’Jeg forventer, at alle synes, det er pinligt at være levende’

Pengenes og kroppens privilegier har mennesker ikke til fælles. Men nervøsiteten, distraktionen og tvivlen over at være menneske deler alle, insisterer Lea Marie Løppenthin. Hendes anmelderhyldede digtsamling, ’nervernes adresse’ overraskes over, hvad arbejde, intimitet og økonomi er for noget
’Jeg prøver ikke at være underlig. Jeg prøver at fortælle tingene, som jeg oplever dem. Det er ret sjovt og underligt at opleve ting, synes jeg, men det er ikke noget, som jeg forventer er anderledes for andre,’ siger Lea Marie Løppenthin.

’Jeg prøver ikke at være underlig. Jeg prøver at fortælle tingene, som jeg oplever dem. Det er ret sjovt og underligt at opleve ting, synes jeg, men det er ikke noget, som jeg forventer er anderledes for andre,’ siger Lea Marie Løppenthin.

Jakob Dall
23. juni 2014

»HALLO!?« siger Lea Marie Løppenthin, da jeg en eftermiddag ringer hende op på hendes mobiltelefon. En ret hverdagslig ting at gøre, egentlig, at sidde ved sit skrivebord, ringe op til en forfatter for at mødes. Men her lyder det på Løppenthin, som om mit hoved er poppet ud af hendes tandbørste en for tidlig morgen – boing! – som om jeg siger »hvor skal vi mødes?« på en krop af lyseblå plastikskaft i hendes hånd. Hun skal vænne sig til situationen, til denne banale underlighed i at tale i telefon, mens man gør noget andet. Hun undskylder forvirringen, griner i to små stød, samler sig, falder så lidt fra hinanden igen i sprogets sjove vrøvl.

Lea Marie Løppenthin er seneste debutant hos det nye succesforlag Gladiator. Der er en heftig spøjshed i gang i hendes digtsamling nervernes adresse, et ’hov!’-agtigt blik på alt. På krop og på arbejde. Hun skriver et sted: »jeg begynder hele tiden at blive euforisk og ung, sikke et sjovt pandehår jeg har her« og så »Ha ha, hvor produktivt et sted at opholde sig.« Løppenthin skriver digte, der ryster læserens blik lidt. Hun kalder øjne for ’synets bløde æbler.’

Det er en slags overstimulering for den 26-årige digter, fornemmer man, at være krop ét sted og tankevirksomhed et andet. »jeg tager imod alt, der bliver kastet i mig / for igen at lukke mig omkring det,« står der i nervernes adresse. Det særlige sprog i hendes bog virker på samme måde forbløffet over al mulig form for ellers ordinær eksistens i verden: Over transport, over rutiner – det at spise og det at sove – over tid, kroppens spøjshed og meget mere. Det er tit sjovt, men ikke for sjov. Indtagende, men ikke skønt.

Overeksponering

»Om det er forbløffelse? Det er i hvert fald overraskelse,« siger hun en uge senere på Balders Plads på Nørrebro i stegende formiddagssol.

»Det har ikke noget at gøre med at nå en klar erkendelse. Snarere har det at gøre med en slags overeksponering af tanken.«

Vi sidder ved et bord ude på pladsen foran en macchiato, som hun glemmer at drikke af, fordi hun taler så koncentreret til et punkt en halv meter over min diktafon. Det er nu fire dage siden, at bogen udkom under anmeldernes begejstrede stampen i gulvet. »Inderligt dirrende mangel på filosofisk koketteri«, kaldte Lars Bukdahl i Weekendavisen hendes alternativt (højt) begavede, men også tilgængelige lyrik, der følger et jegs rute rundt i hverdagslivet og gennem årstiderne.

»Tankerne har været så intense, men svære at forstå, da jeg skrev bogen, at jeg har skrevet på en form for dumhed, på ting, jeg ikke kan forstå, men som jeg har været nødt til at prøve at gå ind i,« siger Løppenthin. »Jeg tror tit, at jeg føler, at jeg stadig er et barn, som venter på at forstå et eller andet, som andre ved.«

Hun skriver et sted: »jeg har været 25 gange rundt om solen / jeg bliver en mere og mere kvalificeret stagnation/ jeg blev sikker på det for kort tid siden, da jeg igen lå i en voksen mands dobbeltseng /jeg var virkelig det leende barn, jeg optrådte som som 18-årig

Denne aldersforbavselse betyder ikke, at nervernes adresse er et vue ud over verden observeret fra et bestemt alderstrin. Digter-jegets flyrejse med sin bror, hendes danseundervisning, kysseriet med ’drenge’ til fester og ture på Fælleden med venner er ikke et ungdomsportræt.

