Læsetid: 3 min.

Med skønlitteraturens kikkertsigte

Blandt adskillige bemærkelsesværdige træk ved den franske økonom Thomas Pikettys værk er hans – for økonomer usædvanlige – brug af skønlitteratur som empirisk materiale
Hos Jane Austens helte var det eneste vigtige størrelsen af formuen, hvad enten den var opnået via arv eller giftermål. Spørgsmål om arbejde opstod slet ikke. Og sådan var det faktisk overalt før Første Verdenskrig, skriver Piketty. Illustration fra Jane Austens ’Fornuft og følelse’: Hugh Thomson (1860-1920)

Hos Jane Austens helte var det eneste vigtige størrelsen af formuen, hvad enten den var opnået via arv eller giftermål. Spørgsmål om arbejde opstod slet ikke. Og sådan var det faktisk overalt før Første Verdenskrig, skriver Piketty. Illustration fra Jane Austens ’Fornuft og følelse’: Hugh Thomson (1860-1920)

Scanpix

2. maj 2014

Der er masser at bemærke om øjeblikkets mest omdiskuterede økonom, franske Thomas Piketty, og det bliver også gjort. Et bestemt aspekt springer imidlertid i øjnene set fra en litterær synsvinkel, nemlig at økonomen går til romaner for at finde sit eksempelmateriale. Piketty læser det tidlige 1800-tals økonomiske orden ud af landsmanden Honoré de Balzacs (1799-1850) og engelske Jane Austens (1775-1817) værker.

Her finder han belæg for en af sine hovedpointer: At man tidligere kunne tjene meget mere på at leve af sine rentepenge end ved at uddanne sig og arbejde for en løn. Men også at det er ved at blive sådan igen.

Giftermål bedre end uddannelse

I to århundreder, før seddelpressen fik magten, og den aldrig siden ophørte inflation satte ind, var pengenes værdi bundet til guld eller sølv, og en bestemt sums købekraft uforanderlig. Samfundene bestod af en lille, formuende overklasse og en stor underklasse, der måtte arbejde for en ussel løn og forblive fattig. Dette afspejles i litteraturen:

»I de fleste af disse romaner bliver det finansielle, sociale og psykologiske rum etableret på de første få sider, så der senere kan alluderes til det, når der bliver brug for det. Læseren må ikke på noget tidspunkt glemme alt det, der adskiller romanpersonerne fra resten af samfundet: de monetære markører, som former deres liv, deres rivalisering, deres strategier og deres håb,« skriver han.

I romanen, Le Père Goriot, signaleres den engang velhavende titelpersons fald straks ved, at han bebor det mest smudsige rum i det pensionat, hvor hovedpersonerne føres sammen.

Blandt disse er desuden den kriminelle kyniker, Vautrin og den unge Rastignac, en halvfattig lavadelsmand fra provinsen, der af Vautrin belæres om, at det ikke kan betale sig at uddanne sig og tjene sine penge. Rastignac vil være læge eller advokat, men den ambition fratager Vautrin ham med spørgsmålet: »Kan De nævne mig fem advokater i Paris, der i en alder af halvtreds tjener mere end 50.000 francs årligt?«

Summen er ti gange så stor som gennemsnitsindkomsten, oplyser Piketty. Men gifter Rastignac sig i stedet med mademoiselle Victorine, der er god for en million francs, argumenterer Vautrin, kan han allerede tyve år gammel hæve lige så meget i rente, som han ville kunne slide sig til gennem andre tredive år ved uddannelse og arbejde.

Meritokratiet

Hos Jane Austens helte »opstod spørgsmålet om arbejde end ikke: Det eneste vigtige var størrelsen af formuen, hvad enten den var opnået via arv eller giftermål. Men faktisk var det sådan overalt før Første Verdenskrig, som var den milepæl, der markerede selvmordet for de tidligere samfund, hvor status og stand var afhængig af arv,« skriver Piketty.

Han argumenterer imidlertid som nævnt for, at det er ved at blive sådan igen. Vi er på vej tilbage til en form for rentekapitalisme, hvor de få – direktører i finansverdenen samt denne verdens Bill Gates’er og Zuckerberg’er – optjener astronomiske formuer, mens de mange arbejder for en løn, som aldrig vil kunne gøre dem rige.

Men Piketty iagttager en afgørende forskel. I modsætning til romanernes helte og heltinder, der ikke kunne drømme om at legitimere deres rigdom med nogen individuel fortjeneste, retfærdiggør moderne administrerende direktører milliardindkomsterne med deres uvurderlige indsats for virksomheden.

»Demokratisk modernitet er grundlagt på den overbevisning, at uligheder baseret på individuel indsats og talent er mere retfærdige end andre uligheder.«

Denne forestilling har altså i demokratiet sat sig som en ideologisk figur, som føles nødvendig, selv om der åbenlyst intet forhold er mellem den individuelle indsats og de astronomiske lønninger. Heraf udspringer en voksende følelse af uretfærdighed, som truer den sociale orden, advarer Piketty.

De materielle goder

Såvel Balzac som Austen etablerer deres sociologiske og psykologiske rum på baggrund af økonomien, men Jane Austen går derudover i minutiøse detaljer med, hvad pengene skal bruges til.

»Hun vidste, at man for at leve komfortabelt og elegant, have passende transport og garderobe sikret, spise godt, kunne more sig og have et nødvendigt minimum af tjenerskab, havde brug for i det mindste tyve eller tredive gange så meget ( som gennemsnitsindkomsten på 30 pund årligt).«

Som moderne læser bliver man slået af, at der ikke er noget af det nævnte, som i dag ikke er inden for en almindelig middelklasselønarbejders rækkevidde – den teknologiske udvikling taget i betragtning, hvor tjenere og heste er erstattet af maskiner – så hvis ikke uligheden voksede, ville problemet vel være til at overse. Men ikke alene virker kapitalismen uretfærdig, forskellen på rig og fattig har skabt en voksende, international underklasse, som aldrig vil kunne matche Jane Austens komfortable og elegante levevis. Og som næppe, advarer Piketty, vil blive ved med at finde sig i uretfærdigheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Erik Nissen
Benno Hansen og Erik Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer