Læsetid: 5 min.

Copenhell er hjerternes fest

Det er juleaften i tre dage for metalfans, når Copenhell er i gang på Refshaleøen. Gavmildheden, taknemmeligheden og venligheden overrasker gang på gang. Selv krig udkæmpes med kærlighed
Copenhell kan fejre det første jubilæum i år. Det er femte gang, Live Nation inviterer til metalbal på Refshaleøen. I mellemtiden er B&W-hallerne blev opdaget af andre arrangører, men sporet af pailletter og praktisk flisebelægning er for længst forduftet. Copenhell har hurtigt fået genoprettet de helt rigtige rammer til en metalfestival

Copenhell kan fejre det første jubilæum i år. Det er femte gang, Live Nation inviterer til metalbal på Refshaleøen. I mellemtiden er B&W-hallerne blev opdaget af andre arrangører, men sporet af pailletter og praktisk flisebelægning er for længst forduftet. Copenhell har hurtigt fået genoprettet de helt rigtige rammer til en metalfestival

Jakob Dall

13. juni 2014

De er højst sandsynligt kommet for at kunne sætte et flueben ud for Iron Maiden i deres 1.000 metalbands du skal se før du dør-bog. Den lille gruppe mænd, der udveksler lammere, forsøger at synge med på omkvædet af »The Number of The Beast«, men er mest optaget af kærlig tumult mellem venner. Men pludselig får den ene et knæk i ryggen. Han læner sig mærkeligt tilbage, kigger forundret på sine venner, som om han vil spørge dem, hvorfor han ikke kan rette ryggen ud. Hans blik bliver fjernt. Vennerne er for fulde til at vurdere situationen og stirrer bare fjoget tilbage på ham. Det konstaterer fire unge fyre, der står foran dem, hurtigt. Og selv om dette måske er koncerten, de er kommet til Copenhell for at se; selv om de endnu ikke har spillet »Fear of the Dark«; og selv om det koster dem en del af Iron Maiden-oplevelsen, så vender de sig om. De diskuterer, hvor det nærmeste samaritertelt er, og om det er dumt at bære den fulde tilskadekomne. De tager en hurtig beslutning. Løfter en for dem ukendt mand op og bærer ham ud af folkemængden. Væk fra Iron Maiden.

Dette scenarie er typisk for Copenhell. Det er denne koncertgængers beskedne opfattelse, at metalfolkefærdet er det flinkeste. Simpelthen. Ingen andre steder end den altid regnvåde, betonbeklædte Copenhell-plads møder man så venlige, glade og taknemmelige mennesker. De er til gengæld også nogle af de mest sårbare, nådesløse og intolerante, når det gælder modtagelsen af musikkritik. De bider fra sig. Hårdt. Men det hele kommer det samme sted fra. Fra kærligheden til en musikgenre, som de hele deres liv har skullet retfærdiggøre og forklare over for måbende udenforstående. En kærlighed, de med tiden alene må bære i hjertet, fordi de får funktionærstillinger i firmaer, hvor synlige tatoveringer ikke er en del af dresscoden. Fordi man hurtigt kommer til at se meget alene ud i sin falmede Manowar-T-shirt ude i samfundet. Og fordi øvelokalet er blevet omdannet til børneværelse. Derfor er man glad på Copenhell.

Servietter og solcreme

Og det ved de bands, der kommer og optræder. De ved, at mange af de mennesker, der kigger op mod dem, ikke får mange chancer som denne længere. Det kan man se. Aldersgennemsnittet er højt – det samme er flertallets tindinger. Solbrillerne er fra 90’erne. Maverne er runde. Rygsækkene er fyldt med praktisk beklædning, servietter og solcreme. Dette er mænd med first world problems, men de kan som bekendt være slemme nok. En af dem har i hast måttet indkøbe et par sorte jeans, for man kan jo ikke dukke op på Refshaleøen i stonewashed. Og nu strammer de på den der irriterende måde, som uvaskede jeans gør. Men det er det, man gør. Man går all in, som man siger. Og det bliver gengældt af en festival, der sørger for ond, sort, kunstfærdig og selvironisk udsmykning, blandt andet i form af en stavkirke og et gigantisk pentagram. Der er tænkt over det hele i et meget gennemført visuelt udtryk. Det ser godt ud. Men ikke mindst bliver det gengældt af de bands, der optræder. For selv om Anthrax nemt kunne fylde deres veloplagte koncert med egne numre fra mere end 10 plader, så giver de publikum covernumre som AC/DC’s »T.N.T.«. Og Iron Maiden, som festivalen har rykket sig fra weekend til hverdag for at kunne booke, giver den hitparade-koncert, som fanboys måske havde frygtet, men folkemængden håbet på.

