Baggrund
Læsetid: 4 min.

Vi er blevet for forskellige til én samlet danmarkshistorie

DR vil lave en ny danmarkskrønike. Men i en tid hvor nationalitet er en flydende størrelse, og kultur og identiteter er så forskellige, er det en vanskelig opgave at tegne en fælles historie for danskere, mener to historikere.
I 1956 ramtes Danmark af en månedlang storkonflikt, da fagforbundene krævede arbejdstiden sat ned fra 48 til 44 timer og timelønnen sat op med to kr. og andre goder. Det blev omtalt i tidligere tv-krøniker, men en ny omgang bliver anderledes. Arkivfoto
Kultur
18. juni 2014

Allerede i 1983 tøffede Erik Kjersgaard i udsendelsen Danmarkshistorien – fortalt af Erik Kjersgaard rundt ude i Kastrup Lufthavn og spurgte, om det overhovedet gav mening at fortælle en danmarkshistorie i en begyndende global verden. Hvortil han konkluderede, at så længe der var noget, der hed Danmark, var det vel også relevant.

I sidste uge offentliggjorde DR planer om at lave en ny sammenhængende danmarkshistorie. Den skulle ligge færdig i 2016 i form af en 12 afsnit lang dokumentar tv-serie. Og det bliver første gang i 30 år.

Før har Palle Lauring, Erik Kjersgaard, Paul Hammerich og Liv Thomsen på hver deres måde og med hver deres udtryk fortalt deres version af danmarkshistorien.

Det er ikke sikkert, hvem der kommer til at stå for den nye krønike, men ifølge DR vil serien beskrive danmarkshistorien fra de allerførste menneskespor og frem til år 2000. Og den skal efter sigende få os til at reflektere over, hvad vi er gjort af, hvem vi er og hvorfor.

Men at skabe en fælles og sammenhængende fortælling om Danmark bliver, hvis ikke umuligt, så i hvert fald konfliktpræget, mener Bernard Eric Jensen, professor i historie ved Roskilde Universitet.

»Forestillingen om et etnisk og homogent folk er en mytologisk størrelse, som historiske beskrivelser førhen har taget afsæt i. Men det kan man ikke mere,« siger Bernard Eric Jensen, og det gør en national enhedsfortælling som den, han mener, DR’s pressemeddelelse ligger op til, svær at balancere uden at gøre brug af store uholdbare generaliseringer.

Også Carsten Tage Nielsen, der er historiker på Roskilde Universitet og bl.a. har fokuseret på danske historiske tv-programmer, mener, at ambitionen om en ’fælles fortælling’ er vanskelig. Den kan kun blive en af mange mulige versioner og uadskillig fra aktuelle politiske dagsordner.

»Historiebrug handler om, hvor individer og grupper gerne vil hen. Man står et sted og kigger tilbage for at bruge historien konstruktivt til at nå et bestemt mål i fremtiden. Spørgsmålet er så bare, hvilke eller hvis interesser der er i sigte.«

Ny generation – ny historie

Hver generation bør have sin egen historie, skriver DR i pressemeddelelsen. Og det er Bernard Eric Jensen enig i, eftersom gamle begivenheder hele tiden bliver tillagt nye værdier alt afhængig af, hvordan nutiden fortolker dem. »Folk er f.eks. blevet meget optaget af økologiske problemstillinger, om naturen er i balance med sig selv osv. Hvilket man måske kunne forestille sig ville præge fremstillingen af især den tidlige historie. Frem for at fremstille de første mennesker som primitive, ville man sikkert fokusere på, hvordan de dengang levede i balance med naturen,« siger Bernard Eric Jensen. DR løfter ikke sløret for, hvilke politiske og kulturelle fortolkninger den nye danmarkshistorie kommer til at afspejle. Men Bernard Eric Jensen forestiller sig, at spørgsmål om multikulturalitet og forholdet mellem lille Danmark og den store verden højst sandsynligt kommer til at præge fortællingen. Og det bliver ikke uden sværdslag.

»Hvis man skal gøre det meget sort-hvidt, er der to ting, der har splittet den danske befolkning de sidste 40 år. Den ene er EU, og den anden er indvandrere og flygtninge. Det identitetsarbejde, der ligger omkring de to ting, er der meget forskellige meninger om,« siger han.

Politiske motiver

Carsten Tage Nielsen mistænker dog ikke DR for at have en politisk agenda. Men det er svært at kaste sig ud i sådan et projekt uden at komme til at tage politisk stilling, for som han ser det, er der ikke meget, Danmark kan blive enige om, ud over troen på demokratiet.

»Et erindringsfællesskab er vigtigt, for at en gruppe skal man kunne fungere over tid. Og når man laver en danmarkskrønike, er det det, man prøver at skabe og vedligeholde. Når man vil lave en danmarkshistorie, så bekræfter man, at der er ét Danmark. Og sådan en danmarkshistorie kunne godt være et forsøg på at holde forestillingen om en samlet nationalidentitet i live,« siger Carsten Tage Nielsen. Selv om han primært er skeptisk over for DR’s nye initiativ, er det også en mulighed for at revurdere en fastlåst eller gammeldags opfattelse af nationalidentiteten.

»Den nationale historie har været en genre, der i nogle år har været i opløsning og umoderne. Men på nogle punkter har det nationale fået en renæssance inden for den seneste tid, og det er sket samtidig med, at der er sket en stor globalisering,« siger han, hvilket måske også kan forklare behovet for at revidere den nationale historie.

For identiteterne er måske endnu mindre fastnaglede og flydende i dag, end de var, da DR sidst forsøgte sig.

»I dag er man ikke kun dansker, man er mange forskellige identiteter, alt afhængig af hvilken sammenhæng man indgår i,« siger han, men tilføjer, at hvis det er det, der bliver grundlaget for historiefortællingen, kan det blive interessant at se udfaldet.

»Om ikke andet kan deres tolkning være noget, man kan forholde sig til. Det kan sætte en debat i gang om, hvad det er, vi vil med vores samfund, og hvad det er for nogle værdier, vi som borgere i Danmark vil bygge videre på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Rikard

DR’s pressemeddelelse ligger op til ;)
Når man vil lave en danmarkshistorie, så bekræfter man, at der er ét Danmark! Hvorfor dog det?
Men iøvrigt er jeg enig i de 3 sidste linier.
Det faktum, at noget er kompliceret og kræver lidt tankevirksomhed betyder da på ingen måde, at man ikke skal klø på!

Karsten Aaen, Martin Langwadt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

"I dag er man ikke kun dansker, man er mange forskellige identiteter, alt afhængig af hvilken sammenhæng man indgår i"

Sådan har det altid været, det nye (gammel kulturradikalisme/kulturmarxisme) er angrebet fra samfundseliter på den nationale identitet og det nationale fællesskabfølelse i et forsøg på at reducere begrebet dansker til noget rent juridisk,vedr. statsborgerskab eller noget om opholdssted/fødested frakoblet etnicitet.

Altså at en person med dansk statsborgerskab, der ikke føler sig som dansker, men araber, ikke taler dansk (fået dispensation ved ansøgning) men arabisk, hvis forældre og forfædre ikke var af dansk herkomst, men arabisk, ja, denne person er så dansk som man nu kan blive under det nye regime.

