Interview
Læsetid: 10 min.

Peter Høeg: ’Jeg er bare et område, hvor bøger finder sted’

Dybest set er det et mysterium for Peter Høeg, hvordan hans historier bliver til. Hans arbejdsdag er stramt struktureret, men det er i de uopmærksomme øjeblikke, som når han rejser sig for at skrue ned for fjernsynet, at romanerne invaderer ham
Kultur
14. maj 2014
Det er dybest set ikke litteraturen, men det litteraturen gør ved læseren og forfatteren, der interesserer Peter Høeg. For ham er romanen som et vindue. Nu er han selv aktuel med endnu en fabulerende spændingsroman

Det er dybest set ikke litteraturen, men det litteraturen gør ved læseren og forfatteren, der interesserer Peter Høeg. For ham er romanen som et vindue. Nu er han selv aktuel med endnu en fabulerende spændingsroman

Tor Birk Trads

Der er to indstillinger på den specialdesignede kontorstol, som Peter Høeg har stående i sit arbejdsværelse – og de tjener hver deres formål: Når han har brug for at tænke, vipper han stolen bagover og smækker benene op. Når han har brug for at skrive, vipper han stolen frem og læner kroppen ind.

Det er den samme metaforiske bevægelse, som udgør polerne i resten af den 56-årige forfatters liv. Peter Høeg lever i en konstant vekslen mellem meditationens tilbagetrukne isolation og forfatterskabets fremstrakte henvendelse. Mellem den indadvendte søgen og den udadvendte skrift.

Derfor jeg har forberedt mig på to forskellige interviewsituationer, da jeg mandag eftermiddag møder op på forlaget Rosinante & Co. i København. I det ene scenarie optræder en tilknappet forfatter, som kun er interesseret i at lancere sin nye bog og tale om dens indhold og tematikker. I det andet scenarie optræder en mere åben forfatter, som er villig til at inkludere sig selv i samtalen og tale om sin egen praksis. Ikke bare om hvordan han arbejder, skriver, researcher og tænker. Men også om grunden til at han overhovedet er blevet forfatter – og hvad han egentlig vil med sin litteratur.

Historisk har Peter Høeg ikke ladet meget slippe ud om sin egen forfatterpraksis. Men i dag er der en åbning.

»Du vil gerne vide, hvordan min arbejdsdag ser ud?« siger han og ser på mig med et åbent blik.

Han har taget sine sko af og sat sig i skrædderstilling på en lille rød sofa.

»Faktisk er det ikke kun min stol, der er indstillet på to funktioner,« siger han. »Jeg har også to forskellige lyskilder. Og to forskellige slags skriveredskaber.«

Forskellige temperamenter kræver forskellige lyssætninger, forklarer han.

Derfor læser han i det bløde skær fra en PH-lampe, men så snart skriften løber til, skifter han til det skarpere lys fra en Luxor-skrivebordslampe.

Selve skrivearbejdet foregår i hånden og med blyant. Han skriver på A4-papir, som han vender på langs, så der bliver to halve sider ud af hvert stykke. På gode dage kan han fylde op til 10 A4-sider på en dag, men ofte må han nøjes med halvanden. Først når hele manuskriptet er færdigt, sætter han sig til rette ved en computer og skriver det rent og redigerer. Det er en af mange vaner, som fylder hverdagen ud og giver struktur.

»Min typiske arbejdsdag har ligget fast i mange år,« fortæller Peter Høeg. »I dag er mine døtre store, men jeg har stadig en lille søn, så hver morgen begynder med, at han skal have morgenmad og følges i institution. Min egen arbejdsdag starter først kl. 9, og den begynder altid med en times meditation. Enten for mig selv eller i en gruppe med andre fra Vækstcentret.«

På samme tidspunkt hver morgen spiser han sin morgenmad, som også altid er den samme: Grød med frisk frugt og flødeskum. Og så begynder arbejdet. To timer hver dag er den maksimale tid, han kan fastholde den kreative koncentration. Andre opgaver som research og brevskrivning kan ligge senere på dagen.

»Men det rå, kreative arbejde foregår om formiddagen og er indrammet af meditation på begge sider.«

Peter Høeg sidder og beretter iført løse bukser med elastik og en blågrøn t-shirt. Han er veltrænet og elegant i sine bevægelser, tydeligvis vant til at bruge sin krop. Og vant til at være til stede. I mange år har Peter Høeg boet ved Vækstcentret i Nørre Snede – et spirituelt ’træningscenter’ under ledelse af Jes Bertelsen med undervisning i meditativ praksis og selvudvikling. Det er herfra, han skriver sine bestsellerromaner.

Typisk tager det ham to år at færdiggøre en roman, siger han. Effekten af Susan, som hans nye bog hedder, blev færdig allerede 17. juni sidste år og burde egentlig være udkommet for et halvt år siden: »Men på det tidspunkt var jeg midt i mit retreat, som først sluttede 1. marts – og da det jo er nødvendigt at lave den her slags forfatterinterview, når man udgiver en bog, så måtte vi udskyde udgivelsen.«

»Jeg lever mit liv i en vekslen mellem familieliv med medansvar for driften af Vækstcentret – og så lange retreats i et øde naturområde, hvor jeg mediterer og arbejder, og hvor kun mine nærmeste ser mig.«

Struktur på verden

Nogle mennesker er født med en tilbøjelighed til at fortælle. Peter Høeg har fortalt historier så langt tilbage, han kan huske. Før han blev forfatter, skrev han historier til skuffen, og før han lærte at skrive, tegnede han historier til sine forældre. Det er sådan, han strukturerer verden og får den til at give mening, siger han. Ved at tvinge fortællinger ud af virkelighedens planløse kaos. Men det er ikke altid lige så lystbetonet, som det lyder.

»Hvis vi siger, at mennesker har både en rationel, mental side og en mere ubevidst, irrationel side – så kommer ideerne til mig igennem den sidste kanal: Et øjebliks uopmærksomhed eller afslapning, og så sker det. Jeg rejser mig for at skrue ned for fjernsynet, og pludselig ankommer to hovedpersoner og tre kapitler. Og det er ikke så sjovt, som det lyder. For det rummer også et element af tvang. Jeg er nødt til at skrive for at få struktureret alt det materiale, som presser sig på,« siger han.

Det var også sådan, hans seneste bog, Effekten af Susan, kom til verden. Ved at en sprogtone pludselig begyndte at ringe for forfatterens indre øre og trak en hovedperson med sig. Hendes navn er Susan Svendsen, hun er 43 år, lektor i eksperimentalfysik og udstyret med en forbløffende evne til at fremkalde oprigtighed. Mennesker, hun aldrig har mødt før, bekender sig spontant til hende. Men hun har misbrugt sit talent og står nu over for en truende fængselsstraf. Med ryggen mod muren får hun tilbudt en sidste udvej: Hun skal opspore et kvindeligt medlem af en nedlagt kommission, den såkaldte Fremtidskommission, og få hende til at afsløre indholdet af kommissionens sidste referat, der angiveligt indeholder statshemmeligheder af stor betydning og med vidtrækkende konsekvenser. Desværre er hun ikke alene om at begære den eftertragtede viden – og dermed er vejen banet for en vaskeægte thriller i bedste amerikanske Hollywood-stil.

Dybest set er det et mysterium for Peter Høeg, hvordan hans historier bliver til.

»Jeg er på mange måder bare et område, hvor bøger finder sted. Bøger tildrager sig. Og man kan ikke bare sådan sætte et mikroskop hen over den kreative proces. Men når det er sagt, kan man alligevel godt sige noget: En roman er en balance mellem maskulint og feminint. Der skal være en maskulin spændingsbue, som fastholder læserens opmærksomhed over 400 sider. Men hvis det ikke skal blive goldt og dogmatisk, må der samtidig være en kvindelig åbenhed ned gennem ethvert nyt ord. Balancen mellem de to er, hvad mit kunstnerliv i høj grad handler om: Hvordan laver man noget, som læseren gider at læse færdig, samtidig med at der et hvilket som helst sted, hvor man laver en prøveboring, kan findes en høj grad af sproglig intensitet. Det er altid min ambition. Jeg skal føle, at jeg ikke kan ændre ét ord i romanen, uden at det går ud over dens balance.«

– I visse kulturelle kredse opfattes plot som noget lidt folkeligt og ufint, mens romaner, der for eksempel peger på sig selv som skrift, er en finere form for kunst. Hvad er din holdning til det?

