Læsetid: 5 min.

Nordisk Film hyrede nazi-direktør for at tækkes Tyskland

Ny bog afslører hidtil ukendte detaljer om, hvor tæt den danske filmindustri samarbejdede med nazisterne før og under besættelsen. Forfatteren håber at kunne nuancere danskernes billede af perioden
Manden med stålhjelmen, Heinz Graff, havde under besættelsen en toppost i Nordisk Film. Senere lavede han propagandafilm til et dansk publikum, hvilket Nordisk Film tjente styrtende på. Foto DFI

Manden med stålhjelmen, Heinz Graff, havde under besættelsen en toppost i Nordisk Film. Senere lavede han propagandafilm til et dansk publikum, hvilket Nordisk Film tjente styrtende på. Foto DFI

2. maj 2014

Den tyske propagandaminister Goebbels og den danske filmkapitalist Carl Bauder var begge mænd med et projekt. Nazisten ville genrejse Tyskland til fordums storhed. Samme mål havde Carl Bauder for det hensygnende Nordisk Film. Og dertil kunne de bruge hinanden.

Det fremgår af bogen Dansk film under nazismen, der er skrevet af filmhistorikeren Lars-Martin Sørensen og udkommer på mandag.

Samarbejdet mellem Nazityskland og Nordisk Film, hvor pengemanden Carl Bauder på det tidspunkt var den reelle magthaver, før og under besættelsen har tidligere været fremme.

Men bogen føjer nye oplysninger til, der yderligere udbygger billedet af, hvor langt Nordisk Film var villig til at gå for at tækkes tyskerne.

Blandt andet kommer det frem, at Nordisk Film i foråret 1940 ansætter Heinz Graff, der er medlem af det tyske nazistparti, som direktør for Nordisk Films fabrik i Frihavnen.

»Så vidt jeg kan vurdere, ansætter de ham kun for at lette samarbejdet med det tyske propagandaministeriums rigsfilmkammer i Berlin,« siger Lars-Martin Sørensen.

Velintegreret

Heinz Graff har nemlig ingen erfaring med filmbranchen. Han er parfumefabrikant. Nordisk Film ser sig da også nødsaget til at retfærdiggøre ansættelsen af nazisten i den danske presse.

»Hr. Heinz Graff er tidligere leder for et Kosmetikfirma, og det kan maaske straks synes lidt forbavsende, at han gaar over i Filmbranchen; men man maa imidlertid erindre, at han er teknisk leder, at han er fabrikskyndig,« udtaler Nordisk Films direktør for distribution, Olaf Dalsgaard-Olsen, i en pressemeddelelse.

Virksomheden slår også hårdt på, at nazisten er velintegreret i landet.

»Hr. Graff har boet her i mange Aar og taler Dansk som en indfødt, hans Frue er dansk. Vi har i flere Aar ønsket at faa ham som leder af vor Fabrik i Frihavnen, hvor hans evner vil komme os til nytte,« lyder det videre i pressemeddelelsen.

»Det kan vist ikke betegnes som almindeligt, at en virksomhed skal retfærdiggøre ansættelse af en direktør i en underafdeling over for pressen. Det er en kraftig indikation af, at de har vidst, at det her var meget kontroversielt. At det var til stregen, og måske også over stregen,« siger Lars-Martin Sørensen.

Nordisk Film er da også så vidt vides det eneste danske filmselskab, der decideret ansætter nazister i ledelsen.

Når firmaet har brug for Heinz Graff, skyldes det forhandlinger med Goebbels’ propagandaministerium få uger efter besættelsen om at etablere et dansk-tysk distributionsselskab, der skal udsende tyske film på det skandinaviske marked. »Med udgangspunkt i den nødvendighed, det er at have filmdistributionen i Danmark på tyske hænder under krigen for at kunne styre den fra Tyskland,« som det hedder i et mødereferat, foreslår Carl Bauder at etablere et firma, hvor tyskerne har 51 procent af aktierne, mens Nordisk Film har resten.

På den måde vil Nordisk Film få eneret på at distribuere tyske film, ikke bare i Danmark, men i hele Skandinavien. En enestående forretningsmulighed. Og det er ifølge Lars-Martin Sørensen heri, Carl Bauders motivation for samarbejdet skal findes. Der er intet, der peger på, at den danske filmmagnat skulle nære en særlig sympati for nazismen.

Medvirken til propaganda

På trods af Bauders ihærdige anstrengelser for at tækkes besættelsesmagten lykkes det ikke at lande en monopol-aftale. Det tyske propagandaministerium ser det som en for stor risiko at »lægge alle æg i én kurv«, som Lars-Martin Sørensen formulerer det. Og det skal vise sig at være et stort held for Nordisk Film. For det redder formentlig virksomheden fra en dom for værnemageri efter krigen, mener Lars-Martin Sørensen.

For at blive dømt for værnemageri skal man nemlig have taget et »utilbørligt initiativ«, forklarer historikeren, altså eksempelvis have oprettet nye selskaber med det formål at handle med tyskerne. Og da Nordisk Film allerede inden krigen havde handlet med Nazityskland, er det svært at bevise. Selskabet undersøges ganske vist efter besættelsen med henblik på at rejse en sigtelse, men der bliver så vidt vides aldrig ført en egentlig sag mod Nordisk Film.

