Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Det handler om at levere varen’

Nicole Kidman og Tim Roth ser ikke selv de film, de medvirker i. De dukker op til optagelserne, gør deres bedste og smutter så igen. Det fortalte de to skuespillere, da Information mødte dem på filmfestivalen i Cannes i forbindelse med verdenspremieren på ’Grace of Monaco’
Det er ikke skuespillerne, der har ansvaret for, om en film bliver god eller dårlig, siger Nicole Kidman. For når man ikke instruerer, har man ingen kontrol over den færdige film. Hun er aktuel i filmen ’Grace of Monaco’, der har fået dårlige anmeldelser.

Guillaume Collet

Kultur
17. maj 2014

Hold jer ikke tilbage. Spørg om hvad som helst.«

Det er ikke lige den velkomstsalut, man havde forventet sig af Tim Roth, da den britiske skuespiller en varm torsdag eftermiddag møder en flok forventningsfulde journalister på det luksuriøse Hötel du Cap-Eden-Roc lige uden for Cannes for at tale om Olivier Dahans Grace of Monaco, der handler om ægteskabet mellem Grace Kelly og fyrst Rainier af Monaco.

Filmen, som aftenen forinden åbnede filmfestivalen i Cannes, er nemlig blevet meget skidt anmeldt, og man var ikke blevet overrasket over en lidt mere afdæmpet attitude fra den 53-årige skuespiller, der spiller Rainier. Men Roth er i vældig godt humør, og det viser sig, at han er en ganske pragmatisk indstillet herre, der ikke længere ser sine egne film, og som har lært, at det at lave film ikke handler om ham.

»Filmskuespil handler om at levere varen til en instruktør og sige, ’værsgo’,« siger han.

Samtidig har Roth ikke lige så meget i klemme som australske Nicole Kidman, der spiller titelrollen i Grace of Monaco.

»Det er en meget mere risikabel affære at spille Grace Kelly, fordi alle så holder øje med hende,« siger Tim Roth.

»Denne kvinde, Nicole, er så modig. Hun er i forvejen et ekstraordinært menneske, men denne gang er knivene blevet hvæsset.«

Instruktørens ansvar

Heller ikke Nicole Kidman synes at tage reaktionerne så tungt.

»Jeg læser ikke anmeldelser, men man kan jo godt fornemme stemningen omkring en film i en tid med sociale medier og internettet,« siger den smukke snart 47-årige skuespiller, da hun smilende sidder foran journalisterne og lige så velvilligt som Tim Roth svarer på spørgsmål.

»Og jeg er vant til det. Jeg var i Cannes med The Paperboy for to år siden, og den fik også en meget blandet modtagelse. Jeg prøver at bevare en vis form for værdighed ved at træde et skridt tilbage. Der er i forvejen alt for megen information og så mange forskellige meninger om alting.«

Kidman har et ganske afslappet og uhøjtideligt forhold til sit arbejde, og hun sørger for hele tiden at prøve noget nyt og udfordre sig selv.

»Jeg befinder mig et sted i mit liv, hvor frygt ikke styrer de beslutninger, jeg tager,« siger hun.

»Jeg vil gerne kunne se tilbage på min karriere og sige: ’ja, jeg sprang ud på det dybe vand og prøvede det hele. Noget af det virkede, noget af det virkede ikke, men det var ikke, fordi jeg ikke prøvede’.«

Ligesom Roth dukker Kidman op til optagelserne, stiller sig til rådighed for instruktøren og prøver at fortabe sig i rollen, hun skal spille. Hun ser ikke de daglige prøver og sjældent den færdige film, og hun lægger ansvaret for Grace of Monaco over på Olivier Dahan – og får måske indirekte sagt, at hun ikke selv er så begejstret for filmen, selv om det var instruktørens manuskript, der fik hende til at sige ja til rollen.

»Det kan godt være, folk siger, at ’skuespillerne er ansvarlige’, men skuespillerne er i høj grad bare en del af et ensemble. Vi er ikke med i klipperummet. Jeg har ikke været med til at producere Grace of Monaco. Jeg har ikke instrueret den, så jeg har ikke det mindste kontrol over den færdige film. Man leverer i bogstavelig forstand sin præstation, og så rejser man, og så får man en opringning: ’kom og hjælp med at promovere filmen.’ Det er sådan, det foregår.«

Skuespillere venter bare

Nicole Kidman har spillet skuespil, siden hun var 14 år gammel, og hun siger selv, at hendes snart 33 år lange karriere har været lidt af en rejse. Men i modsætning til Grace Kelly, der især er kendt for sine film med Alfred Hitchcock, f.eks. Skjulte øjne (1954) og Fang tyven (1955), og som stoppede med at arbejde som 26-årig, da hun i 1956 giftede sig med fyrst Rainier, er Kidman endnu ikke klar til at lægge skuespillet på hylden.

»Jeg tror ikke, at Grace Kelly udnyttede sit potentiale, fordi hun forlod skuespillet så tidligt,« siger Kidman.

»Jeg tror også, at hendes personlige oplevelser kunne have hjulpet hende til at levere ekstraordinære præstationer, fordi hun levede så komplekst et liv. Selv er jeg i en position, hvor jeg ikke behøver at arbejde. Jeg kunne trække mig tilbage i morgen, hvis jeg havde lyst. Men jeg føler, at jeg endnu ikke har leveret en stor præstation. Jeg har stadig ting, jeg gerne vil sige, og jeg søger stadig kunstneriske forbindelser med spændende instruktører.«

Det ærgrer dog Kidman lidt, at man som skuespiller ofte blot kan vente på de gode roller, mens instruktører og manuskriptforfattere kan skabe deres egne projekter.

»Jeg sad over for Alfonso Cuarón (den Oscarvindende instruktør bag Gravity, red.) i går aftes, og jeg tænkte, at han er så heldig, fordi han kan forestille sig, hvad han gerne vil lave, og så kan han skrive det og instruere det. Som skuespiller er man i høj grad den, der modtager.«

International skuespiller

Nicole Kidman har produceret enkelte film, der har stået hendes hjerte nær, og især John Cameron Mitchells Rabbit Hole (2010), som hun også spiller den ene hovedrolle i, er hun »meget stolt af. Det var så hårdt at få den realiseret og finansieret, og den kom fra et sted dybt inden i mig og handlede om noget, som jeg synes, at vi er nødt til at tale om: Sorg og tab«.

Alligevel har hun ikke lyst til selv at kaste sig over instruktørgerningen. Med to små piger har Kidman ikke tid – hun er gift med countrysangeren Keith Urban – og hun synes heller ikke, at hun har talent til det.

»Jeg oplever, at det er svært at balancere mellem parforhold, børn og arbejde, og på det område kunne jeg relatere til Grace Kelly,« siger hun.

»Jeg prioriterer mine børn og leder derfor efter film, der passer ind i mit liv med dem. Det passede os at bo i Sydfrankrig, mens jeg lavede Grace of Monaco, og det passede os at bo i Marokko, hvor jeg bagefter lavede en film med Werner Herzog, og vi alle fik en helt anden kulturel oplevelse. Men jeg har formentlig ikke energien til at instruere, og jeg har heller ikke talentet. Det er hårdt arbejde at skrive og instruere. Man skal virkelig vide, hvad man vil, og hvor man vil hen, og jeg er et af den slags mennesker, som kan se tingene fra alle sider. Jeg kan argumentere for alle holdninger i en diskussion – ligesom da man gik i skole og skulle argumentere for først det ene og så det andet synspunkt. Men jeg kan godt lide at kunne se nuanceret på tingene. Det er sikkert også derfor, at jeg opfatter mig selv som en international skuespiller. Jeg vil opleve nye ting, kulturelt og politisk, og se, hvordan verden hænger sammen. Det er vigtigt for mig. Det styrker min medfølelse og fællesskabsfølelse og forbindelse med andre mennesker.«

En god dialog

Tim Roth har instrueret en enkelt film – det barske, kritikerroste familiedrama The War Zone (1999) – og han vil gerne instruere flere. Hans børn skal bare lige være gamle nok.

»Når man instruerer en film, drejer det sig om to år uden at få løn, og det kunne jeg ikke overskue dengang, så jeg trykkede på pauseknappen,« siger han.

»Men nu er min yngste på vej på universitetet, og jeg har to projekter på vej. At instruere er det bedste job i verden. Man får lov til at tale om tapetet og møblerne og stolene og makeuppen, og man får lov til at hive fine præstationer ud af mennesker. Det er fantastisk.«

Det var, da han instruerede The War Zone, at det gik op for Roth, at film er instruktørens medium: »Pludselig fattede jeg, hvad det gik ud på – at det var instruktørerne, som bestemmer,« siger han.

»Jeg havde en mistanke om det, men nu fik jeg det bevist. Ofte ser man en film, man medvirker i – når man altså ser sine egne film – og tænker: ’åh nej, det var en skam. Pokkers’. Så jeg holdt op med at se dem. Det betyder så også, at man kan koncentrere sig og fokusere sin energi på den tid, man har sammen med nogle mennesker på optagelserne af en film. Det er fedt. Og så bevæger man sig videre. Teatret er i højere grad skuespillernes medium. Man kan hele tiden rette en præstation til og vende tilbage til ting, man gerne vil lave om eller prøve af. Har man en dårlig aften, får man en chance til dagen efter.«

Når filmarbejdet er bedst, bliver det dog en form for dialog, understreger Tim Roth, der elsker at lave film.

»Det er en proces, hvor man samarbejder. Instruktøren siger måske til én: ’prøv dette her’, og så gør man det. Eller jeg kan sige: ’hvad med dette her’. Og så siger instruktøren: ’det er interessant’. På den måde fortsætter dialogen, og så er det sjovt at spille med i en film.«

Følg med i filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk og på Twitter: @monggaard.

’Grace of Monaco’ har dansk premiere den 22. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Var det ikke Hitchcock, der sagde: "Actors are caddle"?

PS: Det er mig en gåde, at man har valgt Nicole Kidman til rollen som Grace Kelly, når Gwyneth Paltrow ligner fyrstinden så meget, som hun gør (og som bekendt - i lighed med Kidman - også kan spille).
Men hun var måske optaget - eller gad ikke?

Søren Kristensen

Kidman VAR jo Grace hos Lars v.T. Måske er det vanedannende?

Bo Johansen

"I never said all actors are cattle; what I said was all actors should be treated like cattle."

Alfred Hitchcock

Søren Kristensen

Apropos det der med hvordan man behandler folk med starquality. Jeg havde engang en vanvittig smuk kæreste og i begyndelsen vidste jeg ikke rigtigt hvordan jeg skulle forvalte mit held. For hvordan tiltaler man en stjerne, en prinsesse - et overmenneske? Men på en eller anden måde fik jeg den geniale idé at tiltale hende som var hun en af gutterne, dvs. no sweet-talkin´, bare lige på og hårdt. Og vupti, så fungerede det! Det holdt i flere år.