Nyhed
Læsetid: 3 min.

DR’s maximalistdirigent på podiet til det sidste

Det danske publikum elskede den aldrende maestro Rafael Frühbeck de Burgos som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret. Kritikerne var mere delte i spørgsmålet om, hvorvidt hans smag for den brede orkesterklang var det rette valg til DR’s hovedorkester
Rafael Frühbeck tilføjede under Franco-regimet et 'de Burgos' - hans spanske hjemby - til sit tyske efternavn.

Rafael Frühbeck tilføjede under Franco-regimet et 'de Burgos' - hans spanske hjemby - til sit tyske efternavn.

Scanpix

Kultur
18. juni 2014

1933-2014

Dirigenter går ikke på pension – de dør! Sådan lyder et ordsprog, der virker lidt upassende at trække op af skuffen, når nu den elskelige og mere end erfarne dirigent Rafael Frühbeck de Burgos er fældet af en modbydelig kræftsygdom. Men den 80-årige spanier insisterede på at kæmpe sig igennem partiturerne fra podiet, selv om kræfterne i de sidste år efter en operation ofte kun rakte til at udføre opgaven siddende.

»Jeg har aldrig overvejet at trække mig tilbage. Hvis jeg fjernede musikken, ville jeg visne,« har han sagt i et interview. I marts kollapsede de Burgos så næsten ved en koncert i Washington.

Udadtil var resultaterne af hans arbejde med DR SymfoniOrkestret af vekslende kvalitet. Problemerne med helbredet, sammen med de Burgos’ præference for et ældre orkesterideal gjorde sommetider musikken lidt tam med for langsomme tempi, for få modhager i jagten på skøn klangdyrkelse, som tilfældet var sidste år med Beethovens 2. Symfoni, hvor førstesatsen trak ud fra normalt ca. 10 minutter til søvndyssende 14 minutter i spanierens fortolkning. Omvendt var hans sidste koncert med DR-musikerne, den 26. januar i år, måske den bedste: Manden var næsten ikke til at kende på grund af hår- og vægttab og stærkt markerede knogler under øjenhulerne, men de Burgos styrede med majestætisk vingefang op i de tynde luftlag det timelange tonedigt En Alpesymfoni af Richard Strauss. Der var noget Gandhiagtigt over ham i den kraftpræstation, han i sin svækkede tilstand formåede. Sådan vil vi herhjemme gerne huske Rafael Frühbeck de Burgos.

Fyldte på

Han var søn af tyske forældre, der emigrerede til den spanske by Burgos. Allerede som 29-årig blev Rafael Frühbeck chefdirigent for Det Spanske Nationalorkester, hvor stemningen under Franco-regimet tvang ham til at tilføje ’de Burgos’ til sit tyske efternavn. Han ledte nationalorkestret i 16 år og blev internationalt kendt som førende inden for det spanske repertoire, hvorefter udlandet trak med chefstillinger, først i Düsseldorf, senere i Montreal, Berlin og Dresden. I USA opnåede han en særlig stor stjernestatus, hvilket organisationen Musical America kvitterede for i 2011 ved at udnævne ham til Conductor of the Year.

I 2004 begyndte de Burgos at gæste Danmark. Syv år senere overraskede han ved at efterfølge Thomas Dausgaard som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret. Et valg, der blev kaldt »et musikpolitisk tilbageskridt« af Informations Valdemar Lønsted, mens de Burgos ifølge Politikens Thomas Michelsen »står for alt det, der var populært i forgårs«.

Miseren var, at DR SymfoniOrkestret under den foregående chefdirigent havde efterstræbt en kammermusiklignende gennemsigtighed i orkesterspillet, og nu kom en maestro af den gamle skole, der sværgede til at fylde på snarere end at tynde ud. Thomas Dausgaard havde også med stor dygtighed arbejdet med at opføre ny dansk orkestermusik, hvorimod de Burgos satte sig på det sikre og populære repertoire såsom Carmina Burana, Sacre du printemps og Beethoven-symfonier for så at overlade nyere værker til gæstende dirigenter.

Kraftfuld Rioja

Et ord, der går igen og igen, når de Burgos’ meritter omtales, er: håndværket. Hans opgave på Jorden var ikke at revolutionere orkesterspillet, men at stræbe efter at perfektionere det.

Erfaringerne fra bevægelsen inden for såkaldt tidlig musik, der er smittet af på moderne symfoniorkestre, syntes ikke at interessere de Burgos synderligt. Han havde for længst grundlagt sit æstetiske grundsyn og holdt fast i sin »kraftfulde Rioja-stil«, som førnævnte Thomas Michelsen så malende beskriver den.

Rafael Frühbeck de Burgos døde i sit fædreland, hvor han havde været Francos og den spanske konges yndlingsdirigent, og hvor han udviklede sig til at blive landets måske største dirigent gennem tiden. Se eller gense videoen på YouTube med kæmpeværket En Alpesymfoni fra januar i DR Koncerthuset, hvor man kan opleve, hvilken livs- og kampgejst musikken kan give et menneske, der har døden inden for ubehagelig nærhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det var da "eine grausame Salbe" af en nekrolog. Og det over en dirigent, som gang på gang har fået flotte anmeldelser i Information!
Jeg er bestemt ikke fortaler for, at man "kun skal tale pænt om de døde", men denne nekrolog virker ærligt talt så negativ, at man får mistanke om, at Frübeck på et eller andet tidspunkt har tisset på hr. Rask Madsens sukkermad. Undertegnede finder i hvert fald nedgørelsen af især Frühbecks smukke og medrivende Beethoven-fortolkninger helt ude i skoven.
Og hvorfor skal Franco nævnes hele TRE gange i nekrologen?