»Jeg ved ikke, hvornår ungdommen stopper. Jeg skelner heller ikke mellem mig selv som ung og barn, jeg synes, at jeg har forandret mig utrolig lidt. Jeg tror, at jeg er rimeligt dårlig til at være ung, det er nok derfor, jeg skriver om det. Det er også stadig overraskende for mig,« siger hun og puster til det ’sjove pandehår.’ »Men jo ældre, jeg bliver, jo mere får jeg en fornemmelse af, at alle, som lever på Jorden nu, er lige gamle. Vi deler et nu og er på den måde underlagt de samme vilkår. Vi er, tror jeg, fælles om en rådvildhed.«

Privilegeret krop

Der er blevet skrevet meget på mange forskellige måder om krop og politik og etik og sammenhængene derimellem i dansk lyrik de senere år. Lea Løppenthin er privilegeret, siger hun. Hun er ’diplomatbarn’, opvokset i Danmark, men bosat i Bangladesh fra hun var otte til 11 år.

»Hvis man har boet som privilegeret i et meget fattigt land som barn, er ens krop fundamentalt adskilt fra de kroppe, der er på gaden. Den er beskyttet af sin farve og sine omstændigheder,« siger hun. »Det synes jeg egentligt har været svært at vænne sig til, og det har også været svært at slippe den følelse, da jeg flyttede derfra igen. At kroppen er betinget af sin race og sin økonomi. Det er godt at være opmærksom på,« siger hun.

»Men det er også godt at kunne huske, at den ikke er det. At den er underlagt vilkår som alle andre, og man ikke på den måde er beskyttet.«

Her er blandt andre det distræte, altså distraktionen, en mulighed for at finde et fælles punkt. Vi er alle betingede af vores krop, vi skal alle sammen ud af os selv, siger hun.

»Måske kan der finde en fortabelse sted, som forbinder en med omverdenen på en anden måde. Det håber jeg.«

Distraktionen er en acceleration, en slags motor, der går i gang.

»Man sidder i et rum, og så har man et andet rum i sig. Det kan se ud på omverdenen, som om man er forsvundet. På den måde bliver tiden bundet sammen af distraktionen. Vi kan rumme flere rum end det, vi allerede er i,« siger hun.

Det kan være fremmedgørende, at man ikke kan være nærværende over for de personer, man er sammen med.

»Men hvis man så prøver at forklare, hvad det er for dobbelteksistenser, der finder sted, så kan man måske skabe en anden sammenværsform, hvor man bliver fælles om de her måder at ’forsvinde på’, hvor man prøver at trække de her forsvindingspunkter ind i verden.«

Løppenthin er hele tiden to steder. Hun bevæger sig mellem sorg og eufori, siger hun. Det står aldrig helt klart, om hun egentlig svarer på de spørgsmål, jeg stiller hende. Man sætter hende nærmere i gang. Som at stampe på en gletsjer. Nogle gange drysser det lidt med ord og afprøvende sætninger og tavshed. Og så, pludseligt, flækkes store stykker af, brudstykker af klarhed. Igen som i hendes bog. Den registrerer hist og pist som små kraftudladninger. ’Spasmer’, kalder hun sin arbejdsmetode.

»Jeg har en idé om, at man kan skabe et sprog, som virker, som kan hjælpe mig og alle omkring mig og beskytte mig på en anden måde igennem dets åbenhed,« siger hun.

»Jeg håber, at man med skriften kan definere vores livsform som noget andet end individets livsform. Jeg håber, at når jeg skriver, så kan jeg være med til at forandre den måde, sproget bruges på i det hele taget. Skønhed har altid ligget mig meget fjernt. Jeg har været dårlig til at blive tilfreds med den skønne blomst eller det skønne ansigt. Jeg bliver nødt til at tænke, at sproget vil os noget på et voldsommere plan.«

Digtene er for eksempel overrasket over økonomien, over det, vi kalder ’arbejde’, og det, vi kalder ’intimitet’. De ryster posen af faste forestillinger via deres registreringer. De virker både distræte og utilpasse, men også håbefulde og voldsomt begavede. »Skarpt seende og shaky«, kaldte dette dagblads Linea Maja den stemme, der skriver.

Et centralt digt udtrykker både overraskelse over vores måde at indrette os på og håb om andre fællesskaber:

alle i min lillebrors kollektiv har inviteret deres familier til fest

her er en samling af stamtræer, en samling af ansigtsvariationer i en stue

jeg forsørges ikke af mig selv og forsørges ikke af dem

vi forsørges af tallene på vores bankkonti

vi skal forstå at tallene forandres af bevægelser

at vores bevægelser i bestemte sammenhænge er arbejde

at når tallet på kontoen ændrer sig, fortæller det noget om vores vilkår

også på denne dag sidder vi i sofaerne med vores forsørgede organismer

kærligt vendte mod hinanden

vi er en ansamling af strålende finanser

hver især nervernes adresse

hver især et sted, hvor beboelse og henvendelse falder sammen og ind i hinanden

Fællesdiagnose

– Sætter du ord på en distraktion, som vi alle normalt overser eller blot ikke sætter ord på? Eller er det dine særlige subjektiviteter, som vi låner lidt af, når vi læser?

