Læsetid: 8 min.

Chok

Sex. Vold. Drager og et afhugget lem. Fantasy-serien ’Game of Thrones’ har gjort det hele uden at gå på kompromis med en fascinerende fortælling. Serien har været en eminent chok-maskine, men nu er det ekstreme blevet normalen, og hvor går man så hen? En af de mest nyskabende serier på tv kæmper med grundlaget for sin egen succes
Sex. Vold. Drager og et afhugget lem. Fantasy-serien ’Game of Thrones’ har gjort det hele uden at gå på kompromis med en fascinerende fortælling. Serien har været en eminent chok-maskine, men nu er det ekstreme blevet normalen, og hvor går man så hen? En af de mest nyskabende serier på tv kæmper med grundlaget for sin egen succes
5. juni 2014

Der har altid været afsnit, der gav rum til at trække vejret, men i denne sæson er der ikke plads til at slappe af. Det er simpelthen mere intenst end nogensinde før.« Sådan blev fjerde sæson af Game of Thrones beskrevet af de to bagmænd, David Benioff og D.B. Weiss, i et interview for et par måneder siden.

Serien har ellers aldrig savnet intensitet. Fra dag ét er vi blevet præsenteret for en verden, hvor alles liv altid er på spil – om det så er i sværdkamp på en mødding eller i et net af slotsintriger.

Tempoet har været styret af episke forløb, afbrudt af chokerende omvæltninger. En konge dør. Et stort slag vendes med et svuptag. Chokket har været essentielt for Game of Thrones. Både til at forme fortællingen, men også i billeder af eksplicit sex og vold. I løbet af de tre første sæsoner har man lært at forvente at blive chokeret af serien, hvilket er en lidt underlig tilstand at befinde sig i.

Tour de force i tabuer

For chokket er den naturlige reaktion på et radikalt brud med forventninger. At være chokeret er at se konventioner styrte i grus. At se den velkendte verden forsvinde, og med et mangle en grimmasse, der kan passe. Man er efterladt rystet og paralyseret. I chok.

Lidt ligesom et frit fald er det en skræmmende oplevelse. Men. Det kilder også i maven. Og med Game of Thrones har det kildet rigtig meget. Det har faktisk kildet så meget, og så længe, at det er svært at være kilden mere. Så serien tilbyder nu ’mere’ af det hele. Måske også for meget.

Som i en scene tidligt i fjerde sæsonen, der fik en del omtale. I scenen står dronningen, Cercei, ved liget af sin søn, kong Joffrey, da barnets egentlige far, Jaime, der også er dronningens bror, træder ind i kapellet. Han er stadig forelsket i hende, og ender med at voldtage hende der på gulvet.

En indviklet tour de force i tabuer som død, utroskab, incest, voldtægt og manglende hygiejne, der vakte opsigt i sig selv, men ikke halvt så meget som instruktøren, Alex Graves’, bemærkninger om scenen. Selv om den kvindelige karakter vedholdende siger nej i scenen, mener han ikke, at det var en voldtægt. Hans forklaring: »Hun slynger benene rundt om ham, og holder fast i bordet, tydeligvis ikke for at flygte, men for at få en forankring i det, der sker.«

Graves har instrueret en chokerende scene, uden tilsyneladende at være bevidst om, hvordan den chokerer. De chokerende handlinger og udtalelser, har været en del af den fantasi, som Game of Thrones har dyrket, men denne gang trak instruktørens kommentarer serien ud i en virkelig debat om voldtægt, hvor den så noget mere uheldig ud. Serien har haft succes med at skabe et univers, hvor chok og gru har fri plads. Et sted hvor det, der normalt vækker anstød, bliver pirrende og interessant, så længe det er fiktion og fantasy.

Voldtægtsscenen var måske alligevel for meget. En scene, der prøvede at chokere et chok-vant publikum ved at gå længere end før. Ikke for at gavne historien, men blot for at pege på sig selv, som vild. Et chok uden kild.

Realistisk fantasy

Forfatteren til bøgerne bag serien, George R. R. Martin, havde selv en interessant kommentar til det voldsomme indhold: »Voldtægt og seksuel vold har været en del af alle krige fra de gamle Sumerer til i dag. At holde dem ude fra en fortælling om krig og magt ville have været fundamentalt falskt og uærligt …«

Game of Thrones skal altså ikke bare være fantasy, men realistisk fantasy. De mange voldsomme scener er ikke til for at være spektakulære, men for at være en ærlig fortælling om krig i et middelalderligt univers. Det er her i ’realismen’, at chokket opstår, ikke i fortællingens fantastiske elementer. For drager og trolde kender vi fra Ringenes Herre og Harry Potter. De er en naturlig del af fantasy-genren, og selv om de ser skræmmende ud, så forventer vi dem. Men afhuggede hoveder og bordelbesøg er derimod nyt terræn for fantasy på film. Den vildeste fantasi er i dag at blive konfronteret med vores dødelighed og kødelighed.