»Jeg vil sige det på den her måde: Jeg har altid elsket at læse Tarzan-bøger, og jeg elsker spændingsfilm og spændingsromaner. Men jeg elsker også Shakespeare, Keats og Borges. Mit system separerer ikke folkelig kultur fra finkultur. Jeg holder af Bach og Mozart, men Louis Armstrong og Ella Fitzgerald kan give mig den samme følelse af fuldstændig vægtløshed. I mit eget forfatterskab forsøger jeg at aktivere hele mit system og ikke kun skrive til hjernen, men også til kroppen. Jeg har hørt mange musikere tale om det samme. Dizzy Gillespie blev i begyndelsen af 1960’erne interviewet af en kvindelig journalist fra The New York Times, som spurgte ham: ’Mester, hvor kommer kraften fra?’ Og Gillespie svarede: ’Vil De vide det? Vil De virkelig vide det, frøken? Den kommer fra røvhullet!’ Sådan har jeg det også. Hvis jeg pålagde mig selv en alt for stram poetik, ville jeg føle mig fanget i den mentale del af mig selv. Og hedonismen – altså den del af mig, der leder efter lyst i litteratur – ville komme til at mangle.«

Peter Høeg har stor respekt for de amerikanske filmmagere, som formår at sætte komplicerede spørgsmål om vores tilværelse på en formel, der forvandler dem til forrygende fortællinger. Han kunne nævne film som The Matrix og Inception – men også tegnefilm fra animationsvirksomheden Pixar.

»Det er meget dybt, hvad der foregår dér. Man skal huske at måske den største del af den vestlige verdens kreative potentiale er samlet omkring Hollywood. Det misser man fuldstændig som dansker – og ikke mindst hvis man bliver for arty-farty. Kunsten har ikke godt af at blive lukket inde i små cirkler. Som PH engang sagde ...« Peter Høeg lægger ansigtet i alvorlige folder og gør stemmen karikeret dyb: »Kunstens største fjende er den gode smag!«

Den litterære åbning

Efter udgivelsen af Den stille pige i 2006 blev Peter Høeg af flere anmeldere kritiseret for at være mere interesseret i at prædike et særligt spirituelt livssyn end i at fortælle en god historie. Den kritik tog han delvist til sig i Elefantpassernes børn fra 2010 ved at gøre forløbsstrukturen mere enkel og rydde ud i det salvelsesfulde sprog. Samme ambition forfølger han i Effekten af Susan, som i lange stræk har karakter af at være en klassisk spændingsroman – uden Peter Høeg dog slipper taget i det spirituelle. Eksempelvis filosoferes der over, hvad det vil sige at have en bevidsthed – og hvor grænserne for den går. Er vi ren psykologi, biologi, kemi og fysik, eller består vi af andet og mere? Samme spørgsmål optager Peter Høeg personligt – både i hans mentale ’træningsarbejde’ på Vækstcentret og i hans daglige litterære praksis. Faktisk er de to verdener uadskillelige, mener han.

»Det, der optager mig ved litteratur, er på en måde ikke selve bøgerne, men det bøgerne åbner ind til, når man læser dem. Jeg læser ikke selv så mange romaner, men når jeg gør, så smager jeg på dem og forsøger at mærke det brud i virkeligheden, som litteratur kan give. Jeg kan huske helt tilbage fra jeg skrev min allerførste roman – det gjorde jeg på Gentofte Hovedbibliotek på Ahlmanns Allé – og når jeg hver dag gik derfra efter at have skrevet i de timer, jeg kunne holde til, mærkede jeg i kroppen et indre brusebad, som jeg var meget optaget af. Det er dybest set ikke litteraturen, men det litteraturen kan gøre ved både forfatteren og læseren, som interesserer mig: Litteraturen som vindue eller ikon. Det er også det, som ikontræningen går ud på i den russisk-ortodokse kirke. Man forsøger at bruge ikonet som et vindue ind i en anden virkelighed. Den samme mulighed har litteraturen.«

Selvtilliden til at fortælle

Peter Høeg er ikke rundet af et kunstnerisk miljø, så det var først senere i livet, at han fandt selvtilliden til at skrive sine fortællinger ned og præsentere dem for et publikum.