Metalfestivalen kan fejre det første jubilæum i år. Det er femte gang, Live Nation inviterer til metalbal på Refshaleøen. I mellemtiden er B&W-hallerne blev opdaget af andre arrangører, men sporet af pailletter og praktisk flisebelægning er for længst forduftet. Copenhell har hurtigt fået genoprettet de helt rigtige rammer til en metalfestival. Musikalske højdepunkter har for deres udsendte over årene været Lamb of God, Cancer Bats, Kvelertak og Hatebreed. Selv om programmets niveau bestemt har været svingende, har festivalen i hvert fald formået at kæle for metalhovedernes hang til nostalgi, som jo tit rammer fænomener med en kort historie. Samtidig har de præsenteret nye spændende navne som for eksempel ovennævnte canadiske Cancer Bats i 2013 og norske Kvelertak i 2011.

Men onsdag var det særligt de nostalgiske tilbøjeligheder, der blev kælet for. Således kunne man opleve en af genrens allerbedste guitarister Zakk Wylde fra Black Label Society, en repræsentant fra thrashmetallens Big Four, Anthrax, og metalhistoriens mest ikoniske maskot: Iron Maidens Eddie.

Kæmpede en brav kamp

Det er mere end passende, at Bruce Dickinson og tropperne i Iron Maiden passerede lokaliteter som Minebådsgraven, Minørskolen, Flyhangargade og Krudtløbsvej på vej gennem det gamle kaserneområde mod Copenhell-pladsen. Gruppens hang til krigsretorik, helteepik og skyttegravsæstetik har været karakteristisk siden de formative år, da våbenkapløbet var i fart og krigen meget kold.

Få numre indfanger Iron Maidens storhedstid bedre end »The Trooper« og »2 Minutes to Midnight«, og netop disse numre var onsdagens højdepunkter i en overdådig koncert, der dog var udfordret af direkte dårlig lyd i begyndelsen. Alt for lavt og håbløst mixet.

Bruce Dickinson kæmpede en brav kamp med adskillige kostumeskift og et højt energiniveau. Dette imponerende stykke mandfolk – ja, beklager den højstemte tone, men når man er både pilot, historiker og forsanger i Iron Maiden, må det være på sin plads – var en beslutsom hærfører og kunne have ført tropperne, hvorhen han ville. Heldigvis har han et hjertevarmt publikum. Og maskotten Eddie er for dem ikke et krigsforherligende symbol. Han er symbolet på et genfundet fællesskab, en sorgløs, men tungsindig tid og på musik, der forstår dem. I mange år var et af de mest uhyggelige steder, jeg kunne forestille mig, min martrede, men søde onkel Knud Eriks værelse i kælderen hos mine bedsteforældre. Fra væggene stirrede Eddies tomme øjenhuler mod mig. Og jeg kunne stadig se hans senede hudløse krop og det fyldte kranieaskebæger, når jeg lukkede øjnene. Senere var Eddie det navn, min bofælle gav sin elskede stuebirk, og i onsdags var det de skiftende bagtæpper med Eddieportrætter, de lysende røde øjne og den store Eddieplasticfigur, jeg tænkte på, da jeg cyklede hjem og stadig kunne mærke varmen på kinderne fra flammekasterne og smilede op til begge ører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan kun tilslutte mig ABR's beskrivelse af onsdagen på Copenhell. Selv stod vi to 60+ årige sammen med nogle hard core metal-freaks i fuldt udstyr og to unge finner, der erklærede deres kærlighed til os "very old people" , hvor det eneste, man kunne blive uenige om var, hvem der skulle give en omgang øl, således forstået, at alle ville give!

Iron Maiden nåede næsten det sublime, og der, hvor vi stod, var lyden helt perfekt, bortset fra, at Steve Harris' mikrofon var overstyret, hvilket især var tydeligt på "Can I play with Madness?". Maiden er bestemt ikke rustet trods over 30 år på Tour, og selv så ambitiøse kompositioner som "The Phantom of the Opera" (den plejer de ikke at spille live) og "7th Son.." blev spillet med både stor energi og præcision. I den anden ende af spektret de højstemte "ballader" - "Revelations" og "Fear of the Dark", som er det tætteste, vi kommer på Sing-along-heavy. En stor oplevelse med et imponerende velspillende Band. Det tekniske niveau minder mig lidt om Manfred Manns Earth Band, som måske nok er en anden genre, men netop kendetegnet ved samme kombination af energi, overskud til at gejle publikum op og stor teknisk dygtighed. En Maiden Live CD er absolut en af de 10, jeg skal have med, hvis jeg bliver forvist til en øde ø.

Morten Andreasen

Maiden var ganske rigtigt et velgennemført nostalgitrip, det nyeste nummer 'Fear of the dark' var fra 1992..
Men derudover bød copenhell på en del fede overraskelser i form af Dawn of Demise, dansk døjsmetal fra Silkeborg, The Psyke Projekt dansk grindcore, Obituary US deathmetal, Tryptikon (tror jeg nok) med Tom G. Warrior.