Når teknologien bliver usynlig, bliver den magisk

It’s coming from the feel

that this ain’t exactly real,

or it’s real, but it ain’t exactly there.

Leonard Cohen

To be, or not to be, that is the question.

Hamlet i ’Hamlet’

I et lysglimt materialiserede han sig på scenen, og i et lysglimt forlod han den igen. Den nyvalgte indiske premierminister Narendra Modi fremstod ’larger than life’, da han i sin netop overståede valgkamp gentagne gange tonede frem foran sine tilhængere som et svimlende, luftigt lysfænomen.

Fra et rent rationelt synspunkt var der tale om en teknisk løsning på et praktisk problem, som skulle sikre, at hans politiske budskaber ikke strandede i logistik, men nåede ud til flest mulige af Indiens godt 800 millioner stemmeberettigede vælgere. Men fra et politisk strategisk perspektiv var der samtidig tale om en overbevisende symbolsk iscenesættelse af en allestedsnærværende landsfader med omnipotent magt.

»Når man henvender sig til folk som et hologram, bliver man uvægerligt opfattet som noget lidt ophøjet og helligt,« siger Søren Pold, lektor i digital æstetik fra Aarhus Universitet.

»Det er en visuel repræsentationsform, som smager lidt af noget guddommeligt.«

Tidligere i år gik Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan, sin indiske kollega i bedene, da han dukkede op til en partikongres i skikkelse af en tre meter høj, ivrigt vinkende optisk illusion – og også uden for det politiske vinder hologrammerne indpas: Ved en Live Earth-konference i Tokyo i 2007 blev Al Gore beamet ned i en sal fuld af klimasagsforkæmpere; under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2008 hentede CNN 3D-dubletter af deres politiske kommentatorer ind i studiet; og de senere år er flere afdøde musikere som Tupac, Elvis Presley og senest Michael Jackson blevet vakt til live som holografiske genfærd ved spektakulære sceneoptrædener.

Et glimt af evigheden

Eksemplerne er mange, og de rejser alle samme spørgsmål: Hvorfor? Hvad er det ved hologrammet som kulturelt objekt, der bliver ved med at fascinere os? Bent Fausing, lektor i æstetik og visuel kommunikation på Københavns Universitet, har et bud.

»Hologrammer foregiver at rumme paradokser, som ellers er uforenelige med hinanden,« siger han.

»De postulerer at forene den fysiske verden med den metafysiske sfære. Tilstedeværelse med fravær. Væren med ikke-væren. Og selv om vi ved, at det bare er et trick, så påvirker det os alligevel følelsesmæssigt«.

Allerede Aristoteles slog i sin Metafysik fast, at den samme ting umiddelbart ikke både kan være og ikke være på samme tid og samme sted: Enten er man her, eller også er man her ikke. Det er den grundlæggende ontologiske betingelse, som hologrammerne med deres optiske bedrag er med til at udfordre, siger Vincent Hendricks, der er professor i formel filosofi på Københavns Universitet.

»Det er lidt ligesom med den nyeste X-Men-film: Days of future past. Hvad betyder den titel egentlig? Det kan de færreste svare på, og alligevel drager den os. Det er den samme ubestemmelighed, der fascinerer os ved hologrammerne. De forekommer at transcendere velkendte erkendelsesmæssige principper, selv om det selvfølgelig kun er tilsyneladende,« siger han.

Kitschet sci-fi

Ifølge Bent Fausing griber hologrammet fat i en irrationel side af os, som vi trods vores status som fornuftsvæsener ikke bare sådan kan give slip på – heller ikke selv om hologrammet som kulturelt ikon i årevis er blevet stigmatiseret af sci-fi-universets æstetik.

»Det kitschede er ikke nødvendigvis en hindring for indlevelse. Man kan sagtens på et kulturelt plan tage smagsmæssig afstand fra fænomenet, mens man på et andet, mere eksistentielt plan, lever sig ind i den drøm om det evige liv, som hologrammet vækker til live. Det gør jeg i hvert fald selv,« siger Fausing.

Da Michael Jackson i forrige uge moonwalkede til sangen »Slave to the Rhytm« ved Billboard Music Awards, kvitterede samtlige danske netmedier da også med overskriften: »Michael Jackson genopstår fra de døde«. Vores religiøse forestillingsverden er nemlig stadig spillevende, selv om vi aflivede Gud engang tilbage i 60’erne – og med hologrammets overbevisende symbolkraft er det hinsides kun et klik herfra.

»Hologrammet griber fat i en eksistentiel side af os og pirker til tanken om, at det guddommelige under kan ske: At noget ikkefysisk kan blive fysisk. At noget fraværende kan blive nærværende. At de døde pludselig kan blive levende igen,« siger Bent Fausing.

Ældgammelt tryllenummer

I dag er forskere nået så langt med udviklingen af hologramteknikken, at det faktisk er muligt at virkeliggøre den ikoniske scene i Star Wars, hvor Prinsesse Leia i et 3D-hologram beder Luke Skywalker om hjælp. Altså, at filme et objekt ude i verden og kalde det frem et andet sted i hele sin tredimensionelle vælde.

Ifølge Harald Øverby, førsteamanuensis ved Institutt for telematik ved NTNU, vil man – når teknologien bliver billigere – kunne afholde telefonkonferencer i 3D eller møblere sin stue med visuelle repræsentationer af kunstgenstande, man godt kan lide.

»Folk gik fra sort-hvid-fjernsyn til farve-tv og fra almindelig opløsning til HD. Det her er det næste trin,« siger Harald Øverby til Videnskab.dk.

Den teknik, som foreløbig har pustet nyt liv i Michael Jackson og sikret Narendra Modi posten som premierminister, er imidlertid af en anden og ældre dato. Faktisk er der i teknisk forstand slet ikke tale om ‘hologrammer’, men derimod om en videreudvikling af et flere hundrede år gammelt tryllenummer kaldet Pepper’s Ghost. Teknikken kombinerer glas, lys og spejleffekter til at fremkalde optiske bedrag af fysisk tilstedeværelse og dets historiske tråde løber helt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, fortæller Søren Pold fra Aarhus Universitet.

»Det er en slags remake af de klassiske fantasmagorier, som den belgiske opfinder Étienne-Gaspard Robert, skræmte det parisiske borgerskab med på kirkegårde omkring 1800. Ved hjælp af magiske lanterner projicerede han billeder ud i noget røg, så det lignede at de døde blev kaldt til live,« fortæller han.

I dag er udtrykket ’fantasmagorisk’ blevet synonymt med teknologier, som sletter deres egne spor, så de forekommer magiske: Teknik som magi.

»For eksempel mente Marx, at varer er fantasmagoriske, fordi de skjuler deres egen produktionsproces. Og Walter Benjamin kaldte nazisternes propagandametoder fantasmagoriske, fordi de skjulte deres egen forførelse og manipulation. Der er ingen grund til at trække sammenligningen for langt, men det er åbenlyst, at dér, hvor teknologien bliver fantasmagorisk, også er dér, hvor den bliver potentielt farlig,« siger Søren Pold.

Men i stedet for at frygte hologrammerne – og beslægtede optiske illusioner – er der god grund til at se positivt på deres potentiale, mener Vincent Hendricks. Ikke mindst når det kommer til vores underskud af fysisk nærvær, kan de tjene som kompensation.

»Vi ved fra nettet, at når folk sidder og skriver til hinanden, så føler de ikke nogen nævneværdig form for forpligtelse til at leve op til, hvad de skriver. Der er en helt anden form for forpligtelse knyttet til det fysiske rum, hvor man kan se hinanden i øjnene, aflæse hinandens gestik og etablere hvad der er af fælles viden. På den måde kan der være nogle spændende anvendelsesmuligheder i hologrammet, hvis det bliver udbredt som kommunikation. Hvis ikke det sker, forbliver det formentlig bare sådan en flash gimmick, hvor man kan sige: ’Nå ja, så kan vi også det.’«