Nic Pedersen

Ja, sådan lidt i forlængelse af det, var Palle Lauring jo nok ret visionær, da han i 1972 sagde, at "så er sidste kapitel i Danmarkshistorien skrevet".
(citat efter hukommelse)

Robert Ørsted-Jensen

Der har sgu aldrig været bare et Danmark men der har sgu alle dage været en fælles historie af en slags og det vil der fortsat være men den vil af nødvendighed blive mere multietnisk

Robert Ørsted-Jensen

Den vil også skulle være mere åben over for omverdenen hvor tendensen tidligere var at beskrive Danmark som var der tale om en anden planet og ikke et sted som var stærkt påvirket af udvikling og begivenheder i resten af Europa og de øvrige dele af kloden

odd bjertnes

Der synes lidt begrebsforvirring i artiklen. Kommer til udtryk bla.a. i mellemrubrikken : 'Ny Generation - Ny Historie'.....

arh ..... Ny generation - nye krøniker.
Historie : om afdøde og deres tider. Om folk der ikke selv kan deltage i pro/con om behandlede emner. Den er af samme grund eentydig, men kan fortolkes. Også fejlfortolkes. Artiklen har et eksempel hvor man forestiller sig at fokusset nu om dage på tidlige tider vil være at folk 'levede i balance med naturen. Romantisk vrøvl. Naturen var stærkere end civilisationen i hyppigere situationer. Men den omvendte situation har sine problemer også. Det er det man kalder at 'Gud er Død' jo... Kan fortælles op til ca 1940-45. men eksempelvis 1864-historien er først i de senere år kommet ordentligt ud af krønike-sfæren og har fået sin egentlige historie (selvom DR naturligvis står klar med en fiktions-'krønike' om emnet også med indlagt kærlighedshistorie.
Og det er for tidligt at udtale sig om hvorvidt oplysningstiden var en god ide, hvis man spørger i den tredje verden.
Det vil som oftest i øvrigt være magtens historie der fortælles med kronologiske magthaverlister som omdrejningspunkt (såkaldt 'kongerækkehistorie'. Sådan må det nødvendigvis være for hovedlinjen, da indflydelsen og beslutningstagningen har ligget dér. Det betyder ikke at der ikke kan - og bør - fortælles mange andre 'historier' : Hattemagernes historie, kondomets, jerseykøernes ..... de er frit valg bare man er sandfærdig.

Krønike : Det som ældre levende fortæller yngre levende. Der er næsten lige så mange krøniker som der er mennesker. På et eller andet tidspunkt bliver begivenheder så nye, at krønike-sfæren bliver til rent debat-materiale og ikke mere er egentlig hverken viden eller erfaringsbeskrivelse, men propaganda, apologetisme og interessevaretagelse. Hvis man skal stadfæste hvor skellet mellem krønike og debatindlæg går, må det være der hvor der stadig kan være konkret gevinst karrieremæssigt ved fortællingen.

Løbende er der således også krønike der bliver til historie.
men det er ikke nutidsbegivenheder.
De er for pinlige, vi taler om det ....
'når de alle er døde'

Søren Kristensen

Et land uden en fælles historie er ikke et rigtigt land, det er i hvert fald ikke et rigtigt fællesskab. Men nu er Danmark jo, som Palle Lauring, også har sagt, en nation af skolelærere. Så mon ikke det først og fremmest er deres historie der vil blive fortalt? Ellers er der jo altid Rita på TV2.

Niels Engelsted

Vi ved, hvad der er sket med Danmarkshistorien på vores historiske museer.

Den oprindelige historie på Arbejdermuseet i København, der dramatisk fortalte om den tidlige arbejderbevægelses sociale vilkår og kampe, er blevet saneret, så den nu -- for at sætte det lidt på spidsen -- begynder med det almene boligbyggeri i 30'erne.

Nationalmuseets fantastiske udstilling om Danmarks oldtid, der med sine opstillinger og modeller har sat generationers fantasi i bevægelse, er blevet forvandlet fra episk historiefortælling til æstetisk udstilling af pragtgenstande, der måske kan begejstre turister, men næppe taler til børn og unge.

Tøjhusmuseets nyopstilling af Danmarks Krige følger det samme æstetiske princip med udvalgte genstande anbragt i glasmontre, som på et fornemt auktionshus. Der er ingen episk fortælling, der er ingen modeller eller dioramaer over slag, intet der sætter fantasien i bevægelse.

Hvad er grunden til disse forvandlinger? Hvilken ideologi skal fremmes? At der ingen historie i virkeligheden findes, bare skønne artefakter fra fortiden?

Undtagelsen på Tøjhusmuseet er selvfølgelig særudstillingen om Danmarks krig i Afghanistan. Den er episk og fortællende og taler fremragende til unge menneskers fantasi og indlevelsesevne. Her fremhæves vores internationale engagement og aktivistiske udenrigspolitisk med eftertryk, og man har derfor ikke overladt fortællingen til det blot æstetiske. Når Frihedsmuseet efter branden engang bliver nyopstillet, kan man nok regne med, at det vil være samme tema--Danmark på frihedens og demokratiets side mod tyranni fra 30'ernes politiske kampe til NATO-- og ikke bare den gamle historie om sabotører og folkestrejker.

Mon ikke også det netop dette tema vil blive den røde tråd i den kommende tv-historiske revision?
En dansk variant af Oliver Stones nye Amerika-historie, skal vi nok ikke regne med.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Robert Ørsted-Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Om vaner og store fortællinger

Den socialdemokratiske politiker, professor i klassiske filologi og undervisningsminister Hartvig Frisch (1893-1950) er bl.a. kendt for sit udsagn om, at "kultur er vane", hvormed han bl.a. mente, at kultur er det, vi siden har lært at kende som 'livsverden' - konglomeratet af materielle, økonomiske, sociale, retlige, videnskabelige og kunstneriske adfærds- og bevidsthedsformer. Han forfattede en lang række kulturhistoriske værker, bl.a. "Europas Kulturhistorie" (1928, senere genoptrykt i utallige oplag på Politikens Forlag).

Men selv om hans metodiske grundsyn var historisk materialistisk, så manglede han langt fra blik for 'de store fortællinger' - altså de lange, identitetsskabende linier (f.eks., at Europa har en fælles kulturhistorie). Hans fremstilling var altid episk og detaljerig og naturligvis med vægt på modsætninger og konflikter. Hans forståelse af kultur som (historisk forandelige) vaner og dertil hørende bevidsthedsformer har mange lighedspunkter med den såkaldte 'mentalitetshistorie'.

Over for en sådan på én gang materialistisk og idealistisk syntetiserende historiefortælling forekommer de to RUCske historikeres dekonstruktivisme fattig. Deres forsøg på at opløse enheden i historien (en enhed, der træder dialektisk frem gennem modsætninger og konflikter) med henvisning til indvandring og globalisering er selv et bidrag til denne opløsning - et udslag af defaitisme og manglende vilje til kultur. Indvandring og globalisering har Danmark måttet leve med i vekslende grader i flere hundrede år (ja, nationalstaten er vel historisk netop et svar på disse udfordringer, lige som EU i dag er en reaktion på de samme udfordringer, nu blot i større skala) og har formået at integrere, assimilere og absorbere dem i sin egen, danske kultur.

Karsten Aaen, Steffen Gliese og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det var da en vildt stor og ambitiøs plan, DR her har lanceret. Jeg hæfter mig ved omtalen om, at DR har planer om at lave:
"en ny sammenhængende danmarkshistorie. Den skulle ligge færdig i 2016 i form af en 12 afsnit lang dokumentar tv-serie."
Der står ikke noget om "fælles", som Bernard Eric Jensen begynder at kritisere, og der står ikke noget om: »Forestillingen om et etnisk og homogent folk er en mytologisk størrelse, som historiske beskrivelser førhen har taget afsæt i. Men det kan man ikke mere,« siger Bernard Eric Jensen. Det er noget Jensen selv digter, ligesom har opfinder "en national enhedsfortælling", hvad det så end er. Og han taler også om "uholdbare generaliseringer", frit grebet ud af luften.

