Baggrund
Læsetid: 9 min.

Kan en legeplads blive for sikker?

Det er på tide, vi opgiver jagten på den ultimativt sikre legeplads, mener eksperter. Børn må gerne falde og få skrammer og knubs – det forbereder dem på livet
På legepladsen på Hauser Plads i København leger børnene på sikkert, syntetisk underlag. Så er de fri for at slå sig. Men al den sikkerhed risikerer at skade dem på lang sigt, mener eksperter.

Jakob Dall

Kultur
6. maj 2014

Bakker af grønt gummi bugter sig henover et indhegnet område, hvor blanke metalkupler af en halv meters højde og hvidlakerede klatrestolper med skridsikre greb rager op af den kunstgræsbeklædte jord. Den nyåbnede, arkitekttegnede legeplads på Hauser Plads i København er lige så stringent i designet, som den er sikkerhedsmæssigt uangribelig – men i Maj-Britt Jensens øjne fremstår den mest af alt som »en sanseløs plastikørken«.

Maj-Britt Jensen er institutionsleder i børnehaven Sankt Gertrud og har i mange år brugt legepladsen flittigt. Men siden området sidste år blev moderniseret og udsxtyret med grønt faldgummi og præfabrikerede legeredskaber, har hun valgt at finde alternative steder at tage børnene hen.

»Man kunne have brugt sand og sten og store væltede træer, som børnene kunne klatre rundt i og blive udfordret af. I stedet har man valgt fabriksfærdige løsninger, så vi voksne kan synes, at vi har taget hensyn til sikkerheden. Børn har heldigvis en evne til at få noget ud af alting, men vi burde kunne give dem noget bedre,« siger hun.

En øget risikodiskurs har de senere år overtaget vores forståelse af børns leg, og intet sted er tendensen tydeligere end på landets legepladser. Rutsjebaner bliver sænket, fordi de er for stejle. Klatrestativer bliver forkortet, fordi de er for høje. Og den hårde, bare jord bliver mange steder erstattet af syntetiske underlag.

Det sker med de bedste hensigter – fordi vi elsker vores børn og ikke kan tåle at se dem komme til skade. Men på det seneste er en række eksperter begyndt at spørge sig selv, om vi i forsøget på at uheldssikre legepladsen i virkeligheden er i færd med at gøre vores yngste medborgere en bjørnetjeneste.

»Det er på tide, at vi opgiver jagten på den ultimativt sikre legeplads,« siger landskabsarkitekt og formand for Dansk Legepladsselskab Helle Nebelong.

»Børn må gerne snuble og falde og få skrammer og knubs. De har brug for at udfordre sig selv både motorisk og mentalt, for så snart de kommer uden for legepladsen i den virkelige verden er livet jo ikke plastret til med gummi. Der er huller i vejen – både i konkret og overført forstand,« siger hun.

Hvad nu hvis ...

Men det er ikke sådan, mange legepladsejere tænker. Når de betragter gyngestativet, klatretårnet og rutsjebanen, ser de ikke muligheder for udvikling, men potentiale for uheld. De ser en sikkerhedsrisiko.

Mogens Tom Jensen er tidligere produktsikkerhedsansvarlig for et stort internationalt legepladsfirma og nuværende indehaver af konsulentvirksomheden legestafetten.dk. Han ser en tydelig tendens til, at kommuner, daginstitutioner og boligforeninger i stigende grad fravælger de legeredskaber, som udfordrer børnene.

»Når man sidder rundt om bestyrelsesbordet, er der altid en, som siger: ’Hvad nu hvis ... hvem har så ansvaret?’ Og så bliver man forsigtig,« siger Mogens Tom Jensen.

Den øgede forsigtighed smitter af på forældrene, som ikke længere har tiltro til, at deres børn magter legepladsens udfordringer, hvilket igen virker tilbage på legepladsejerne og presser dem til at øge sikkerheden yderligere. Dynamikken har på få år gjort sikkerhed til et af de vigtigste konkurrenceparametre i legepladsbranchen, fortæller han.

