Interview
Læsetid: 11 min.

Drengen skaber verden

Din barndoms sansninger er afgørende. Det mener forfatter Louis Jensen, der med bogen ’Elefanterne holdt hver gang med Tarzan’ gør sin egen barndom i Nibe til mytisk stof, til litteratur. Arkitekten, der blev forfatter, var æstetiker allerede som barn. Han vidste det bare ikke
Mange af fortællingerne i ’Elefanterne holdt hver gang med Tarzan’ stammer fra Louis Jensens barndom i Nibe, men det er ikke en bog om Louis Jensen. Det er en bog om drenge.
Kultur
6. juni 2014

Det var sjovt at tegne Jylland. Som dreng kunne han blot sætte blyanten til papiret, tegne uden at løfte den igen. Og så var Jylland der. Louis Jensen tegner i luften. »Jeg kan endnu huske den dér streg. Man kører ned der og så ind og så er der Jammerbugten. Ja, det vidste jeg jo ikke, at det hed. Og så de dér indhak ved Ringkøbing og så ned til Blåvandshuk og så skal man dreje op og så ned. Og jeg kunne sgu tegne hele Limfjorden også!« Han elskede at tegne Jylland og kunne gøre det igen og igen. Sammen med de andre drenge gik han til tegning i en stor hvid bygning i Nibe. Og han var god til det. »Det er en voksens fortolkning, at drengen tænker, at han skaber verden, og at han kan skabe verden igen, men det har ligget et eller andet sted i ham.«

Historien om drengen, der tegnede Jylland, er en af de centrale tekster i Louis Jensens seneste bog Elefanterne holdt hver gang med Tarzan. »En bog om drenge« står der under titlen. Mange af fortællingerne stammer fra Louis Jensens barndom i Nibe, men det er ikke en bog om Louis Jensen. Det er en bog om drenge. Drenge der stjæler og ryger. Knuser mursten og lader støvet løbe mellem fingrene. Drenge der skærer træknive af hassel og bader ved Mindet, hvor de største krokodiller er.

»Det meste knytter sig til min barndom, men bogen er bevidst skrevet så det ikke bliver anekdotisk eller selvbiografisk. Måske bliver det så i visse heldige passager et mytisk stof. Som omhandler drenge sådan i almindelighed.«

Bogen består af korte tekststykker. Der er ingen bløde overgange og ingen sensationer. Ingen tidsangivelser. Det er almindelige dage med almindelige oplevelser, men drengene har dem sammen.

»En voksen ville aldrig finde på at hamre en mursten til støv. Hvad skulle formålet være? Det er sådan noget børn gør i deres leg. De leger på en måde, som voksne ikke forstår. Støvet er noget taktilt. Det er blødt at røre ved. Og det er formålet!« forklarer Louis Jensen. Han lægger hovedet tilbage og udbryder et enkelt ha! Det gør han ofte. Han siger, at han har et princip om, at han kun må grine en enkelt gang af sin egen tekst, når han læser op. Det er ikke altid, han kan overholde det.

Sansninger

Louis Jensen har skrevet mange bøger. De fleste af dem er for børn. Men ikke denne bog. Den er til voksne.

»For hvem som helst er barndommen interessant og i endnu højere grad for en forfatter. Ja, for enhver, der beskæftiger sig med et æstetisk arbejde. For meget af det stof, man arbejder på, det findes der. De første sansninger ligger i barndommen, og det mener jeg er fuldstændig afgørende. Man kan være bevidst eller ubevidst om dem, men den tilgang, man havde til de første sansninger, ligger som et spor gennem hele livet. Det at mærke vand, at lege med sand, alle de ting, man gør, de er forberedelser til et arbejde med æstetik som voksen.«

Den ene dag er drengene optaget af at søsætte et gammelt vrag på stranden, selvom de ikke engang ved, hvor fjorden fører hen. En anden dag stjæler de brød hos bageren. En tredje kigger de i et kalejdoskop. Næste dag er det hele glemt, og der er en ny fascination. De små brudstykker af børneliv er altså sansninger. Det er fornemmelsen af hyldens slimede bark, af røllikestænglernes røg i halsen. Det er ideen om, at alene navnet Zátopek gør ham til en frygtindgydende sportsmand. Zá-to-pek! Det er synet af en piblende kilde, der får græsset til at bevæge sig frem og tilbage. Det er lugten og lydene på købmandens lager.

»Jeg har forsøgt at gå bag om konventionerne for, hvad en barndom er. Klicheen om barndommen som lidelseshistorie for eksempel. Den voksne oversætter børns adfærd til voksne kategorier, men de er en anden slags mennesker i deres egen ret. Vi mangler reel indsigt i, hvad der foregår i hovederne på børnene.« siger han. Louis Jensens drenge er formbevidste æstetikere. De oplever verden og ordner den selv. Forældre og familie fylder forsvindende lidt, lærerne er ligegyldige: »De voksne vidste ikke noget,« som titlen på et af tekststykkerne lyder.

Louis Jensen blev selv uddannet arkitekt. Men hans drøm var at blive forfatter. Han kunne bare ikke forestille sig, at han kunne få noget udgivet. Forfatter? Det kunne man ikke være. Men han skrev bøger alligevel, mens han arbejdede som arkitekt i Aarhus Kommune. »Jeg skrev også på dem, mens jeg var på arbejde,« tilføjer han. Næsten stolt. Men så tog han orlov for at skrive og vendte aldrig tilbage. I dag skriver han fra et værelse i huset i Viby. Fra altanen kan man kigge ned på en urtehave, hvor der hersker en særlig orden. »Jeg er jo arkitekt,« siger han.

Han kunne også have sagt: »Jeg skriver jo firkantede historier.« De grønne toppe stikker op af en række firkantede bede. Og det er svært ikke at se firkanter overalt i arbejdsværelset. Han er netop blevet indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for sidste års bind i serien af firkantede historier. Hvert bind består af 100 historier, der alle har form som en firkant. Det er en rumlig organisering af tekst. Ikke bare en arkitekts eller en forfatters, men en æstetikers tekst.

Voksne forstår ikke noget, siger Louis Jensen. 'Jeg husker tydeligt, de der ubegribelige lærere, der kunne komme tromlende ind og bryde en slåskamp op, som kun børnene vidste, hvordan var startet. Så skældte de vilkårligt ud, selvom de ikke vidste en skid, og hvis der er noget børn ikke kan tåle, så er det uretfærdighed'.

Kåre Viemose

Barndom

Hvis man skriver alle gadenavnene ned og med en streg markerer drengenes ruter rundt på dem, så kunne man sikkert tegne et kort over Nibe ud fra bogen om drenge. Nibe er for Louis Jensen det paradis, han har mistet, men altid bærer med sig. Familien flyttede, da han var 12 år. Det var en katastrofe. Nogle aftener sagde han til sig selv: ’Nu lægger du dig til at sove, og når du vågner igen er du i Nibe.’ Det måtte være en ond drøm, at han skulle flytte væk fra sine venner. Fra alt det han kendte. Da han flyttede fra Nibe til Beder var han ikke længere et barn.

»Jeg har flere gange tænkt på, at jeg blev forfatter for at kunne genskabe min barndom. Det var for mig en lykkelig tilstand, og jeg overvandt aldrig den ulykke, at jeg måtte flytte væk fra Nibe. Der kom nok det ud af det, at jeg blev forfatter. Men det var en voldsom omkostning.«

Louis Jensen kalder det »det frie børneliv«. Der var ingen institutioner, børnene rendte rundt på gaderne, og de voksne førte socialt opsyn. De blandede sig ikke. De konstaterede blot: »Nå, der går bagerens drenge og Louis og smider sten i vandet.«

»Voksne forstår heller ikke noget. Jeg husker tydeligt de der ubegribelige lærere, der kunne komme tromlende ind og bryde en slåskamp op, som kun børnene vidste, hvordan var startet. Så skældte de vilkårligt ud, selvom de ikke vidste en skid, og hvis der er noget børn ikke kan tåle, så er det uretfærdighed. Det føltes som et overgreb, når en voksen blandede sig og gav den forkerte skylden. Drengene havde deres egne regler og dem skulle de nok overholde. Man var fej, hvis man slog i ansigtet, eller hvis man kastede sten efter hinanden. Børn har en meget stærk moral og selvom deres regler ikke altid stemmer overens med det, som voksne kalder ’pæn’ opførsel, så er det vigtigt, at de voksne udviser noget finfølelse. Man kunne virkelig føle sig trådt på af de voksne som barn.«

Doktorens døtre

Louis Jensen og de andre drenge løb rundt i byen ad bestemte ruter, og mange fulgte dem også som bydrenge. Det var det eneste tidspunkt, man ikke var sammen. Når man cyklede rundt som bydreng.

»Men det var jo sådan, man tjente penge dengang. De fleste var fattige. Min første cykel var en, min far købte af en cykelhandler, der havde nogle udrangerede cykler stående, som han lakerede og satte et klistermærke på. Det var en gammel cykel, men jeg var fantastisk glad for den. Strømper blev stoppet, tøj blev lappet. Det var en eksistens på et minimum af materialisme. Min far elskede kød. Han kunne have spist 100 frikadeller, hvis de var der, men det var ikke hver dag, der var frikadeller, og hvis der var, så fik han måske tre, min bror og jeg fik én hver, og min mor spiste måske bare kartofler. Sådan var det for de fleste. Det var ikke noget, man tænkte over. De voksne gjorde måske, det ved jeg sgu ikke, men jeg tænkte ikke over det.« Men der var alligevel nogle hjem, hvor det ikke var sådan. Det var de andre. Fabriksejerne, embedsmandsfamilierne og skoleinspektøren.