Men i Game of Thrones er det ikke kun orker og sværdsvingende statister, der må lade livet. Det er også konger og undersåtter med mål og ambitioner, som vi følger afsnit efter afsnit, indtil de forsvinder i en pludselig blodrus. Det er som sådan ’realistisk’, at folk dør i en krigszone, men det er også tv-seerens store chok og sorg. Vi forventer, at der et narrativt mål med karaktererne, at de har en skæbne, som vi kan blive klogere af. I Game of Thrones mødes vi af kold død, der kortslutter forventningen om en højere mening med karaktererne. Hver død markerer ’realisme’. Deres fantastiske verden er lige så spækket med usikkerhed og trusler, som virkeligheden, og det holder serien intens. Hvem er den næste, der dør evigt og uforanderligt?

Sex og vold

Helt ned i tøjet og huden trækker serien på en realisme. Uden for slottet er folk møgbeskidte. De går aldrig i bad, og håret er fedtet af gammelt sved, mens tøjet hænger i laser. Det er uciviliseret og kummerligt, men hey, sådan er virkeligheden jo. Eller sådan var virkeligheden. Serien bygger på en forestilling om middelalderen, som en voldsom og hierarkisk verden uden helte og store idealer. Her er ingen kamp mellem Det Gode og Det Onde, kun menneskelig (af-)magt og begær krydret med et par drager. En dystopisk middelalder, der kalder sin pessimisme for realisme.

Serien har strukket idéen om realisme til at være vild og yderligere chokerende. Folk dør ikke bare. De får hovedet hugget af, halsen skåret op eller – som for nylig – stukket et sværd i baghovedet og ud gennem munden, så klingen stritter som en grotesk tunge. Blodet flyder ikke. Det sprøjter.

Der klippes heller ikke væk fra sexscener med en blød linse. Hvis der er bryster, skal de vises, og sex foregår oftest mellem mere end to personer. En gang imellem lykkes det endda at inkorporere begge elementer, som når en prostitueret findes klynget op af en halv snes armbrøstpile. Nøgen, naturligvis.

Eksplicit sex og vold er selvfølgelig hverdag i B-filmen, men ved at lade det udspille sig som del af en middelalderlig realisme har man kunne fusionere det med et seriøst drama.

Game of Thrones har nedbrudt barrierer mellem høj- og lavkultur, som gør de voldsomme scener chokerende igen. Det er ikke bare splatterfilm, hvor de rullende hoveder er ren leg. Her dyppes volden i et seriøst drama og bliver overrumplende igen.

Det er et intelligent twist af genren, som især taler til folk, der har set masser af serier, og derfor kender konventionerne, og ved hvornår de bliver brudt. Og dem er der mange af.

Chok til hverdag

Det har dog vist sig svært at opretholde chok-tilstanden. Efter tilpas mange twists og likvideringer kommer hverdagen. Game of Thrones har sat nye standarder, men det er netop, hvad de er nu: standarder. ’Realismen’ ved at aflive vigtige karakterer og vise blod og bryster er blevet en del af fantasien. Det ukonventionelle er blevet konventionen, og Game of Thrones har derfor svært ved at chokere igen med de samme trick.

Så kan man kompensere ved at henrette en hel række centrale karakterer i et hug – hvilket så blev gjort – men i denne sæson efterlader de pludselige dødsfald en tom følelse på den anden side af skærmen. Man kan dårligt løfte sig over et mageligt ’nåh’, når folk dør, selv når det er uventet og har større konsekvenser for den videre handling.

De havde ellers gjort sig umage i starten af sæsonen med forgiftningen af den tyranniske barnekonge. Afsnittets instruktør, Alex Graves, udtalte til Hollywood Reporter, at der var et problem med dødsscenen: »Der var en diskussion over om hans død var grusom nok, og det var den ikke, så vi tog tilbage og filmede flere grusomme ting.«

Seriebagmændene gør deres bedste for at være ulækre, men overskrider dermed efterhånden også en grænse, hvor målet går fra at chokere med en grum realisme til blot at chokere.

Absurd fantasy

Men så tilbage til det med den nævnte voldtægtsscene. Den var for meget – ikke bare i dens tvivlsomme behandling af seksuelle overfald – en kritik, der har fulgt serien fra start af – men for meget i dens opstabling af tabuer. Det er bare utroværdigt. Selv i en middelalderlig verden forekommer det urealistisk, for langt ude, til at kunnes tages seriøst. En seriøsitet, der ellers har været bærende for serien. Men der er presset så meget ’grum virkelighed’ ind i den scene, at vi ikke bliver efterladt med en dyster realisme, men et absurd teater.