»En producent reklamerer for eksempel med, at hans rækværk er hele 800 mm højt og dermed en lille smule sikrere end konkurrentens, som kun er 600 mm højt. Men det er jo dybest set et usagligt argument, for man kan lige så godt hævde, at når rækværket er 200 mm højere, så slår man sig også 200 mm hårdere, når man falder ned.«

Set fra Mogens Tom Jensens perspektiv har det øgede sikkerhedsfokus ført til »en form for frygtindustri«. I den ene ende af fødekæden finder man de private legepladsproducenter og sikkerhedsinspektører, der imødekommer den evige sikkerhedsbekymring hos forældrene, som medierne er med til at holde i live, og som ingen legepladsejer tør gå i rette med af frygt for – som Mogens Tom Jensen formulerer det – »at få stukket en mikrofon op i hovedet af en journalist, der spørger: ’Slår I børn ihjel her i kommunen – og hvad vil I konkret gøre for at undgå det?’«.

Antifobiske effekter

Ellen Beate Sandseter er amanuensis ved Dronning Mauds Minne-seminarium i Trondheim og har i mange år forsket i effekterne af risikofyldt leg. Også hun er bekymret over det stadigt mere dominerende forsigtighedsprincip.

»Hvis børn bliver hindret i at tage risici og opsøge fysiske udfordringer i legen, så frarøver man dem en lang række vigtige erfaringer,« siger hun på telefon fra Trondheim.

I 2012 udgav hun sammen med psykologen Leif Edward Ottesen Kennair en videnskabelig artikel i fagtidsskriftet Evolutionary Psychology om de ’antifobiske effekter’ ved risikofyldt leg – og deres tanker blev samme år udvalgt til New York Times’ liste over »32 nyskabelser, der vil ændre morgendagen«. Grundideen i deres forskning er, at jo mere vi skærmer børn fra potentielle skrammer og forstuvede ankler, jo mere uforberedte vil de være på reelle risici i deres senere voksenliv.

»Angstforskningen viser, at de, der har vandskræk eller er bange for højder som voksne, ofte er dem, som ikke prøvede at svømme ud på dybt vand og klatre i træer som børn. De bærer frygten med sig som voksne, fordi de aldrig lærte at håndtere den, mens de var børn,« forklarer Ellen Beate Sandseter.

Derfor bør legepladsen ikke være så sikker som mulig, men kun så sikker som nødvendig, mener hun.

»Vi skal sørge for, at legepladsen ikke gemmer på skjulte farer, som det er umuligt for børnene at vurdere. Løse brædder, rustne skruer og den slags. Men vi skal ikke fjerne spændingen, oplevelsen og udviklingspotentialet for børnene ved at gøre legepladsen til et ufarligt sted,« siger hun.

Ikke færre ulykker

Tendensen til stadigt mere sikre legepladser er international og kommer til os fra lande som England og USA, hvor frygten for retslige efterspil og erstatningssager flere steder helt har udkonkurreret hensynet til børnenes frie leg. Resultatet er det, kritikere kalder KFC-legepladser, en forkortelse for Kit-Fence-Carpet (Redskab-Hegn-Underlag) – og samtidig en satirisk reference til fastfood-kæden Kentucky Fried Chickens uinspirerende udvalg.

Det relevante spørgsmål er selvfølgelig, om den øgede sikkerhed så også har resulteret i færre uheld? Herhjemme tyder de nationale ulykkesstatistikker på, at svaret er nej. Ifølge Center for Ulykkesforskning kommer omtrent 14.000 børn hvert år til skade på legepladser rundt om i landet, men kun i 700 tilfælde er skaderne så alvorlige, at de fører til indlæggelse – og dødsfald indtræffer i gennemsnit kun en gang hvert tredje eller fjerde år. Særligt interessant er det, at antallet af skadestuebesøg fra 1998-2005 stort set ikke har ændret sig, men været »nogenlunde konstant i forhold til børnetallet«, som det hedder i den seneste Børnerapport. Der er med andre ord ingen dokumentation for, at de mange sikkerhedstiltag rent faktisk har gjort legepladserne mere sikre. Til gengæld er der masser af dokumentation for, at de har gjort legepladserne mere kedelige og mindsket børnenes oplevelse af at opsøge risici og overvinde dem. Det mener Anne Dahl Refshauge, som er landskabsarkitekt og forfatter til en ph.d. fra 2012 om Design og brug af offentlige legepladser.

