Læsetid: 8 min.

Kundera gør oprør mod den franske alvor

Tænk, hvis selv den mindste vittighed kræver, at det uendeligt gode humør findes? Og tænk, hvis livet vitterlig bare er en scene, så vi er nødt til at tage scenen alvorligt? 85 årige Milan Kundera er efter 14 år tilbage med verdens mindste, men også muntreste
’Ligegyldighedens fest’ kan opfattes som et litterært testamente. Det har taget 14 år at slibe romanen til – til gengæld er den også det 20. århundredes roman i sin allermest skarpt-skårne form.
6. juni 2014

I Milan Kunderas nye roman La fête de l’insignifiance (En fest for det ubetydelige eller Ligegyldighedens fest), er der en scene, hvor Kundera måske sætter sig op mod al »mening« og især fransk og europæisk eksistensfilosofi med noget man kunne kalde »en omvendt Camus«.

En kvinde med et foster i maven har besluttet sig for at begå selvmord. Hun bevæger sig beslutsomt hen til en bro og kaster sig i vandet. Det lykkes hende ikke straks at drukne. Faktisk viser det sig at være ret omstændigt bare at få hovedet under vand, så hun kan få vand ned i lungerne. Hun kæmper for at dø. En omvendt fødsel?

Og så hører hun et skrig. »Stop!«. En ung mand kaster sig i vandet efter hende. »En teenager, der vil være berømt, få sit foto i aviserne, og han bliver ved med at gentage: Stop, stop,« skriver Kundera.

Scenen slutter aldeles uventet, og hvordan skal ikke spoiles her, lad os blot sige, at det bliver godt og grundigt undgået, at den unge mands foto kommer i aviserne. Barnet bliver til gengæld født og har senere opfundet hele denne scene, forestilling, repræsentation, for at forklare over for sig selv, hvorfor hans mor gik fra ham, da han var lille.

Og Kundera har fundet på dem alle sammen: kvinden, teenageren og manden, der tænker på sin mors selvmordsforsøg, der måske aldrig fandt sted.

Og det ved vi, fordi Kundera meget Kunderask gør opmærksom på det andetsteds i romanen: »Vor(es) Herre, som har fundet på os, tvang mig engang til at studere ham« – siger en af romanheltene for at forklare, at han kender til Hegel og hans definition af vittigheder.

Den nødvendige lethed

Den nu 85-årige Milan Kundera, er efter 14 års romanpause tilbage med et nærmest – hvad størrelse angår – ubetydeligt mesterværk. På 142 små sider, formår han at stille spørgsmål til eksistensen, sproget og historien med stort eller lille h, med en bravur, der næsten tager pusten fra én. Kundera skrev sig ind i verdenslitteraturen i 1984 med Tilværelsen ulidelige lethed. I Ligegyldighedens fest er det, som om han undersøger selve nødvendigheden af denne lethed. Historier fletter sig virtuost ind og ud af hinanden. De er alle sammen ret ligegyldige, festen opstår af sammenhængen.

Romanens rammefortælling – hvis man tør tale om ramme hos Kundera – foregår i Luxembourghaven. Det er både i nærheden af de store parisiske forlag og det franske Senat, fuld af gamle mænd. I haven står statuer af Frankrigs dronninger, som duerne, men også en af Kunderas historiske personager, pisser på. Her går Kunderas hovedpersoner, der også er temmelig gamle mænd, tur, og ser på unge kvinders navler, mødes, taler, tænker og lyver for hinanden og for sig selv. Her når Ramon aldrig ind og se Chagall i det lille museum, fordi køen altid er for lang i den postmoderne udstillingsverden. Til gengæld møder han D’Ardelo, der netop er blevet »frikendt« for kræft, men alligevel kommer til at sige, at han har kræft i sidste stadie. For det er altid en bedre historie, at være lige ved at dø, er det ikke?

Men der er også et cocktailparty. Cock tail? En lille fjer falder i romanen, er det mon fra hanens hale? Som en fjer, der bliver til syv høns? Kundera leger som altid med lag i sprog og med flere sprog.