»Jeg håber, at jeg diagnosticerer verden. Forstået sådan at jeg bidrager til en fælles diagnosticering. Jeg er jo bare et eksemplar af en art, så jeg håber da, at det er genkendeligt, det jeg siger. Jeg håber, at det gentager noget, som andre har tænkt. Alt andet ville være skræmmende.«

»Det er ikke, fordi jeg forventer, at andre har været mig, men jeg håber, at digtene kan tage bolig i andre som noget, der har med deres erfaringsverden at gøre.«

Fraser som »sikke et sjovt pandehår jeg har her« er altså ikke et ønske om selveksotisering.

»Jeg håber virkelig ikke, at man bliver ’fascineret’,« siger hun.

Det her er vigtigt at understrege, mærker man.

»Jeg er bange for det der med at være et ’kuriosum’. Jeg prøver ikke at være sjov. Jeg prøver ikke at være underlig. Jeg prøver at fortælle tingene, som jeg oplever dem. Det er ret sjovt og underligt at opleve ting, synes jeg, men det er ikke noget, som jeg forventer er anderledes for andre. Chokket er vel bare den måde, det er at leve på. Jeg forventer, at alle synes, det er pinligt og spændende at være levende – ligesom jeg gør det.«

Mennesker har ikke pengenes og kroppens privilegier tilfælles.

Men nervøsiteten og distraktionen og overraskelsen er vilkår, som alle mennesker deler.

Også tvivlen er helt central for Løppenthin: »Tvivlen vokser ud af øjnene og bliver en stramt tilknappet skjorte. / Tvivlen bliver ved med at foreslå sig selv som uniform,« læser hun op fra sin bog. Den ambivalens er nervernes adresse skrevet på, siger hun.

»Tvivlen kan blive et samlingspunkt. Men den kan også blive en slags fascisme, den kan blive sin egen automatik. Fordi tvivlen bliver så udfoldet, at den forhindrer nogen værdisætning overhovedet.«

Man kan også nå et punkt, hvor tvivlen kan gøre mennesket stumt, men det er ikke sket for digteren her.

»Der er jo en bog,« siger hun. »Men bogen er måske hele tiden på grænsen til at forstumme, fordi den ikke kan levere det nye samfund, den ønsker at levere.«

Heri finder man igen hendes eufori. Et flakkende ønske om forandring af fællesskabet.

»Jeg føler tit en overraskelse over, at man skal blive ved med at tjene penge for at leve. Jeg har en idé om, at vi på et tidspunkt kommer over på ’den anden side’, over i en anden økonomi med mindre abstraktion. Det er et euforisk spor i digtsamlingen, som jeg aldrig bliver klogere end. Det er en tro.«

– Tror du, at samfundet kan blive distræt og glemme penge?

»Ha, ja, måske kan vores glemsel og distraktion afblæse de her problemer. Det er nok usandsynligt … Men alligevel er det vigtigt, at hjernen og kroppen har det her modus, distraktionen og tvivlen, som bliver ved med at være frit.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Lea Marie Løppenthin

Født 1987.

Opvokset i København, Dhaka og Hanoi.

Har læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

Gik på Forfatterskolen fra 2011-2013.

’nervernes adresse’ er hendes debutbog.

Inspirationskilder: Morten Vizki, Inger Christensen, Marguerite Duras, Gertrude Stein, Peter Waterhouse.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Dan Johannesson

Af og til sker det at en forfatter pludrer og intellektualisere alt og intet, særligt sidstnævnte, uden andet mål og med, end at pludre og intellektualisere. Det er kejserens nye klæder, og har sjældent andet formål end til dels at eksternalisere egne ufærdige, kaotiske, tankerækker, og til dels at tryllebinde den intellektuelle klasse, som desperat prøver at finde ind til den "skjulte" mening, som aldrig har eksisteret, i pludrestrømmen til at begynde med. Venstre hjerne halvdel, uncheked.