»Problemet er, at sikkerheden i mange tilfælde overdrives, så man ikke kun undgår de alvorlige ulykker, men ender med en legeplads, der hverken er udfordrende, udviklende eller interessant for barnet i særlig lang tid. Man tænker ikke i sammenhænge, rum og forløb. Man tænker mest i at overholde en række standarder for legepladssikkerhed,« siger hun.

De første europæiske standarder blev indført i Danmark i 1998 med det formål at minimere antallet af alvorlige ulykker og udrydde åbenlyse farer som eksempelvis ’hoved-klemfælder’, hvor børn kan sidde fast og blive kvalt. De fleste er enige i, at det er nødvendigt med et sæt fælles retningslinjer, men ifølge Anne Dahl Refshauge har standarderne samtidig medført et overdrevent forsigtighedsprincip, som ofte tenderer det rene hysteri.

»Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til dengang, hvor der lå asfalt under klatrestativet. Men vi skal frem til, at det ikke længere er en katastrofe, hvis børn falder og slår sig. Det lærer de også noget af. Og hvis man begynder at fælde træer på legepladser, fordi børnene kunne finde på at kravle op i dem, ja så er det altså gået for vidt.«

Formand for Brancheforeningen for Legepladsinspektører Einar J.S. Hansen er imidlertid ikke enig i, at legepladserne er ved at blive for kedelige til, at de kan bruges.

»Jeg er helt med på, at børn ikke skal pakkes ind i bobleplast og bølgepap. Det kan være sundt for dem at tage en risiko i ny og næ. Men den risiko, de tager, skal vi som voksne kunne stå inde for, og det er derfor, mange legepladsejere siger: ‘Jamen, så lad os få et certificeret faldunderlag – det er også vedligeholdelsesfrit og billigt for os at drive fremover’«.

Han mener, vi stadig befinder os langt fra en situation, hvor hensynet til sikkerhed har udkonkurreret hensynet til den frie leg.

»Tværtimod mener jeg faktisk, at der bliver flere og flere ukurante legepladser med ucertificerede redskaber. For køberne af legepladser har fattet, at hvis det bliver for kedeligt, så går selve meningen med legepladsen tabt,« siger han.

Den opdragende legeplads

Bestræbelserne på at tæmme og kontrollere den vilde leg har en lang historie bag sig. De første egentlige legepladser dukkede op i København omkring år 1900 og havde fra begyndelsen både en opdragende og en civiliserende funktion. Ved hjælp af velkendte legeredskaber som vipper, gynger og rutsjebaner blev børnene introduceret til den nye tids idealer om selvbeherskelse og behovsudskydelse. På legepladsen måtte man pænt vente i kø til det blev ens tur – og legen var defineret af redskabernes funktioner.

En ny tids pædagogik forsøgte senere at skabe en anden og mere åben form for legeplads, som skulle give plads til friere former for leg. Den første leder af den såkaldte skrammellegeplads i Emdrup, John Bertelsen, skrev således en kronik i Information i 1953, hvor han introducerede et helt nyt begreb inden for legeplads- pædagogikken: »Den ædle videnskab skrammologien har slået an, og det skyldes ikke mindst dette, at den er skabt af børnene selv under arbejdet og legen med brædder, mursten, skrammel og jord,« argumenterede John Bertelsen og tilføjede følgende internationale vision for udbredelsen af den nye legeplads: »Skrammelhesten, som børnene har lavet som vartegn, vil rejse sig paa bagbenene og alle nationernes flag vil blafre fra flagstangen, mens børnene i al slags vejr vil fortsætte med at lave deres egen legeplads, saadan som de vil have den.«

Hvad skal en legeplads være?

Sådan gik det som bekendt ikke. Skrammellegepladsen i Emdrup er ganske vist stadig aktiv, men som de fleste andre steder er også John Bertelsens version af den åbne og udfordrende legeplads de seneste 20-25 år segnet under vægten af fyldige risikovurderinger, konstruktionsstandarder og byggevejledninger.

