Interview
Læsetid: 4 min.

Kunsten at lave byer med hjertet

I de næste tre dage løber Metropolis Laboratory 2014 af stablen på Refshaleøen. På Nordic Urban Camp vil Københavns Internationale Teater følge op på sin flerårige satsning på at skabe bedre byer ved at give kunstnere en rolle i byudviklingen
Kultur
21. maj 2014

Herude på Refshaleøen er der sat mange skibe i søen. Efter 124 år med nittesjak og svejsere lukkede Burmeister & Wein i 1996. Tilbage var en sjælden blanding af kulturhistorie, gode bygninger, randzoner til Øresund, plads og højt til loftet. Mens nye bebyggelser fyldte op på de andre gamle havne- og værftsarealer i København, var der stille på Refshaleøen. Københavns Kommune ønsker nemlig først at få solgt grunde i Nordhavn, Ørestad m.v. Det har givet tid til, at Refshaleøen kan gro og blive til et anden slags byrum. Refshaleøens Ejendomsselskab, der ejes af fem pensionskasser, har også lovet at gøre øen »til det bedste sted at leve«. Det er dét, Nordic Urban Camp handler om: Hvordan vi laver byer med vores hjerte. Hvor 10.000 arbejdere i kedeldragter stemplede ind hver morgen, mødes i dag et par hundrede byudviklere, kunstnere, akademikere, aktivister og arkitekter i Metropolis Laboratory 2014. Trevor Davies fra Københavns Internationale Teater har været drivkraften bag Metropolis siden 2007. Han mener, at Refshaleøen er et perfekt sted til den kunstbaserede biennale Metropolis.

– Hvad er det, kunstnerne kan bidrage med i forhold til byer?

»Kunstnere kan være med til at gøre byerne til andet end de tredimensionelle logisk tænkte merkantile maskiner, der bliver lavet ud fra forældede principper med permanente løsninger til ’masserne’, lange tidshorisonter samt ret snævre faglige og teknokratiske tilgange. Sådan kan vi ikke skabe mangfoldige kvarterer med særpræg,« siger han.

»Her kan kunstnere være med til at skabe byer, som er langt mere levende og underfundige, sanselige, mangfoldige og overraskende. De er gode til at ramme en nerve i byen og finde ind til kernen i en situation.«

Trevor Davis fremhæver byer som Køge, Roskilde og Aalborg, der alle har forsøgt sig med kulturel byudvikling. Men det går trægt, understreger han: »Det er til grin, at arkitekten Jan Gehl er næsten 80 år, inden man lytter til, hvad han har sagt, siden han var 30. Og nu, hvor man endelig lytter til ham, er tiden også til dels løbet fra den dagsorden.«

I kødet på byerne

Men nye er kommet til: »Der findes en hel generation af kunstnere i Europa, som til dels har valgt de traditionelle kunstinstitutioner fra. Ud fra et samfundsengagement vil de både arbejde frit og gå i kødet på nogle af byernes udfordringer sammen med borgerne,« siger Trevor Davis og fremhæver den kreative bevægelse Bureau Detours i Aarhus, der arbejder med kunst og arkitektur i en ’akupunkturstrategi’ med indgreb i byen, herunder mobile værksteder og kunstprojekter med fokus på genbrug i kvartererne.

»Kunstnere er jo fremragende til at visualisere og engagere mennesker til at tænke anderledes, sætte nye vinkler, stille spørgsmål og gøre drømme konkrete,« siger Trevor Davis, der ville ønske, at kunstuddannelserne havde mere fokus på kunstens rolle i byudviklingen.

»De unge kunstnere skal have træning i at håndtere det offentlige rum som både et konkret sted med en egen æstetik og som en del af et levende kvarter med specifikke dagsordner samt beboere med egne historier og identiteter. I København er der arbejdet noget med disse åbne processer i flere kvarterløftsprojekter.«

– Byudvikling er jo i stor skala. Erfaringer fra f.eks. Carlsberg Byen efterlader dog spørgsmålet: er de kreative et midlertidigt redskab eller en permanent kvalitet i byen?

»Det er altid en udfordring, fordi de kreative, og blandt dem kunstnerne, bliver nomader. Når de for en tid indtager et efterladt område i byen, skaber de en merværdi. Dén bliver på stedet til gavn for grundejere og udviklere, mens kunstnerne presses ud og uden belønning må drage videre til den næste grænsezone, der venter på at blive udviklet.«

Men det kan fungere. I eksempelvis Amsterdam har de skabt en balance mellem det midlertidige og det permanente, påpeger han.

»Midlet er en trepartsaftale mellem kommune, byudviklingsselskab og en organiseret forening af kunstnere og kreative. Foreningen kan flytte ind i bygninger til en fordelagtig husleje med mulighed for at blive mere permanent. Det kan lade sig gøre, fordi kommunen giver huslejegaranti, mens udviklingsselskabet både får lejere fra start og får den merværdi, som foreningens aktiviteter tilfører området,« fortæller Davis, der også fremhæver Toronto, hvor de kreative selv har etableret en udviklingsvirksomhed, som nu håndterer ti til tolv større ejendomme med værksteder, kontorfællesskaber m.m.

»Under de vilkår kan foreningens medlemmer engagere sig i bydelen med et helt andet perspektiv. De kan investere i det fysiske miljø, udvikle et samspil med andre grupper og blive en vedvarende forandrende kraft i bydannelsen. Så undgår de også at blive et midlertidigt, elitært sted for særlige grupper.«

– Hvorfor gør vi det ikke i Danmark?

»Godt spørgsmål, men jeg tror der mangler politisk indsigt og vilje.«

Udvikling eller vækst?

Meldingen fra Kommunernes Landsforening er nu, at vi skal se »Kultur som lokomotiv for vækst«. Det ser også ud til, at Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 nu lægger mere vægt på at bruge kultur til profilering og vækst gennem begivenheder, frem for en inkluderende proces med blivende og akkumulerende resultater. Trevor Davis mener, at man må skelne skarpt mellem udvikling og vækst.

»Når de taler om vækst, må vi spørge: Hvad er det for en vækst, og hvad må den koste i forhold til natur, kreativitet og demokrati? Vækst skal have et bredere sigte end økonomi og må ikke foregå på bekostning af andre vigtige ting i et samfund. De gode kunstnere lugter hurtigt, hvis de bliver spændt for denne instrumentalisering.«

– Kunne Refshaleøen være en fast base for Metropolis med mulighed for at integrere viden og praksis over længere tid?

»Hvorfor ikke? Der kunne være en dialog mellem ejere, lejere og kommunen. Det er jo en enestående mulighed for at prøve, om kapitalens krav kan forenes med en seriøs kulturel og økologisk tilgang, så byen langsomt dannes gennem en afsøgning af nye relationer mellem boliger, arbejde, kultur og fritid. Det kunne blive enestående.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her