Enhver VM-slutrunde byder på hold, som man knytter en særlig forventningens glæde til. Hold, der virker så bristefærdige af talent og spilleglæde, at man nærmest ikke kan vente med at opleve dem i aktion.
Sådan et mandskab er Chile.
Dette lange, smalle land på den sydamerikanske stillehavskyst har i de senere år frembragt et nationalmandskab af helt ekstraordinær karakter. Normalt får vi ikke lov til at opleve det heroppe i det høje nord. Så det er om at gribe muligheden, når den gives. Som i aften, når chilenerne byder de regerende verdensmestre fra Spanien op til dans.
Chiles kendetegn er kompromisløs hvirvelvindsfodbold, og de har i træningskampene op til slutrunden givet flere smagsprøver på, hvad der var på vej. Blandt andet i et opgør i marts mod tyskerne, hvor Chile helt misvisende tabte 0-1 efter i store perioder af kampen at have presset de ellers ikke uefne germanere helt tilbage i eget straffesparkfelt.
»Vi fik at mærke, hvor godt Chile spiller. Vi måtte bruge mange kræfter på at kæmpe os ind i kampen. Chile er et utroligt velorganiseret hold, og deres presspil er enestående,« udtalte den tyske landstræner Joachim Löw efter dommerens slutfløjt.
Angrib, angrib, angrib
Når Chile angriber, sker det i en bred bølge, hvor alle mand skubber frem over grønsværen, og deres taktiske oplæg kan sammenfattes i tre ord: Angrib, angrib, angrib. Overalt på plænen og i alle situationer.
Chilenerne har simpelthen ikke noget bakgear på deres fodboldmaskine. De kan kun buldre fremad, hvilket australierne fik at mærke i deres første puljekamp, hvor en sværm af rødklædte spillere konstant cirkulerede omkring australiernes straffesparkfelt.
Det er fodbold med fuld risiko for et hold, hvis unikke spillestil blev grundlagt af holdets tidligere træner, Marcelo Bielsa; en sydamerikansk bulderbasse, der går under navnet El Loco (den skøre, red.) på grund af hans maniske optræden på sidelinjen og superoffensive fodboldfilosofi.
Bielsa er ikke længere ansvarlig for nationalmandskabet, mens hans tanker videreføres ved denne slutrunde af den nuværende landstræner, Jorge Sampaoli, der er åndelig elev af Bielsa og også gerne kopierer hans sprællemandsfagter i det tekniske område.
Under Sampaolis ledelse scorede Chile næstflest mål af alle i den sydamerikanske kvalifikationsturnering og kvalificerede sig til VM på en tredjeplads i puljen. Deres mest iøjnefaldende spiller er Barcelona-kantspilleren Alexis Sánchez, der i Spanien står lidt i skyggen af Messi, men som på landsholdet har langt friere tøjler.
Holdets bankende hjerte finder man dog på den centrale midtbane, hvor spilfordeleren Marcelo Díaz huserer. Díaz, der til daglig optræder for Basel i Schweiz, bliver også kaldt »den sydamerikanske Xavi« for sin evne til at binde spillet sammen, og det er fra hans fødder, at mange af de chilenske angreb udspringer. Han bliver understøttet af arbejdsjernet med hanekammen, Arturo Vidal fra Juventus, og sammen udgør de en midtbaneduo af høj klasse.
Sårbart forsvar
Samme kvaliteter finder man beklageligvis ikke nede i forsvaret, der har en uvane med at lukke alt for mange mål ind mod halvbløde modstandere. 25 af slagsen indkasserede holdet i den sydamerikanske kvalifikationsturnering, og især er chilenerne sårbare over for høje indlæg, hvilket ikke mindst skal tilskrives det faktum, at holdets midterforsvarere er nogle små størrelser, der har svært ved at gøre sig gældende i luftrummet.
Dette blev også illustreret i kampen mod australierne, hvor Tim Cahill scorede det enlige mål for the socceroos på netop hovedstød.
Forudsat at Chile får strammet defensiven op og slipper levende ud af deres gruppespil, har de bestemt kvaliteterne til at nå langt i turneringen. Ja, mange iagttagere nævner dem ligefrem som en dark horse til at komme helt til slutkampen.
Deres vanskæbne kan dog blive, at de endnu en gang støder ind i overmagten fra Brasilien. Det var brasilianerne, der satte en stopper for chilenernes VM-eventyr i ottendedelsfinalen ved VM i Sydafrika i 2010, og også ved den eneste anden lejlighed, hvor Chilie er kommet videre fra gruppespillet ved et VM – i 1962 – var det brasilianerne, der agerede stopklods.
Hvis Chile vil undgå at støde ind i storebroren fra den østlige del af kontinentet i denne ombæring, kræver det sandsynligvis en førsteplads i puljen og dermed en sejr over de sårede verdensmestre fra Spanien.
Begge parter har altså meget på spil i aften, hvor der er lagt op til et fascinerende opgør mellem et ungt og angrebsivrigt mandskab fra Sydamerika og en af Europas aldrende giganter.
Spanierne må kæmpe for deres liv mod Sampaolis hyperoffensive stormtropper.
Estádio de Maracaña er klar til skæbnekampen!