Det er på tide, mener Mogens Tom Jensen, at vi som samfund får talt om, hvad vi ønsker, legepladsen skal bruges til. Og den diskussion kan meget passende begynde i den lokale børnehave.

»Hvis vi ikke tager diskussionen, kan vi være sikre på, at Brians far kommer og siger til pædagogerne: ’Hvad fanden! Laver I andet end at sidde og drikke kaffe – her betaler vi i dyre domme for at få vores unger passet, og så skal vi hente dem på skadestuen?’ Men hvis vi får forklaret forældrene, at legepladsen godt må være lidt udfordrende og risikofyldt, så er Brians far også den første til at komme og sige: ’Jeg har sgu’ også sagt til knægten, at han bare kan lære at holde fast – det skal I ikke tænke på’.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Hvorfor denne enorme mistro til børns evne til at overkomme vanskeligheder? Det er ikke positivt med så ringe tiltro til børnenes personlige styrke. I New York så jeg en god, gammeldags legeplads med masser af metal og træ, på cementgrund, og det var ærlig talt en kende nostalgisk.

Symbolet på forfejlet børneopdragelse - overbeskyttende og feminiserende.
Når institutionerne har magten og forældrene uselvstændigt følger trop, skal det gå galt, når intet må gå galt.
Selv om farmand måske er uenig, holder han klogelig sin kæft - den konflikt er tabt på forhånd.

Svend Erik Sokkelund, Rasmus Kongshøj og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Den bedste legeplads er virkeligheden - altså den udenfor de afgrænsede, etablerede "legepladser". I skoven, på fortovet, på havnen, i mosen, på skrænten, i haven. Uden dødsyge redskaber.

Svend Erik Sokkelund, Rasmus Kongshøj, Holger Madsen, Jakob Silberbrandt, Niels Mosbak, Christel Gruner-Olesen, Jacob Jensen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

M. K.N
Nah, der er skam mange mennesker som foretrækker de sikre omgivelser og stier.
Tænk på alle dem som frekventerer fedtnissecentre, hvor de kan spæne rundt på et løbebånd eller montere sig i diverse redskaber og lave gentagne men reelt set formålsløse bevægelser, som kan få dem til at svede og blive dygtigere til at.. ehmn.. hive formålsløst i maskiner og svede.
Det kan meget vel være, det er de samme mennesker, som har leget på sikre legepladser, da de var børn.

Sascha Olinsson, odd bjertnes, Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, Holger Madsen, Jakob Silberbrandt, Niels Mosbak, Rune Petersen, Erik Karlsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Kjeld Hansen

Som med så meget andet, er krav til indretning af legepladser ved at gå over gevind. At det går sådan kan vel egentlig ikke overraske nogen.

For der sidder mange tusind af embedsfolk, lobbyister, konstruktører og andet godtfolk rundt omkring, som arbejder dag ind og ud for at finde endnu en ”forbedring” af sikkerheden på f.eks. legepladser,

Og det er de nød til, for det er jo hele formålet med deres beskæftigelse. Hvis de ophører med at finde disse ”forbedringer”, så ophører meningen jo med det de gør og de kan ikke længere vise omgivelserne, at de er kompetente og dygtige til at skabe resultater. Og så ender det med de bliver nedlagt.

Så vi kommer fortsat til at se alverdens fantastiske ”forbedringer” langt ind i fremtiden.

Prøv at se filmen ”Brazil” fre 1985 med Robert De Niro i hovedrollen som Harry Tutle. I filmen befinder vi os i et samfund, hvor disse ”forbedringer” er gået komplet over gevind og blevet til vanvittige horror ”forbedringer”.

- Tilbage til virkeligheden igen, hvem husker så ikke den med de krumme agurker i cirkus EU for år tilbage - http://www.information.dk/32069 .

Thomas Østergaard, Karsten Aaen og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Kjeld Hansen

... Og når en lille dratter ned og slår sig, så kommer det hele i avisen og de indvolverede udstilles som uansvarlige.

- Det er der forståeligt nok ingen, som gerne vil.