Selv om hovedparten af aftalen falder på gulvet, har Nordisk Film dog under forhandlingerne med Nazityskland sikret sig rettighederne til såkaldt ’versionering’ af tyske film og ugerevyer – det vil sige ugentlige aktualitetsfilm – til det danske marked: Undertekster, rulletekster, m.m. står Nordisk Film for.

Og ansættelsen af nazisten Graff står ved magt. Efter halvandet år i stillingen bliver han direktør for den nyoprettede nazistiske ugerevy i Danmark. Formålet er at lave propaganda, der rammer publikum i det besatte Danmark bedre end de versionerede tyske ugerevyer, der er kendetegnet ved »en meget bastant propaganda, hvor man ser tyske troppemarcher en masse«, som Lars-Martin Sørensen forklarer.

Nordisk Film får kontrakten med at kopiere og versionere de nye danske ugerevyer. Og arbejdet med filmene foregår på Nordisk Films fabrik i Frihavnen. I løbet af ganske få år fordobler fabrikken sin indtægt.

Nordisk Film tjener styrtende på medvirken til nazistisk propaganda.

»Det er almindeligt anerkendt blandt historikere, at man efter besættelsen tog de små fisk, mens de store gik fri. Man skal også huske, at der var 42.000 virksomheder, der blev undersøgt efter krigen.«

»Hvis man havde brugt en hård alen over for dem, så havde man lagt hele det danske erhvervsliv ned, og det ønskede man selvsagt ikke,« siger Lars-Martin Sørensen.

Overivrigt samarbejde

– Men havde Nordisk Film reelt andre muligheder end at samarbejde med tyskerne, hvis de ville overleve som virksomhed?

»Man kan altid graduere samarbejdet. Historikere skelner mellem samarbejde, der er proaktivt, aktivt eller påtvunget. Og når Nordisk Films direktør tager til Berlin og forsøger at få en monopol-aftale, 14 dage efter at landet er besat, så er det, hvad jeg vil kalde hyperaktivt samarbejde. Så de kunne faktisk godt have gjort andet. Man må heller ikke glemme, at besættelsen var reprisernes tid, og Nordisk Film havde det suverænt største bagkatalog, som de kunne tjene penge på. De kunne godt have været mindre aktive,« siger Lars-Martin Sørensen.

Et eksempel er ifølge historikeren, at Nordisk Film under besættelsen fjerner jøder fra filmproduktionen – uden at tyskerne har forlangt det.

»Samtidig accepterer tyskerne, at en dansk film, som har en jøde i hovedrollen, bliver sendt til Venedig. Så det er endnu et tegn på, at man har været mere proaktiv end højst nødvendigt,« siger han.

– Hvad kan vi bruge den viden, du lægger frem i bogen, til i dag?

»Vi har en national forestilling om, at danskerne stod samlet imod de tyske overgreb nærmest fra besættelsens dag et. Men her kan vi altså se, at en vigtig del af dansk kulturliv samarbejder med besættelsesmagten for egen vindings skyld. Forhåbentlig kan vi få nuanceret billedet noget,« siger Lars-Martin Sørensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Noget tyder på, at store dele af den danske elite i business, medier, politik, film og kunst var ligeså tyskvenlige dengang, som de er amerikanskvenlige idag. Men sådan må det vel være i et lille land.

Leopold Galicki, Janus Agerbo, Peter Hansen, Holger Madsen, Peter Ole Kvint, lars abildgaard, Jakob Lilliendahl, Nic Pedersen, Karsten Aaen, Eva eldrup, Henrik Darlie, Niels Mosbak, Rune Petersen og John Houbo Pedersen anbefalede denne kommentar
Ljudmila Trojanova

Norge er af knap så lille størrelse befolkningsmæssigt. Mon ikke er det bjergene, der redder nordmænd fra konformisme? Nej, snarere deres olie depoter.

Michael Kongstad Nielsen

Lars-Martin Sørensen siger:
»Vi har en national forestilling om, at danskerne stod samlet imod de tyske overgreb nærmest fra besættelsens dag et. ... «
Det er altså det rene sludder. Og den begrundelse for at udgive bogen holder ikke en meter.

Per Torbensen, Nic Pedersen, Lars R. Hansen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

I 1935 eller 1940 har den forskel nok ikke været særlig stor.. Men sådan blev det nok da det stod klart at tyskerne vil tabe krigen.. Så kunne man efterrationaliserer lidt på samarbejdspolitikken og vores del af historien ville stå mindre kujonagtig.. Typisk dansk!

Peter Hansen, Heinrich R. Jørgensen, Jette M. Abildgaard, Eva eldrup og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Jakob, kujonagtigt var en politisk mærkesag for et af vores ledende partier.

Alt det der med "kæmp for al du har kært", "ret over magt" og lignede blev latterliggjort som romantisk nonsens, der skulle udryddes i den danske befolkning.

Michael Kongstad Nielsen

Altså, jeg synes der har været trampet rigeligt meget rundt i danskernes samarbejdsvillighed under besættelsen, fra øverst til nederst, og ingen, der har bare den mindste historiefornemmelse, er i tvivl om, at det var et blandet billede, men at der også var klar modstand og afstandtagen til Tyskland og nazismen, også i 1935 og 1940. Det er ikke rimeligt af denne historiker at komme og påstå, at danskerne i dag tror noget "sort - hvidt", efter al debatten, f. eks. efter Frihedsmuseets brand, eller de nyeste film fra besættelsen. Og går vi lidt tilbage, var en af Anders Fogh Rasmussens begrundelser for at gå i krig mod Irak, at Danmark havde været så kryster- og kujonagtige under 2. Verdenskrig.

Jakob Lilliendahl

Tak for linket Niels. Men man skal næsten være bevidst blind hvis man ikke vil se sammenhængen mellem Morten Korch æstetik og malkepigerne fra hitlers våde drøm; den ariske folkeidyl.

Jeg håber og tror du har ret Michael, men det er svært at gisne om hvor nuanceret en forståelse af historien "den nationale fortælling" giver.. Hvis det er 5. klasses projektet om besættelsestiden, fortællingen om de gode og de onde, der står klarest i hukommelsen hos den brede befolkning, er det måske fint at påpege at historien ikke er helt så simpel.

Niels-Holger Nielsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Michael Kongstad Nielsen

Danskerne var da bestemt ikke hverken kryster- eller kuj0nagtige - de sendte mange tusind Frikorps-mænd til Østfronten og Jugoslavien, hvor de skulle bekæmpe kommunister, jøder og partisaner, samt deltage i forefaldende krigsforbrydelser.
De kom desværre jo bare til at holde på den hest der tabte, mens en langt mindre styrke af bl.a. kommunister, kæmpede for et frit Danmark - og imod fascismen...
Sådan var den danske befolkning delt, mens en socialdemokratisk regeringsleder i radioen opfordrede til at man angav "terrorister" - og med dem, mente han hverken Hipo- eller SS-folk.

Derfor er bogen vigtig, for at dokumentere hvor langt det officielle Danmark gik, for at udbrede den fascistiske propaganda i befolkningen - og hvor lemfældigt et retsopgør der var tale om, hvor man knaldede de små frikorpsfolk, mens de store entreprenørvirksomheder gik fri.

Henning Pedersen, Leopold Galicki, Karsten Aaen, Helge Rasmussen, Niels-Holger Nielsen, Per Torbensen, Peter Hansen, Christel Gruner-Olesen, Olav Bo Hessellund, Steen Sohn, Holger Madsen, Torben Nielsen, lars abildgaard, Rune Petersen, Per Jongberg, Niels Engelsted, Merete von Eyben, Nic Pedersen, Jakob Lilliendahl og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Niels, hvis man skulle have knaldet de store værnemagere, skulle de flere af de ledende politikere jo knalde sig selv og deres partikammerater, så det kunne tilsagde mådehold i oprøret efter krigen...

Jakob Lilliendahl

Det var en helt anden verden den gang.. Det er jo det første man bør prøve at forstå.. Men som Niels Engelsted skriver, "store dele den danske elite" Og det må man så også forstå, når man vil læse historien og forstå samarbejdet..

Jeg kiggede engang i et stort tykt 2. binds værk om Danmarks nationalsymboler.. Det var frygteligt, men fandt da ud af at almindelig borgelig historieskrivning gerne vil tilbagefører lilleputs-mentaliteten til nederlaget i 1864 og de braste drømme om imperiets storhed.. Den fortælling synes jeg tilgengæld er lidt flittig repræsenteret, når der skal retfærdiggøres at "vi" gang på gang "løber med de store drenge der mobber"
Realpolitik er ikke alt, kan man moralisere ;)

Lars R. Hansen

Helt overordnet set må Danmark betegnes som en uvillig allierede med Nazityskland fra før besættelse og mindst frem til august '43. Det er der vist ikke mange skolebøger mv. som anfører, så på den måde har forfatteren en pointe.

Michael Kongstad Nielsen

Niels Mosbak - jo, jo, jeg kender godt historien så nogen lunde. Jeg siger bare, at alle efterhånden må kende til denne ambivalens og svaghed i reaktionen overfor Tysklands besættelse, men det var ikke sort - hvidt, men både og. Socialdemokraterne havde også en Hartvig Frisch, der skrev "Pest over Europa" i 1933:
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/indledninge...
Og for lige at nævne en anden, inden vi kommer til kommunisternes vagtparade, så skrev Poul Henningsen (PH) netop i dagene op til 9. april 1940 visen "Man binder os på mund og hånd", der efter tysk censur alligevel blev en mega-succes på revyscenen, som en slags tavs protest og modstand fra dag ét.

Lars R. Hansen

Nå, Michael, hvormange soldater tabte Nazityskland på de to eksempler på modstand?

Og hvad tror du tabene ville have været for tyskerne i Norge, hvis Danmark havde kæmpet 9. april og ødelagt vigtig infrastruktur for de tyske operationer i Norge?

Lars R. Hansen

En stor moralister, der hælte en skidtspand ud over modstandsbevægelsen, der imodsætning til Frich gjorde noget nyttigt under besættelsen.

Jakob Lilliendahl

Lasse: 19.13

Hvis og hvis og hvis..
Det er er mange "hvis'er" i historien, men det er lidt lige meget, især dem der kommer bagefter, "hvis" man stadig er i live! Bare man/vi bliver klogere!