Jeg giver altså ikke meget for RUC-professorernes konkrete kritik, men derfor er projektet alligevel bekymrende risikabelt. Men mere på grund af afvejninger og afgrænsning af indhold og vægt, lidt ligesom i journalistik, hvad skal med, og hvad udelades. Selvfølgelig kan det misbruges politisk, men det ville være så tykt, at det forhåbentligt ville blive en fiasko. Der står også, at det skal være "dokumentar tv", det stiller krav om kildeanvendelse og dokumentation, så der jo grænser for, hvor meget, der kan manipuleres.

Mihail Larsen

Sover multikulturalisterne og EU-skeptikerne?

Og kan de enes?

Mihail Larsen

Fælles og fælles

Der er meget i Danmarkshistorien, som jeg absolut ikke vil identificere mig med. Men er en del af den. Der er også en masse, jeg er utrolig glad for, men som nutidens mennesker er ligeglade med (f.eks. Kingo og Brorson, de danske middelalderkirker, Holberg, stavnsbåndets ophævelse, guldalderdigtningen, Kierkegaard, Grundtvig og højskolebevægelsen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, andelsbyggeriet, Brandes, Niels Bohr etc. etc. etc. Nutidens overfladisk bevidste mennesker regner med, at verden startede, da de selv blev født. Hvordan kan en kultur overleve med så bundløst uvidende og selvglade individet?.

Det bliver naturligvis endnu værre, når vi bevæger os væk fra næsetipperne af disse uvidende personer. Og problemet er, at multikulturalisterne og EU-modstanderne på hver deres måde - men med samme resultat - kommer til at hylde en selvgod identitetsdyrkelse. Multikulturalisterne vil have os til flagelantisk at lægge vores egen kultur for had og undskylde til højre og venstre for, at vi er som vi er. Og har været i særdeleshed. EU-skeptikerne vil have os til at 'dyrke vores egen have', for den er meget bedre end alt andet; derfor er en meget stor del af denne bevægelse
befolket af mennesker, der tænker som Dansk Folkeparti, Front National mv. Har vi overhovedet noget til fælles?

Ja, det har vi. Selv multikulturalisterne og EU-modstanderne er nødt til at vedkende sig, at der faktisk findes en danskhed, som er identificerbar. På godt og ondt genkender vi vores landsmænd i udlandet. Og vi længes som regel efter lang tids udlandsophold tilbage til DR1, DR2 og TV2, der i kvalitet ligger langt over, hvad man finder i det meste af verden. Det dansk, og vi ved det.

Men der findes også et europæisk fællesskab. I disse tider, hvor historisk viden regnes for ingenting, er det evident, at de eupæiske lande er dybt forbundne økonomisk, videnskabeligt, socialt, kulturelt og ikke mindst sprogligt. Det er fantastisk ærgerligt, at vores politikere mangler mod (og viden?) nok til at understrege dette. De fleste politikere er i den henseende nogle uansvarlige røvhuller, for de ved bedre, men lyver over for deres vælgere.

Derfor er den offentlige debat om EU så invalideret.

Karsten Aaen, ellen nielsen, Martin Langwadt, Steffen Gliese, Kristian Rikard og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

En Danmarkshistorien fra de allerførste menneskespor og frem til år 2000 er jo noget af en mundfuld. Jeg går ud fra, at man starter for 5-10.000 år siden, da isen var helt væk, og mennesker var begyndt at leve i stenalderens Danmark. Og så kunne man set ud fra årstallene antage, at perioden, hvor Danmark bliver påvirket af EU, indskænker sig til en tiendedel af det tiende afsnit. Og der skal historien jo bare fortælle som det var, at danskerne ikke ville som deres politiske ledere, men stemte nej til Maastricht, og sådan har det været hele tiden indtil 2000, hvor danskerne igen stemte nej, denne gang til euroen.

jan henrik wegener

Vidst kan man da så lave danmarkshistorie, uanset at bogen med titlen "Den sidste danmarkshistorie" allerede er trykt. En potentiel fælde ligger vel på den anden side i en opfattelse om at man skal tilfredsstille alle mulige subgruppers eventuelle behov for at blive "set".
Hvis der er nogle der mener der kan være fuldt så meget behov f.eks. for formidling af en ny europa- eller verdenshistorie kan det da også være, men hvorfor skulle sådanne projekter i sig selv ikke gå ud over landegrænserne også fra producentside?

Nic Pedersen

Mihail Larsen,

"Sover multikulturalisterne og EU-skeptikerne?

Og kan de enes?"

Glimrende spørgsmål, som faktisk skærer tæt på flere ben!

Jeg kan ikke tale for "multikulturalisterne" og kun i begrænset omfang for EU-skeptikerne, men det forekommer mig tydeligt bl.a. på disse spalter, at skeptikere/modstandere af både EU og multikulturalismen faktisk måske KAN enes imod et større onde.
Faktisk lidt "profilen" på den samlede antifascisme under krigen.
(kommunister-konservative i modstandsbevægelserne, Britiske Imperium - USSR- USA i alliance)

Michael Kongstad Nielsen

En danmarkshistorie må naturligvis fortælle om udefra kommende påvirkningerne af landet, og modsat, danskernes påvirkninger af andre lande og folk. For eksempel sprogets udvikling, fra germansk til nordisk, østnordisk (dansk, svensk), vestnordisk (norsk, islandsk, færøsk). Historien må fortælle om, at en dansker på Sjælland kunne forstå en svensker i Värmland og en nordmand i Sogn bedre end de kan i dag, det oldnordiske var alment ensartet over skov, sø og fjeld. Og vikingetiden er ikke værd at glemme, hvor de nordiske fæller satte sig spor i verden fra Konstantinopel til Dublin over Brattalid , Grønland til Vinland, Labrador.

Kristian Rikard

Det var da en mundfuld!

Michael Kongstad Nielsen

Nic P., dit udsagn må betyde, at du sætter EU = fascismen under krigen?

Nic Pedersen

MKN,

man må begræde, at afdøde Claus Deleuran ikke kom videre med sit værk "Illustreret Danmarkshistorie for Folket", for han gjorde netop bl.a., hvad du så rigtigt nævner!
(og endda i forbilledlig pædagogisk stil og medie)

Per Torbensen, Hans Petersen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

"Nic P., dit udsagn må betyde, at du sætter EU = fascismen under krigen?"

Nej, men jeg drager en parallel!

(det er ikke det samme)

Lise Lotte Rahbek

Mihail Larsen
"EU-skeptikerne vil have os til at 'dyrke vores egen have', for den er meget bedre end alt andet"
Njah, sådan ud fra mit eget hoved, så har jeg den allerdybeste skepsis overfor store enheder og centralisme.
Det er ikke fordi, Dk er bedst.
DK er bare en del af en broget palet, som gerne vil gøre ting på den måde, som vi lokalt kan blive enige om, har en værdi. Hvad de andre gør, kan være en inspiration - men bør ikke være en ensrettet tvang fra centralt hold langt borte.