I sidste sæson vendte serien regelmæssigt tilbage til en karakter, for at se ham blive fanget og mishandlet af en ukendt gerningsmand. Næsten alle scenerne foregik i et torturkammer uden forbindelse til resten af historien. Som afsluttende finale mistede han sit lem. I fjerde sæson har hans indespærring fået betydning, men længe var det blot en montage af chokerende seancer, der ikke gjorde andet end ja, chokere.

Serien kan ikke længere chokere med en realistisk brutalitet, så den er fortsat ud i en urealistisk brutalitet, som i sidste ende gør serien til en absurd joke, hvor man desværre griner mere af serien end med den.

Og det er ikke kun en forandring i de store scener. I en af seriens mange fortællelinjer er en cirka 14-årig pige ved at udvikle sig til en velsmurt dræbermaskine. For nylig slog hun en tilfældig modstander ihjel med et enkelt sværdstik i hjertet, og så ham falde sammen uden at foretrække en mine. Der var noget komisk i optrinnet. Det simple udfald. De manglende følelser. Ideen om en uskyldig teenager som koldblodig morder, der virkede mere latterfremkaldende end gruopvækkende. Måske det er mig, der er noget galt med. Det virker sjældent rigtigt at grine af en børnesoldat.

Men jeg tror ikke, at serien kan holde fast i sin blanding af fantasy og realisme og stadig chokere. Den må finde nye måder at bryde forventninger og konventioner på, som ikke blot indebærer en overlæsning af gru og grotesker. Om romanforlægget så tillader det, er en anden sag. Men det håber jeg. For jeg vil gerne kildes igen. Og jeg vil gerne tabe næse og mund igen. Billedligt talt.

Alle afsnit af ’Game of Thrones’ kan streames fra HBO Nordic, og fuldendte sæsoner kan købes på dvd og Blu-Ray.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Pedersen
  • Benno Hansen
Carsten Pedersen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Hemmingsen

Jeg kan ikke helt forstå hvad du vil med artiklen, på den ene side vil du gerne kildes som du udtrykker det og på den anden side så er det ved at blive for meget, som nævnte "voldtægtsscene". Som jeg faktisk er enig i vel næppe kan betegnes som "fuldbyrdet" (ikke for at forsvare det) da jeg også opfatter at hun til sidst kapitulerer, i deres i forvejen noget anstrengte forhold, selvom kærligheden vel egentlig er ægte nok. For det første er bøgerne som altid bedre, men sådan er det vel. Når det er sagt så er det tydeligt at der bliver brugt flere ressourcer nu end i begyndelsen og det klæder den. Jeg kan ikke se det forfærdelige i at fremstille middelalderen (selv i en fantasy udgave) som det den var, beskidt, gudfrygtig, overtroisk og frem for alt brutal, afstumpet og meningsløs. Der er ikke meget Sir. Walther Scott over det og tak for det. Der findes dog ædle riddere og momenter af kærlighed de dukker bar oftest op ret så uventede steder og det kan jeg faktisk godt lide. Serien har forsøgt at lægge sig lidt i slipstrømmen af Ringenes Herre og det er vel forståeligt nok selvom det egentlig kun er The Wall og Barratheon som har det mørke og magiske til stede konstant. Jeg opfatter at du forsøger at intellektualiserer noget som ikke behøver det og jeg behøver bestemt ikke hverken mere eller mindre vold/sex for at min interesse skal holdes fangen, dertil er historien simpelthen for god.

Mikkel Bang Jørgensen, Carsten Pedersen, Anton Secher, Karsten Aaen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Spoilers above!!!

Lad være med at læse artiklen, hvis du gerne vil se serien uden at kende store dele af den på forhånd.

Morten Balling

@Jesper

Den ser ret lovende ud. Er det en du kan anbefale?

Jeg var ret vild med vampyrmyten tidligere, og specielt filmen "Near Dark" var et spændende nyt bidrag da den dukkede op. Her tog man alle de "normale" ting omkring myten og satte dem ind i et helt andet univers, det amerikanske nutidige midtvesten, hvilket resulterede i bla. nogle ekstremt flotte billeder. Og så havde filmen en af de hotteste vampyr babes nogensinde: Mae! :)

På det seneste er vampyr genren blevet oversvømmet med serier som mest er møntet på teenagere, og som mangler noget af det rå, genren efter min mening fordrer.

En tilpas bizar og ret spøjs afstikker var den sydkoreanske "Thirst", af Chan-Wook Park (en af mine yndlings instruktører).

