatter Martin Glaz Serup, der er medlem af det danske Steinselskab og selv inspireret af hendes digtning.

»Det er snarere et forsøg på at se tingene som de er, at komme så tæt på verden som overhovedet muligt. Det er en undersøgelse af tingenes væsen og essens.«

Det handler Ømme dupper i høj grad også om, når hun ordspiller på lyd og gentagelser.

»Konventionelle ord og beskrivelser af mennesker, af krukker med blomster osv. er i virkeligheden endimensionelle og naive. Når hun beskriver dem udefra, så er det også et forsøg på at beskrive tingenes natur.«

Selvfed talehandling

De få af Steins oplæsninger, der er blevet foreviget og bevaret på plade, kan næsten lyde som rap med deres rytmik og repetition, fortæller Martin Glaz Serup.

»Hendes tongue-in-cheek og hendes tonefald og vilde selvsikkerhed virker stadig overvældende.«

Og udover at være et litterært ikon gjorde hendes personlighed hende også til en unik karakter i samtiden.

»Hun så sig selv som et geni – sammen med Shakespeare og William James og få andre. Hun var på den måde usædvanligt overbevist om sit eget værd,« siger han.

Dette heftige egotrip skal man imidlertid også læse bagom, mener Laura Luise Schultz, som er formand for Steinselskabet, lektor på Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet og sammen med Solveig Daugaard hovedorganisator af konferencen. Steins offentlige selvtillidstrip er meget muligt også strategisk, mener hun.

»Stein siger, at hun er et geni, fordi hun forstår nødvendigheden af at sige det. Hun vender sin usikkerhed ved at overspille den. Det er en performativ udfordring af de sociale koder og begrænsninger.«

En af de måder, man kan se Stein række ud i det sociale liv på, er generelt netop ved at se på sammenhængen mellem hendes opmærksomhed på sprogets strukturer og på, hvordan sociale kodninger også kan åbnes, påpeger Schultz. Sprog er en heftig aktør hos Stein. En rose er ikke bare en rose. A rose is a rose is a rose.

Og det hænger i virkeligheden sammen med Ømme dupper, mener Schultz. For i den periode, 1911-12, hvor Gertrude Stein skrev bogen, flyttede hun også sammen med sin lesbiske partner, Alice B. Toklas. Det var uhørt at indgå i et åbent homoseksuelt forhold. De møblerede deres hus sammen; der er, som i bogen, objekter, der er mad – og værelser. Og bare i det, at sådan gjorde de to kvinder for 100 år siden, foregår der en lyrisk og en social rystelse sted.

»Der er en sammenhæng mellem en sproglig ommøblering af sproget og en ommøblering af det sociale liv,« siger Schultz.

»Hos Stein er der både en radikalitet i udfordringen af sprogets normer og en forståelse af, hvordan sproget koder vores identitet og sociale muligheder. Kan man åbne sproget for udgrænsede betydninger, så kan man måske også få plads til andre livsformer.«

Så kan man, med Ømme dupper, skrive lige som man vil. Rub that coke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anker Nielsen

Heldigvis er det Peter Laugesen der har oversat Tender Buttons/Ømme dupper, og heldigvis har Borgen udgivet den bilingual.