Michael Madsen, Martin Langwadt, Jan Weis, Steffen Gliese, Robert Ørsted-Jensen, Per Torbensen, Grethe Preisler, Michael Kongstad Nielsen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Undskyld

Min formulering om dyrkning af haven var måske for indforstået. Den spiller på den allersidste, ironiske sætning i Voltaires værk "Candide": il faut cultiver notre jardin.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er fuldkommen enig med Mihail - det er utroligt at læse udsagn af den art fra historikere. Der var altid tale om mytologiseringer når man beskrev Danmark som var det en ø eller en planet løsrevet fra resten af Europa og resten af kloden. Der har altid været indvandring – og beviserne hober sig op hvis man bare gider se sig for. De fleste af krigergravende ved Trællebog viste sig at indeholde rester af mennesker der kom fra central europa, mange danskere har genetiske træk der viser at de har biologiske rødder øste for ural og andre steder. Den ene af kvinderne begravet i Osebergskibet i Norge havde sit ophav i Mellemsøsten. En semit, måske hun var af den judæiske tro, i alle tilfælde var hun ikke en træl. Jeg forstår at Mihail, lige som jeg selv, har en del rødder syd for Danmark og givet også uden for Europa hvis vi går det efter i sømmene og vi er sågu ikke de eneste med pæredanske efternavne der i virkeligheden har etniske rødder et andet sted. Løgnen er snarere at vi i alt for mange år er blevet bombaderet med ideen om det etnisk rene Norden og at denne tendens voksede til uanede højder først inspireret af det Hannah Arendt så fremragende klassificerede som det nittende århundredes racetænkning (hun tog med det begreb afstand fra ideen om at al racetænkning er lig med racisme. Det gjorde hun ret i) siden af den meste ekstreme form for racisme.

Mihail Larsen

Tværsummen

Multikulturalisterne mener generelt, at dansk identitet er et onde; en konstruktion. Men at alle andre kulturelle mindretal i landet har en rimelig ret til at blive respekteret for deres kulturelle identitet, der er virkelig og essentiel. Derfor skal de ikke assimileres, men anerkendes i deres ret til en parallel identitet. Når danskere hævder, at deres danske identitet er reel, bliver de affejet af multikulturalisterne med en forklaring om, at al identitet er en 'konstruktion' - og måske yderlige udsat for beskyldninger for 'fremmedhad'; når kulturelle mindretal hævder deres identitet, bliver den omfavnet og fremhævet som 'autentisk'. Sådan går det bl.a. til, at herboende muslimerne forbyder deres døtre at gifte sig med (eller omgås) danske mænd, uden at multikulturalisterne siger et kvæk. Eller at kvinder generelt tildeles en underlegen rolle i muslimske kredse, uden at de politisk korrekte multikulturalister protesterer.

Mærkeligt nok er de multikulturelle ofte sammenfaldende med EU-modstanderne, der faktisk i høj grad slår på, at der findes en dansk identitet. Man skulle tro, at EU netop for dem tilbød et (mere) multikulturelt scenarium, men her bliver dansk kultur og danskhed i det hele taget et essensialistisk mål i sig selv. Væk er al tale om international solidaritet uden om det nationalstatslige perspektiv. Hvorfor skal vi være solidarisk med de økonomisk skibbrudne lande syd for alperne? Ud over at holde ferie i dem. Det var samme nationalstatslige logik, der fik det tyske socialdemokrati (imod Karl Liebknechts og Rosa Luxemburgs råd) til at stemme for de tyske krigsbevillinger, der muliggjorde 1. verdenskrig.

Enhedslisten taler i dag om EU, som kommunisterne gjorde det fra 1970'er og frem. De er imod 'storkapitalen' og vil derfor ikke organisere sig på storkapitalens niveau (læs: EU). De vil hellere bekæmpe 'småkapitalen' i Danmark. De vil både være 'multikulturalister' og 'danske', men de vil kun være det på nationalstatens grundlag.

Der er noget fuldkommen forkert og frugtesløst i en sådan politisk strategi. Hvis Enhedslisten på den lidt længere bane vil undgå at tabe terræn til det nye SF, så må den formulere en politik, der forener et dansk med et europæisk (og globalt) perspektiv. "Vi er blevet for forskellige til én samlet danmarkshistorie" er opskriften på defaitisme. Besserwissen fra nejsigere. Enhver dansker ved og føler, at der er noget særlig dansk. Enhver europæer ved, at der er noget særlig europæisk, når man vender tilbage fra ophold uden for Europa. Man kan mærke det allerede i lufthavnen.

Forholdet er det, at der faktisk findes en europæisk kulturhistorie. En historie, der gør Europa til et fænomen, en idé og et ideal. Noget, der har forplantet sig (også efter kolonialismens og imperialismens tid) til hele verden, så bl,.a. lovgivninger og politiske institutioner i såkaldt tredie-verdens-lande kopierer europæisk lov. Til forskel fra USA. Betyder det ikke noget? Vi har i Europa en 'verdenslitteratur' fra middelalderens Dante og frem nutidens (indisk fødte) Salman Rushdie. Vi har en billedkunst, som turister fra alle dele af verden valfarter til, og en musik, der har sat de ultimative standrader for, hvad musik er. Betyder det ikke noget? I Danmark har vi en national digtning, der righoldigt blander sig med og er inspireret af andre, europæiske lande: Kingo, Blicher, Kierkegaard, Brandes, Pontoppidan m.fl. Betyder det ikke noget?

Ofte ser det for mig ud til, at både mulikulturalisterne og anti-EU-tilhængerne ikke ved ret meget om dansk kultur. Hvis det er tilfældet, er det en tragedie.

Steffen Gliese, jens peter hansen, Palle Pendul, Robert Ørsted-Jensen, ellen nielsen, Martin Langwadt og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Bedre eller bare anderledes... det er ikke mange år siden, at vi sagde, at Danmark var verdens bedste land - for danskere. Det handler om at have bygget op og dermed også valgt fra. Når der så som i disse år skrælles af, hvad vi har, står vi nøgne og ubeskyttede, fordi vi ikke bare kan sætte noget andet i stedet.
Når man har en fornemmelse af, at korruption måske langsomt er ved at vinde indpas i Danmark på en ny og ukendt måde, rammer det hårdere her end i lande, hvor man har indrettet sig på, at det forekommer, og derfor har indbygget strukturelle forhold til bekæmpelse af den, mens vores uformelle og joviale lighedskultur ikke har nødvendiggjort den slags før nu.
Der er i øvrigt utrolig megen litteratur at basere en sådan serie på, tolv afsnit forslår ikke til det hele! Alene de fire store bind om Danmarks Oldtid, der udkom for nogle får år siden, vil kunne fylde mange afsnit.

Lasse Damgaard

DANSKHEDEN
Hvor findes den og findes den overhovedet. Hvad er den i grunden ?
- Der er dem der mener ytringsfriheden er speciel dansk - især dem der bare vil råbe lort af andre bare fordi man kan.

Der er andre der mener hyggen er dansk - ja det er så dem der går på førtidspension.

Her er nogle af min bud på den danske folkesjæls opstående.

---

Det startede jo i de glade hygge år 7500 f.K. Den gang hvor livet gik med de vigtigste ting; Føde, sex og båltænding.
Der var tid til det hele.
Børneleg er en del af opdragelsen - fader tager søn med på fiske og jagttur - moder lære pige jordbærplukning og sætte håret på en smuk og udfordrende måde..
Der laves kun det mest nødvendige - det er tilladt at kede sig fordi man måske finder på noget nyt når man keder sig.
Sådan går generationers liv med at opbygge grunddelen i den danske folkesjæl; Lad os nu bare hygge os - vi når det jo nok.

- Bliver vi uenige sætter vi os rundt om det store træ og mundhugges lidt over det - stammens oldermand sidder så og lytter til alle har råbt sig hæsse.
Så løfter han staven og siger; -"Lad os nu ikke forhaste os
-"vi når det nok.
-"Giv hinanden hånd på at i først genfremsætter tvisten - i næste generation.

Også er der fest - grilfest og damer - gærret honningvand og det der er værre..
Her er grundlaget for vores store hang til øl og grilmad - vi ser festen som et indslag i hverdagen - især efter en kamp.

---

En dag sker der noget det var en tirsdag i marts, det herrens år 3902 f.K
Skoven genlyd af fremmede tungemål. Ikke kun sangen var anderledes - rytmen og instrumenterne lyd meget forskelligt fra det vi danskere dengang var bekendt med.