Jesper Wendt

Den er fed nok, noget af det bedste jeg har set længe.

Den handler ikke så meget om vampyrer endnu, der kan jeg anbefale "The Originals".

Frank Hemmingsen

@ Jesper. Jeg er også med og er nået til 4 afsnit :-). Sjov og skamløs blanding af lidt forskellige genrer og tider, kan i person galleri minde lidt om den i øvrigt ret så sløje film "The League Of Extraordinary Gentlemen" men så hører ligheden også op. Den er egentlig ret så filosofisk og fordyber sig meget i det der driver de forskellige personer fra Victor Frankenstein til Dorian Grey. Eva Green er super dejlig og god :-)

Game of thrones er mageløs. Det er skønt at se amerikanere nu kan lave serier for voksne, der er så mange fede serier med masser af voksent indhold

Mikkel Bang Jørgensen, Carsten Pedersen, Martin Sørensen, Niels Mosbak, Anton Secher og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Jesper og Frank

Ja, hvis man ikke er bleg for lidt blod, og sætter pris på lidt god gammeldags eskapisme, må man sige at Penny leverer varen. I dén grad! :)

Martin Sørensen

Det er Load of the rings uden spejderdreng med massere af sex, vold, og intrigere, ud over at naturligvis elske dværgen tyrion, hvor mit ynglings citat er

Shaga " hvordan vælger du at dø halv mand"
Tyrion :" som 80 årlig, i min seng, med maven fuld af god vin og en smuk ung kvindes mund omkring mit lem".

så direkte dialog, er normalt i game of trones, og det er et dirkte citat fra bogen, som man vil finde at de fleste af de gode citater er, Det man kritisere game of thrones for er precist det som vi fans elsker, det at mendesker er beskrevet som mendekser og ikke helte, og skurke, vi er gode og onde, på en og samme tid, det vi gør er at kæmpe for det vi selv tror på, og det er altid sejer heren der skriver historien, Starks er ikke ultra gode nej de er naive, og denne karakter fejl er deres undergang, lanisters er ikke ultra onde nej de er augante og denne karakter fejl er deres undergang, alle er fyldt med fejl og gode sider, ( dog har flere af karakterene, lidt mere godt end ondt og lidt mere ondt end godt).

lille finger er ganske enkelt min anden ynglings person, denne kloge kloge beregnede mand der aldrig gør noget uden selv at vinde på det. beskriver også sider af os, mendekser,

Game of tronens er en beskrivelse vores verden i dag. på godt og ondt

Frank Hemmingsen og Mikkel Bang Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Det gode og det onde er en illusion, de færreste handler i ondt sind. Det er givetvis omstændighederne, der giver et skær af mættet ondskab.

Stjæler man for at brødføde sin unger, så vil det virke som en ondsindet gerning for dem det går udover, men for ungerne, vil forældrene være helte.

Så offer for omstændighederne, burde være mere passende.

Terror må betragtes som en ondsindet handling, fordi den er overlagt - men motivet kan igen svinge, uden at være forudindtaget.

Så hensigten kan være ren, men midlet brutalt. Mangler de empatiske knapper - så også, så begynder gryden at koge.

martin sørensen, jeg har selv tænkt, det du efterlyser, så helt ved siden af rammer de ikke. Men det rare er jo, at man selv kan vælge sin fortolkning af begivenhederne.

Det kunne være sjovt at se en kristen, og en muslimsk familie over skulderen, hvornår de griner, og hvornår de græder, så at sige. Eller en familie fra Kongo, da slaverne bliver frigivet.

Som det så smart er sagt: verden er de øjne der ser den.

Mikkel Bang Jørgensen

Først og fremmest tror jeg ikke at Martin Nohns har læst romanerne. For havdehan det, ville han vide at tv-serien kun "kradsser i overfladen"
Historien er langt mere nuanceret end tv-serien formår at vise. Men én af de ting som serien faktisk formår at vise er, at mange af personerne i
historien udvikler sig under vejs. Der er ikke bare statisk gode eller onde. De ændrer sig i takt med det de oplever og bliver udsat for. Nogen traumatiseres, andre vokser og andre igen kommer til at tvivle på det de troede på var rigtigt. Desuden er fortællingen et virvar af myter, digte, historier og beskrivelser af mad, musik og samfundsstrukturer - og ikke mindst et meget avanceret billede af de herskende religioner. Så ja, der er chok på chok, men det er ikke det der gør historien genial, det er den mangfoldighed den indeholder.
Og den der voldtægtsscene den var altså ikke særlig slem, adskillige andre begivenheder der falder mindre i øjnene er da langt værre.
Så jeg synes egentlig Martin Nohns burde læse bøgerne