Kjeld Hansen

Min datter på 8 år er begyndt, at gå til ridning. Og hun er helt vild med det. Selvfølgelig er jeg da lidt bekymret, for det er et stort dyr og går det nu godt? Men hun udvikler positivt ved at lære og evne at have styr på sådant et stort kræ. Det giver hende en selvtillid og et selvværd og stolthed, som jeg nødigt ville være foruden.

- Vi kommer ikke gennem livet uden risiko og knubs.

Og lære vi det fra vi er små, så falder det os naturligt, at det er en del af livet som voksen. Og det gør det hele meget lettere i voksenlivet, som alt andet lige er der vi skal leve største del af livet.

Karsten Aaen, Svend Erik Sokkelund og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

@Lise Lotte Rahbek

"Det kan meget vel være, det er de samme mennesker, som har leget på sikre legepladser, da de var børn."

Nu er du lidt hård. Jeg går i fedtnisse center (godt navn, mine børn plejer at kalde det fednæs center) en gang om ugen og løber på løbebånd. Jeg er for nogle år siden kommet alvorligt til skade med mit knæ (menisk, korsbånd og ledbånd ødelagt i samme omgang), og har stor glæde af at løbe på et løbebånd da det ikke er så hårdt for mit knæ som at løbe på fast underlag.

Og bare rolig, mine børn får både lov til at øve sig med at flække brænde med en økse, tænde bål, bruge skarpe knive i køkken og have, klatre i træer, save og slå søm i, grave dybe huller i haven, springe fra 5 meter vippen i svømmebadet (eller højere hvis de har lyst) og hoppe i trampolin. Og der var før de blev 10 år.

Men det er som Kjeld Hansen skriver en spørgsmål om ansvar. Og da der ingen er i den offentlige sektor der vil (eller tør) sige til forældrene : "Det er jeres eget ansvar!" bliver legepladserne indrettet indrettet som gummiceller da ingen inden for den offentlige sektor vil/tør stå med ansvaret. Og dette bliver distribueret ud i alle afkroge: Boligforeninger, daginstitutioner, dagplejetilbud og offentlige legepladser.

Og jeg har prøvet at sidde i bestyrelsen for en stor andelsboligforening, hvor der var nogle/en del mødre (sjovt nok aldrig fædre) der mente at alle udendørsarealer skulle sikres således at deres lille Thea/Peter ikke kom til skade når de legede. For så var forældrene fri for at lære deres børn at lade være med at komme til skade.

Så alt dette opfatter jeg som en konsekvens af curlingmødrenes maltraktering af Mærsks gamle motto: "Intet ondt skal os ramme som kunne være undgået med rettidig omhu." At de samme mødre så mishandler deres børn ved at fratage børnene ansvaret for deres eget liv er en helt anden diskussion.-

Karsten Aaen, Svend Erik Sokkelund, Rasmus Kongshøj og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Kjeld Hansen

… En certificeret gynge koster 50.000 kr.. En gynge hos Jem & Fix koster 500 kr. ;o)

Rasmus Kongshøj, Jakob E og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Da jeg var barn i halvfjerdserne faldt en pige ned af klatrestativet og asfalten nedenunder tog begge hendes fortænder. Hun ville nok have foretrukket moderne underlag. Men ok, så blev hun jo forberedt på livets hårdhed....

Børn skal nok lære hvad der er farligt, hvis mor og far udfylder deres opgave forsvarligt. Men der er ikke megen fornuft i ideen om at en farlig legeplads skaber mere "bedre" børn. Alle vinder ved at legepladsen er et sjovt og sikkert sted, hvor man ikke hver dag skal yde førstehjælp.

Med venlig hilsen
Lennart

Torben Loft, ellen nielsen og Thomas Gitz-Johansen anbefalede denne kommentar

"… En certificeret gynge koster 50.000 kr.. En gynge hos Jem & Fix koster 500 kr. ;o)"
Lige ved og næsten Kjeld.

En gynge i en vuggestue skal overholde følgende regler:

1. Når gyngen er helt udstrakt skal faldunderlaget fortsætte 2 meter længere ud end gyngen, i begge sider.

Til det kan man så spørger, hvorfor det i en vuggestue? Børnene er max 80 cm høje og kan ikke få så meget fart på at de kan falde så langt som reglernes ophav tror.

2. Når man laver et faldunderlag til en gynge i en vuggestue så skal der være 40 cm faldunderlag under gyngen.

Til dette kan man så spørge, hvor mange børn er det lige der falder fra 5 meters højde fra en gynge i en vuggestue?

Og så er der jo som bekendt noget økonomi i sådan en gynge og med efterhånden 15 års erfaring som uddannet anlægsgartner og masser af erfaring i udgravning af faldunderlag og opsætning af legepladsudstyr, må jeg konstatere at det er en dyr affære som dræner f.eks en vuggestues slunkne økonomi.

Et tilbud på opsætning af et gyngestativ kunne derfor passende lyde sådan her:

Maskinel 1 gravemaskine og en motorbør 1 dag 2500 kr

Udgravning af faldunderlag på arealet 2 gange 5 timer a 375kr
(6*5*0,40 lig med 12 m3 jord. Jord udvider sig med 30 % når det graves op derfor tillægges 3,6 m3 jord ialt 15,6 m3.)

Bortkørsel af jord med kran grab bil. 2 læs a 2 timer lig med 4 timers vogmand til 950 kr pr time.

Materialer og opsætning 2 gange 5 timer á 375 kr

Udlægning og levering af faldunderlag 12-13 m3 2 gange 2 timer a 375 kr.

Pris 14,550 Kr. Ex moms.

Så er der alle de andre legestativer på legepladsen og det er samme trip hele vejen rundt. Altsammen til ingen gavn for hverken pædagoger eller børn.

Faldunderlag 12-13 m3 2-3000 kr.

Svend Erik Sokkelund og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Nabil Ben Chaabane

Vi er bagud i forhold til andre lande, som HAR været, der hvor vi er nu. Her et eksempel fra Storbrittanien:

http://webarchive.nationalarchives.gov.uk/20110118095356/http:/www.cabe....

Lise Lotte Rahbek

Nils Bøjden
Du har ret. Jeg formulerede mit indlæg meget firkantet.
Der er intet som helst i vejen med at træne sig i et fedtnissecenter. Mennesker har forskellige behov og kan have skader og svagheder, som skal tages hensyn til.
Og mange af dem er heller ikke overbeskyttende ift til deres børn.
Bedre? :)

Det er jo balancen, der er svær at finde. Hvornår er det sund fornuft at lave faldunderlag og kræve visse standarder, og hvornår er det hul i hovedet og penge ud af lommen? (pun intented)

Nils Bøjden

@Nabil

Godt link

Nils Bøjden

@Lise Lotte Rahbek

Meget bedre!

Carsten Mortensen

Jamen bruger børn overhovedet legepladser længere? Her hvor jeg bor sidder de inde foran PC'en selv om sommeren. Mit barnebarn på 4 har fået en tablet...... den synes han rigtig godt om :-)

Nabil Ben Chaabane
Jan Mogensen

Jeg kan nu ikke se problemet i at bruge syntetisk underlag fremfor asfalt, det er jo ikke sådan at man ikke slår sig hvis man falder ned, man får måske bare et kæmpe blåt mærke fremfor et brækket ben. Selvfølgelig skal man ikke pakke børn ind i vat, men kan heller ikke se fidussen i at "det skal mærkes vi lever", når det kan have fatale konsekvenser for livet. Trampoliner uden sikkerhedsnet har gjort flere børn låst til en kørestol resten af livet.