Testamentet

Det er svært ikke at opfatte Ligegyldighedens fest som et litterært testamente. Hvis Kundera fortsætter i samme romanrytme som hidtil, vil han være næsten 100 år, når næste roman udkommer. Hans sidste roman, Uvidenheden udkom i Danmark i 2002. Den var længere, tungere og tog måske mere direkte fat om Kunderas oplevelse af eksilet fra Tjekkoslovakiet og umuligheden af at vende tilbage, umuligheden af at have en identitet. De, der rejser ud, kan ikke engang vende tilbage til modersmålet. Og hvis de prøver, vil ingen vide af noget. Ingen spørger om noget.

Tjekkiske Kundera skiftede til fransk nationalitet i starten af firserne og skriftsprog fra tjekkisk til fransk. Men måske er det ligegyldigt? Den største forståelse i denne roman finder sted mellem en alvorlig, portugisisk tjenestepige og en fransk skuespiller, som lader som om, han taler pakistansk, når han er nødt til at arbejde som tjener. Han har opfundet et sindrigt sprog til lejligheden, men det gør bare, at han alligevel ikke har noget publikum, for man tror bare, han er pakistaner. Undtagen den anden indvandrer. Det mærkelige er, at det på ingen måde gør sprog overflødige, at de ikke forstår hinanden. Tværtimod. De taler alligevel, og forstår alt muligt.

Det har ikke været uden vanskeligheder for Kundera at skifte sprog fra tjekkisk til fransk. Ganske vist førte det litterære franske parnas Kundera til tops, men det tillod sig så, på et tidspunkt mod årtusindskiftet, at kritisere ham. Således rejses og falder helte i latiner- og forlagskvarteret ikke langt fra Luxembourghaven. Kundera foretrak derfor, at lade sin forrige roman Uvidenheden udkomme og blive fejret i andre dele af verden først, før den kom med to års forsinkelse i Frankrig.

For der er åbenbart lidt fornærmet umodenhed og en meget ung mand i den aldrende Kundera. Ganske som der er det hos de aldrende mænd i romanen. Måske en evigt navlebeskuende teenager? Er den selvhøjtidelige D’Ardelo mon Kundera eller det parisiske parnas? Det er ligegyldigt. Den »ligegyldighed« fejrer Kundera med sin lille fest af en roman. Hvis bare alle marionetterne er med, opstår betydning. På livets scene er vi alle sammen ensomme, deklamerer primadonnakvinden La Franck (La France), der er heroisk ligeglad med at hendes elskede lige er død af kræft. Hun er både den, der fanger de faldne engle, men også får lagt de største floskler i munden, når hun får fat i fjeren, lige dér på fingerspidsen, som alle fascineret betragter: »Himlen giver mig tegn på, at mit liv bliver endnu smukkere end før. Livet er smukkere end døden, for livet næres ved døden.«

Og så skrider hun i øvrigt fra cocktailpartyet uden at gå i seng med nogen som helst.

Åh, man klukler.

I en alder af 85 tager Kundera således et muntert lille teenageopgør med den alvor, som præger det land, der har adopteret ham, og hvis sprog han har adopteret.

For kan vi tage Camus alvorligt? Og hvad får os til at le? Hvis man prøver at tage spørgsmålet om humor alvorligt, må man betragte humor som absolut. Det er ikke sjovt. Det virkelig gode humør er en betingelse uden hvilken, ingen vits kan forstås, forklarer Kundera, at Hegel forklarer. Humor kræver unendliche Wohlgemutheit (uendelig godt humør, red.).

Diktatorens vits

Som nu den vittighed i Kunderas nye roman, Stalin fortvivlet forsøger at fortælle. Den handler om 24 perlehøns, men det er nok ligegyldigt. Det, der til gengæld suverænt vises, er, at det er diktatorers triste skæbne, at de aldrig kan fortælle vittigheder. Ikke engang når den diskuteres på lokummet forstås diktatorens vits. Urfædre og andre diktatorer kan ikke fortælle vitser, for de kan kun tages alvorligt, og hvad ville et diktatur være med undendliche Wohlgemutheit – uendelig godt humør? Nej, det går bare ikke.