Lasse: 19.20
Jeg forstår ikke helt, hvad du mener?

Søren Kristensen

De fleste som interessere sig bare lidt for perioden er nok klar over at ikke alle danske var frihedkæmpere fra dag ét, for at sige det mildt. Men derfor kan de jo være meget interessant alligevel at få belyst hvordan nogle af de største industrivirksomheder udnyttede situationen sådan helt konkret. Det er jo en spændende periode i dansk historie og derfor er det er nok ikke den sidste bog om besættelsen, med det mål at nuancere billedet.

Lars R. Hansen

Hvis og hvis

Der er militærhistorikere, der mener, at hvis Danmark havde gjort modstand, her især sprængt flyvepladsen i Aaborg og anden infrastruktur, da ville tyskernes operation mod Norge have mislykkes med store tyske luft- og flådetab samt det meste af deres luftbårnestyrker. Det kunne have forkortede krigen og sparet mange liv.

Hartvig Frisch

Den store moralist kaldte modstandsbevægelsens likvideringer for mord.

Michael Kongstad Nielsen

Søren Kristensen - nej det er nok ikke den sidste bog om besættelsen, men snart kunne man ønske sig nogle bøger, der endevender Danmarks medløb i mere moderne besættelser, såsom dem i Afghanistan og Irak. For ligesom i 1940 har Danmark i 2001 - 2003 lagt sig ned for den stærke part, samarbejdet og været mere end villig til at bryde med moral og etik, bare vi holdt med de stærke.

Peter Hansen, Holger Madsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Torben Selch

MKN
Eller ikke mindst vores negliceren over at USA inviterer decideret nazister til Washington, og blankt anerkender dem som være Ukraines regering. Ikke en enste dansk politiker har været ude og klade det et problem, så vidt jeg ved. Total tavshed. Deri synes jeg "gentagelsen"ligger.

Leopold Galicki, Niels Mosbak, Rune Petersen, Peter Hansen, Holger Madsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Det er rigtigt at hvis Danmark havde forsvaret Norge, så ville tyskernes operation mod Norge have mislykkes med store tyske luft- og flådetab samt det meste af deres luftbårnestyrker. Men hvis dette havde været tilfældet så ville efterretningstjenesten have aflyst operationen. Og Hitler var blevet kuppet som en idiot. Problemet er bare at ideen om at angribe Norge var Hitlers personlige ide, som ikke indgik i nogen forsvarsplaner i Danmark eller i Norge. Dels var det danske luftvåben forældet og hæren havde ikke noget våben imod kampvogne.
Den norske hær havde heller ikke noget våben imod kampvogne.
Flyvepladsen i Aaborg var en civil lufthavn og det forudsætter at man kendte tyskernes planer, før at man begynder at ødelægge en civil lufthavn, for at forsvare landet.

Lars R. Hansen

Peter

Den tyske efterretningstjeneste havde ikke veto, faktisk havde Hitler en betydelig mistro til den militære efterretningstjeneste, og hærkommandoen også imod operationen, beslutningen om at gennemfører operationen blev taget i al hast af Hitler personligt mest i (berettiget) frygt for UK og Frankrig ville sætte sig på Norge militært efter UK have krænket norsk suverænitet og

Og tyskerne var beredt på eventuel dansk modstand, men dog nok sikker på den ville blive symbolsk og begrænset eftersom vore politiske ledere offentligt havde gjort det klart, at Danmark ikke under nogen omstændigheder ville fører en egentlig forsvarskamp, men blot markere.

Og så det en myte den danske hær ikke havde panserværnsvåben. Den danske hær var på infanterisiden tilstrækkeligt rustet med virkningsfulde panserværnskanoner og pansermaskinekanoner, og flere tyske panservogne og lette kampvogne blev da også nedkæmpet, desuden rådede man over eksplosiver, der kunne tilrigges som pansermineringer, vejsidebomber er ikke en ny ide.

Problemet var hæren ikke blev mobiliseret og indsat i forberedte stillinger, men holdt i lavt beredskab og forbudt forsvarsforberedelser så som anlæggelse af feltbefæstninger og panserspæringer og så blev beordret at overgive sig nær øjeblikkeligt. Ellers havde hærens Jyske Division 12 infanteribataljoner, bl.a udrustet med Madsen panserværnskanoner, 3 artilleriafdelinger, 1 lluftværnsafdeling og 1 panservognseskadron samt ingeniørtropper og træn mod en fjende, der, som følge af hovedlandets brede og beskaffenhed, havde begrænsede egnede angrebsakser og begrænsede muligheder for at folde sine styrker ud, flanker og omslutte danske styrker, der fører en henholdende og undvigende kamp.

Den danske svaghed var ikke mangel på panserværnsmidler, men den forholdsvise ringe motorisering samt mangel på panser, effektivt luftværn og jagerfly, men dersom styrken var blevet mobiliseret og indsat i en henholdende og undvigende forsvarskampe, hvor den løbende afståede infrastruktur ødelægges ved tilbagetrækning, så kunne den Jyske Division meget vel have holdt i flere døgn og nordenfjords længere endnu. Den tyske fremrykning ville blive sinket betydeligt og styrkerne i Norge, der var indsat i desparate kampe, ville ikke modtage strengt nødvendige forstærkninger og forsyninger via af danske flyvepladser.