»Jeg husker, hvordan man stod og kiggede på de voksne mænd, der spillede tennis. Det var en helt anden verden. En verden, hvor prinsesserne var. Doktorens hus lå som et kæmpe slot inde midt i byen bag en stor hæk. Han havde tre meget smukke døtre. Og man kunne bare stå og kigge på dem gå rundt inde i haven. De var fuldstændig uden for rækkevidde. Det var næsten som at kigge på et stykke fiktion.«

Louis Jensens far var ufaglært håndværker. Hans mor havde heller ingen uddannelse. »Hun tog det, der hedder forefaldende arbejde rundt om i byen, hun plukkede jordbær og gjorde rent på gartneriet. Dem, de omgikkes med, var som dem selv.«

Men Louis kunne tegne. Ikke kun Jylland. Han kunne tegne alle Walt Disney-figurerne, så de lignede. Hans far var så stolt af det. Han kom på gymnasiet, og der mødte han andre ligesindede. Læreren Finn Stein Larsen gav ham impulser til litteraturen. Men han valgte alligevel arkitektskolen. Han kunne ikke forestille sig, at nogen ville udgive noget, han skrev. Og hvordan levede man overhovedet som forfatter? Hvem henvendte man sig til med sine tekster? Nej, det var umuligt.

Han husker stadig første gang han læste sine digte i Hvedekorn: »Jeg kunne gå igennem betonmure,« siger han og løfter hænderne op over hovedet. Sidste år fyldte han 70 og blev fejret ved en reception på Gyldendal i København. Han havde hjemve. Det har han, så snart han kommer for langt hjemmefra. Det er den der frygt for, at han aldrig mere skal vågne op i Nibe.

Et princip

Hjemme i Viby sidder han og skriver hver formiddag. Også om søndagen. På skrivebordet ligger blandt andet den tekst, der skal afslutte serien af firkantede historier. En enkelt firkant. Så bliver det til 1001 firkantede historier i alt! De har været et frirum for ham. Det totale anarki.

En af dem handler for eksempel om en forfatter, der kun kan skrive den mellemste del af en historie, derfor stjæler han begyndelser fra forfatteren, der bor ovenpå, som er god til dem. Og heldigvis bor der en forfatter nedenunder, som er god til slutninger, så dem stjæler han fra ham. Som det mest naturlige i verden.

Men det går i virkeligheden ikke at genfortælle en firkantet historie. For så får man ikke rytmen med. »De firkantede historier holder sig svævende af et enkelt åndedrag, de ville ikke fungere, hvis ikke de var sprogligt perfekte. Jeg tror på, der er en konstant udveksling af det rytmiske mellem menneskene og tingene. Det er en grundstruktur i vores eksistens. Simpelthen!« Louis Jensen slår en knytnæve ned i armlænet og griner højt.

Kroppen er et stort musikinstrument

»Rytmen er en afgørende instans i teksten. Den allersmukkeste historie falder totalt til jorden, hvis ikke du har et sprog, der kan formidle det. Hvis en forfatter fik en pistol for panden og skulle vælge mellem æstetik og indhold, så ville de fleste sige: ’Ja, ok, hvis det skal være på den måde. Så vælger jeg æstetikken.’«

Drengene i Elefanterne holdt hver gang med Tarzan har også deres særlige rytme. »Når man ser en flok børn, vil man kunne aflæse det rytmiske, man vil se, hvordan den ene krop reflekterer den anden. Hvis én løber, så følger de andre bagefter i en lang række. Det er ligesom planter under vand, der står og svajer i en strøm. Kroppen er et stort musikinstrument, og det afspejles i vores måde at forholde os til hinanden på, i vores måde at knytte venskaber på, i vores sympati og empati. Det ligger som en spejling af, hvad kroppen er i sig selv. Jeg tror, at alt, hvad vi foretager os, har et dybere udspring end vi normalt går og forestiller os.«

Selvom der ikke er overgange, sensationer eller tidsangivelser i Louis Jensens fortælling om drenge, så betyder det ikke, at der ikke er mening. Tværtimod. Han behøver ikke at trække linjer i sit liv for at give livet betydning. Det er selve det at være til stede, der er meningsfuldt. Det er det, Louis Jensen fortæller, når Gud pludselig dukker op i hans historier. »Det er ikke en religiøs Gud. Det er det, jeg oplever, når jeg går ned i min urtehave og ser ærterne kommer op eller, når fuglene synger. Jeg bliver ikke anfægtet, men måske inspireret. Livet har dybest set en mening, og det ligger i det, at ting overhovedet findes, at det lever, at man er her. Jeg vil kalde det et guddommeligt princip.«

Primitiv religiøsitet

Det er særligt i naturbeskrivelserne, at Louis Jensens Gud er til stede. Det er udtryk for primitiv religiøsitet, når drengene lægger grankogler i et mønster, forklarer han. »Man skaber figurer og tegn, man ikke ved hvad er, og man får forbindelse til et andet rum, en anden eksistensform, ved hjælp af dem.«

Det var den verden, drengen skabte, da han tegnede Jylland, selvom han ikke vidste, hvad Jammerbugten var.

»Det ligger også i mange af mine andre tekster, hvis man læser dem med den viden, jeg røber nu. Mit sind bliver åbent på en bestemt måde. Engang havde jeg i over en måned en engel stående bag min ryg, der dikterede, hvad jeg skulle skrive. Er det ikke mærkeligt? Det er fandme mærkeligt. Ha!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her