Torben Loft, Anders Feder og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Lise Lotte Rahbek -
jeg voksede op i en tid, hvor den nærmeste legeplads - en rigtig god en - var med grus underlag. Og ja, det gjorde ondt, når man faldt af balancestangen. Men skidt med det, vi kravlede bare op igen. Jeg klatrede i i vores frugttræer i haven. Jeg løb på rulleskøjter ude på den hårde asfalt og slog mig gevaldigt, når jeg faldt. der var sgu ikke nogen, der havde opfundet knæbeskyttere. Men jeg var ligeglad med smerterne, for jeg var den suverænt hurtigste på skøjter i kvarteret.
OG - jeg ELSKER mit fedtnissecenter. Bare lige for at sætte din teori i perspektiv - pun intented.
Jeg tilbragte sidste sommer et par måneder i jernalderlandsbyen. Der lader vi børn gå med små, skarpe knive, kløve brænde, lærer dem at lave bål og passe ilden. De leger gamle lege - hvor de b.la. kaster med hårde trækugler - på stenhård jord. Jeg oplevede ikke et eneste barn kom til skade eller slå sig mere, end det var glemt efter et par snøft, et jernalderplaster (blade) og et trøstende ord
Og hvorfor kom de så ikke til skade? Selvfølgelig fordi de var blevet ordentligt sat ind i, hvordan de skulle bruge økser og knive, havde fået indskærpet uden løftende pegefingre, hvor farlig ild er etc. Kodeordet er at tage sig tid til at vise og forklare børnene, hvordan det fungerer, at vise dem den tillid, at de godt kan omgås farlige ting, at forklare dem, man stoler på dem. Altså TID og TILLID - så er det mindre væsentligt med typen af underlag.

ellen nielsen

Derfor bør legepladsen ikke være så sikker som mulig, men kun så sikker som nødvendig, mener hun (Ellen Beate Sandseter).
????????????????

Jeg var glad for,
at ribberne i min barndoms gynmastiksal
sad ordenstlig fast i væggen,
at de øvrige redskaber også var forsvarligt lavet,
så jeg/vi brugere fik trænet vores behændighed og grov-motorik.

En legeplads er primært en motorisk udviklingsbane, hvor fantasien også har plads.
Lav institutionernes legeplads-redskaber indviklede, mulighed for mange sværhedsgrader,
men så sikre som muligt.
Forældrene kan så tage deres børn i skoven i weekenden, når de selv har ansvaret,
og lade dem klatre i træer med udgåede/tørre grene.

Lise Lotte Rahbek

Tjah, hvad kan jeg sige, Herdis Weins
Som barn havde jeg brækket armen ikke mindre end 2 gange og ingen af gangene skete på legeplads men på skøjter og ved at skvatte ud af en køjeseng. Jeg er også sikker på, at der ude i periferien af min hukommelse faktisk var børn der kom rigtig alvorlig til skade dengang med flitsbuer, grusgrave, skøjteløb på søer og uforsigtige forældre og søskende.
Jeg synes Jakob Ellekjærs forslag ovenfor lyder som en god og billigere løsning for legepladser, men jeg må desværre erklære mig temmelig inhabil udi såvel legepladskonstruktioner som børneopdræt, og vil nøjes med at læse med, herfra.

Herdis Weins

ja - jeg undrer mig tit over, at nogle forældre synes at ligge i fast rutefart til skadestuen med deres afkom. Og så er vi nogle - der aldrig trods "farlige" lege i barndommen - har set en skadestue indefra. Måske er nogle simpelthen bare mere uheldige eller uforsigtige end andre - uanset hvor sikre eller usikre omgivelserne gøres.

Legepladser på skoler og i børnehaverer institutionaliseret børneleg. Læs leg under overvågning.
Når vi går en tur i skoven en eftermiddag, møder vi ingen børn - i 30 år.
Men sådan er livet - nu.

Ole Falstoft

Det er sjovt at læse om børneopdragelse hos 'naturfolk'. Typiske få børn fra de er helt små lov til at lege med hvad som helst uden at de voksne griber ind: skarpe knive, ild, våben etc. lige fra de kan gå. Det anses for krænkende hvis man som voksen vil gribe ind.
Selvom nogle børn får skader som de voksne kunne have forhindret ændrer det ikke denne indstilling
Børnene bliver i en meget tidlig alder kompetente til at omgås 'farlige' ting

I Dubrovnik så vi engang mødre smide børn ud på dybt vand. En mor tog imod for en sikkerhedsskyld.
De fik helt sikkert lært at svømme. Ja, det var mødre !

Anders Feder

Forbyd hoppeborge af plast - fremover skal de bygges af cement for at maksimere muligheden for dødsulykker.

Steffen Gliese

Hvad handlede Byggeren om, hvis ikke børns ret til at leve livet farligt?

Torben Loft

En mærkelig artikel, at forholde sig til om nutidens legepladser er FOR SIKRE..
Burde debatten ikke nærmere gå på, hvad en legeplads er, set udfra trivsel, glæde, læring, udvikling/udfordringer...
Er der mulighed for at alle kroppens sanser tilgodeses, bliver kroppens muskler stimuleret og udviklet, er der mulighed for at de sociale, personlige, kropslige, sproglige, naturforståelse og kulturelle kompetencer styrkes.

@ Kjeld Hansen,
"- Vi kommer ikke gennem livet uden risiko og knubs.
Og lære vi det fra vi er små, så falder det os naturligt, at det er en del af livet som voksen. Og det gør det hele meget lettere i voksenlivet, som alt andet lige er der vi skal leve største del af livet."..

Nej men den læring behøver ikk' at medføre store smerter/skader, når vi har muligheden for at undgå dem. Der er stor forskel på at være en omsorgfuld forældre og så en Curlingforældre..

@ Leo Nygaard,
"Symbolet på forfejlet børneopdragelse - overbeskyttende og feminiserende.
Når institutionerne har magten og forældrene uselvstændigt følger trop, skal det gå galt, når intet må gå galt.
Selv om farmand måske er uenig, holder han klogelig sin kæft - den konflikt er tabt på forhånd."

Hvordan kan det blive til et spørgsmål om "forfejlet børneopdragelse" , når artiklen handler om legepladser ? Børneopdragelse/udvikling er så meget mere end det !

Torben Loft

@ Peter Hansen,

"Hvad handlede Byggeren om, hvis ikke børns ret til at leve livet farligt?"

Og hvad skal det gavne børnene, at "leve livet farligt"?

Lennart Kampmann

Hypotetisk:
Hvis alle fem-årige fik udleveret skydevåben, med tilhørende ammunition, ville alle syv-årige to år efter være fremragende til at håndtere disse. (Der ville dog være færre børn; et faktum de efterladte forældre nok skulle nævne ved enhver given lejlighed).

Der er ingen grund til at tro at børn bliver bedre fordi de udsættes for unødig fare.
Hvis forældre tager deres børn med ud i skoven og lærer dem om alskens farer dér, under kyndig overvågning og vejledning er det fint. Men lad dem da hoppe rundt i fred på legepladsen og glæd jer over at I slipper for tandlægen og skadestuen.
Med venlig hilsen
Lennart

Loft - Læs igen : "Symbolet på ......".
"Børneopdragelse/udvikling er så meget mere end det !" Netop !

Torben Loft

Michael Kongstad Nielsen,

"Den bedste legeplads er virkeligheden - altså den udenfor de afgrænsede, etablerede "legepladser". I skoven, på fortovet, på havnen, i mosen, på skrænten, i haven. Uden dødsyge redskaber."

"Optiske briller med romantisk styrke".....

Michael Kongstad Nielsen

Livet er en lille smule farligt. De, der lærer at klare sig fri af farerne tidligt, er bedre rustet end dem, der blev pakket ind i vat. Man må tage bestik af, at man kan falde, og derfor må man indrette sine bevægelser efter de konkrete forhold og den skønnede risiko. Det styrker bevæg-apparatet, også hos børn. Overbeskyttelse derimod, giver en svækkelse af agtpågivenheden, spændstigheden og de motoriske færdigheder, altså en dårlig ting.

Anders Feder

Michael Kongstad Nielsen: Er der noget belæg for det eller er det rent religiøse synspunkter?

Michael Kongstad Nielsen

Ikke forstået.

Søren Kristensen

Så sent som i går på en legeplads i Barcelona fik jeg øje på en af de der karruseller som man af og til blev smidt af som barn, ofte med en hudafskrabning eller kvalme som tak for turen. Og mens jeg synes det giver god mening at lære spanske børn at holde fast, ikke mindst når man tænker på hvor mange scootere der er på de breddegradder, ved jeg ikke lige hvad det er børnene skal lære på Hauser Plads.