På Sjælland var danske styrker i overtal og kunne, om forsvaret var bragt i krigsberedskab, uden større problemer havde nedkæmpet de få hundrede tropper tyskerne indledningsvist angreb København og den sjællandske øgruppe med. Bombeflyvene kunne vi dog ikke stille noget meningsfuldt forsvar op mod, men hvis bombeflyene havde spildt deres tid på terrorbombardementer af København ville de ikke kunne give afgørende luftstøtte til kampene i Norge.

Og den norske var rigtig nok ringere udrustet, end den danske med panserværnsmidler, til gengæld var der ikke noget rigtig nogle tyske kampvogne indsat i Norge, men primært let infanteri støttet af fly og flådestyrker, dertil kommer at nordmændene hurtigt fik støtte af britiske og franske styrker.

Og Danmark skulle ikke forsvare sig selv eller Norge alene, blandt med at ødelægge Aalborg flyveplads, men som svar på den tyske aggression mod Danmark træde ind i krigen på de allieredes side, og give den hvad vi havde i den overordnede kamp mod nazismen internationalt. Når tyskerne så har fået os nedkæmpet, da skulle vi med flåden, både krigsflåde men også handels-, fiskeri og lystflåden evakuere til Norge eller UK med resterne af vores militære styrker samt statsoverhoved og regering, koordinerede med de allierede så vi kunne få noget eskorte, og så fortsætte kampen i eksil.

Det gjorde andre lande, men for Danmark var det udelukket, utænkeligt. Og nutidige radikale historikere hyler datidens politiske ledere for deres defaitisme og eftergivenhed som store politiske bedrifter og statsmandsskab...

Peter Poulsen

At Heinz Graff var medlem af NSDAP er jo ikke i sig selv et bevis på at han også var nationalsocialist af overbevisning. Så man må håbe forfatteren har mere på ham end dette.
Jeg er i tvivl om hvorvidt man som tysk statsborger under besættelsen overhovedet kunne stå uden for partiet? Ialfald var man iflg. 'Besættelsestidens Fakta' (Sagførerraadet 1945) tvunget til at holde Skagerrak som var det officielle medlemsblad for 'Landesgruppe Dänemark'. Desuden kan andre end rent politiske årsager have gjort det 'sundt' at have sit medlemskab i orden.

Peter Olesen

Når historikere helgenkåres på Information.dk, så er det som regel fordi de anlægger et negativt syn på danskernes adfærd under besættelsen. Det kan man jo så kalde "nuancering" efter behag.

At den brede befolkning lige frem skulle have nydt besættelsestiden, med rationering, mørklægning, ture i beskyttelsesrum, suspension af diverse friheder og generel utryghed om fremtiden, tvivler jeg på.

At de åleglatte og opportunistiske eliter danser efter herskernes pibe, burde heller ikke komme som et chok, og "nuancerer" vel næppe noget.

Michael Kongstad Nielsen

"Søren Kristensen - nej det er nok ikke den sidste bog om besættelsen, men snart kunne man ønske sig nogle bøger, der endevender Danmarks medløb i mere moderne besættelser, såsom dem i Afghanistan og Irak. For ligesom i 1940 har Danmark i 2001 - 2003 lagt sig ned for den stærke part, samarbejdet og været mere end villig til at bryde med moral og etik, bare vi holdt med de stærke."
Det er også interessant,hvis man undersøgte de "rødes" landsforræderiske handlinger (fodnotepolitik osv), overfor østlandene, før Sovjets sammenbrud.
Hvis man virkelig fik adgang til de "saftige" arkiver, var der nok mange af vore politikere og højtstående embedsmænd, der måtte trække sig eller gå i fængsel.
En del af de såkaldte "meningdannere" burde fradømmes almen tillid for bestandig.

Peter Olesen

Du har nok ret, Jørn Boye, men det mener "man" åbenbart ikke offentligheden kan tåle.

Selvfølgelig skulle der omgrupperes efter mavepusterne i 1989/91, men mig bekendt er dekonstruktionen, herunder "kapitalismekritikken" og anvisningerne på "alternative samfund", ikke forstummet synderligt. Bestemt heller ikke her i spalterne.

Der går sjældent en uge, uden præsentationer af intellektuelle og videnskabelige "superstjerners" fantasier om det kapitalisme- og vækstfrie, indkomst-udlignede, grønne verdenssamfund, der simpelthen bare MÅ være under opsejling. Altid fulgt af et hav af anbefalinger og en opkørt debat.

Men antydes det, at de ældre medlemmer af koret aktivt arbejdede for, og troede på, en omstyrtning af samfundsordenen, i de tider hvor der eksisterede en klangbund herfor via Sovjetunionens eksistens, så står den på forargelse, skarpe protester og, for nogle; injuriesager.

Kommunismen/marxismen skulle åbenbart lige eufemiseres, før man turde stå ved den.

Karsten Olesen

Ifåølge denne kilde (som sammenfatter teorier omkring "Rostockmødet")

http://frikorps-danmark.dk/artikler/rostock/index.html

var "Opropet" , der nedkastedes 9.april, trykt hos Carl Aller allerede i dagene inden 9. april - der må altså have været folk hos Aller, der kunne "holde tæt" med planerne.

"Her besluttes det, at overdrage Carl Allers Etablissement trykningen af kongens opråb om, at iagttage ro og udvise loyal optræden over for enhver, der har en myndighed at udøve. Plakaten/ flyvebladet udgiver sig for, at være et budskab fra Majestæten, men er udfærdiget bag kongens ryg!"

"Klokken 8.00 ses Carl Allers ”Oprop” på ethvert gadehjørne, og dalende ned fra tyske kampfly."

Lars R. Hansen

Rostockmødet er en myte, men hvis regeringen havde indgået en sådan aftale, så ville de samme radikale historikere hylde det som stor statsmandskunst.

Karsten Aaen

Hvis Oprobet virkelig var trykt hos Carl Aller inden den 9.april tror I så ikke, at det ville have været udfærdiget på et perfekt dansk? Og ikke affattet på et blandingssprog af dansk og norsk. Kort sagt: Jeg tror ganske enkelt ikke på det! Mere interessant er dette: Efter 1945, den 4.maj og den 5.maj 1945, og i et par år derefter (indtil 1947-1948) gik det officielle Danmark næsten udelukkende og kun efter de små fisk, mens de store fisk gik fra. F.eks. mændene fra Højgaard-kredsen, der den 9. eller 10.april 1940 henvendte sig til Kongen (Christian den 10.) for at få denne til at danne et ministerium, som udelukkende og kun bestod af mænd fra Højgaard-kredsen. Kongen sagde heldigvis 'nej'...

Lars R. Hansen

Højgaard og co. gjorde jo intet ulovligt eller støttende for nazisterne. Tværtom var de så gale på regeringen, der havde ført en politik, som tilskyndede den nazistiske invasion samt forbudt forsvaret og folket at sætte sig til modværge, at de mente regeringen skulle afskediges til fordel friske kræfter.

Og igen, det er ikke ulovligt eller værnemageri, at opfordre kongen til at fyre regeringen og udpege en selv og ens egne. Det står enhver frit for.

Lars R. Hansen

Ja, faktisk sker det jævnligt, typisk efter folketingsvalg og af folketingsmedlemmer, men der står ingen steder, at kongen skal udnævne folketingsmedlemmer til ministre i kongens regering alene på folketingsmedlemmers opfordringer.

Tom Paamand

Venstre-minister Niels Elgaard anbefalede under Besættelsen, at "vi for en gangs skyld (måtte) opføre os som mandfolk" og indføre dødsstraf til modstandsfolk. Kun få fra dengang kan klare at blive aflæst nu af bagklogskabens altid så dygtige strateger. Folk tilpassede sig langt ud over hvad der kan virke rimeligt, mens de afventede en god position i en tysk fremtid.

Modstandsfolkene var heller ikke en ensartet gruppe, for selvfølgelig håbede de røde at befrielsen også ville føre til et bedre samfund for dem. Og diverse godsejere og andre stærkt konservative var egentlig ikke imod Hitlers politik, men blot mod invasionen - en del bekæmpede først Hitler og fortsatte så efter krigen med en totalitær politisk linje og fremmedfjendske aktiviteter.

Lissom i dag var de sammenvævede økonomier intet værn mod krig. Schweiz blev brugt som neutral mødeplads, så de multinationale firmaer diskret kunne fortsætte produktionen med uændret ejerskab. De engelske aktionærer kunne høre indtægten gå op når deres tyske bomber ramte London, og omvendt.

Krigen var jo ikke en kamp mod diktatur som sådan, kun mod den tyske og japanske form. Alle samarbejdede siden høfligt med de europæiske diktaturstater. At demokratiet skulle vinde blev først en given sag lang tid efter krigen, for den første tid gik med at fx England og Frankrig pissede videre på de lokale folk i kolonierne, der var blevet brugt som kanonføde. Alle løfter fordampede hurtigt, også lokalt i Danmark stod mange skuffede tilbage, mens livet hurtigt fortsatte som før.

Men i stedet for at grave videre i den dybe fortid, burde nogen grave frem hvordan det dog er komme så vidt, at alle vore ledende politikere intet kritisk tør sige om NSA. Det er klart, at nogen har et solidt greb om nosserne på dem, for hvordan lukker man ellers så effektivt munden på fx en tidligere så kritisk røst som Villy Søvndal.

Vore politikere indpassede sig smidigt før og under Besættelsen. De tilpassede sig nye herrer bagefter, og det er alt sammen ret forståeligt på det lommepsykologisk plan. Men der må stå langt mere end ministerpensionen på spil, når ingen af dem spræller synligt i garnet, men blot atter finder sig i magthavernes ordrer uden at kny.

Niels Mosbak, Christel Gruner-Olesen, Peter Poulsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Problemet med sådanne retsopgør er blandt andet, at der skal være demokratisk flertal for det, og juraen skal være i orden. Efter befrielsen vedtog Folketinget et straffelovstillæg, der med tilbagevirkende kraft fra 9. april 1940 gjorde lovlige ting ulovligt. I sig selv en svær øvelse, og næppe grundlovsmedholdelig. I hvert fald frem til august 1943 havde den officielle holdning fra myndighederne været af en karakter, der ikke gav borgerne en forestilling om, at det ville være ulovligt at handle på en måde, som senere viste sig at være ulovlig. Tilhængerne af tillægget pegede på, at enhver efter den 9. april måtte vide, at normale frie tilstande var sat ud af kraft, og at man ikke var i stand til at udarbejde en lovgivning, der tog højde for landsskadelig virksomhed.

