Læsetid: 5 min.

En dansk varulv i Nordvestjylland

’Vi kan skabe noget unikt, når vi i et land som Danmark går i gang med at lave genrefilm‚’ siger den debuterende filminstruktør Jonas Arnby, der går forrest med en dannelsesfortælling om en 19-årig pige, som også er en varulv
For den debuterende spillefilmsinstruktør Jonas Arnby blev Nordvestjylland – området omkring Harboøre og Thyborøn – en slags fabelland fuld af folklore og en mystik, der er svær at definere.

Jakob Dall

12. juni 2014

Der er mange måder at fortælle en klassisk dannelseshistorie om overgangen fra barn til voksen på. Man kan vælge den ligefremme, (social-)realistiske facon, eller man kan hylle historien i umiddelbart mere kulørte og forførende genreklæder.

Det sidste er netop, hvad Jonas Alexander Arnby har gjort med sin spillefilmdebut, Når dyrene drømmer, der er noget så eksotisk som et varulvedrama. Filmen handler om 19-årige Marie (Sonia Suhl), der bor i et vindblæst øsamfund et sted i det nordvestlige Jylland – formoder man, det siges aldrig direkte – og opdager, at det dyr, der gemmer sig inde i hende, og som hendes omgivelser frygter, gerne vil ud.

I filmens pressemateriale fortæller den 40-årige instruktør, at han mest af alt ønskede »at lave en klassisk coming-of-age-film. Et realistisk portræt af et ungt menneske, som lever under specielle forhold i et isoleret samfund, og som vi møder lige der, hvor hun går fra at være en pige til at blive en kvinde. Hendes mørke sider udvikler sig, og hun mister sin uskyld.«

Da Information møder Jonas Arnby på filmfestivalen i Cannes, hvor Når dyrene drømmer vises i sideserien Semaine de la Critique, siger han, at han ikke havde lyst til at lave en ren fortælling, der forholdt sig meget direkte til virkeligheden.

»Når man laver en film om en 17-18-årig pige, der transformerer sig til både kvinde og beast, henvender man sig til unge mennesker. Jeg ville lave en film, som kombinerede et genregreb med en form for poesi og følsomhed, så det ikke bare blev én til én, superrealisme på stenbroen eller i Hillerød. Der er stadig en realisme i den måde, jeg har angrebet historien og miljøet og personerne på, men samtidig er der også en tone af melankoli og et drømmelag. Unge mennesker har lige så mange dimensioner, hvis ikke flere, som voksne på det emotionelle og mentale plan, og de dimensioner mangler ofte i coming-of-age-fortællinger« siger Jonas Arnby.

Sin egen globus

Samtidig kunne Arnby og Rasmus Birch, som har skrevet manuskriptet til Når dyrene drømmer, godt lide de spændinger og den dynamik, der kom ud af sammenstødet mellem realismen og genrefilmen, også i forhold til, hvordan filmen skulle se ud.

»Det smitter af på den visuelle stil,« siger instruktøren.

»Kostumer, kulisser, rekvisitter. Man siger til sig selv, ’jeg vil gerne ligge lidt ved siden af det, som er forventningen til sådan et drama’. Vi har hele tiden prøvet at tænke lidt off, når vi har skullet lave en scene – ’hvis vi laver den sådan her, bliver den fin, men hvad er det for følelser og billeder, der vil gøre, at det bliver en smule skævt?’ Og det, at vi tænkte sådan, betød, at der kom noget andet med hjem end det forventelige.«

For Jonas Arnby og filmholdet handlede det om at skabe en særegen verden, hvor det også ville virke troværdigt, at hovedpersonen var en varulv. Den verden fandt instruktøren, da han første gang besøgte det nordvestlige Jylland. Her var en vildskab i naturen og elementerne, som han ikke havde set andre steder i Danmark.

»Det var virkelig det mest eksotiske stykke Danmark, jeg havde set,« siger han.

