Læsetid: 6 min.

Litteratur, der gør den økologiske bevidsthed sanselig

I den unge samtidslitteratur vokser en erkendelse af, at mennesket ikke er altings målestok, men snarere ét blandt mange elementer i naturen. Og det præger teoridannelsen – økokritikken er tilbage med et opgør med den traditionelle naturforståelse
I den unge samtidslitteratur vokser en erkendelse af, at mennesket ikke er altings målestok, men snarere ét blandt mange elementer i naturen. Og det præger teoridannelsen – økokritikken er tilbage med et opgør med den traditionelle naturforståelse

iBureauet/Mia Mottelson

5. maj 2014

Samtidslitteraturen er på vej tilbage til naturen. Men ikke til naturen som en romantisk andethed, som man kan stirre på, røre ved og bearbejde. Samtidslitteraturen er på vej tilbage til en natur, hvor mennesket ikke er adskilt fra naturen.

Det iagttager kritiker og lektor ved Lunds universitet Elisabeth Friis hos danske digtere som Asta Olivia Nordenhof og Theis Ørntoft, men også hos flere norske og svenske digtere som Kristin Bergets og Ida Börjel. Alle gør de op med det, hun kalder den antropocentriske tænkning, der placerer mennesket i centrum af verden.

»Hvis man læser de her digte, er der ikke længere nogen dikotomi mellem menneske og natur. Naturen er ikke noget, vi står over for. Den er ikke et ’derude’, men noget vi også selv er.«

Så det er en ’ny natur’, litteraturen vender tilbage til. Og en bevægelse hen i mod en nivellering af menneskets forhold til naturen.

»Der findes anti-antropocentriske strømninger hele tiden, men nu synes jeg, at for eksempel en forfatter som Morten Chemnitz arbejder med det,« siger Elisabeth Friis om den danske digter, der i marts sidste år debuterede med digtsamlingen Inden april.

Der er blevet talt meget om fokuseringen på kroppen i den unge danske samtidslitteratur, men ifølge ph.d. ved Center for Kulturstudier på Syddansk Universitet Torsten Bøgh Thomsen er den en del af samme tendens. Den er nemlig også et udtryk for en bevidsthed hos forfatterne om, at kroppen ikke er noget andet end den omkringliggende verden, men derimod biologi på godt og ondt.

»Der er mange, der arbejder med materialiteten og forsøger at hive mennesket ned og gøre opmærksom på indlejringen i verden. Amalie Smith har for eksempel i I Civil nogle meget sigende beskrivelser af den elskedes krop, der kommer til at indgå i et meget større hospitalsmaskineri, hvor den teknologiske forlængelse af os selv bliver meget tydelig.«

Og digterne digter ikke i et vakuum. Økokritikken får også stadig mere teoretisk bund. En række teoretikere med den britiske professor Timothy Morton i spidsen har nemlig genoplivet økokritikken, men skiftet den romantiske glansbilledenatur ud med en mere flydende naturopfattelse og erstattet den humanistiske idé om mennesket som et væsen med særstilling i økosystemet.

Den ældre økokritik abonnerede på en teknologikritisk back to nature-tanke, hvor der eksisterer en »oprindelig« naturorden, der ved gode kræfters fælles hjælp kan geninstalleres. Men den nye, posthumanistiske økokritik tager et opgør med den humanistiske tradition for at se mennesket som en særligt privilegeret skabning med et uudfoldet potentiale – i stedet er mennesket hos eksempelvis Timothy Morton en skabning blandt alle andre, der ligesom alle andre er viklet ind i det trådnet, der udgør vores miljø.

Den mørke natur

Torsten Bøgh Thomsen forklarer, at der er flere forskellige led i særligt Mortons opgør med den traditionelle naturtænkning. Dels gør Morton som nævnt op med billedet af naturen som noget, der kan ødelægges og reddes igen.

»Det er et forsimplende og sentimentalt ordvalg, der præsenterer omverdenen som en maskine, der kan ’gå i stykker’ og ’fikses’. Den kan ikke ’ødelægges’, men den kan ændres – også så vi ikke kan være her længere.«

Men samtidig introducerer Morton også et begreb, han kalder dark ecology, der, som navnet indikerer, peger på, at naturen ikke i sin grund-essens er god eller smuk, men nødvendigvis også destruktiv og ødelæggende. Man kan derfor ikke forestille sig at finde tilbage eller frem til et økologiske balancepunkt, hvor alt kan bevæge sig mod selvudfoldelse og selvrealisering, fordi alt i naturen grundlæggende er forbundet og afhængigt af hinanden, forklarer Torsten Bøgh Thomsen: »I kraft af, at alting hænger sammen, kan noget kun udfolde sig på bekostning af noget andet.«

Den bedste form for vold

Men kan vi så komme frem til en bedre balance mellem os og det miljø, vi omgives af? Ikke i første omgang, mener Torsten Bøgh Thomsen.

Men der kan være noget produktivt i at blive opmærksom på sin egen position i systemet og på at blive opmærksom på, at for eksempel kroppen ikke er den skarpe kontur til omverdenen, vi har troet, den var. At kroppen for eksempel indeholder en masse fremmedelementer, som ikke er her i morgen. Og i morgen en masse elementer, som ikke er her i dag. Som mad, bakterier, vitaminer, affaldsstoffer.

»Vi begynder at flyde ud, og det gør, at alting på mange måder blive fremmed. Det er en god ting. Den kan føre til en ydmyghed over for omverdenen, som kan være produktiv i forhold til at forme en etik.«

Opmærksomheden på at befinde sig i et netværk af ting fremfor i centrum af alting kan altså måske være en start, hvis man vil skabe en form for ny økoetik.

Samtidig er det nødvendigt at gøre sig klart, at det er umuligt at undgå at begå vold i omgangen med miljøet, understreger Torsten Bøgh Thomsen.

»Vi må på en eller anden måde indse, at vold er et vilkår. Vi kan ikke nå en tilstand, hvor alt gror og vokser i skøn samklang. Konstruktion og opløsning kan ikke adskilles. Det gælder om at finde den bedste form for vold. Og så være sin egen udsigelsesposition og dermed volden bevidst.«

Men vi skal ikke forvente at blive klogere af at indse, at mennesket ikke nødvendigvis er naturligt bestemt til at være i centrum af alting, forklarer Torsten Bøgh Thomsen.

»Verden bliver bare endnu mere dunkel og uigennemskuelig for os, når vi bevæger os ned på niveau med alt andet i den.«

Økokunst

Med det ændrede fokus på mennesket og naturen kan økokritikken også begynde at anskue naturen i kunsten på en måde, der ikke kun koncentrerer sig om skovsøer og kronhjorte, fortæller Torsten Bøgh Thomsen.

»I forhold til at analysere kunst har der været et alt for ensidigt fokus på tematik i stedet for at se på, hvad det formelle kan bidrage med.«

Det betyder, at ikke kun kunst, der handler og træer og køer, kan være bærere af tolkninger af naturen. I stedet kigger man på, hvem der tillægges handlekraft. Hvem der installeres som det passive bagtæppe, og hvem der er aktører.

»På den måde kan man granske alle værker og udlede, hvilket forhold til omverdenen de udtrykker,« siger Torsten Bøgh Thomsen.

Elisabeth Friis forklarer, at Morton netop udvider feltet, så økologisk kritik ikke kun beskæftiger sig med digte, der formidler en naturoplevelse, men kan anvendes på et bredt spektrum af kunstneriske frembringelser – lige fra digte til lydkunst, fordi naturen i den moderne økokritik ikke længere er noget, der er ’derude’, men noget man interagerer med hele tiden, fordi mennesket netop er viklet ind i naturen.

På den måde er teorien sammen med bølgen af ny-materialistiske studier og anden posthumanisme og den deraf følgende sammentænkning af bæredygtighed, økologi og materialitet i en naturvidenskabelig forstand også en vej væk fra den konstruktivisme, der har været så dominerende i det 20. århundrede, siger Elisabeth Friis.

Hvad nytter det?

Men nytter den øgede økologiske bevidsthed i litteraturen noget i forhold til de aktuelle udfordringer med den globale opvarmning, eller er det som at spille violin, mens Titanic synker? Elisabeth Friis er skeptisk over for den pædagogiske tone, man finder hos for eksempel de danske digtere Lars Skinnebach og Theis Ørntoft, der begge beskæftiger sig eksplicit med den globale opvarmning, mens hun ser mere potentiale i den digtning, der prøver at tænke mennesket ind i naturen.

»Jeg er ikke sikker på, at den dystopiske ringeklokke, der ringer hos både Theis Ørntoft og Lars Skinnebach, virker. Folk ved godt, at der er et problem. Det hjælper ikke noget bare at sige det.«

Der, hvor poesien kan have en økologisk funktion, er måden, hvor på den kan gøre noget sanseligt for os, forklarer Elisabeth Friis.

»Sanselige erfaringer er vigtige for den økologiske bevidsthed. Vi kan læse den ene avisartikel efter den anden om, at FN’s klimapanel har sagt sådan og sådan og sådan, men poesien kan få os til at mærke, at naturen ikke er et ’udenfor’.«

Torsten Bøgh Thomsen ser ikke helt samme pædagogiske tone hos Theis Ørntoft.

»Hvor grænser og inddelinger er stabile i traditionelle verdener, sættes det hele på spil og får aldrig lov til at lande nogle steder hos Theis Ørntoft. Hierarkier bliver aktiveret, og der byttes hele tiden rundt på det største og det mindste. Det bliver en form for hæsblæsende holisme, hvor kategorierne aldrig får lov til at forstene. På den måde ender digtene ikke i nogen udsagn og bliver ikke belærende, hvilket er det værste naturkunst kan være.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Kroll
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Ejvind Larsen
Robert Kroll, Michael Kongstad Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det er fint. Ikke bare tilbage til naturen, men tilbage i naturen. Det er ikke nyt, og ikke første gang, men det gør det ikke mindre værd.

Michael Kongstad Nielsen

For at belægge min påstand om, at det ikke er nyt, med noget dokumentation, vil jeg bare henvise til et enkelt eksempel: Thorkild Bjørnvig: "Også for naturens skyld" - Økologiske essays, 1978.

Per-Olof Johanssson

- et er 'synspunktet' - noget er at anvende det i positioneringens tjeneste - at læse det citerede digt som 'moderne økolyrik' virker mere komisk end oplysende - det er da et digt i sin egen ret. At få det til at dække en ny 'retning' i digtningen? jeg fatter det ikke! Forleden var det en 'generation etik' der skulle gøre ung digtning interessant.
"Med det ændrede fokus på mennesket og naturen kan økokritikken også begynde at anskue naturen i kunsten på en måde, der ikke kun koncentrerer sig om skovsøer og kronhjorte, fortæller Torsten Bøgh Thomsen." Altså - gad vist hvad det er for en generation, der her kæmpes mod. Fra auktionskatalogerne ved vi godt, at der findes købere til de stykker - men det har da ikke noget med den aktuelle kunstscene at gøre. Hvis det har, forventer jeg at se den nærmere dokumenteret. Som læser ville jeg hellere læse en af fortalerne for den nye retning end den journalistiske forkortnings løsrevne citater, som umuliggør en fornuftig debat.

Aske Christiansen

@Per
Jeg er ganske enig med dig i at det ofte virker kunstigt at trække sådan en idé om en ny retning ned over en gruppe af forfattere eller værker. Jeg tror dog at du strækker artiklens påstand længere end den vil strækkes. At kalde det en "retning" er, ganske rigtigt, at minimere de enkelte værkers betydning, som udslag på en tendens der er større end forfatterne enkeltvist, og samtidig mindre end værkernes individuelle betydninger. Ikke desto mindre er forfattere, ligesom så mange andre, formet af deres samtid, i opposition eller tilslutning, i et ikke undseeligt omfang. Til det synes jeg at det er rimeligt at sige at enhver "samtid" har emner og problematikker der skriger på at blive behandlet kunstnerisk og litterært, og derfor bliver det, i desperation eller lyst.
Med andre ord (tror jeg) godt at jeg forstår din indvending, men jeg synes den rammer en anelse forbi målet. Omvendt synes jeg dog også at det at navngive eller fiksere sådanne retninger KAN være ødelæggende for både læsningen og skrivningen, igen pga. henholdsvis opposition eller tilslutning, samt det forhold at man nogen gange kommer til at lede efter det, man har fået at vide at man skal lede efter.
I forhold til hvilken generation det er der kæmpes imod, tror jeg mere at det er at foregribe en fejlslagen kritik (dvs. at det er fremadrettet) fremfor at kritisere bagud. Jeg hører hist og her stemmer der siger at det ikke er en konstruktiv fremtid for litteraturen at bevæge sig ind i en "ny-romantik" hvor naturen er åh-så-skøn. Det synes åbenbart at være en mulighed for nogen, at læse den nye litteratur sådan, som beskuende, noget der bare titter ud på den frodige naturs magt. Derfor synes jeg også det er helt på sin plads at der bliver lukket for den kritik, inden den bliver selvforstærkende, simpelthen fordi den er for simpel.

Per-Olof Johanssson

@Aske - derfor tror jeg det kunne være godt, hvis forfatterne var kommet til orde via egen sammenhængende formulering og ikke gennem journalistisk filter. "Med det ændrede fokus på mennesket og naturen kan økokritikken også begynde at anskue naturen i kunsten på en måde, der ikke kun koncentrerer sig om skovsøer og kronhjorte, fortæller Torsten Bøgh Thomsen." - det er da et underligt udsagn, er det læsning af PH der spøger? i hvert fald et udsagn, der mere afsporer en debat end fremmer den.