Men vi var nysgerrige, og vil se dette skue og høre det pragtfulde musik disse fremmede bragte med sig.
Man byder velkommen med svamp og fisk - de fremmed byder på humlebyg og korn. Det går vældig hyggeligt for sig.
Skoven genlyder af megafest og bøvs i mange dage.

De var nogle underlige starutter viste det sig. De var mere fortravlet end vi var vant til. Der var hele tiden noget at gøre. så høste tærske og oplagre - de byggede også større huse med bolig til deres dyr ..

- de boede sammen med dyrene !!
Hvor er det dog klamt - det er jo totalt unaturligt - dyr bor i skoven og mennesket bor i en hytte.

Tilgengæld syntes især kvinderne det var smart med det der korn.
Så kunne de dyrke mad tæt på og bruge tiden på at få lidt flere unger.

---

Sådan gik det. Jægerne blev indlemmet stille og roligt i agerdyrkernes fremmede kultur - de oprindelige etniske danskere blev integreret i en morakkerkultur hvor beslutningerne ikke mere blev taget lokalt og i øjenhøjde - men var flyttet til bjerget og overladt til en høvding der nok skulle fortælle hvor skabet skulle stå - og det gjorde han.

Tiden på stranden med sex og båltændning og leg og læring i samklang med naturens orden og puls, var endegyldigt erstattet med piskesmæld og smalkost.
- Der var gravpalæer der skulle stå færdigt ved daggry og skatter der skulle betales geder der skulle ofres og døtre der skulle tvangsgiftes med naboen så det sammebragte landbrug kunne vokse sig endnu større og magtfuldt og en dag være høvdingehovedsæde for et flittigt og uhyggeligt folk.

---

De gamle skikke ville dog ikke helt forsvinde. Nogle flygtede ud til afsidesliggende bygder ved havet - hvor hyggen fortsatte.
Noget af hyggekulturen overlevede også i blandt den ny sammenbragte familie.
Man opfandt småkagen - dog var der længe til kaffen og teens indfinden - så det blev nu bare til lidt gæret honningvand og en kage.
- Men det var hyggeligt efter dagens slid sådan at smide fødderne op og invitere naboen på; Kaffe og kage !
Her kunne man så hygge sig med sniksnak og sladder.
-"Om herremanden og hans uordenlige høvedsmænd og grimme døtre der gik rundt og troede de var de fineste i verden.
- Men der kunne de godt tro om.
De var jo i grunden ikke mere end os oprindelige. De var bestemt ikke mere end os - De var bare flere og mere forhippet på at arbejde.
Tjene penge og visse sig frem, til almen misundelse.

- Jo misundelse var den største gunst der kunne tilsmile en den gang - jo mere misundelig folk blev desto mere skikker var du på at du gjorde det rigtige.

- Det er her vi ser kiv og nid indsnige sig som en gift i den danske folkesjæl - måske det har været på grund af de manglende erfaringer man trods alt havde den gang med sammenbragte familier ?
Resultatet er jantemekanikken, og den dertilhørende lov.

Efter fusionen med de sydlandske perkere, og de landflygtige "Oprindeligt folk" ude af landet. Gik tiden med at sætte vartegn for eftertiden. Store bunker af sten stablet med muskelkraft, som evigt minde om en morakkerkulturs fortræffeligheder. Her finder vi den del af vores folkesjæl der elsker at sætte et mindesmærke - en bro eller noget.

---

Generationer gik og kom.
Assimilereingen gik sin gang. Der skete sådan set kun ændringer af teknologisk art - de stammede fra perkerland der nede syd på.
Det viste sig godt at være i familie med nogen der finder på.

Bronze og jern - metalalder afløste stenalder. Tiden gik og det danske folk trivedes.
En dag gik det ikke bedre en at bonden ville have noget mere land. Det gik lige lovligt godt. Der blev flere end dette lille land kunne huse.
Nu byggede vores oprindelige kultur på en skipperskrøne. Vi havde siden den først stamme blev udhulet - været dygtige til at padle vores egen sø.

Den evne tog bonden til sig og udrustede et skib til sine overskydende sønner.
Med ord som god rejse og tag nu nok af alt i det fremmede, og glem ikke at fortælle hvor i kommer fra - blev en hel generation af unge håbefulde mænd sendt ud til verdens ende.

Her mødte de mangfoldighed og rigdom. I deres begejstring tog de en masse hjem. Fremmede skikke og kultur genstande - her stammer vores lyst til at købe souvenirs med hjem fra de steder vi havde besøgt..

På disse rejser blev der også hjemtaget kvinder med anden etnisk oprindelse. De blev et stort aktiv i de lange vintermåneder - ikke mindst de franske var populære. Der er en skipperskrøne der fortæller "Fransk" stammer fra et togt til frankerriget og den efterfølgende munterhed afslørede denne kulturbetinget egenskab.

---

Ja tiden med etnisk import var en vigtig del af danskhedens udvikling - vi bidrog da også den anden vej. Der blev slået lejer en del steder i verden. Især den nordeuropæiske del af verden blev beriget med kaos og handel.

Der blev arrangeret udflugter med fælledsang og svineture til den lokale landsby.
Vi havde og har en stor skat af fælledsange - idag er det kun den yndige der kan samle fulde huse

Noget andet vi tog til os var moneter. Eller penge. Igen en opfindelse af de der skide perkere. Men vi syntes rigtigt godt om dem og lavede vores egne. Der blev udover kaos og ran - opbygget rederier, med langfart til perkerland og ukendte strande.

---

Jo vi hjemtog verden og sammenkogte det med hygge og mjød.
Det danske folkebryg var for alvor sat i kog.

Vi begynder at ane nogle af de store ting. Søfart og drømmen om Polynesien.
Vi blev et beriget og oplyst folk med ambitioner om at føre det vidt. Det var kun rigeligt at vi tog verden i vores hånd - vi det stolte og hyggelige folk der ville verden

Her ser vi storhedsvanviddet langsomt snige sig ind. Denne altødelæggende galskab der er villig til at ofre sit eget ophav - bare for i et sekund at bære hele verden i sin hånd.
- Ja det er så et af symbolerne i rigsæblet..

/Fra folkesjæls samlingen

Karsten Aaen, Martin Langwadt, Per Torbensen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Peter Olesen

Reductio ad absurdum.

Danmarkshistorien skal omskrives/afskrives for at imødekomme multikulturalismen? En isme der udelukkende hviler på ideologi og ønsketænkning.

Et forløjet projekt, der altid ender med monokulturelle enklaver, med en ekstremt ringe kulturel vekselvirkning med majoritetskulturen.

Dette fælles-europæiske faktum søges bortforklaret og skjult, med diverse racismebeskyldninger, feel good-eventyr og massage/mørklægning af statistisk materiale.

Var multikulturalismen et produkt i supermarkedet, var det umiddelbart endt hos både Konkurrencestyrelsen og Ombudsmanden, for vildledende og uetisk markedsføring.

Tricket består jo tydeligvis i at opløse et hvert tilløb til en national kollektiv, historisk bevidsthed til en universel intethed, for derefter at fylde det skabte tomrum med politiserede floskler og retoriske korthuse, som kun kan accepteres af personer hvis individuelle dømmekraft er erstattet af gigantiske ideologiske skyklapper.

Torsten Jacobsen

Hvad skal vi med Danmark? Hvad skal vi med Europa? Det er vist noget med at justere maskernes størrelse i trådnettet, således kapitalen kan bevæge sig så frit som muligt over grænser, uden at de 'forkerte' mennesker følger med.

Dante? Mozart? Kierkegaard? I skåltalerne, måske, men sgu ikke i dagligdagen, på kontorerne, byggepladserne, eller mellem ligusterhækkene eller på stenbroen. Forøvrigt heller ikke i universiteternes dagligdag, og da slet ikke på erhvervsuddannelserne.

Danmark og Europa italesættes af kultur- og historieløse politikere, som ét stort produktivitetsapparat, der eksisterer primært for at konkurrere med 'nogle andre', for tiden dem i asien, og for at holde 'nogle andre andre' ude, de der til enhver tid skønnes at have en negativ effekt på BNP. Og jo mørkere, jo værre, åbenbart.

Skal jeg skrive under på dét? Skal jeg melde mig under de faner? Fandeme nej. Jeg vil meget hellere have Mihail Larsens Danmark. Mihail Larsens Europa. Men hvis de nogensinde har eksisteret, så findes de ikke længere. Historien vil altid være der, men vore nutid er jo også blot historie lige om lidt. Historien om et vidunderligt kontinents opstigen og fald.

Niels Engelsted

Jeg vil også hellere have Mihail Larsens Europa. Men hvordan får vi det? Vi har det ikke nu.

I øjeblikket ser det ud til, at Europarådet (statsministrene) ikke tør andet end at støtte Europaparlamentets flertalsforslag til en Kommissionsformand, (det kaldes vist parlamentarisme), hvilket de hader, for de vil selv bestemme, eller ihvertfald Merkel vil, og Cameroun truer med krig fordi han frygter for regulering af finanskapitalen i Londons City (i øvrigt støttet af Thorning af uforklarlige grunde).

Grunden til, at de ikke tør, er EU-skeptikernes store fremgang ved Europaparlamentsvalget. Så her viser det sig, at hvis man er på tværs, f.eks. i Danmark har stemt DF eller Folkebevægelsen i stedet for Jeppe Kofoed o.l., så har man faktisk bidraget en lille smule til mere demokrati og folkemagt i EU. De der siger fra kan således være EU's bedste venner.

Karsten Olesen

Danskheden i det 20. århundrede - forstået som "normaliteten", det almentilgængelige livsmønster i byerne - er produktet af en lang række målbevidste offentlige indsatser.

(Politik er at ville - Oluf Palme)

Allerførst en sikret fødevareforsyning, dernæst offentlig transport og mange andre ydelser til byerne, opbygget gennem 1900-tallet.

Kanslergadeforliget 1933 var en målrettet foranstaltning for at afskaffe sulten, gennem en kombination af landbrugsstøtte og loft over fødevarepriserne - fortsat med prisordninger for brød og mælk , og senere husleje.

Gennem 1960erne sigtede politiken mod øget forbrug for arbejderklassen, muliggjort gennem en øget beskæftigelse.

Effektiviseringen gav faldende arbejdstid, med lørdagsfri fra 1974.

Den faldende arbejdstid medførte fra 1970erne et fordelingsproblem, idet idet effektiviseringsgevinsten udbetaltes i form af øget fritid (Peter Hansen).

Indkomstomfordelingen hertil blev årsag til politiske stridigheder gennem flere årtier, som endnu ikke er afsluttet.

Michael Kongstad Nielsen

Engelsted skriver:
"De der siger fra kan således være EU's bedste venner."
Ja, det kan de, for EU ville have godt af blive mindre, mindre integreret, mindre reguleret, mindre magtfuld, mere uddelegeret, mere tilbageleveret til medlemsstaterne.

Parlamentet skal godkende den nye formand for kommissionen, der traditionelt har været Det Europæiske Råds eneret at udpege bag lukke døre. Det er det stadigvæk, men Cameron vil ikke have den konservative Juncker, som ellers den store konservative gruppe i Parlamentet gerne vil have, men Cameron vil heller ikke være medlem af den store konservative gruppe, og har stiftet en anden konservativ gruppe, som Dansk Folkparti er blevet medlem af. Juncker står for alt den integrationsivrighed, som det europæiske establishment har hyldet siden 1980-erne, altså lige det modsatte af Cameron og alle de EU-skeptiske partier, der fik så godt et valg til Parlamentet. At sætte Juncker på posten ville være at negligere valgresultatet, i strid med Lissabontraktatens nye bestemmelser.

Ikke bare Cameron er imod traditionalisten Juncker, også Sverige, Holland og Ungarn er modstandere, og også Frankrig stiller sig angiveligt negativt over for den tidligere premierminister i Luxembourg.

Endelig lød det søndag fra den italienske premierminister Matteo Renzi, at Juncker er "ét navn" til kommissionen, men ikke "navnet".

Mihail Larsen

Michael

Nu må du tage dig sammen. Fik EU-modstanderne flertal ved det sidste valg? Nej, det gjorde de ikke. Er det så dem, der skal bestemme? Står der i Lissabon-traktaten, at det er mindretallet, der skal bestemme? Nej, vel?

Michael Kongstad Nielsen

Mihail Larsen:
Nej, det gjorde de ikke. Men der var en stærk tendens, og som du ved taler man om "vinderne" af valg, ikke fordi de "vandt" samlet set, men fordi de gik mest frem. I EP fylder de to store, gamle grupper af kristeligt-konservative og socialdemokrater så meget, at bevægelserne mod mere modstand og skepsis ikke var nok til at ændre flertallet, hvis de to gamle slår sig sammen. Men det ville være at ignorere valgresultatet, hvis det ikke på en eller anden måde får en betydning.

Ifølge Lissabontraktaten skal valget af den nye kommissionsformand ske "under hensyntagen" til EU-Parlamentet. Der er dog uenighed blandt EU-Parlamentet og stats- og regeringscheferne om, hvordan den passage skal tolkes.
http://epvalg14.euo.dk/qa/spg6/

Mihail

Du begår stadig den fundamentale fejl at bygge dine påstande på - at EU også er Europa - kulturelt set – men det er det ikke – det er mere et sammenrend af kulturløse kræmmere – men kommissærerne vil da gerne kolonisere europæisk kultur – dyrke fanen og nationalhymnen for et syns skyld – hvilket bare er en patetisk omgang neonationalisme på højere plan …

Og dine æselspark til anderledes tænkende og skeptikere kunne opfattes som rimeligt uoplyst – men tak for - at Kant ikke endnu engang skulle trækkes ind i EU-manegen … :-)

Mihail Larsen har selvfølgelig ret i at EU også er Europa, kulturelt, geografisk, økonomisk, hvad der falder uden for, betyde mindre og mindre. Det er en udvikling der sikkert vil afspejle sig i den planlagte udsendelsesrække og netop vil være med til at negere artiklens overskrift og de to historiekeres lettere besynderlige udsagn. EU-valget definerer jo netop de nationale grænser, jeg så ikke på min stemmeseddel Martin Schulz elle Beppe Grillo, men var henvist til at stemme indenfor de nationalt muligheder.
Bernard Eric Jensen vrøvler selvfølgelig, der har aldrig været en eller anden form for balance, stenalderjægeren, der skød en urokse, har næppe overvejet, om det var et passende indgreb i naturens orden, oldtidshistorien er jo netop en lang kamp for at undgå den balance, der krævede en vis mængde døde hver vinter og forår.
Carsten Tage Nielsen har en forestilling om mange identiteter ikke kun en dansk, og det skulle være nyt? Jeg er borger i Tårnby Kommune, bor på Amager, i Storkøbenhavn, i Østdanmark forhold til toldmuren ved Storebælt, i Danmark og I EU. Der er ikke noget nyt i de identiteter.
Set i forhold til den lange Danmarkshistorie så er noget kvalitativt nyt indenfor det sidste hundrede år faktisk skat, med hvad deraf følger. I starten var den direkte skat til stat og sogn lille, og der var stadig et stort element af afgifter, men med kildeskatten fik den enkelte borger et meget direkte forhold til stat og kommune. Jeg interesserer mig for hjemmehjælp i Husum her i København, det betaler jeg og andre skat til, men jeg har ingen anelse om og interesse i hjemmehjælp i Husum ret så langt syd for Tønder. I Danmark vil de fleste faktisk gerne betale skat, men de vil også gerne diskutere hvor meget og til hvad, og det er da om noget et meget praktisk nationalt fællesskab.

