Lukkelyde og underbukser

Biler har aldrig sagt mig alverden, derfor har jeg nok ikke sans for de forskellige bilmærkers særlige status. Eller jeg forstår det måske godt, men jeg kan ikke føle det. Biler har dog en enkelt egenskab, som jeg ikke rigtig kan stå for. Nemlig den lyd, det giver, når man lukker bildøren. Phu-ff. Det er en lyd, der giver et ligefrem sanseligt velbehag, synes jeg. Desværre er lyden bedst i nye og dyre biler. Jeg har kørt i dyre biler, men aldrig ejet en. Og den eneste fabriksnye bil, jeg har haft, var en knaldrød Lada 1200 S, nemlig min første. Og den sagde desværre ikke Phu-ff, når døren smækkede i. Den sagde Plaff – med tiden: Plaff-rrr. Det var ikke nogen sexet lyd, der var absolut intet sanseligt velbehag ved den.

Man skulle tro, det er løgn, men min nabo for mange år siden – han var bankmand dengang – fortalte om en af bankens kunder, en mand, der var styrtende rig. Udover at have købt et par godser, som de oprindelige ejere ikke havde haft råd til at restaurere, havde han anlagt en stor, privat samling af biler i den absolut dyreste klasse. Han havde det ejendommeligt problem – syntes jeg jo – at han ikke kunne tåle lyden af en bildør, der smækker i. Noget Plaff-rrr tror jeg ikke, han blev udsat for, men han ville ikke engang have et sexet Phu-ff. Han ville slet ikke have noget, han ville have bildøre, der var fuldkommen lydløse. Derfor sendte han bilerne på et lydteknisk laboratorium – eller hvad sådan et sted nu hedder – for at få enhver lyd fjernet. Om det lykkedes helt og holdent er ikke til at vide, men det er nok ikke videre sandsynligt.

Men kendsgerningen var, fortalte min nabo, at manden betalte meget betydelige beløb oveni bilernes i forvejen astronomiske pris for at gøre dem lydneutrale. Både naboen og jeg spekulerede på, hvor manden dog kunne have fået sin mani fra. Det kunne måske være forståeligt, hvis han var vokset op i en eller anden überoverklasse, hvor lydløse bildøre er standard, men sådan en klasse var det svært at forestille sig. Ikke engang kongehuset har den slags bildøre, så vidt naboen og jeg da vidste. Og naboen vidste i øvrigt i forvejen, at rigmanden aldeles ikke var født rig, han var tværtimod vokset op i absolut jævne kår, nemlig i en socialklasse, der begynder med minus. Tænk engang, så har han levet en hel barndom i fortrykthed og ikke en eneste gang knyttet næven og svoret hævn over klassesamfundet. Derimod har han, mut og indesluttet, mobbet i skolen, tæsket af far og hundset med af mor, lagt en vældig plan for sin fremtid. Jeg vil være rig, har han tænkt, og så vil jeg ikke høre en lyd, når døren i mine biler smækker i! Måske har der været for mange døre, der blev smækket i for ham, sagde jeg til naboen. Naboen rystede på hovedet, han syntes nok det lød som noget forfatterlort. Eller også er han bare rådden i hovedet, sagde han og slog det sidste indhold af Maribopilsen ud på Vestlollands jord.

Jeg bruger dem rå

Hvad nu underbukser angår, så køber jeg mine hos Vagn Larsen her i Nykøbing F. Vagn Larsen er et gammelt Aalborgfirma, derfor indgår det som led i uddannelsen af personalet, at de skal lære thybo- og vendelbomål. Det er meget praktisk for mig, jeg behøver kun lige at grynte »åjjerbowser«, så finder de dem straks frem og folder dem ud på disken. »A will ha de almindelig hwie«, siger jeg så, hvorefter ekspedienten naturligvis straks fjerner de kulørte med g-streng og alle de andre narrestreger. Jeg bruger størrelse Medium, i forhold til min øvrige kropsstørrelse, af X-largetypen, har jeg nemlig en ret lille røv. Og jeg bruger dem rå, der skal ikke nogen skræddertilretning til her, hvis de skulle stramme lidt iblandt, kan man vel rette lidt på dem, sådan diskret. Det har herrer gjort til alle tider. Og jeg er ikke vokset op i en socialklasse, eller har haft så hårde opvækstvilkår, at det nogensinde er faldet mig ind, at man kunne få en skrædder til lige at ordne lidt på sømmene, før man tager underhylerne på. Fordi jeg jo godt nok alle tider har været lidt af en litteraturnørd, ville jeg nok være kommet til at tænke på Strindberg, der medførende et vidne og en tommestok opsøgte en prostitueret for at få et bevis på, at alting var som det skulle være histnede, såvel i henseende til størrelse som facon. Jeg mener kort sagt ikke det skulle være nødvendigt at lukke fremmede mennesker ind i ens underbenklæder. Da slet ikke en skrædder med en skarp saks og jeg ved ikke hvad. For den sags skyld har jeg heller aldrig overvejet at gøre familiens Mitsubishi lydløs. Huskede jeg at nævne, at jeg som en selvfølge naturligvis altid selv betaler for mine underbukser?

Nu har jeg hverken den lille eller den store spåmandseksamen, så jeg kan ikke vide, om skrivende stunds søndag eftermiddag vil have særlig mange ligheder med den kommende fredag, hvor denne artikel efter planen vil stå trykt i avisen. Til den tid er partiet Venstres formand og de borgerliges statsministerkandidat måske slet ikke Venstres formand og de borgerliges statsministerkandidat. Hvis jeg var ham, ville det ikke være tilfældet, og trods forhåbentlige forskelligheder, tror jeg virkelig ikke, at han er dummere end jeg er.

Hvis han går, vil han ikke helt have æren i behold. Men hvis han ellers selv vil være tilfreds med det, så vil han da være den glade ejer af en hel bankfilial af vælgerbetalte boxershorts.