Historien om kvinden, der vil begå selvmord, findes så i et kapitel af Kunderas roman, der hedder »Alain og Charles tænker tit på deres mødre«. Er det navlebeskuende? Der er mange navler i Kunderas roman

Men har engle mon navler? Eller paradishistoriens Eva? Det, tænker de over i romanen, de mere end midaldrende mænd, og Alain har tænkt over det lige siden hans mor, lige inden hun gik sin vej, så på hans navle. Og findes der faldne engle? En af dem ser Khrusjtjov uden for vinduet, og så råber han: »En engel, en engel, det er et tegn!« Men Bresjnev sukker, lammet af frygt: »Et tegn? Men hvad er det tegn på?«

Sjældent er forholdet mellem angsten, tegnet og fortolkningens evindelige nødvendighed blevet så kort og barokt beskrevet.

Men der er også mere bogstavelige navler. Hvorfor er det, at navler er så synlige nu til dags, spørger Alain? Førhen så mænd på kvinders balder, bryster eller lår, nu er det navlen, der vises frem mellem bukserne og blusen. »Hvordan definere en mands (eller en epokes) erotisme, der er koncentreret midt på kroppen, i navlen?«

Tilbage ved verdens oprindelse? Navlebeskuende er så også den lille både selvmords- og oprindelseshistorie, hvor Kundera gennem Alain svarer igen på Camus’ Faldet. Vi skal tage vort ansvar alvorligt ellers kommer det til at plage os resten af livet lærer enhver fransk gymnasieelev gennem Camus. Ellers vil skriget fra den kvinde, som hoppede ud fra broen, og som vi ikke reddede, forfølge os resten af livet.

Men Kundera kaster ikke Camus ud fra en bro, men op i luften. Og ikke med filosofiske teser, men med en anden lille historie, tja mange historier, som den om Alains mor, der ville begå selvmord. Hvis selvmordet virkelig er det store eksistentielle spørgsmål, må man sige, at den umodne teenager, der ser sig selv som helt, for alvor afbryder en andens livsprojekt. Så hvad skal man så egentlig gøre, monsieur Camus, redde hende og dermed sig selv, eller ikke redde hende, men dermed til gengæld lade hendes eksistentielle projekt være i fred?

Det er svært at være helt. Men måske kan man være det, præcis ved at være ubetydelig?

Som nu Kalinin. Han var statsoverhoved for Sovjetunionen i tredive år, men hvem husker ham?

En lille mand i Stalins skygge, som havde problemer med blæren og derfor hele tiden skulle tisse. En svagpisser som til sidst, hos Kundera pisser på dronningerne i Luxembourghaven. Og mens Stalingrad er blevet omdøbt, hedder Kaliningrad stadig Kaliningrad, selvom den oprindelig hed Königsberg og var den by, hvor filosoffen Kant gik tur og tænkte over das ding an sich (tingen i sig selv, red.). Men det er netop Kalinins ubetydelighed, der gør, at byen ikke atter har undergået navneforandring. Og således sikrer det navnet blot en smule stabilitet i modsætning til en Lenin eller en Stalin. Så man ved, hvor man er.

Det er ret umuligt at referere, hvordan Kundera får viklet Stalin, Kalinin, Hegel, Kant og Schopenhauer ind i forklaringen af den bevægende, svagpissende grundbetingelse for latter. Det er nemlig en lang historie.

Og stort set ingen andre kan vel i dag få så lang en historie til at fylde kun 142 sider. Det må tage mindst fjorten år at slibe sådan en sag til, så mon vi når at få endnu en fra ’Herrens’ hånd? Det er – med 14 års forsinkelse – det 20. århundredes roman i sin allermest skarptskårne form, med et åbent spørgsmål om, hvor det så kan gå hen. Næsten som romanens ding an sich. Eller bare en lille kaleche som forlader Luxembourghaven, med alle historiens marionetter.

Milan Kundera: »La fête de l’insignifiance«, 2014, Gallimard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu