Baggrund
Læsetid: 6 min.

’Man er nødt til at holde fast i myten’

Det handler om at ikke at lade sig begrænse af fakta, om at skarpvinkle materialet og ikke give publikum, hvad det forventer at få, hvis man vil lave en vellykket biografisk film. Det siger tre instruktører, som alle er aktuelle på filmfestivalen i Cannes med film om så forskellige personer som Grace Kelly, J.M.W. Turner og Yves Saint Laurent
Biografiske film forsøger ofte at forklare, hvordan og hvorfor et menneske blev berømt eller fik en utrolig skæbne. Eller også forsøger de at nedbryde myten for at tegne et billede af et almindeligt menneske. Men det er en fejl at afmystificere myten, mener Bertrand Bonello, der har lavet filmen ’Saint Laurent’ om mode-designeren Yves Saint Laurent, der her spilles af Gaspard Ulliel.

Biografiske film forsøger ofte at forklare, hvordan og hvorfor et menneske blev berømt eller fik en utrolig skæbne. Eller også forsøger de at nedbryde myten for at tegne et billede af et almindeligt menneske. Men det er en fejl at afmystificere myten, mener Bertrand Bonello, der har lavet filmen ’Saint Laurent’ om mode-designeren Yves Saint Laurent, der her spilles af Gaspard Ulliel.

Scanbox

Kultur
22. maj 2014

Jeg er ligeglad med fakta.«

Sådan siger den franske instruktør Olivier Dahan, da han taler med Information om sin nye film, Grace of Monaco, der for en uge siden åbnede filmfestivalen i Cannes, og som har dansk premiere i dag.

Det er umiddelbart en lidt overraskende udmelding fra Dahan, idet filmen tager udgangspunkt i virkelige begivenheder og handler om skuespillerinden Grace Kellys ikke uproblematiske ægteskab med fyrst Rainier af Monaco (spillet af henholdsvis Nicole Kidman og Tim Roth). Men for Dahan er det vigtigt, at fakta ikke forhindrer ham i at fortælle den historie, han gerne vil fortælle.

»Jeg bryder mig ikke om biografiske film,« siger han. »For det meste er det bare en række fakta, der er sat sammen. Jeg var interesseret i at lave et portræt af Grace Kelly som skuespillerinde og kunstner. Grace of Monaco er en film om en kvinde, der to gange genopfinder sig selv – først som kunstner og siden som prinsesse – og derigennem kan jeg beskæftige mig med de problemer, kvinder generelt har med at finde en balance mellem ægteskab og mand og børn og passion.«

Det var noget af det samme, Olivier Dahan forsøgte i sin forrige film, Spurven (2007), der handlede om en anden virkelig kvinde, et andet ikon, nemlig sangerinden Edith Piaf.

»Min film om Edith Piaf handlede om en kunstner, der ikke kunne stoppe. Denne film handler om en kvinde, der vil stoppe og stopper,« siger instruktøren, der spejler sig selv i de to kvinder.

»Den Grace, man ser på lærredet, er en blanding af den virkelige Grace, Nicole og mig.«

En rummelig genre

Biografiske film, der kan tilfredsstille vores behov for heltefortællinger, vise berømmelsens bagside, løfte sløret for de kendtes privatliv eller menneskeliggøre mytologiske figurer, fylder meget i biograferne. Hvad enten det er Yves Saint Laurent, Spies & Glistrup, Monica Z, Lincoln, Tarok eller Diana, der alle demonstrerer en meget forskellig opfattelse af og tilgang til det biografiske stof, giver film om virkelige mennesker os mulighed for at spejle os selv i deres liv og oplevelser.

Filmene er nærmest forhåndssikret et stort publikum, fordi de netop handler om nogle mennesker eller myter, de fleste har et forhold til, og instruktørerne bag kan servere alt fra manipulerende melodrama til universelle skæbnefortællinger.

Den biografiske film er en meget rummelig genre.

Ud over Grace of Monaco byder også filmfestivalen i Cannes i år på flere film om virkelige personer, instrueret af meget forskellige instruktører, der griber det biografiske materiale an på hver sin måde og med hver sin dagsorden.

Britiske Mike Leigh fortæller i den visuelt betagende og usædvanlige Mr. Turner om de sidste 25 år i den berømte landskabs- og marinemaler J.M.W. Turners liv. Filmen viser en slags snapshots fra Turners liv, og den lader publikum selv lægge store dele af det fascinerende puslespil om den enigmatiske maler (spillet af Timothy Spall). »Det er den mest interessante del af hans liv. Hans far dør, han eksperimenterer i sine malerier, han møder fru Booth, han bliver ældre, og han har en masse konflikter. Det synes blot at være en naturlig periode at vælge,« siger Leigh til Information.

»I det hele taget er jeg meget interesseret i kunst, og for længe siden gik det op for mig, at forholdet mellem Turners episke, poetiske, dramatiske kunst og den sårbare, komplekse, plagede mand bag var meget interessant.«

Leigh fortæller også, at det for ham er vigtigt at fokusere og koncentrere det biografiske materiale, så det ikke ender med at blive udvandet og ligegyldigt – hvilket det ofte gør, synes han, fordi instruktørerne prøver at fortælle for meget.

»Der er lavet mange film om kunstnere, og de fleste af dem viser ikke en hel verden, der lever og ånder. De viser kun et lille udsnit af en romantiseret og idealiseret verden. Jeg ville gøre det, jeg normalt gør, nemlig skildre denne verden, som var den virkelig, og denne mand som et rigtigt menneske. Derfor har jeg taget de historiske fakta meget alvorligt, men Mr. Turner er ikke en dokumentarfilm, så jeg har samtidig været meget selektiv med, hvad der er i filmen.«

En skarp vinkel

Bertrand Bonello er godt klar over, hvor svært det er at lave en velfungerende biografisk film. Den franske instruktør deltager i hovedkonkurrencen i Cannes med Saint Laurent, årets anden spillefilm om modedesigneren Yves Saint Laurent (spillet af Gaspard Ulliel i Bonellos film).

»Det er svært at berette om et helt liv på to-tre timer,« siger han, da jeg sammen med en håndfuld andre journalister møder ham for at tale om filmen.

»Der er så meget at sige, at man ender med ikke at sige noget som helst. Der sker så meget i et menneskes liv, og der laves for mange små, korte scener, hvor man forsøger at få det hele med. Jeg valgte at fortælle om en periode på 10 år, men måske er selv det for meget. Maurice Pialat fortæller blot om en måned i van Goghs liv i Van Gogh (1991). Og så er det muligt at fortælle en historie med en skarp vinkel.«

Et overrasket publikum

Biografiske film laves som oftest om berømte mennesker eller mennesker, som har har en utrolig skæbne, og instruktørerne bag bruger tid på at forklare, hvordan og hvorfor dette menneske blev berømt. Det er en fejl, mener Bertrand Bonello.

»Eller også forsøger de at nedbryde myten for at tegne et billede af et almindeligt menneske, og det bryder jeg mig heller ikke om. For mig er det vigtige netop myten, hvis man laver en biografisk film – man er nødt til at holde fast i myten.«

Samtidig ville den franske instruktør med Saint Laurent give publikum noget andet, end det forventede.

»Når folk går i biografen for at se en biografisk film, er det for at se noget, de ved i forvejen,« siger han.

»De vil høre de berømte ting, vedkommende har sagt, eller se berømte billeder af vedkommende vakt til live. De vil med andre ord se de ting, man kan få at vide, hvis man googler Yves Saint Laurent. Det er lidt kedeligt, synes jeg, og det forsøger jeg at undgå – og det vil måske skuffe publikum.«

Bertrand Bonello forklarer, at han i sine nye film prøver at komme tæt på mennesket og myten Yves Saint Laurent uden at forklare ham, fordi, som han siger, »mysterier er udgangspunktet for begær«.

Derfor var det også vigtigt for ham at finde den helt rigtige blanding af virkelige begivenheder fra Yves Saint Laurents liv og ting, Bonello selv opdigtede.

»Det var en svær balance,« siger han.

»Hvis man kun kommer med fakta, alle kender, resulterer det i en lidt kedelig film, men hvis man kun baserer det på sin fantasi, føler publikum sig fortabt. Man skal forsøge at lave et billede eller en scene, der udtrykker fakta. Lykkes det, er filmen på én gang fuld af fantasi og sandhed. Der er intet i Saint Laurent, der kommer ud af det rene ingenting.«

Plat eller krone

Da Bertrand Bonello blev spurgt, om han havde lyst til at lave en film om Yves Saint Laurent, måtte han først tænke over det i et par dage. Umiddelbart havde han nemlig ikke lyst, men det gik op for ham, at han ville få nogle unikke muligheder med modeskaberen som hovedperson i en film.

»Jeg ville i høj grad kunne lave film med Saint Laurent. Personen er virkelig farvestrålende, og så er der alt det visuelle, fordi æstetikken var så vigtig for Yves Saint Laurent.«

Det er ikke usædvanligt, at biografiske film følges ad i par – to film om Truman Capote, to om Coco Chanel – og 2014 byder altså på to film om Yves Saint Laurent. Den første var Jalil Lesperts Yves Saint Laurent.

De to projekter har fulgtes ad, men selv om det gjorde det sværere for Bonello at få finansieret Saint Laurent, var den anden ikke noget, som for alvor gjorde ham nervøs. Han forsøgte sig dog alligevel med en slags modsvar.

»Det er svært at sige til en anden instruktør, at han skal droppe sit projekt,« siger han, »men jeg foreslog på et tidspunkt, at vi skulle slå plat eller krone om det, men det ville de ikke.«

’Grace of Monaco’ har premiere i dag. Både ’Mr. Turner’ og ’Saint Laurent’ får premiere senere på året

Følg med i filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk og på Twitter: @monggaard

www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her