Robert Ørsted-Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nej, EU er ved den sødeste grød ikke Europa. EU er magtdrømmernes holdeplads, lige fra Jean Monnet over Jacque Delors til Valéry Giscard d'Estaing har de udviklet et system, der langsomt kvæler Europa, indskrænker og indsnævrer, ensretter og afretter, udtværer forskelle og ødelægger den mangfoldige kultur, aldrig vil de anerkende dybe kulturelle forskelle og særpræg, som gør Europa så rig, nej, de bruger millioner af euro på at få folk til at glemme deres særpræg, gøre dem ens, skabe en EU-identitet, men det vil aldrig lykkes, for det er kulturerne alt for stærke til.

Der er nu ikke ret meget Europa uden for EU, der i øvrigt har brugt millioner af euro på at understøtte franske bjergbønder, græske tobaksavlere og andre frilandsmuseumsspecialiteter. Tværtimod giver EU som overstatslig myndighed gode muligheder for undertrykte minoriteter i de ellers ret så undertrykkende nationalstater. Hvem ved, det kunne være at der var håb selv for skåningene?

Michael Kongstad Nielsen

Det, der understøttes, er landbrugets økonomi, ikke områdets kulturelle særpræg, for det bliver hurtigt farligt for EU-projektet, hvis regionerne bliver for selvstændige . Økonomi er alfa og omega for EU-projektet, og jeg er bange for, at de græske tobaksbønder først mærker troikaens (IMF, EU, og ECB) nedskæringer af græske statsbudgetter, før de mærker en anelse landbrugsstøtte.

De franske bjergbønder, de græske tobaksavlere og andre mystiske udkantprojekter understøttes jo netop på trods af økonomien, ingen af dem havde en chance for at overleve i fri konkurrence. Og selvfølgelige er økonomi alfa og omega for EU, det er det jo også for Thorning, Merkel og Hollande, men det ændrer ikke ved, at de græske tobaksavlere har levet i herrens mange år af støtte.
Har det i øvrigt noget som helst at gøre med en kommende Danmarkshistorie på DR?

Michael Kongstad Nielsen

Næh, jeg har også undret mig over, hvorfor EU-modstanden skulle tildeles så stor en plads i debatten om Danmarkshistorien fra Istiden og frem til år 2000.

Mihail Larsen

Dansk kultur er en del af Europas kultur.

EU er kommet på banen, fordi mange opfatter EU som en trussel mod dansk kultur og særpræg. Jeg har vist gjort det klart, at jeg opfatter dansk kultur som en del af Europas kultur, på mange måder præget af kultur fra andre europæiske lande og selv bidragyder til deres. Selv om Michael Kongstad Nielsen (igen) vil benægte det, så er der også (med undtagelse af England) tale om et grundlæggende, retskulturelt og - historisk fællesskab (romerretten, civil law traditionen). Det gør det forholdsvis nemmere for Danmark (med en stor offentlig sektor og en stærk statsmagt) at tilpasse sig EU-lovgivningen (i modsætning til England). Man kan synes om det eller ej, men de kontinentale, europæiske stater har stødt og roligt integreret og harmoniseret deres lovgivninger (med England på et sidespor, der hele tiden truer med at melde sig ud af fællesskabet, hvis ikke det bliver omdannet til et frihandelsområde med fri bevægelighed for Londons børs). på kontinentet er der en stærk republikansk tradition iblandet elementer af liberalisme, medens liberalismen er dominerende i England).

Hvad har det med Danmark at gøre? Og med dansk kultur? Med mindre man opfatter kultur som et statisk fænomen (som en fast, uforanderlig identitet), så er det klart, at kulturer konvergerer og fusionerer. Selv inden for Danmarks egne grænser. Forestiller nogen sig f.eks., at vi skal gå tilbage til Skånske Lov (1202-10), Sjællandske Lov (1200-tallet) og Jyske Lov (1241)? Der er fortsat kulturelle forskelle på skåninger, sjællændere, fynboer og jyder, og en række dialekter (særpræg) findes fortsat (omend rigsdansk, ikke mindst takket være vores uddannelsessystem og moderne massemedier er ved at fortrænge dem), men vi er da alle danskere.

Noget lignende vil måske ske på europæisk plan, men med den klare forskel, at de nationale sprog vil sætte nogle grænser for, hvor langt integrationen kan gå. Og når alt kommer til alt, så er det nok ikke fra de kontinentaleuropæiske lande, Danmark skal føle sig mest kulturelt truet, men fra USA, der allerede gennemsyrer dansk kultur (lige fra TV-sendefladerne, der er vildt overplastrede med amerikanske film, til al elektronisk kommunikation, som USA simpelthen overvåger og delvis kontrollerer). I modsætning til de kontinentaleuropæiske lande, der om ikke af andre grunde så i et forsvar for deres egen kultur anerkender de andre landes kulturelle egenart, så ønsker amerikaerne kun at finde deres eget aftryk, når de rejser rundt i verden. Hvor de har magt til det (eller hvor vi lader dem gøre det) omdanner de andre lande til kopier af sig selv. Burger King, MacDonald og 7Eleven har f.eks. allerede indtaget Rådhuspladsen i København.

Og så har jeg endda slet ikke nævnt den indflydelse, som amerikansk finanskapital indirekte og direkte har på vores kultur. Hvis der er noget, der undergraver dansk kultur, så er det den. Det er f.eks. den, der presser danske politikere til at styre frem mod en konkurrencestat, hvor kapitalens omfangslogik i endnu højere grad en tidligere reducerer alt til varer på et marked. Englænderne jubler; det burde vi ikke.

Palle Pendul, Robert Ørsted-Jensen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

At Dansk kultur er en del af Europas kultur. - er vel alment anerendt - men hvorfor i alverden blande EU ind i det - hvilken form for kultur har det egentlig bidraget med ...

Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Er det f.eks. alment anerkendt - at EU bidrager til - lad os bare nøjes med at nævne - en politisk demokratisk kultur? ...

Michael Kongstad Nielsen

Jeg mener ikke - og tror ikke, mange gør - at dansk kultur og særpræg er truet af EU. Det er derimod dansk suverænitet. Det er overførslen af magtbeføjelser til Bruxelles, og den deraf følgende ensretning og centralisering, der er truslen og modstanden værd. Og man kan - som nævnt også af Jan Weis blandt andre - ikke sidestille europæisk kultur med EU. Det er et retorisk kneb, der skal lempe EU ind i varmen, men den går ikke.

EU handler fortrinsvis om økonomisk magt, fælles mønt, bankunion, fælles militær, fælles politi og overvågning, alle sådanne magtstrukturer, der ikke er så meget kultur i, og som Danmark i øvrigt har vores udmærkede forbehold overfor, ligesom til dels Sverige og England. Nede under det lag ligger reglerne for det indre marked. Det er her, de krumme agurker kommer ind, men også den frie bevægelighed for varer og arbejdskraft, hvor fænomenet social dumping måske kan anskues som kulturel påvirkning i den lette ende.

Men jeg er enig i, at truslen kommer fra USA, der via film, tv , sociale medier o.s.v. påvirker os massivt, så selv dagbladet Information fyldes med artikler om de seneste reality-serier, og truslen er alvorlig fordi befolkning og medier så åbenlyst tager imod det med åbne øjne og kyshånd, ja tak, vi vil også være som i USA, og tale som i USA, deraf de nye navne på fakulteter, tv-udsendelser, forretninger m.v.