Michael Kongstad Nielsen

Den sidstnævnte holdning (i mit indlæg) bekræfter en udlægning af de første krigsår gående på, at alle i virkeligheden vidste, at det var på skrømt når statsministeren udtalte, at sabotage og modstand var forbudt og i strid med Danmarks interesser o.s.v.

Lars R. Hansen

At gøre modstand mod nazityskland er ikke bagklogskab.

Generalkommandoen og søværnskommandoen anbefalede dengang man foreberedte et egentligt forsvar og at tage kampen op ved angreb samt erklære det vidt og bredt var ens hensigt. Hvis datidens miltære rådgivning var blevet fulgt, så var det overvejende sandsynligt, at Nazityskal slet ikke ville have angrebet og besat Danmark og Norge.

robert jensen

Niels Mosbak-
"De kom desværre jo bare til at holde på den hest der tabte, mens en langt mindre styrke af bl.a. kommunister, kæmpede for et frit Danmark - og imod fascismen".
Kommunisterne kæmpede måske nok imod fascismen, men at de skulle kæmpe for et frit danmark vil de fleste nok opfatte som en vittighed, men, det skal under alle omstændigheder nævnes at kommunisterne var allieret med Hitler 9.april, og hvis den danske modstand havde været større, er det vel mere sandsynligt at vi ville have set de danske kommunister som direkte landsforrædere på tyskernes side, hvis Stalin havde givet ordre til det.
Den egentlige selvstændige fædrelandskamp blev blev primært ført af konservative nationalsindede, og kommunisterne skiftede først side da Hitler bedrog Stalin et år senere.
I den officielle kommunistiske optik, var 9.april besættelsen et værn mod et engelsk angreb, og altså en beskyttelse af Danmark.
Besættelsen sker iøvrigt i de samme dage som de russiske kommunister er ved at myrde polske officerer og præstesønner i Katynskoven

Lars R. Hansen

Sandt, at krigen ikke var en kamp mod diktatur som sådan, vestmagterne var jo allierede med et af klodens værste i form af Stalins Sovjetrusland, og blandt danske modstandsfolk kæmpede mange ikke for demokrati, men et andet diktatur. Her især de kommunistiske, der rigtig nok først deltog i modstanden efter Hitler og Stalins aftale om delingen af Polen mv. blev brudt, og efter krigen arbejdede på at indføre et rødt diktatur i Danmark.

Michael Kongstad Nielsen

Ud over straffelovstillægget nedsatte folketinget i juni 1945 en kommission, der skulle se på, om begivenhederne 1940 havde været af en sådan karakter, der der burde rejses tiltale mod embedsmænd eller ministre (rigsretssag). På baggrund af kommissionens langvarige arbejde besluttede folketinget i 1955 med 153 stemmer for, og kommunisternes 8 stemmer imod, at der ikke skulle rejses tiltale mod nogen.

Karsten Olesen

Der er mange andre tegn på, at dele af den danske ledelse vidste, at invasionen kom, men holdt det skjult i inderkredsen.

A. P. Møller telegraferede allerede d. 8. april til sine skibe, at de skulle søge neutral havn (dvs. amerikansk).

Søværnets chef den 9. april var Paul Ipsen.

Under første verdenskrig havde Danmark efter tysk pres udlagt miner i Bælterne.

Denne mineudlægning var blevet forestået af Paul Ipsen.

Han var altså i forvejen en "betroet mand" i det dansk-tyske forhold.

Hans svoger, Percy Ipsen, var bestyrelsesformand i Riffelsyndikatet, der allerede før krigen var i samarbejde med tyske virksomheder.

Militærledelsen vidste det altså, men turde ikke orientere officerer og mandskab - gav i stedet blot ordre til lavt beredskab.

Ovennævnte kilde skitserer et begivenhedsforløb:

http://frikorps-danmark.dk/artikler/rostock/index.html

Passivitetsordren kan ikke have nået alle, for ved grænsen kom danske maskingeværstillinger i ildkamp med tyske kolonner.

De tyske tab var meget store, der angives 200 - 400 dræbte, hvilket tyder på, at soldaterne er blevet bildt ind, at der ikke ville blive ydet modstand.

Dette blev dysset ned af tyskerne - for det ville undergrave illusionen om en "fredsbesættelse".

"Den parlamentariske Kommissions betænkning" fra 1955 beviser side for side, hvor omfattende nazisamarbejdet var.

Men da alle toppolitikerne var inddraget, var det ikke muligt at rejse tiltale.

En del af betænkningen er lagt på nettet af journalisten Mogens Kasler:

http://kasler-journal.lha.dk/beret01aintro1.html

Niels Mosbak, Per Torbensen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Jovist var invasionen forventet, mere eller mindre på klokkeslæt, men man havde jo allerede tidligere fra politisk side valgt og offentliggjort, at man ikke agtede at gøre egentlig modstand samt givet hær og flåde ordre til ikke at forberede et sådant forsvar.

