De går der i en morgenlukket forlystelsespark og analyserer lidt.
Michael Jeppesen: »Så er der tre ting: Der er lysten til at skrive en bog. Det er stort, den har vi alle sammen. Jeg har en gang hørt, at næsten 80 procent engang er startet på at skrive en bog. Så er der hævnmotivet. Det er fandme en god følelse at skrive på.«
»Hævn er godt,« svarer Ken B. Rasmussen, for at der ikke skal være mindste tvivl om det.
»Og så er der lysten til at sætte verden i brand, bare at lave ballade,« fortsætter Jeppesen, som om han kender det. Det tror vi på, at han gør.
Balladen omkring Se og Hør, der har betalt en kilde for at overvåge kendte danskeres dankortvaner, og røret omkring journalisten Ken B. Rasmussen har kastet overraskende ting af sig. At vi nu omsider skal kigge på privatlivets fred og begrænse retten til, at nogen kikker på vore uundgåelige, altomfattende digitale spor, er selvfølgelig vældig godt.
Ken B. opnåede så også sine warholske 15 minutes of fame, som sikkert kommer til at vare lidt længere, ikke mindst på grund af det fikse forfatternavn, som huskes, når der er quizz i årets begivenheder. Det ser han ud til at have brug for. Ken B. Han var helt grå i ansigtet den morgen, Michael Jeppesen fangede ham for at følge dagen, hvor nøgleromanen Livet, det forbandede udkom. han fortæller lidt senere foran et spejl, at han ikke har sovet hele natten.
Men så skete der lidt mere, end der plejer. Programmet Jeppesen møder ... Ken B. Rasmussen blev et sjældent portræt af de sager, der åbenbart dybest set driver mænd her i livet. Også når det driver dem ned i sorte huller. »Der er lidt Batman over det, læser jeg dig forkert?«, spørger Jeppesen. Og man skal være fandens god til at skrive fiktion for at opfinde, at Ken B. Rasmussen snubler i samme øjeblik. Hvad var det for et hul, han ikke lige så komme?
Det var hullerne i programmet, som afslørede meget mere, end hvad der blev sagt. Det viste en hel anden måde at afsløre noget på, end ugebladet i romanen, Set og Hørts, brutale »grav lige kødbenet op, selvom der ikke er et kødben«. De blev sådan lidt Bukowski-Hemingway-agtige tilsammen, når de nu måske ikke helt kan hver for sig.
Når batmænd falder
Ken B. huskede udmærket, at Jeppesen var en af de personer, han slagtede i sagen om Naser Khader og hans haveport og sort arbejde. Det var Jeppesens lille entreprise, der blev ofret i jagten på den gode historie, også når den ikke var rigtig. »Har du dårlig samvittighed?«
»Nej«, svarer Ken B.
Virkelighedens forlystelsespark
er sjældent lukket. Og de lever jo af det begge to, også nu: at forsøge at afsløre. Jeppesen havde ellers slet ikke tænkt sig selv at tale om sin Naser Khader-sag. Siger han. Han får Ken B. til selv at sige det. Han får nærmest seeren til at tro på, at det ikke er det, det handler om. Også selv om Jeppesen tydeligvis stort set ikke tænker på andet. Hvordan batmænd falder, netop som de tror, de kan flyve. Hvordan han selv faldt – med Naser Khader-sagen altså. Hvordan han selv skulle mærke det på huden, før han opdagede, at han havde ofret en del personer på Ekstra Bladet. For historiens skyld. »Der er folk, jeg har ringet og sagt undskyld til«.
Den slags tror Ken B. ikke på. Han tror på hævn. Vi opdager – i en taxa – at han måske især tror på hævn over noget, han ikke helt kan få sig selv til at sige. Han skal især have hævn over en kvinde. Det kan Jeppesen høre: »Det er sexchikane. Lad os køre en tur forbi 3F, nå nej, vi skal ud til journalisterne, de venter.«
Jeg tror, jeg husker citaterne rigtigt; jeg kunne sætte mig og se hele udsendelsen igen, men det er lige meget, for det hele er blevet én stor ret fantastisk fiktion om to sårede mænd, der hævner sig på hver deres måde, så jeg genfortæller bare, som om jeg har været i biffen.
For pludselig tager historien efter en lang udmattende udgivelsesdag så en hel anden retning end en modernistisk forfatter overhovedet kan tillade sig. Sådan kan en ny roman, eller en cool film, altså ikke se ud. Og da slet ikke en cool mand. Det forbrødrer de to mænd sig så over, til allersidst, på et værtshus. For pludselig skete der noget helt vildt i programmet. Noget ret tårepersende. Naser Khader er med i et af de programmer, som Jeppesens program filmer, at Ken. B deltager i. Fra en telefonlinje i USA kritiserer Khader Ken B. for ikke selv at beklage, at han eksempelvis skrev historien om Naser Khaders port. Ken B. står hjemme i Danmark og lytter til Khaders kritik i netop den gade, hvor porten er, og ved siden af den mand, hvis håndværkere lavede porten. Og pludselig sker der et shift mellem udsendelsen og tja, virkeligheden. Ken B. siger nemlig virkelig undskyld til Khader. Og også til Jeppesen. Når han nu står ved siden af.
Som om det gør en forskel
Mens Khader får sin undskyldning, kommer hans ekskæreste og barn tilfældigvis gående forbi Ken B. og Jeppesen. Jeppesen lader barnet lytte med på linjen fra USA, og barnet siger: »Det er jo far, der snakker.« Som i en amerikansk film. Fandme. Den slags tror man ikke på, selvom det sker i virkeligheden. Siger Jeppesen til Ken B. Og omvendt. På baren.
Og sådan gør kyniske mænd ikke vel? A man’s gotta do what a man’s gotta do (m/k) inklusiv at levere varen til Set og hørt og Ekstrasedlen, som to medier kaldes i Ken B.’s bog. Og der er ikke noget at undskylde dér. Ikke før noget rammer dem selv.
Men o.k., lige før jeg blev helt rørstrømsk, og der ikke var et øje tørt, var det godt, at jeg sad med min kyniske søster.
»Hvis der ikke var blevet sagt undskyld, var det tema da bare blevet klippet ud,« kommenterede hun tørt.
Og det er jo også sandt. Nok.
’Michael Jeppesen møder ... Ken B. Rasmussen’ DR K den 6. maj kl. 21.45. Kan stadig ses på dr.dk