Jeg syntes i øvrigt ikke der noget som helst pinligt ved at leve. Livet er skønt, men vores omstændigheder og evne til at hypnotiseres af det ligegyldige, kan gøre vores fælles livsverden, til et vanskeligt sted at være. Men der er intet pinligt ved livet, når først et menneske er kommet overens, og har sluttet fred, med sig selv, og det faktum at livets mysterie ikke skal forstås eller intellektualiseres, blot opleves.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for arne lund

Dan Turrell titulerede Vita Andersens bøger som "menstruationslyrik". Som denne digtsamling er omtalt ovenfor, er det nærliggende at kalde den for "navlelyrik", for mage til selvoptagethed, skal der ledes længe efter. Et udtryk for generationers voksende individualisering: jeg - mig - mit .
Ser ud til at være påvirket af stand-uppernes evindelige kredsen om området mellem egen navle og anus. Ret spøjst, at en bog, der i den grad kredser om digterindens inderste nervetråde, kommer på et forlag med det krigeriske navn: Gladiator.

Enig med Dan - livet (mit) er sq ikke pinligt, men selvfølgelig af og til besværligt, men det er jo vilkårene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nanna Wulff M.

Jeg kan sagtens følge LMLs til tider meget smukke og rammende betragtninger om en verden der kan synes meget distraherende, både på grund af dens mange pinligheder, og som en næsten naturlig følge af ens egne utilstrækkeligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Kølliker

Hvad min fornemmelse siger mig er, at Lea Marie Løppenthin er ’the real deal’. Der er da intet navlepillende ved hendes projekt overhovedet. Hun stiller sig selv og sin sansning til rådighed, uhildet, og hun forstår betydningen af at være uhildet, og arbejder omhyggeligt og alvorligt med sproget for at få det til at gengive hendes indtryk og de forskydninger i hendes bevidsthed som indtrykkene giver anledning til. Hendes motivvalg forekommer enkelt og konkret og i øjenhøjde, og således afskriver hun sig enhver form for street-credit der kommer af indforståethed og ekslusivitet, og således viser hun stort mod ved at risikere at udstille sig selv i kontrast til smarte og tidstypiske digteres tilbøjelighed til at hæve sig selv over det de ser. I anslaget er der ofte et vidnesbyrd om, hvad en given kunstner kan drive det til, og efter min bedømmelse er der noget helt rigtigt i Lea Marie Løppenthins anslag. Ser frem til at læse hendes digte.

Brugerbillede for Anders Sørensen

@Dan Johanneson, jeg har svært ved at tage din pludren alvorligt, når du laver så graverende sproglige fejl som at bruge datidsformen "syntes" i stedet for den korrekte form, "synes", og tillige (ret komisk) mangler nutids-r i "intellektualiserer". Og så videre.

Hvis man skal angribe en digtsamling eller en digter for ikke at have noget tøj på, gør man klogt i ikke i samme ombæring selv at stille bollerne til skue.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for peter fonnesbech

" Its all about filters ".

Undertiden kan få linier i et digt give nye uanede perskeptiver i oplevelsen af virkeligheden.
At beskrive samme virkelighed udfra sin sansning, synes jeg er et interessant perskeptiv, som vi måske allesammen kan blive lidt klogere af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Sybrandt Hansen

Der er for meget modvilje mod navlen i den her diskussion.

Navlen er det første medium, der holder mennesket i live gennem en kontakt med noget andet end det selv. Det starter med mor. Så bliver vi født og stemmen bliver det nye middel til at række ud mod det andet. Stemmen er et navlesubstitut, skriver Peter Sloterdijk. Navlepilleri burde derfor betyde en afsøgning af din forbundethed med verden, af det navle-lige i din stemme, og så synes jeg egentlig navlepilleri passer meget godt på det indtryk, jeg får af Løppenthins digte.
Hvis jeg læste digte, ville jeg klart læse dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Hvis livet skulle være pinligt, på et generelt plan, fordrer det jo at der var et andet muligt liv, som var mindre pinligt. Allerede der er jeg hægtet af. Med andre ord: livet er givet (du vælger jo ikke selv at blive født, vel) og derfor bliver det i princippet aldrig rigtig pinligt. Forvaltningen af livet, sådan ned i detaljen, kan selvfølgelig godt blive pinlig, men det hænger så bare sammen med den moral vi trækker ned over det og har ikke noget med livet som sådan at gøre. Livet er.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

det er ikke pinligt at være levende. om noget er det vredes-vækkende. at praktisk taget alt i vores liv er bestemt, modereret, kontrolleret, hæmmet af at storkapitalen ejer og kontrollerer praktisk taget alt. hvis det er pinligt, er det fordi man har internaliseret noget som man ingen kontrol har over. har påtaget sig skyld over at overvældende eksterne kræfter har bestemt ens liv indenfor meget snævre rammer, med mindre man er født ind i en meget priviligeret, meget lille overklasse. Sådan internalisering er både et psykiatrisk og et politisk problem. men derfor kan der selvfølgelig godt komme en digtsamling ud af det.

anbefalede denne kommentar