Leopold Galicki

Robert Jensen:

"men, det skal under alle omstændigheder nævnes at kommunisterne var allieret med Hitler 9.april".

Kommunisterne - og du tænker nok kommunisterne= Sovjetunionen - var ikke mere allieret med Hitler end Storbritannien. (eller Frankrig). Hvem var det, der den 30. oktober 1938 underskrev en fredsaftale med Hitler? Kommunisterne (Sovjetunionen)?

I løbet af vinteren/foråret 1939 foretog kommunisterne (Sovjetunionen) forsøg på for at en eller anden måde at danne en eller anden form for militær alliance med Polen. Hver gang fik de et 'nie', dvs. 'njet', dvs. 'nej'.

Da Molotov og Ribbentrop, august 1939,underskrev en aftale om at dele Polen, var det kommunisternes (Sovjetunionens) strategiske træk: at holde nazistyrkerne fra landets grænser så langt væk som muligt.

De allerfleste blandt de 3500 polske jøder, der kom til Danmark i årene 1969-72, kunne redde deres liv, netop fordi kommunisterne=Sovjetunionen besatte den østlige Polen.

Steen Sohn, Per Torbensen og Tom Paamand anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

I den forbindelse er det også sjovt, at Stalin længe brokkede over, der ikke bliv åbnet en vestfront hurtigere, når Stalin kort forinden have indgået og overholdt en aftale med Hitler om holde sig neutral mens Hitler førte krig mod vest. Et strategiske træk, ja, det tør siges.

Tom Paamand

Hitler forventede en alliance med England rettet mod Frankrig og Sovjet, og britisk støtte til tyske bestræbelser på at erhverve Lebensraum i Østeuropa, mod at Tyskland ikke blandede sig i Englands kolonier. Hitler beskrev dette i Mein Kampf, og første skridt var en havtraktat, hvor Tyskland som modydelse gav afkald på at udfordre Storbritanniens flådemagt verden rundt. Dette blev gennemført med The Anglo-German Naval Agreement i 1935.

Siden kom München-aftalen mellem en række nationer i 1938, men det var ikke dette meget omtalte papir, som Chamberlain stolt viftede med, da han kom hjem til England. I stedet stod han med The Anglo-German Declaration, som var en ikke-angrebspagt mellem Tyskland og England.

The Nazi-Britain Non-Aggression Pact kendes stort set kun fra pressebillederne, hvor Chamberlain står med den i lufthavnen, men indholdet er stort set magen til den sjovt nok mere kendte The Nazi-Soviet Non-Aggression Pact. Parterne lover ikke at gå i krig, og at løse konflikter gennem diplomatiske metoder etc.

Mein Kampf beskrev som nævnt omhyggeligt Hitlers planer med Østeuropa, men kommunister er som bekendt både dumme og ondsindede, så de samarbejdede glade med Hitler, og troede fuldt på hans forsikringer - helt uden at ane hvilken grim overraskelse, der ventede dem i horisonten.

Den sovjetiske version var mere højstemt i sproget og rummede en hemmelig tilføjelse om diverse omstridte naboområder til Rusland. Polen og Rusland var senest i grænsekrig i 1920, og dette forhold blev skrevet ind. Den slags havde England ordnet med flådeaftalen, så der var nok ingen skjulte tillæg med i deres seneste fredsaftale med Hitler.

Kort efter brød alle parter traktaterne, og i dag har de fleste historikere så bevidst selektiv en hukommelse, at de kun husker Sovjets aftaler. Som bekendt bestemmer sejrherrerne over historien i deres underlagte områder, og det blev hurtigt svært at finde modstridende oplysninger. Selv i dag har The Anglo-German Declaration ikke en Wikipedia-side, for kun få orker at tage kampen for selvstændig tænkning, og nøjes med mekanisk at lire de pålagte "fakta" af...

Leopold Galicki, Niels Mosbak, Per Torbensen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Løgn og latin!

UK indgik ikke en pagt med Nazityskland, der tillod tysk ekspansion mod øst og britisk neutralitet ved en tysk krig mod Frankrig i 1935 med den tysk-britiske flådetraktat, der var en våbenbegrænsningstraktat, som Hitler desuden brød. At Hitler håbede på det kunne være begyndelsen på en alliance med UK er muligt, den gale mand troede jo så meget.

Og imodsætning til Molotov-Ribbentrop-pagten, hvor Sovjet lovede neutralitet imens Tyskland angreb vest, og siden delte Polen og andre østeuropæiske lande mellem sig, lovede UK i munchenaftalen ikke neutralitet ved tysk angreb på andre stater. Munchenaftalen gav Hitler Sudeterland.

Det sovjetiske samarbejde med Nazityskland byggede givetvis på den tro, at de med Østeuropas deling imellem sig var en afklaring, der sikrede freden for nærværende. Stalin og regimet virkede oprigtigt overraskede og uforberedte på det tyske angreb.

På længere sigt havde sovjet jo en ambition om at udbrede sovjetkommunismen til den ganske verden, men indtil da gik man altså i forbund med det tyskland under det nationalsocialistiske tyske arbejderpartis ledelse i Europa vendt mod vestmagterne.

Sider