Læsetid: 10 min.

Kvinder fletter en fællesbog

Forfatterne Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup udfordrer i en ny fællesbog en forstenet dansk kønsdebat
Naja Maria Aidt (t.v.), Line Knutzon og Mette Moestrup (t.h.) har skrevet en fællesbog om frihed

Naja Maria Aidt (t.v.), Line Knutzon og Mette Moestrup (t.h.) har skrevet en fællesbog om frihed

Jakob Dall

23. maj 2014

Lige før var der hektisk aktivitet, da forfatterne Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup buldrende og i højt humør indfandt sig oppe under taget i Line Knutzons lyse atelier eller tårnstudie på Vesterbrogade i København. Nu sidder de tavse gratier overfor mig. På bordet mellem os ligger deres nye store og flotte fællesbog, Frit flet. Her komponerer de tre forfattere under pseudonymerne A, B og C en kollage af tekster i mange forskellige genrer som logbøger, interview, sms’er, sange, poesi, dramatik, lister, breve, readymades og ikke mindst private fotos. Ligesom også digtene i bogen er skrevet i fællesskab og uden et individuelt navn under.

Kollektivbogen, der bruger mange stemmer og hele tiden skifter toneleje, søger åbent og nysgerrigt nye svar på den ofte forstenede debat om køn og feminisme i Danmark. Men den søger også svar på, hvad frihed er i dag. Hvor de tre forfattere ikke selv kender svarene, inviterer de eksperter, kolleger eller deres egne børn til at bidrage med viden og andre kropslige erfaringer. Det hele samler de i det, de kalder en fællesbog, men som også kunne have heddet ‘Kønnets ABC’ eller ‘Menneske kend dig selv’.

Et eksempel på bogens aktualitet er de nuancerede betragtninger, der findes på den såkaldte hvidhedsdebat, der har raset på det seneste med afsæt i den svenske forfatter Athena Farrokhzads kritiske anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling, hvor Farrokhzad i sin i øvrigt positive anmeldelse af bogen sagde, at hun ville ønske, at Yahya Hassan ikke havde skrevet om patriakalsk vold i intimsfæren, fordi det spillede argumenter i hænderne på en indvandrerkritisk højrefløj. Den debat har de tre sådan set været igang med siden ideen til bogen blev udkastet i vinteren 2009/10. Først vil jeg gerne høre deres mening om et par aktuelle sager, der ligger inden for bogens interessefelt.

– Hvad siger I til den østrigske grand prix-vinder Conchita Wurst?

Line: »Top, med alle de forbehold der er ved arrangementet.«

Naja: »Top! Det er interessant i så folkeligt et show, at en person, der udtrykker køn på andre måder, vinder.«

Mette: »Helt top!«

– Hvad siger I til Voteman-videoen og den famøse blow-job-scene?

Line: »Jeg har ikke set den, skal jeg det?«

Mette: »Jeg har set den og synes den er plat. Den sagde mig ikke noget.«

Naja: »Det lyder ret plat.«

– Gik Athena Farrokhzad for langt i sin kritik af Yahya Hassans digtsamling?

Mette: »Yahya Hassan skulle ikke have ladet være med at skrive det, han gjorde, ligesom Athena Farrokhzad ikke skal have mundkurv på i forhold til at udtale sig om hans bog. Så enkelt kan det siges. Begge har fuldkommen ret til at sige det, de gør.«

Line: »Hvad enten man bryder sig om det eller ej, så har den sag virkelig sat gang i snakken. Og det er positivt.«

Naja: »Vi har været igang med det her emne, længe før den såkaldte hvidhedsdebat i det litterære miljø i Danmark begyndte at udfolde sig. I New York, hvor jeg bor, har man haft et andet blik på det. Her har man, som en del af den måde man taler om racisme, eksklusion og lignende, talt om det i de sidste 30 år. Jeg er glad for, at diskussionen omsider er kommet til Danmark, men lamslående, at den først kommer nu. Det siger noget om, at vi lever i et privilegeret velfærdssamfund med en meget stærk selvopfattelse, og at vi måske dybest set ikke er interesseret i et multikulturelt samfund. Man er nødt til at finde ud af, hvor man selv befinder sig, hvad ens position er, for at kunne være med til at ændre på tingene. Se sig selv i øjnene. Det har vi været optaget af at få med i bogen.«

Line: »Jeg kan godt forstå, hvorfor den debat ikke har været her før, og jeg kan godt repræsentere uvidenheden. Det har netop været gennem arbejdet med bogen, at jeg er blevet oplyst og nu forstår ting, jeg ikke forstod før. Vi er ikke en gruppe med samme udgangspunkt. Jeg har skullet spørge, blive fornærmet og følt mig stødt på manchetterne. Derfor er det så utrolig godt, hvad der skete med Yahya og Athena, for der blev det næsten staged på en scene, hvad der er gang i. Det skulle blive konkret, før jeg kunne forstå det.«

– Er I tit uenige?

Line: »Vi er tit meget uenige, men ofte handler det om, at man ikke forstår noget.«

Naja: »Uenigheden kommer ofte af uvidenheden. Det irriterende i hvidhedsdebatten er, at så mange ikke har sat sig ned og læst.«

Line: »Så vil jeg igen sige, at det er inden for en bestemt gruppering, at man kan forvente, at nogen sætter sig ned og læser en bestemt bog. Andre steder kan man ikke forvente, at folk læser svære tekster.«

– Hvem er bogen skrevet til?

Naja: »Det er blevet en meget blandet bog med både såkaldt smalle men også meget brede ting i den. Vi har hele tiden selv kaldt den en ‘digt- og debatbog’. Lidt for sjov, for det lyder også ret irriterende.«

Naja: »Det skulle være en bog, som folk gad snakke om, og som skulle få folk til at tænke over ting, de ikke har tænkt over før. Alt det, der har med menneskeliv at gøre: køn, krop, økonomi, forbrugerisme og en hel masse underemner, som knytter sig til vores hovedemne, som hele tiden har været køn og frihed. Målet har været at lave en generøs bog, som også peger på egne fejl og mangler, egen uformåenhed og alt det, vi ikke ved noget om.«

– I bruger også virkelig jer selv i undersøgelsen af verden?

Naja: »Vi beskriver, hvordan vi vælter rundt i verden og ikke kan finde ud af en skid. Vi kommer for sent, går ind i døre. Bogen er ærligt skrevet. Vi ville ikke at sætte os selv op i et Elfenbenstårn, som om vi var perfekte, fuldstændig velovervejede personer, der har styr på alt, for det har vi slet ikke. Og med alle de private fotos af os i bogen ville vi vise, at det er ligegyldigt, hvem der er på de billeder. Det er nogle klassiske situationer, vi befinder os i, situationer som de fleste mennesker vil genkende i deres egne fotoalbum. Vi lavede nogle kategorier for udvælgelsen af fotos såsom: med dyr, med søster. Og så tog vi situationer, der knytter sig til vores biokøn, f.eks. gravid og ammende, men også nogle mærkelige kategorier som: sur på strand. Alle klassiske menneskelige situationer. Bagefter har vi så skrevet mere eller mindre bizarre billedtekster til hinandens fotos.«

– I har konsekvent skrevet om de andres billeder?

Naja: »Ja, vi har ikke skrevet om vores egne billeder, for at man ikke skulle få den her memoire-følelse, følelsen af, at her sidder jeg med mit billede og fortolker billedet med min egen selvhøjtidelige bla bla bla. Det har også været et forsøg på at tage det private ud af billederne.«

Mette: »På en måde er det en alternativ erindringsbog. Vi går til memoirerne som noget fælles. Det er ikke et højtideligt moi og mine memoirer, men det handler i stedet om nogle figurer. Jeg vil også gerne sige, at bogens metode er poetisk eller dramaturgisk eller situationistisk. Bogen er en række af situationer, som har at gøre med tilfældigheder, og hvad der er muligt. I bogen inkluderes processen. Det er en del af metoden at blotlægge processen i resultatet.«

Naja: »Når man er tre og bruger så lang tid på det, så begiver man sig ud på en rejse. I langt højere grad, end når man sidder med sit eget lille bogprojekt, har man ikke kontrol med, hvad der sker. Man overgiver sig til fællesskabet og ved ikke, hvor man kommer hen. Man kommer til at påvirke hinanden på forskellige måder, bliver påvirket af det, man læser, af det de andre skriver og af det, som livet gør ved en undervejs. Vi er ikke bare sådan nogle, der går hen på en arbejdsplads og leger ordentlige mennesker hele dagen. Så skal man til oplæsning, så skal man rejse, så har man ingen penge. Vi lever et kaotisk liv. Og vi har lavet sådan et projekt midt i vores kaotiske liv.«

– Er det en dannelsesbog?

Mette: »Nej, fællesbog er den rigtige betegnelse, selvom det ikke er en genre. Da vi satte os ned, havde vi ikke en tese eller synopsis.«

Naja: »Det fælles har stor betydning. Det private, mig’et, bliver mindre interessant. Det giver også et større mod til at være ligeglad. Når vi ikke krediteres for de enkelte tekster, så giver det et andet mod til at stå rent frem. Det har givet os en frihed til at skrive ting, vi aldrig har skrevet før. Jeg oplever det slet ikke som en blottelse, men som forsøg på at vise en generøsitet: Her er vi, og her er, hvad vi har oplevet i vores liv.«

Line: »Jeg har slet ikke tænkt på det som en blottelse. Det er et resultat af fem år, hverken mere eller mindre. Hvordan ved jeg ikke, men det er et mirakel.«

Mette: »Jeg ville ikke have lyst til at vise private billeder i en bog, der kun handler om mig. Jeg har kunnet gøre det, fordi de andre har skrevet billedteksterne til mine billeder, og fordi det er et fællesprojekt, som handler om, at hvis man er biokvinde fra en bestemt tidsperiode, så kan man have nogle billeder, der ser sådan ud, har de og de situationer. De indgår alle i en undersøgelse af nogle ting.«

Line: »Den såkaldte blottelse, det manglede sgu da bare. Selvfølgelig skal man blotte sig på en eller anden måde. Der er meget litteratur, der er informerende, debatterende. Jeg synes, at der mangler blottelse og kom-nu-ind-i-kampen med hele dig. Det synes jeg, vi har gjort. Vi er gået ind i kampen med hele os, på godt og ondt.«

– På et tidspunkt i jeres bog skal to af forfatterne tage Knausgårds ‘Min kamp’ med til New York. Er det en tilfældig oplysning? Og hvad betyder Knausgårds selvbiografiske projekt for jeres?

Mette: »Jeg har aldrig læst ham. Livet er for kort til Knausgård, der er så meget fantastisk litteratur i den her verden.«

Line: »Hvad fanden, det har jeg aldrig hørt dig sige før, at du ikke kan lide Knausgård?«

Naja: »Jeg er glad for Knausgård. Han skriver vildt smukt, han skriver romaner. Det selvbiografiske er ikke så interessant i litteraturen. Eller det kommer an på, hvordan man bruger det. Vi har ikke brugt det selvbiografiske på den måde, vi har ikke fortalt den sande virkelige historie om os, heller ikke i en form for fiktion. Det er eksempelvis ligegyldigt, hvem der oplevede hvad i 1989.«

– Når man åbner jeres bog, skal man bladre forbi en hel del sider med besynderlige indretningsmotiver og skæve referencer til eksklusive reklamebilleder?

Naja: »Bogen har samme format som Vogue. Bogen har magasinform, især grafisk, men det er et antimagasin. Det her indløb i bogen med reklamebilleder, er bare en joke, hvor vi bruger samme form.«

Mette: »Når du sidder med bogen i hænderne, skal hoved og krop spille sammen. Så forstår du, at du ikke behøver læse fra enden til anden. Det forstår din krop. Som fysisk objekt opfordrer den til en anden måde at læse på. En læserute.«

Line: »Læserute, det er fanme et godt ord!«

Naja: »Vi forholder os også til perfektionen og har noget med erotisk kapital i bogen. Vi bruger damebladet, livsstilsmagasinet og laver noget helt andet.«

Line: »Et alternativt livstilsmagasin. Et nyt livsstilsmagasin.«

– Hvem er bogen skrevet til?

Naja: »Den er til alle, alle alle.«

Line: »Den er både til mænd og damer, ung og gammel.«

– Er I blevet klogere af bogen?

Line: »Jeg er blevet meget klogere.«

Naja: »Ja, og mere nuancerede, mere åbne. Vi har interviewet eksperter og fundet ud af noget, vi ikke vidste. Fantastisk eksempelvis at bede kønsforskeren Nina Lykke om at definere, hvad feminisme er. Hun forklarer det, så alle mennesker forstår det. De interviews er oplysning til borgerne om samfundet. Vi oplyser os selv, og oplyser så også vores læsere.«

– Er I også blevet mere lykkelige?

Line: »Jeg er blevet lykkeligere! Selvom jeg har været vandt til at arbejde i store sammenhænge i teatret, så er det her det sværeste, jeg har prøvet. Og jeg er kommet ud mere frigjort fra alt muligt pis, der hænger om mig.«

Naja: »Jeg er også blevet lykkeligere. Jeg har lært noget om mig selv, mine egne blinde punkter og de ting, jeg har haft svært ved at håndtere tidligere.«

Mette: »Jeg er også lykkeligere. Det har været et helt specielt rum at have sammen. Det har været en lykkefølelse, en eufori over, at det er muligt at skabe kunst på den her måde.«

Naja: »Hele den depressive opfattelse af, at her sidder jeg med mit digt, og pludselig sidder man tre personer sammen og skriver digtsuiter. Da vi havde afleveret til tryk, gik jeg i panik, for nu skulle vi hjem og sidde og skrive alene i vores kammer. Det forekommer pludselig så ufattelig kedeligt.«

Naja Marie Aidt/Line Knutzon/Mette Moestrup: ’Frit flet – Fællesbogen’, Gyldendal, 656 sider, 350 kroner. Bogen udkommer den 28. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Didde Lykke Jakobsen
Didde Lykke Jakobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karol Kanarra

- Hvad siger I til Voteman-videoen og den famøse blow-job-scene?
Line: »Jeg har ikke set den, skal jeg det?«
Mette: »Jeg har set den og synes den er plat. Den sagde mig ikke noget.«
Naja: »Det lyder ret plat.«
(...)
– Er I tit uenige?
Line: »Vi er tit meget uenige, men ofte handler det om, at man ikke forstår noget.«
Naja: »Uenigheden kommer ofte af uvidenheden. Det irriterende i hvidhedsdebatten er, at så mange ikke har sat sig ned og læst.«
Line: »Så vil jeg igen sige, at det er inden for en bestemt gruppering, at man kan forvente, at nogen sætter sig ned og læser en bestemt bog. Andre steder kan man ikke forvente, at folk læser svære tekster.«

- Så langt så godt ...