Vibeke Rasmussen, Per Torbensen, Niels Mosbak, Lars R. Hansen, Jan Weis, Lise Lotte Rahbek og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

EU er ikke Europa. Det europæiske kulturfællesskab består af unikke kulturnationer, der deler en række kulturtræk, høj grad af kulturudveksling og indbyrdes påvirkninger gennem historien, men fortsat er unikke. Grækenland, grækerne og græsk nationalkultur er umiskendeligt fra Finland, finnerne og finsk national kultur og Polen ditto fra Portugal og sådan gælder det for alle Europas nationer, vi er forskellige, særegne nationer og ønsker helt overvejende fortsat af være det.

EU er blevet et forsøg på nedbryde disse forskelligheder mellem Europas nationer, nationers særegenhed, i et forsøg på at opbygge en ny form for overnational statsdannelse, altså et slags ensrettende imperium. Ideen er ikke et samarbejde mellem stater, men en undertvingelse af nationerne i Europa. Det ikke noget befolkningerne synes særlig godt om, og derfor lyver de politiske og administrative eliter integrationsprocessen igennem, når de nu ikke kan overbevise befolkningerne om det en god ide med denne ensretning. Når en af politikerne så en sjælden gang kommer til at røbe plottet, fx Jens Rohdes forslag om at nedlægge dansk forsvar til fordel for en EU-hær, får de en over nakken og besked om at dæmpe sig af de andre EU-fanatiske politikere. Bemærk, at Lissabon-traktat, som alle partierne undtaget DF og EL, var for, fastsætter, at der skal oprettes en EU-hær.

Mihail Larsen

Kultur og politik

Kan de adskilles, ja. Kan de ignorere hinanden, nej.

Kultur har til alle tider været en del af samfundets selvforståelse og dermed også en del af dets legitimitetsgrundlag. Endnu før de egyptiske hieroglyffer og de græske tragedier eftertrykkeligt slog dette fast, findes denne forbindelse i de førhistoriske samfunds animisme og totemisme.

Diverse middelalderlige og nationalstatslige fyrster, og senere borgerskabet, har brugt kunst og kultur som ideologiske redskaber, men i det sen-feudale og det efterfølgende borgerlige samfund er kunst og kultur også blevet et samfundskritisk og revolutionært medium.

Derfor er det mærkeligt nu at høre, at EU, der er en politisk-økonomisk institution, ikke skal 'blande sig i kultur'. Selvfølgelig skal den da det. Den er jo netop ikke kun en frihandelszone, hvor kultur alene betragtes som en vare (og vurderes derefter), men en normativ idé, der sætter public service, kunstnerisk frihed og respekt for kulturarv højt på sin prioriteringsliste.

Kristian Rikard

Gad vide hvor mange her på stedet, der "top og mind" kan beskrive de 3 søjler EU bygger på?

Michael Kongstad Nielsen

Rikard - nu skal man nok ikke gøre EU til et eksamensspørgsmål for alle borgere i Danmark, hvis de ikke kan svare, dumper de, og skal gå et år om.
Men du kunne starte med at spørge medlemmerne af Folketinget. Jeg mindes engang, hvor de skulle svare på, hvad subsidiaritetsprincippet stod for. Det største problem med det spørgsmål var at udtale ordet.

Mihail Larsen

Et kulturelt subsidaritetsprincip?

Naturligvis skal EU ikke blande sig indholdsmæssigt i dansk, engelsk, polsk, italiensk eller spansk kultur. Det har de enkelte lande bedre forstand på og adkomst til. Men EU kan godt på et overnationalt plan arbejde for nogle normer - f.eks. om public service, kunstnerisk frihed og respekt for kulturarv - som ellers ville være truede i en moderne, globaliseret medievirkelighed.

Der eksisterer faktisk et fænomen, man i årtier har betegnet som 'kulturimperialisme'. Som oftest vendt mod europæiske landes domesticering af 'den tredie verden' som en fortsat, indre kolonisering sideløbende med, at den ydre kolonisering blev afviklet efter 2. verdenskrig. Men også vendt mod USA målrettede, kulturpolitiske kolonisering af Europa i samme periode.

Franskmændene har flere gange forsøgt at begrænse denne kolonisering ved at indføre kvoter i fransk TV, som kunne minimere overvægten af amerikanske film, men har stået ret alene i denne kamp, fordi de andre europæiske lande havde nok i deres egne problemer. Franskmændenes kamp er som regel blevet afvist som 'tekniske handelshindringer'. EU kan på en anderledes koordineret og kraftfuld måde dæmme op for denne kolonisering ved at indføre fælles regler for public service stationer.

De fleste europæiske lande har også politikker, der skal sikre bevarelsen af deres kulturarv. Men ikke alle. Man kunne hævde, at det er deres eget problem. Men det er det ikke, for en stor del af den nationale kulturarv er også interessant for de øvrige, europæiske lande. EU kan gennem principprogrammer og økonomisk støtte bidrage til, at en national kulturarv (der er fælleseuropæisk vigtig, men ikke nødvendigvis 'økonomisk rentabel' igennem turistindtægter), bliver bevaret for eftertiden. Det er naturligvis i særlig grad relevant for de af EU's medlemmer, der har en anstrengt økonomi.

EU kan også tage initiativer til fælleseuropæiske kulturbegivenheder og til understøttelse af bestræbelser på at danne en fælleseuropæisk offentlighed. Det gør EU allerede inden for teknologi og videnskab, men det kan også udvides, så den 'dialog', der altid har været imellem de europæiske lande (først mellem de intellektuelle, så mellem fyrsterne, så mellem kapitalisterne og ideologierne og sidst mellem politikerne og i masseturismen), bliver oplyst og rationel gennem public service fora og offentlige midler til en opstart.

Ingen drømmer, mig bekendt, om at skabe én europæisk kultur uden alle de vidunderlige varianter, der findes i de forskellige lande. Kant advarede mod en sådan ensretning. Men når vi ser på Europa i et globalt perspektiv – som en samling af små stater med en større fokus på indre forskelle end på vores fælles forskel til resten af verden (et gammelt parti-problem, ikke mindst på venstrefløjen) – så virker det lidt selvmorderisk og sekterisk at holde fast på en rigid forståelse af (national) identitet, der allerede ad bagdøren er ved at blive udslettet af USA.

Kæmp for alt, hvad du har kært. Men er du sikker på, at det er the American Way of Life?

Hvis du synes, jeg er demagogisk, så prøv lige denne test: Hvor meget tror du egentlig, at USA respekterer dansk kultur? Er USA 'vores nærmeste allierede', som Helle Thorning-Schmidt og flere statsministre før hende har påstået? Eller tror du, når alt kommer til alt, at EU er en større garant for dansk kultur?

EU har anerkendt subsidaritetsprincippet. Også på det kulturpolitiske område.

Michael Kongstad Nielsen

EU savner blandt andet legitimitet. EU er en kunstigt opbygget konstruktion, der ikke er demokratisk, men afledt indirekte gennem medlemslandenes demokratier, som delvist overfører kompetence til EU. EU´s manglende legitimitet viser sig tydeligst ved forsøg på at få vedtaget traktater, som folket demokratisk stemmer ned. Forfatningstraktaten skrinlagdes endeligt i 2005 efter franskmændenes, hollændernes og irernes nej. Danskerne fik ikke lov at stemme. Men EU-systemet overgiver sig ikke, så det lader sagen gå i tænkeboks, eg efter nogle år fremsættes den samme traktat igen, nu kaldet Lissabontraktaten, og denne gang skal ingen nyde noget af at høre folket, så nu bliver juristerne sat til at lave en historie om, at den ikke kræver folkeafstemning.

Jan Weis, Per Torbensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Sider