»Da jeg var i begyndelsen af tyverne skete der noget afgørende. Der var en pige, som jeg var rigtig forelsket i, som ikke kom til det møde, vi havde aftalt. Hun sendte afbud pr. brev. Sådan noget kan have forskellig kraft. Det her var så kraftigt, at jeg kan huske følelsen af at sidde med brevet i hånden og tænke: ’Jeg kunne godt blive sindssyg af det her’. Så satte jeg mig ind til skrivebordet og skrev min første novelle, og dér mærkede jeg lettelsen. Følelsen af at have fået fat i noget, der virkelig kunne hjælpe mig. Så gik der yderligere nogle år, og så besluttede jeg mig for at prøve at skrive min første roman. Jeg fik et arbejdsværelse på universitetsbibliotekets anden afdeling, og dér kom et kreativt gennembrud hen over tre uger, som var meget voldsomt. Som om der var blevet åbnet for vandet. Jeg havde en følelse af, at jeg havde fundet noget, som kunne vare resten af livet. Resultatet var min første roman, Forestillinger om det 20. århundrede«.

– Hvad vil du gerne have, at læserne skal få ud af at læse dine bøger? Hvad er dit formål som forfatter?

»Jeg tror, bøger altid er et ønske om et møde. Lige som en god samtale kan være det. En bog er et meget langsomt stillet spørgsmål. Man siger noget fra så langt inde i sig selv, som man kan – og med så megen humor og tragik, som man kan – og så afslører læsernes svar, om mødet er lykkedes. Om man har nået et medmenneske dybere. Jeg tror, det er det, det handler om. Litteratur er et instrument til at etablere kontakt. Mellem dig og mig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Jensen

'Forestilling om et tyvende århundrede' er ypperlig magisk realisme - og 'Fortællinger om natten' en smuk perlerække af åndsvidenskabeligt kredsende noveller. Begge værker er efter min ydmyge mening verdenslitteratur, mens det meste af hvad der er fulgt efter - måske bortset fra den skarpt indignerede 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' - er knap så generøse og autentiske.

Morten Pedersen

Dejligt at høre en velformuleret kunstner ærligt prøve at forklare sin vej.

John Fredsted

Tak for en spændende artikel.

Torben Knudsen

(Der er to indstillinger på den specialdesignede kontorstol, som Peter Høeg har stående i sit arbejdsværelse – og de tjener hver deres formål: Når han har brug for at tænke, vipper han stolen bagover og smækker benene op. Når han har brug for at skrive, vipper han stolen frem og læner kroppen ind.)
Når Peter tisser står han op og når han, sidder han ned.
Hvad er det for noget gylle at fylde siderne med.
Til gengæld forstår jeg, at historien griber ham, ofte når han er langt væk fra at kunne nedfælde den. Det må være et mareridt, når historien udvikler sig hurtigere end man kan få den nedfældet, især hvis handlingen forsvinder i mellemtiden.

Vibeke Rasmussen

… og endnu et fantastisk foto af Tor Birk Trads. Ham har I været heldige med. :)

Søren Kristensen

Hvorfor er der ingen der spørger hvordan det kan være Peter Høeg vælger at skrive sine bøger i en slags offentlighed: Gentofte Hovedbibliotek, Vækstcentret.... Sådanne steder, alt andet lige, ville jeg ikke kunne producere en eneste original tanke. Omvendt harmonerer det selvfølgelig meget godt med overskriften, der antyder at han "kun"er et slags medie for nogle fortællinger venter på at bliver fortalt. I så fald gælder der sikkert andre regler. Men interessant er det da. De fleste forfattere burer sig jo nærmest inde i en hule når de skriver, osv.