»Der er højt til loftet, og det er en arena, som jeg ikke syntes, man havde set på film før. Der er havet og naturen og en religiøsitet, som skaber en synergi, der er unik. Her var mulighed for at skabe et mikrokosmos til en fortælling. Det var den arena, den lille forsigtige og fragile pige og varulv skulle ned i. Man skaber sin egen globus, der bliver scenen for ens fortælling. Filmen foregår på en navnløs ø i Nordvestjylland. Enhver dansker kan se, at den foregår i Nordvestjylland, men vi har ikke nogen stednavne med, og det er også ligemeget. Vi spurgte os selv, om de skulle snakke nordjysk, og nej, det behøvede de ikke. Vi skulle lave vores eget, bare så længe der var en gennemgående tonalitet i måden, de snakkede på. Det nordvestjyske viser sig i, at filmen er meget ordknap. Det handler mere om det, der ikke bliver sagt, det, der ligger mellem linjerne.«

For Jonas Arnby blev Nordvestjylland – området omkring Harboøre og Thyborøn – en slags fabelland fuld af folklore og en mystik, der er svær at definere: »Vi bruger vindinstrumenter og trædeorgel på lydsiden, og vi prøver at lave gamle salmer om til et score. Der er et eller andet ved den verden – jeg kalder det højere til loftet eller larger than life

Charles Bronson

Der er selvfølgelig en indlysende symbolik i og sammenhæng mellem den forvandling, en ung pige gennemgår, når hun bliver voksen og begynder at udforske sin seksualitet, og så den forvandling, en varulv gennemgår fra menneske til dyr. Det har mange andre filminstruktører udforsket før Jonas Arnby. Men egentlig er den danske instruktør slet ikke så stor en varulvefan, og man fornemmer både inspirationen fra Brian De Palmas Carrie (1976) og Mikael Håfströms Ondskab (2003) i Når dyrene drømmer.

– Hvorfor så overhovedet lave en varulvefilm?

»Fordi Rasmus og jeg gerne ville lave vores varulvefilm. Vi ville gerne trække genren i en ny retning, give den et vrid,« siger Arnby og nævner den Charles Bronson-figur, det hævngerrige væsen, Carrie forvandler sig til til sidst i De Palmas film.

»Den indre Charles Bronson, der gerne vil ud,« siger han.

»Det var sjovt at lade en 18-årig pige fra Nordjylland spille den Bronson-agtige figur, der dukker op i Carrie og hævner sig på de omgivelser, der har tyranniseret hende.«

Genrefilmen har generelt ikke haft det så godt i Danmark, især ikke de fantastiske genrer som science fiction, fantasy og gys. Det skyldes både, at det er dyre film at lave, og at den danske filmtradition i vid udstrækning er realistisk, hvorfor det har været svært at få støtte af Det Danske Filminstitut. (Undtagelsen, der bekræfter reglen, er selvfølgelig den forholdsvis jordbundne og meget succesfulde krimigenre.)

Men noget synes at være ved at ske, for ud over Når dyrene drømmer er der flere danske gyserfilm på vej til biograflærrederne.

»Jeg blev selv superoverrasket, da jeg kom ind på Filminstituttet med den her film, og der faktisk var mulighed for, at den kunne laves,« siger Jonas Arnby.

»Der var kærlighed fra Rasmus Horskjær (filmkonsulent på Filminstituttet, red.) fra første gang, det her projekt landede på hans bord. Jeg troede ærlig talt ikke, at det var fint nok. Men når der sidder en konsulent og støtter de her ting, kan det også lade sig gøre. Jeg ved ikke, om ideerne var der før, men der skal jo også gøres plads til dem. Der er nogen, der skal tage det første skridt.«

Han holder en pause.

»Jeg tror, at vi kan skabe noget unikt, når vi i et land som Danmark går i gang med at lave genrefilm. Når man ikke har det store udstyr og den store vognpark til sin rådighed, så tænker man sig også om på en anden måde. Det er ikke bare at gå ind i slikbutikken. Man er nødt til at være kreativ. Og det vigtigste er jo ens historie, ikke hvad den er pakket ind i.«

’Når dyrene drømmer’ har premiere i dag og anmeldes her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu